Sådan en som dig

Karoline er 15 år og har kun været i gang med 9.klasse i to måneder, men alle taler allerede om hvad de skal efter sommerferien. Hendes mor presser hende for at tage valg, mens Karoline prøver at gemmer sig for det hele.

0Likes
2Kommentarer
97Visninger
AA

1. Sådan en som dig

”Jeg synes det gik rigtig fint”.
Karoline kiggede mistroisk på sin mor, som sad ved rattet i deres gamle Opel Astra.
”Okay? Jamen det var da super du synes det” vrængede Karoline og håbede at det vil lukke munden på hendes mor. Et naivt håb, hvis man kendte hendes mor.

”Nej, du ved da godt hvad jeg mener skat. De havde da en masse gode ideer til hvad sådan en som dig kan finde på”.
”Mor, jeg gider ikke det der. Seriøst”.
Hendes mor lignede en der vil sige noget mere. Tog luft ind, åbnede munden, sagde intet og tog så mere luft ind. Lidt som en guldfisk.
Karoline savnede sine hørebøffer. Hun var ret sikker på hvad hendes mor mente når hun sagde - sådan en som dig. Sådan en som ikke har planlagt hele sit liv de næste 50 år frem. Sådan en som ikke gik til håndbold eller havde en anden sund og frisk interesse, som man kan prale med til juleaften foran hele familien.
Hendes mor vil nok ikke få det store bifald fra mormor når hun kunne fortælle at nu havde hendes datter igen fyldt sin notesbog ud med kruseduller.

Karoline betragtede sin mor, som måske endelige havde opgivet samtalen. De lignede hinanden så meget af udseende, at det var svært for at andre at forstå at de ikke også var ens på alle andre punkter. Det samme brune hår med lidt krøller. Den samme lange slanke krop. De samme blå øjne. De samme fregner på næsen. Derudover – Som nat og dag.
Den 43 årige kvinde ved siden af hende havde styr på det hele, eller så i hvert fald altid sådan ud. Det eneste der ikke var styr på, var hvad hendes datter skulle efter næste sommerferie.
”Ej, nu synes jeg vi to skal hjem og få os en dejlig kop te sammen. Så kan vi sidde og kigge på nettet hvilken linje på gymnasiet der mest er dig”.
”Mor!”.
”Jaja, jeg siger det bare”.
De var på vej hjem fra møde med hendes lærere. Det store hvad-skal-du-efter-9.klasse-møde. Karoline vidste godt at hun snart skulle vælge et eller andet, og at hendes mor bare prøvede at hjælpe hende. Faktisk prøvede alle bare at hjælpe hende, men hvorfor behøvede de at bombardere hende med de samme spørgsmål hele tiden. 9.klasse havde kun været i gang i to måneder og det var det eneste alle kunne tale om var det. De andre i klassen havde åbenbart fuldstændig styr på det, eller lod de bare som om.
Karoline tog selv en dyb indåndning og uden at kigge på hendes mor sagde hun:
”Okay, så kigger vi på der linjer, ik”.
Hendes mor lod til at være tilfreds med det svar.
Resten af turen hjem slap Karoline med at høre på hendes mor synge med på hvad radioen nu spillede. Hendes mor havde egentlig en god stemme og når hun rent faktisk kunne teksterne, så tænkte Karoline på om hendes mor nogensinde havde forsøgt sig med det. Et band eller noget i den stil. Det lå dog meget langt fra det liv i Ballerup, som Karoline og hendes mor levede. Det vil hun spørge hende om det en dag.

”Jeg sætter teen over nu, ik'” Kaldte hendes mor ude fra køkkenet i den 3 værelses lejlighed.
”Jaja, jeg er på wc”.
Karoline styrede direkte ind på sit værelse, greb hørebøfferne, som hun havde savnet i samtlige frikvarterer. Ud på badeværelset med skoletasken i den ene hånd og hørebøfferne i den anden. Hun satte sig på brættet, rodede lidt rundt i tasken og fandt det hun søgte. Endelig.
Den var helt spids. Det gik hun meget op i. Det skulle være i orden.
Hun tog en dyb indåndning.
På med musikken i ørene. Hun havde en speciel playliste, som hun altid brugte i stunder som denne. Playlisten var egentlig lavet hendes storebrors. Hun kunne mærke at hun savnede ham lidt ekstra i dag og så hjalp det altid at høre de numre han havde valgt. Hun forestillede sig tit hvordan han sad på sit værelse og nøje tænkte over hvilket nummer der skulle komme hvornår.
Sådan.
Playlisten åbnede med Bad Kingdom af Moderat. En meget passende titel for hvordan hun havde det i dag. Som fange i et ondt kongerige, hvor man skulle følge magtens anvisninger eller forsvinde.
Hun var klar.
Hun holdt sit lille sværd i hånden.
Hun førte den op til læberne. Den føltes kold efter en hel dag i bunden af hendes taske.
Det krævede altid lige et lille tilløb, men så flød det også ud af hende.
Der var ideen.
Hun havde udtænkt den tidligere på dagen, mens hun havde kæmpet for at se interesseret ud i hvad deres matematiklærer forklarede.
Hun førte blyanten ned på papiret og begyndte at skrive.

Hun havde prøvet på computer, på sin telefon og på deres gamle ipad med den ridsede skærm. Det virkede bare ikke rigtigt når hun skulle forme ordene. Det havde resulteret i at hun nu havde et mindre bibliotek af notesbøger inden på sin hvide bogreol. Hun havde brugt noget af sin sommerferie på at sætte dem i orden efter genrer. Der var mest i fantasygenren, men her det sidste års tid, var der også kommet en del historier om dæmoner der jagtede falske sjæle i al hemmelighed.

Dagens historie var dog en gammel kending i hendes notesbøger. Krigerpræstinde Mariel.
Mariel fandt sig ikke i noget pis og havde en ypperstepræst som lærermester, som altid havde hendes ryg, hvis hun fik rodet sig ud i noget hun ikke kun håndtere.
Da de var små havde Karolines storebror været den som hun kunne gemme sig bag, hendes ypperstepræst. Nu sad han sikkert og svedte over en eller anden tør økonomibog i sin kollegielejlighed. Det var ikke særlig ypperstepræstagtigt.
Det tog kun 20 minutter at komme derind med det offentlige, men det var ikke rigtig det samme mere. Han gad nok heller ikke havde sin lillesøster på besøg.

Blyanten nærmeste dansede henover notesbogens linjer, som var den en forlængelse af hendes arm. I hendes ører sang forsangeren i Moderat:

This is not
What you wanted
Not
What you had in mind

Hun smilede for sig selv. Det kendte hun godt. Selvom sangen egentlig var trist, så løftede den hende altid ud af Ballerups grå beton. Væk fra unge piger der synes at en plads i Paradis hotel var det endegyldige mål med livet.
Karoline var alligevel lidt misundelig på de piger. I det mindste havde de et mål. Her sad hun på et badeværelse og skrev barnlige eventyr, som ingen gad at læse. Eller hun regnede ikke med at nogen gad at læse dem.

Hendes mor bankede på døren.
”Jeg kommer om lidt!” Råbte Karoline tilbage.
Tilbage til Mariel og dagens eventyr. Hun skruede op for musikken og faldt hurtigt ind i rytmen igen. Mariel havde brug for et sidekick og hun havde glædet sig til at få formet den person hun havde i tankerne. Det skulle være en som kunne være ligeværdig med Mariel, give hende noget udfordring, en der kunne støtte hende og en som kunne lokke hende med ud på nogle stier som hun ikke selv havde tænkt på at tage.


BANK BANK!
”Slap nu af for helvede!”. Hun skruede musikken op på max. Hun var lige midt i noget, så hendes mor måtte altså vente.
Han skulle hedde Santos. Selvfølgelig skulle Mariel være skeptisk over for ham i starten, men så langsomt skulle de gennem en masse udfordringer finde ud af at de arbejdede godt sammen. Karoline overvejede et kort øjeblik om hendes nye karakter skulle ende med at være Mariels kæreste, men hun rystede på hovedet så krøllerne dansede og grinte for sig selv. Det er altså lidt svært at være romantisk når man står midt i en giftig sump og er ved at blive ædt af en sværm af lede kæmpeinsekter.

Hun kunne mærke at den velkendte sitren i benene når man har siddet for lang tid på et wc. Det var ligemeget nu. Hun blev nødt til at få sluttet kapitlet af nu. Hun kunne mærke at hun havde ramt noget helt rigtigt i mødet mellem Mariel og Santos. Det var som om at Mariels personlighed pludselig virkede mere skarp og levende.

Den hvide badeværelsesdør, med de grønne håndklæder hængende, splintrede i et brag.
Karoline kastede sig ned fra toilettet og skreg ad rædsel.
Ind af døren væltede to politibetjente og bagved dem så hun flere ukendte ansigter.
Hun rystede over hele kroppen og frøs sammen i chok. Hun kunne slet ikke trække vejret og holdt sine hænder op foran ansigtet.
Den ene politibetjent hastede hen til hende, pillede forsigtigt hendes hørebøffer af, holdt hende i hånden og kiggede på hende med en blandning af bekymring og undren.
Han sagde nogle ord i spørgende toneleje, men hun forstod intet.
”Hvad sker der? Mor?! Hvad laver I? Er min mor okay???”. Tårerne brød frem og hun kunne mærke hendes mave trak sig sammen. Hun havde lyst til at kaste op, løbe væk og lukke øjnene på en gang. Hjertet knoklede derudaf.
En mand i hvid jakke knælede ned ved siden af hende og talte med en rolig stemme. Han tjekkede hendes håndled. Tjekkede hendes øjne. Tjekkede hendes puls.
”Hvorfor gør du det der?”
”Vi er bare her for at sikre at du er okay. Har du drukket noget?” Sagde manden i den hvide jakke. En falckredder kunne hun se på det velkendte logo på hans jakke.
”Drukket noget?”.
Hendes mors ansigt kom frem i den splintrede dør.
”Men skat, jeg troede...”

Karoline forstod det hele. Hendes mor troede hun var sådan en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...