De Navnløse

”Hey,” sagde han stilfærdigt og lænede sig mod dørkarmen som for balance. ”Jeg tænkte nok, at det var dig.”
”I egen høje person,” drillede jeg, idet jeg hængte min jakke på knagerækken over vores skosamling. ”Vækkede jeg dig?”
Han virrede med hovedet. ”Nej, nej. Jeg har ligget og stirret op i loftet den sidste time.”
Dette overraskede mig, for klokken var ikke ret mange. Ikke engang midnat endnu, og sædvanligvis var han meget friskere efter en dagsvagt end en af sine sene aftenvagter. ”Kunne du ikke sove?”
”Det kan jeg sjældent,” svarede han og bevægede sig længere ind i køkkenet. --- Emma på 19 år rejser til USA for at arbejde som barnepige for drengen Isaac på to år. Under opholdet støder hun ind i turistguiden Skye, som bestemt ikke er så uskyldig og fredelig, som han ser ud til. Efterhånden som de lærer hinanden at kende, går det op for dem begge, at deres bekendtskab får alvorlige konsekvenser for fremtiden.

27Likes
29Kommentarer
16593Visninger
AA

12. Kapitel 11 - "Du er fuld af løgn."

Emma

Søndag morgen blev jeg kildet tilbage til virkeligheden af Blinkies hale, som blev trukket hen over min næse. Fnysende satte jeg mig op og strakte mig. Døren ud til køkkenet stod på klem, og jeg kunne høre Skye bevæge sig rundt. Måske havde han besluttet sig for at tage på arbejde? I så fald måtte det betyde, at hans ben havde det bedre, eller at han bare var stædig nok til at ignorere sin skade.

”Godmorgen, Blink,” brummede jeg og rakte ud efter den lille kat, som tilfredst lod mig ae sig for en stund, inden den sprang ned på gulvet og trippede ud til sin ejer.

Jeg gabte en enkelt gang, svang benene ud af sofaen og samlede mit uglede hår i en knold, så Skye ikke blev bange for den trold, som han havde lukket ind i sit hjem. Derefter tørrede jeg mig under øjnene med pegefingrene for at fjerne overskydende mascara fra dagen før. Mere ud af mig selv gjorde jeg dog ikke, for det var trods alt kun Skye, og han havde set mig om morgenen mere end et par gange. Nok gange til at mit forsøg på at se pænere ud ikke strengt taget burde være nødvendigt.

Lysvågen vandrede jeg hen til vinduet, som jeg skubbede op på vid gab, så der kom lidt luft ind. Så satte jeg kursen mod det eneste andet bemandede rum i lejligheden. Gennem døråbningen kunne jeg se Blinkie angribe et stykke skinke, som Skye måtte have tabt eller smidt der med vilje.

Da jeg trådte ind i køkkenet, vendte Skye sig halvt rundt med en brødkniv i den ene hånd og den anden støttende fra bordpladen. ”Godmorgen,” sagde han muntert, friskt.

Synet af ham gav mig lyst til at skyde mig selv. I modsætning til sine sædvanlige slidte jeans og T-shirts med print var han nu iført en lyseblå skjorte og et par mørke bukser. På en normal dag kunne han være pæn på en opnåelig og rar måde – opgraderingen hævede hans udseende til stadiet over, og det gik pludselig op for mig, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvor mange forskellige forhold han havde haft i årenes løb. Tilsyneladende nok til at vide, hvordan han skulle klæde sig, hvis han virkelig ville se godt ud.

”Godmorgen,” mumlede jeg utilfredst og trak selvbevidst ned i min T-shirt. ”Hvad sker der for bryllupsoutfittet?” I samme øjeblik, som ordene forlod min mund, fortrød jeg dem bitterligt, for tonefaldet fik det til at lyde, som om jeg var irriteret.

Han hævede et øjenbryn over kanten på brillerne. ”Hvis du foretrækker mine forvaskede arbejdstrøjer, så kan jeg sagtens skifte,” sagde han og vendte ryggen til igen for at fortsætte med hvad han nu end havde været i gang med.

”Nej, det var ikke det, jeg mente.” Jeg krydsede gulvet for at tage plads ved siden af ham. ”Du ser flot ud.”

Ethvert andet menneske ville nok være blevet træt af mit uforudsigelige humør allerede, men Skye rystede bare let på hovedet og overgav sig til det lette smil, som jeg havde vænnet mig til at se på hans læber. ”I lige måde.”

Smigret kunne jeg konstatere, at han betragtede mig ud af øjenkrogen, mens han sagde det. Varmen rullede op gennem min brystkasse, og det prikkede i huden på min hals, da rødmen bredte sig. ”Løgner,” anklagede jeg. ”Jeg er lige trillet ud af sengen.”

”Den kommentar vælger jeg at ignorere, eftersom det ikke udelukker, hvad jeg sagde,” besluttede han grinende og kløvede en bagel på midten. ”Er du sulten?”

Svaret var egentlig nej, for jeg havde aldrig ret stor appetit, før jeg var færdig med min morgenrutine, men siden han havde besværet sig med at lave morgenmad, så syntes jeg ikke, at jeg kunne afslå. ”Altid.”

Han lo stille. ”Emma, jeg ville virkelig værdsætte, hvis du ville lade være med at forsøge at lyve for mig.” Måden han sagde det på lød helt uanfægtet og afslappet, som om det ikke generede ham det mindste, at jeg ikke havde sagt sandheden, men at han stadig kunne se direkte igennem mig.

”Hvordan ved du, at det var en løgn?” udfordrede jeg ham drillende.

”Nu har du jo lige tilstået,” påpegede han snusfornuftigt og greb en bagel mere. ”Plus at dit toneleje skiftede bemærkelsesværdigt.”

Under normale omstændigheder ville jeg nok have taget diskussionen op, men der var vel en fordel for mig i at han vidste, at jeg egentlig ikke var i humør til morgenmad lige nu. Derfor overgav jeg mig bare, kyssede hans overarm og erklærede, at jeg ville tage et bad, og så kunne vi spise, hvis han ikke havde noget imod det. Dertil svarede han, at han alligevel ikke var helt klar endnu, og at han selvfølgelig nok skulle vente, til jeg var færdig.

Med tanke på ikke at lade ham gå sulten alt for længe skyndte jeg mig ind under bruseren, vædede mit hår igennem og vaskede alle vigtige dele med sæbe og shampoo, som jeg derefter skyllede af. Engang havde jeg nydt at tage lange bade og være mig selv under de lune vandstråler, men et sted i løbet af mine teenageår var jeg blevet en stor tilhænger af at tage så korte bade som overhovedet muligt, så længe jeg blev ren. Så havde jeg nemlig mere tid til mine øvrige rutiner, som blandt andet omfattede en gennembørstning af mit efterhånden lange hår, inden jeg slog det op i en turban mens jeg smurte min hud med bodylotion. Det hele foregik til lyden af min sædvanlige playliste.

Stadig dampende efter opholdet i det fugtige lokale gned jeg håndklædet hårdt mod mit hår et par gange, inden jeg slog det omkring mig i stedet og åbnede døren, meget friskere. Skye var stadig i køkkenet med ryggen vendt til mig, nynnende melodien til den sidste sang, der havde spillet. This Is Letting Go.

”Kender du den?” spurgte jeg.

Han stivnede ganske kortvarigt midt i en bevægelse. ”Jep. Min far kunne godt lide Rise Against, da jeg var barn. Den slags smitter åbenbart.”

Et øjeblik havde jeg meget svært ved at tøjle min overraskelse, for han havde aldrig nævnt individuelle medlemmer af sin familie før – kun at hans erfaring dermed ikke var den bedste. Nysgerrig som jeg var ville jeg gerne vide mere, og spørgsmålet lå lige på spidsen af min tunge, da jeg ombestemte mig.

”Hvilken slags musik kan du bedst lide?”

Brummende overvejende vendte han sig rundt for at placere en tallerken med to tilsyneladende lunede, gennemsavede bagels midt på det allerede dækkede bord. ”Den slags du spiller fra tid til anden,” besluttede han så, drejede hundrede og firs grader, greb et fad med nyskåret frugt og tog et enkelt humpende skridt i retning af spisebordet, hvor han satte sig ned.

Vi fortsatte diskussionen om musik hen over morgenmaden, som jeg var smigret over, at han havde taget sig tid til at lave til mig. Under hele måltidet blev jeg ved med at stjæle mig til blikke på ham, overvejende hvordan jeg nogensinde ville blive i stand til at rejse tilbage til Danmark uden at vide, hvornår jeg fik ham at se igen. Mine veninder – eller ... den gruppe piger, som jeg ikke havde hørt et ord fra, siden jeg flyttede herover – ville dø af misundelse, hvis de vidste, at jeg havde noget kørende med en fyr som Skye. Ikke kun fordi han var flot, men også fordi hans humor og åbenlyst underspillede intelligens gjorde ham vanvittigt spændende.

Da vi begge var færdige, rejste han sig energisk og gav sig til at rydde af, hinkende frem og tilbage mellem vasken og det lille bord. Jeg rejste mig, sørgede for at håndklædet ikke faldt af ved bevægelsen og gik derefter hen mod stuedøren for at finde noget tøj.

”Har du et stramt program i dag?” spurgte min bofælle hen over sin skulder.

”Næh,” indrømmede jeg. ”Jeg skal ikke rigtig noget.”

Han vendte sig halvt, bare så vi kunne se hinanden ordentligt. ”Jeg skal lige hente noget,” indledte han, og pludselig lignede han mere en femtenårig dreng, der skulle til at tilstå sine følelser for en pige, ”men hvis du er klar til at gå om en time, så har jeg en overraskelse til dig.”

 

Siden Skye havde været så pænt påklædt, og han tydeligvis havde tænkt sig, at vi skulle tilbringe tid sammen, valgte jeg omhyggeligt mit outfit, så snart han havde forladt lejligheden. Beslutningen faldt på en løstsiddende stropkjole i stof der gradvist skiftede fra orange over brystet til hvid og derefter en dyb, behagelig blå med en tynd elastik i livet. Min makeup blev brunlige toner med mørkere nuancer i de ydre kroge til at komplimentere mine blå øjne og et let lag mascara på begge vippesæt. Prikken over i’et blev mine sædvanlige hvide Converse, som jeg aldrig bevægede mig ret langt hjemmefra uden. Fordi solen skinnede valgte jeg at spare mig selv besværet senere og sno håret op i en hestehale med det samme.

Normalt var jeg ikke forfængelig, men med tanke på, hvordan Skye havde set ud, kunne jeg ikke lade være med at trippe en smule nervøst frem og tilbage, mens jeg ventede på, at han ville dukke op eller skrive til mig. Hvad mon vi skulle?

Så snart beskeden bimlede ind på min telefon, nærmest sprang jeg ud af døren og sørgede for at låse efter mig, så der ikke kom nogen og bortførte Blinkie. Mine fødder bevægede sig hurtigt på trappetrinnene ned til gadeniveau, hvor jeg blev mødt af et uventet syn.

På fortovet stod Skye med et skævt smil trækkende den ene mundvig opad. Solen skinnede ned mellem bygningerne og fremmede det grønne i hans øjne, mens det fik hans brune hår til at skinne gyldent i spidserne. Bag ham holdt en skinnende sølvgrå Audi parkeret ved vejkanten.

”Hey,” hilste jeg forbløffet, prøvende at lade være med at smile alt for bredt, i tilfælde af at jeg fejlfortolkede situationen.

”Halløj,” returnerede han og bøjede sig ned for at kysse mig midt på munden, da jeg kom tæt nok på. ”Hvor ser du godt ud.”

Komplimenten fik blodet til at strømme til mit ansigt, for den mindede mig om, hvor grov jeg havde været tidligere på dagen. ”Lige over,” mumlede jeg genert og så kort ned mod mine fødder. Da bemærkede jeg bilnøglen i hans frie hånd. ”Hvad har du gang i?”

Fordi jeg havde stillet et spørgsmål, løftede jeg automatisk øjnene til hans ansigt, der strålede af barnlig glæde. ”Jeg tænkte, at nu ville være et godt tidspunkt til at vise dig lidt af den by, som du bor i,” fremlagde han og gjorde en nonchalant gestus mod køretøjet bag sig, ”og siden jeg ikke kan gå så pokkers langt, og det ikke er videre romantisk at tage en bus, så måtte jeg jo søge andre alternativer.”

Jeg måbede. ”Du tager pis på mig, ikke?” Så langt var der aldrig nogen, som var gået for mig før. Måske ud over Silver, men det var ikke det samme.

”Hvorfor? Har du ikke lyst?” Responsen besvarede ikke spørgsmålet direkte, men medbetydningen var rigeligt til, at jeg ikke ville beklage mig mere.

”Jo!” udbrød jeg. ”Det er bare ... du ved ... at leje en cykel ville have været rigeligt.”

Han lo, men der var en underlig hulhed i latteren, som jeg ikke havde hørt før. Den advarede mig om, at jeg måske havde sagt noget hensynsløst, inden han sagde: ”Ja, ud over at det er ret svært at cykle, når jeg ikke kan bøje det ene ben ret meget, og jeg rent faktisk gerne vil være der sammen med dig.”

Noget ved den måde, som han fik det sagt på, gav mig et indtryk af, at han måske var en smule pirrelig i dag. Om det skyldtes min usædvanlige mangel på situationsfornemmelse eller noget, der intet havde med mig at gøre, anede jeg ikke, men jeg var ikke af den overbevisning, at det ville være smart at spørge ind til det.

”Du er ikke rigtig klog,” kommenterede jeg drilsk, i håbet om at det ville fjerne den anstrengte undertone fra hans stemme.

”Måske ikke,” medgav han, til min lettelse en kende mere muntert end før. Så rankede han sig og tog et skridt mod bilens bagende, som for at blotlægge døren til passagersædet for mig. ”Kommer du?”

Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg lod mig hjemmevant glide ind på sædet, spændte sikkerhedsselen og ventede, til han var kommet ind. Fordi han skulle køre, rakte han mig sin stok, inden han tændte motoren og lod køretøjet trille ud på midten af vejen.

Selv om jeg aldrig havde set ham bag et rat før, så var det helt tydeligt ikke hans første gang som chauffør. Med øjnene rettet mod vejen og trafikken i bycentrum formåede han stadig at se tilbagelænet og afslappet ud, som om han vidste præcis, hvad han lavede – og hvor han skulle hen. Efter en stund slog det mig, at jeg godt kunne blive ved med at se på ham, men at jeg så missede en oplagt chance for at opleve en del mere af San Francisco, end jeg havde gjort indtil videre.

Vi kørte hen ad Market for en tid, og Skye fortalte om den enorme, ikoniske fontæne, der var placeret på et gadehjørne mellem de høje bygninger i Financial District. Så snart han åbnede munden, blev jeg klar over, hvorfor han lod til at være så god til sit job, som han nu engang var. Sædvanligvis talte han roligt, mildt og altid med et smil på læben – af en eller anden grund havde jeg bare ikke forestillet mig, at han gjorde præcis det samme, når han arbejdede. Tonefaldet gjorde det til en behagelig oplevelse at lytte til ham, mens han delte ud af sin viden.

For enden af Market lå en gammel færgebygning med et højt, velholdt klokketårn. Jeg havde set billede af dette sted mange gange, da jeg forberedte mig på turen over Atlanten, men det var alligevel specielt at se det med egne øjne. Vi fulgte den vej, som færgebygningen lå ved, i en bue langs de mange moler i havneområdet, indtil Skye drejede af og trillede ind i et parkeringshus.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg nysgerrigt.

Han dirigerede mig bare i retning af udgangen. ”Det får du at se.”

Udenfor skinnede solen, men det var tydeligt, at vi var tættere på vandet, for en frisk vind svøbte sig ind mellem bygningerne og legede med den nederste søm på min kjole. Gaden, som vi var endt i, lignede en hvilken som helst anden. Lige indtil vi kom hen for enden af den til et åbent område ud mod bugten, der vrimlede med turister.

Forsigtigt tog jeg Skyes frie hånd, så vi ikke blev skilt ad i mængden. Da vi passerede et par af hans kollegaer, gav han et kort nik og et smil til hilsen, og vi fik et par drillende kommentarer med på vejen. Forvirret og forundret så jeg mig omkring. Der var altid mange mennesker omkring Union Square i dagtimerne, men det her var endnu værre. Måske blev den fornemmelse også fremmet af, at jeg ikke anede, hvor jeg var på vej hen.

Men det gjorde den unge mand ved siden af mig. Han ledte mig ind mellem nogle gamle bygninger ved begyndelsen af en mole, og derinde åbenbaredes der sig et helt drømmeland for børn, komplet med karruseller og spillemaskiner, fastfoodrestauranter og slikbutikker. Jeg tog mig god tid til at sluge lydene og de mange dufte og indtryk. Skye fortalte lidt i brede vendinger om stedet, men jeg kunne godt fornemme, at det ledte op til noget mere spektakulært end bare en miniforlystelsespark.

For enden af molen drejede vi mod vest, og en sødlig, fiskeagtig stank sneg sig ind i mine næsebor. Ved siden af mig begyndte Skye at le, selv om også han måtte dække for sin næse med den arm, der egentlig navigerede stokken. Resultatet blev, at han støttede sig lidt mere til min hånd, men hovedsaligt gik han selv et par skridt. Det havde jeg aldrig set ham gøre før.

Længe varede det da heller ikke, for da han nær havde slået et lille barn i hovedet med gummidelen nederst på den lange genstand besluttede han åbenbart, at det ville være bedst at have den under kontrol. På det tidspunkt havde jeg alligevel næsten vænnet mig til den specielle lugt, og vi nærmede os noget, der utvivlsomt var spændende hvis man skulle dømme efter mængden af besøgende.

Overraskelsen steg i mit bryst, da vi kom hen til det træværk, der skulle forhindre folk i at falde i vandet. I havnebassinnet lå en mængde tømmerflåder, og på disse havde en hel koloni af søløver slået sig ned. Nogle svømmede rundt i vandet mellem bådene, men overraskende mange lå i klynger på de flydende brædder og solede sig dovent. En enkelt forsøgte at møve sig hen over en andens flæskede bug, men fik åbenbart ikke bedømt afstanden ordentligt og faldt dermed i vandet i stedet.

”Hvad er det her?” spurgte jeg Skye, hvis hånd jeg havde sluppet for at kunne læne mig så langt ud over vandet som muligt.

”Har du aldrig hørt om Pier 39 og dens berygtede søløver?” Han lød næsten fornærmet, som om det var almen viden.

”Nope.” Jeg betragtede begejstret hvordan en lille, lysebrun søløve møvede sig hen over en tom flåde og begyndte at gø ad sine artsfæller. ”Hvorfor er de her?”

”De dukkede op efter et voldsomt jordskælv tilbage i 1989,” fortalte han mig. ”Overtroiske lokale mener, at den dag søløverne forsvinder vil være en god dag til at tage benene på nakken, for det betyder, at der er et nyt, stort skælv på vej.”

Jeg var fascineret. Mest af dyrene, men også af historien der fulgte med. ”Tror du på det?”

Han trak let på den ene skulder, da jeg så på ham ud af øjenkrogen. ”Jeg tror på, at dyr har en speciel evne til at forudse og undslippe naturkatastrofer, men jeg ved ikke, om søløverne vil være et varsel. Det kan være, at de bare godt kan lide at have et publikum.”

For mig var det fuldstændig surrealistisk, at de lokale her ikke betragtede søløver som noget særligt, fordi de rent faktisk levede i Stillehavet langs den californiske kyst. Hjemme i Danmark var det for vildt, hvis man var heldig at spotte et marsvin et par kilometer fra kysten. Her lå dyrene, som jeg ellers kun havde set i zoologiske haver, og dasede dovent i deres seminaturlige miljø, til frit skue for alle og enhver, som gad at gå ud til enden af molen.

”De er søde,” delte jeg min mening med Skye, som strøg mig let over ryggen.

”Ja,” medgav han. ”Men de lugter nu temmelig klamt.”

Det havde han ret i, så jeg fandt min telefon frem, tog et par billeder og lod ham så føre an tilbage mod parkeringshuset. Taget i betragtning at han ikke havde været i stand til at gå dagen før, klarede han nu den forholdsvis korte vandretur med glans. Skridtrytmen var lige så asymmetrisk og taktfast som altid, men han så ikke ud til at have ondt, hvilket var fantastisk.

Næste seværdighed på turen blev Lombard Street. Ikke vejen i sig selv, men den lille sektion af den, der var dekoreret med smukke blomster og snoede sig som en slangs mellem to boligblokke. Skråningen var så stejl, forklarede Skye, at man havde besluttet sig for at skabe hårnålesving, så køretøjer ikke pludselig mistede grebet på vejen og udgjorde en fare for sig selv og andre. Derudover, tilføjede han småskeptisk, var det efter sigende verdens mest snoede vej.

For foden af gaden holdt han ind til siden, så jeg kunne gå ud og tage et billede af det fænomenale syn. Så kørte vi videre samme vej og endte ved Coit Tower på en bakketop med udsigt over hele den østlige del af byen, inklusiv færgebygningen. Af hensyn til Skyes ben afslog jeg tilbuddet om at gå op i det høje, hvide tårn og nøjedes med at tage billeder af udsigten over bugten og Bay Bridge, samt gå en tur rundt om bygningsværket. I det gode vejr så alting skinnende og blåt og varmt ud, men billederne kunne slet ikke fange den overvældende skønhed, som mine øjne grådigt slugte, indtil vi kørte videre.

Ved Haight-Ashbury – hippieområdet i krydset mellem de to gader af samme navn – holdt vi ind, gik en lille tur mellem de alternative butikker og boghandler og blev tilbudt af købe hash af mere end én komplet fremmed med dreads. Stemningen var helt anderledes end i midtbyen. Den var afslappet, nedtonet, nærmest døsig. Folk hang ud på gadehjørnerne med deres ukuleler eller hvad de nu ellers kunne brillere med foran et nysgerrigt – og skævt – publikum.

Da det blev tid til frokost, fandt jeg ud af, hvorfor Skye var så fint klædt på. Han parkerede bilen i nærheden af Alamo Square, hvor vi havde mødt hinanden første gang, og ledte mig gennem det pæne nabolag med de gamle, victorianske huse og velplejede facader på hver side af de rolige veje. Vi talte ikke rigtig sammen, men gik bare og så på de fine huse, indtil vi nåede stedet, hvor Gough og Groves veje mødtes. På det ene hjørne lå en lille restaurant med et smukt, simpelt og rustikt udtryk. Mørklakerede træbjælker gik fra gulv til loft i det solbeskinnede, kvadratiske lokale med de mange små borde.

En tjener viste os hen til et bord, og vi bestilte burgere fra en menu af retter, som Skye forklarede primært stammede fra sydstaterne. Bøfferne var stegt lige tilpas, og bollerne så ud til at være smurt med et godt lag smør, så de nærmest smeltede på tungen. Det her var noget lidt andet end McDonald’s eller Burger King, men det kostede så også det mere.

Bordet ved siden af os blev optaget af en lille familie i pænt tøj, som talte et meget særpræget sprog. Fordi jeg havde haft tysk i skolen, kunne jeg genkende nogle af ordene, og af og til kom der også lidt engelsk ind i sætningerne. Men for det meste forsøgte jeg bare at tune de mærkelige, knurrende lyde ude, fordi de ikke gav mening.

”Hvad sprog er det?” spurgte jeg i stedet Skye, som så ud til at være mere fokuseret på mig end fredsforstyrrerne.

Han tyggede af munden og slugte maden, inden han svarede: ”Hollandsk.”

Ikke helt overbevist rynkede jeg panden, for Holland lå tilstrækkeligt tæt på Danmark til, at jeg burde vide, hvordan landets sprog lød. Det her levede ikke op til mine forventninger. ”Er du sikker?”

Leende lagde han bestikket fra sig. ”Hundrede procent.”

”Hvordan kan du være det? Taler du måske hollandsk?” drillede jeg.

Et ganske kort øjeblik så han helt eftertænksom ud. Så nikkede han. ”Jep. Det gør jeg.”

”Du er fuld af løgn,” erklærede jeg leende.

”Udfordring accepteret,” konstaterede han med et glimt i øjet og vendte sig mod bordet med den lille familie. En sekvens af sjove lyde med enkelte forståelige ord flød ud af munden på ham, som om han havde øvet sig meget længe.

Turisterne – det gik jeg ud fra, at de var – spærrede øjnene op ved tiltalen og kastede sig ivrigt ud i en samtale, som jeg ikke forstod et muk af. Skye var da også hurtig til at bryde af igen og tildele mig sin opmærksomhed, dog ikke uden et lille, selvtilfredst grin. Jeg himlede med øjnene.

”Okay, så måske var det sandt,” overgav jeg mig. ”Hvorfor er det lige, at du kan tale hollandsk?”

Stadig smilende så han ned i sin tallerken. ”Min mor var fra Holland, og min far syntes, at det kunne være sjovt at have et hemmeligt sprog derhjemme, så vi talte det alle sammen fra tid til anden.”

”Cool!” udbrød jeg, inden noget andet gik op for mig. ”Når du omtaler din mor i datid...?” Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle færdiggøre sætningen uden at antage for meget.

Heldigvis havde Skye ikke for vane at lade mine spørgsmål gå ubesvaret hen: ”Hun døde for mange år siden. Sammen med min far og min storesøster.”

Mine værste anelser blev bekræftet. Jeg havde håbet, at Skye bare ikke ville tale om sin familie, fordi de ikke havde et nært forhold til hinanden indbyrdes, og at han bare var stædig. Nu kunne jeg bedre forstå, at han havde været så undvigende og vag, da jeg spurgte ind til, om han var et familiemenneske eller ej. Det værste var næsten, at jeg aldrig havde mødt nogen, som ikke havde mindst én forælder tilbage, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

”Det er jeg ked af at høre,” fremtvang jeg derfor stille og stoppede en bid burger i munden for at forhindre mig selv i at jokke mere i spinaten.

”Tak,” mumlede Skye stille og rakte ud for at røre ved mit hår. ”Men det behøver du nu ikke at være.”

Fordi han smilede, kunne jeg ikke lade være med at gøre det samme, og så fortsatte vi ellers vores måltid under andre samtaleemner, der var mindre deprimerende.

Med maden liggende tungt i mavesækkene fortsatte vi vores tur rundt i byen. Skye viste mig trappeopgange kunstfærdigt udsmykket med særprægede, farverige mosaikker; dele af den frodige og velplanlagte Golden Gate Park; Palace of Fine Arts, en bygning i gammel stil, komplet med søjler, kuppelformet tag og udsigt over en vidunderlig have; dele af Presidio, hvor man havde frit skue over den orangerøde bro, Alcatraz på klippen i bugten og byens havneområde; og Sausalito på den anden side af broen.

I den lille, rige kystby grænsende op til Marin-højlandene gjorde vi et kort stop og gik en tur i lystbådehavnen, mens vi spiste is og nød den ekstra varme, som placeringen i læ fra vestenvinden tildelte stedet. Mellem bådene fik jeg både øje på søløver og pelikaner, og Skye lo drenget, da en enorm havmåge sendte et arsenal af klatter ned lige ved siden af mig. På skråningen fra det lille centrum og op mod højdedragene lå der enorme palæer i skygge af træer eller buske, og Skye fortalte da vi kørte rundt i nabolaget, at nogle af de rigeste amerikanere havde sommerhuse her. Jeg troede på ham, for hvem ville ikke gerne have det, hvis pengene slog til?

Den nært forestående solnedgang gjorde Golden Gate-broen til et spektakulært syn, da vi vendte tilbage til den sydlige side af bugtens mund. Jeg stirrede ud over vandet, der af og til blev brudt af de orange kabler. Solen stod stadig forholdsvis højt over havoverfladen, men et let dække af skyer gjorde det svært at se, hvor skellet faktisk var. Alting strålede lidt varmere; alting var lidt mere romantisk i den lille stjernes glød. Da hvide pletter begyndte at danse for mine øjne, drejede jeg ansigtet mod Skye, hvis øjne hovedsaligt var rettet mod trafikken.

”Det her er den bedste date, som jeg nogensinde har været på,” fortalte jeg ham drømmende.

Han blinkede en enkelt gang. ”Vi er ikke helt færdige endnu,” afslørede han mildt. ”Der er lige nogle enkelte ting, som jeg stadig gerne vil vise dig.”

Disse ting viste sig blandt andet at være aftensmad på en restaurant helt ude på vestkysten med store panoramavinduer vendt mod havet og den synkende sol. Jeg spiste ivrigt min chowder – en lokal spise, der bedst kunne forklares som en slags tyk fiskesuppe med tilpas mange krydderier til at smage langt bedre, end den lød – og slugte synet, som om min mave kunne bevare det langt bedre end min hjerne.

Langsomt gik det op for mig, at jeg aldrig havde tænkt på San Francisco som et sted, hvor jeg kunne leve hele mit liv. Ikke før nu. Lige nu syntes min hjemrejse til Danmark til næste sommer det mest tragiske, der nogensinde kunne ske mig. Selvfølgelig savnede jeg Silver og nogle af mine danske veninder, men jeg havde mest af alt skyldfølelse over ikke at savne dem nok til nogensinde at ville hjem. Hvis jeg kunne blive her sammen med Skye i hans lejlighed i Tenderloin, så ville jeg være lykkelig resten af mit liv.

Et kort blik væk fra vinduet mindede mig om den unge mand på den anden side af bordet. De sidste stråler af dagslys klædte ham. De fremhævede hans lettere muskuløse ansigt og hænder og gav genskær i de grønne irisser, der så helt brune ud. Nervøst lagde jeg min ske fra mig og fiskede min telefon frem, ligeglad med at vi sad på en restaurant, og at det ikke var særlig høfligt.

Han tørrede sig om munden med sin serviet. ”Hvad laver du?”

”Ikke noget,” fnisede jeg og åbnede kameraapplikationen på displayet i min hånd.

Indseende hvad der foregik rystede han blot på hovedet, som om jeg var en treårig, der var blevet fanget med fingrene i kagedåsen. ”Ej, Emma, vær sød at lade være.”

Var det bare mig, eller rødmede han en lille smule? Det var svært at se i det i forvejen rødlige lys fra vest. ”Ej, Skye,” efterabede jeg flabet, ”sid nu bare stille og smil i to sekunder.”

Han himlede med øjnene, lænede sig lidt frem mod bordpladen og gjorde, som jeg havde befalet. På billedet lignede han noget, der var taget direkte ud af en romantisk roman; nybarberet med skinnende brunt hår, intelligente øjne, et skævt smil på læben, og iført en pæn skjorte.

I hemmelighed tænkte jeg, at det burde være hans profilbillede på Facebook, selv om han ikke rigtig brugte sociale medier.

”Skal jeg tage et billede af jer sammen?” tilbød en kvinde på alder med min mormor, der sad ved bordet et lille stykke længere fra vinduet.

Tvivlende skævede jeg til Skye. Måske havde han ikke lyst til at have noget konkret bevis på, at vi havde tilbragt dagen sammen. Men til min overraskelse gengældt han ikke mit blik. ”Hvis du ikke har noget imod det,” svarede han velopdragent og rakte sin egen telefon frem.

Naturligvis havde den venlige, gråhårede kvinde ikke det, men det havde jeg. Tanken om at være på et billede sammen med Skye syntes pludselig gruopvækkende, for han lignede en drøm, og jeg ville aldrig kunne måle mig med så meget pænhed. Alligevel protestede jeg ikke, men lænede mig en smule ind over bordet, så vi kunne nå at være i billedet begge to. Blitzen stak mig i øjnene, men den var det værd, for da jeg så snapshottet bagefter, kunne man se begge vores ansigter og overkroppe og den runde, orange sol gennem vinduet i baggrunden. Det så nu ikke værst ud.

Skye lovede at sende det til mig senere, men for nu kunne vi bare nyde maden og skue ud over solnedgangen. Himmelhvælvingen blev flotte gradienter af blå, lyserød, rød, orange og gul, da den brændende cirkel kyssede havoverfladen lige under det lette skydække ude i horisonten. Jeg forsøgte at fange øjeblikket på kamera, men det var alt for underskønt til at lade sig forevige så let. Til sidst gav jeg op og nøjedes med at stirre betaget, mens skiven sank ned under overfladen og inviterede natten til at herske.

Tusmørket og den kølige aftenluft lagde sig tæt ind mod min bare hud, da vi forlod restauranten for at finde bilen igen. For første gang hele dagen bemærkede jeg, hvordan Skye hele tiden var et halvt skridt bagud. Det gjorde mig bekymret, men siden han havde gjort det helt klart, at han ikke havde brug for min medlidenhed, så syntes jeg ikke, at jeg ville kommentere på det endnu. Desuden kunne der næsten umuligt være mere planlagt for i dag.

Inde bag metalskroget tændte han for motoren og trillede ud på kystvejen, hvorfra man kunne se de månebeskinnede bølger slå ind mod den brede strand. Så drejede han af ind i et beboelsesområde og fortsatte tilbage mod byen. I hvert fald lige indtil han valgte en lille, snoet vej, der ledte forholdsvis stejlt opad for en tid. Af alle steder mødte vi her ret mange andre biler, hvilket var godt siden vejen ikke var særlig velbelyst.

På toppen af bakken slukkede han motoren og steg ud, og gennem den åbne dør kunne jeg høre stille musik og glade stemmer og dufte hash blandet med den friske aftenluft. Nysgerrigt fulgte jeg med udenfor.

”Det her bliver sidste stop på turen,” advarede Skye mig grinende, idet han bøjede sig ind i kabinen igen og fiskede sin stok ud.

”Lad den ligge,” opfordrede jeg.

Han stirrede himmelfaldent på mig. ”Men jeg kan ikke rigtig...”

”Støt dig til mig i stedet.”

”Hvorfor?” ville han vide.

”For det første fordi du ligner en, der er ved at dejse om, og jeg meget nødigt vil se dig falde ned herfra. For det andet fordi det er hyggeligt at gå med armene om hinanden,” pointerede jeg i mit bedste, overtalende toneleje.

Det endte da også med, at han overgav sig og lod mig føre an hen til den udkigspost, hvor de fleste andre mennesker befandt sig. Hvis jeg havde fundet solnedgangen og udsigten fra Coit Tower noget særligt, så måtte jeg nu tage min definition på dette til genovervejelse. I mørket tegnede kortet over hele den østlige del af byen sig tydeligt i form af skinnende lys, fra Golden Gate til Bay Bridge, som begge strålede hen over det mørke bugtvand. Hver eneste lille gade stod frem som en sværm af ildfluer mod nattehimlen. De høje bygninger i midtbyen lignede enorme Rubiks-terninger med udelukkende sorte og skinnende guldfelter.

Skye satte sig ned på halvmuren, der fungerede som rækværk, og lempede forsigtigt sit dårlige ben om på den anden side. Som i en døs fulgte jeg eksemplet og lænede mig sidelæns ind mod hans brystkasse, som han åbnede op for ved at løfte en arm op til mine skuldre og stryge mig over armen.

”Jeg vil aldrig nogensinde tilbage til Europa igen,” hviskede jeg ind mod hans hals.

”Hvorfor ikke? Det er meget nemmere for os at ses der, end det er herovre,” pointerede han stille.

”Hvordan det? Flyene koster en bondegård.”

”Sandt,” tilstod han medgørligt, ”men så slipper vi for at skulle igennem immigrationstjek hver eneste gang.”

”Men skal du ikke det, hvis du er amerikaner?” spurgte jeg uden at tage øjnene fra den glimtende by for mine fødder.

”Jo, normalt skal man,” bekræftede han. ”Men jeg har både et amerikansk og et europæisk pas.”

Min mave slog knuder på sig selv ved tanken om, at Skye måske ville komme og besøge mig i Danmark. Jeg kunne levende forestille mig, hvordan det ville være at gå hånd i hånd med ham hen ad gågaden i Odense eller sidde i græsset i anlægget ved Munke Mose og nyde en fransk hotdog eller en is under den utilregnelige sommerhimmel. Det gjorde mig helt svimmel af glæde, at han i det mindste lod til at tænke i de baner.

”Så må du hellere komme og besøge mig, når jeg rejser herfra,” befalede jeg.

”Er du tosset?” lo han. ”Jeg kommer til at stå og banke på din dør dagen efter at du er taget af sted.”

Grinende drejede jeg ansigtet op mod ham og kyssede ham midt på munden. Den mandige og lokkende og tiltalende smag fik mig til at blive siddende i nogenlunde samme stilling længe nok til, at han trykkede sine læber en ekstra gang mod mine uden yderligere opfordring.

”Emma,” hviskede han og hvilede sin pande mod min, ”du er det bedste, der nogensinde er sket for mig.”

Mit hjerte slog et ekstra slag, og så var jeg solgt. Uden at jeg kunne kontrollere, hvad der kom over mine læber, hørte jeg mig selv ytre: ”Jeg elsker dig.”

Nervøst ventede jeg, at han ville fortælle mig, at det måske var lige tidligt nok til den slags erklæringer. I stedet kyssede han mig igen. ”Jeg elsker også dig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...