Tanker og hjertebanken

Jeg skriver for at gøre min familie stolt...

0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

1. 🌸

🌸1🌸

Jeg står i et landskab dækket af Hvidt. Jeg er omringet og kan ikke se nogle ende, det fortsætter. Jeg bukker mig for at se nærmere på det hvide som omgiver mig. Det sne. Men denne sne er ikke bidende kold eller bare almindelig kold. Den er lun, ligesom på en sommerdag i haven. Solen dukker op og giver et skær i sneen. Min søster står foran mig. Kun nogle få meter væk, men alligevel har jeg følelsen af at hun ikke vil kunne høre mig hvis jeg kaldte ud til hende. Jeg begynder at følge efter hende. Jogger i hendes fodspor, med hælen først selvfølgelig. Jeg kan jo stole på at der var min søster har gået, der kan jeg også gå. Jeg har dog glemt en ting. Min søsters fødder er smalle og små, mens mine er lange og brede. Mine fødder fylder for meget af fodsporene. Jeg kan mærke jorden under mig rumle. Hvad sker der nu? Er det eneste jeg kan tænke. Min søster kigger sig over skulderen og smiler. Hun vender sig helt om, ligger hånderne på hofterne og ryster på hovedet. Jeg kigger spørgende på hende. Da jorden under mig forsvinder og jeg bliver suget ned i mørket.

Jeg er tilbage. Sneen er der og solen er der. Men nu er min søster her ikke. I stedet står min bror nogle meter væk og rækker hånden ud mod mig. Jeg begynder at gå i hans fodspor, nærmere ham. Men denne gang havde jeg ikke tænk på at hans fødder var dobbelt så store og dobbelt så brede. Igen kunne jeg mærke jorden under mig rumle. Jeg kigger ned mod mine fødder og ser små revner i sneen. Jeg kigger tilbage mod min bror. Han har sinket armen igen og står med et udtryksløst ansigt. Igen blev jeg suget ned i mørket.

Jeg åbnede øjnene igen og så op mod himlen. Solen var der stadigvæk. Jeg mærkede noget mod min ryk, baghoved, hæle og bag mine lægge. Jeg kiggede ned af mig selv og så at jeg lå ned. Jeg satte mig op og kiggede rundt. Sneen var der og skindede klart. Jeg rejste mig helt og ledte efter nogen. Men hvem? Der er ingen. Jeg er helt alene. Panikken var ved at overtage styring, men en standhaftig fornuft nåede at tage føring. Jeg tog det første skridt og ventede på at den velkendte rumle ville komme, men det gjorde den ikke. Så jeg tog et skridt til og da der heller ikke skete noget der blev jeg ved med at tage et forsigtigt skridt af gangen. Jeg vendte mig halvt om for at se mig tilbage. Og der så jeg det! Jeg havde selv lavet en række fodspor. Og det var mine helt egne. Jeg smilede, vendte mig om igen og gik videre. Ud i det ukendte. Ud i det jeg ikke vidste hvad var. Ud og opleve. Ud og lærer. Jeg var igang med at forme min egen sti. En sti der fortale at jeg var på vej igen livet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...