Himlen Er Vores

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2017
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
“De lovede mig at han ville få 2 år mere. De sagde, at han havde 2 år tilbage. Der var så meget vi skulle have gjort. Så meget vi skulle have set. Så meget vi skulle have nået.
Og nu er han væk. Han er væk, og han kommer aldrig tilbage.”

Det er nu et halvt år siden at den 15. årige Eadlyn “Eddy” Campbell, mistede sin bror Isaac til ALS. Hun lever i sin egen forestilling om at hun ved at tænde et lys hver aften, kan holde hans indre flamme i live. Hun er så opslugt i sin egen lille verden, at hun slet ikke skænker det virkelige liv, en tanke.
Men så en dag dukker Aiden op ude foran hendes dør. Aiden Caldwell, den mørkhårede dreng som hun så mange gange har passeret på skolens gange, men som hun aldrig har udvekslet et ord med. Det viser sig dog alligevel, at Aiden muligvis var den eneste der kendte Isaac, bedre end Eddy selv.

1Likes
0Kommentarer
59Visninger

1. 1. Kapitel.

De lovede mig at han ville få 2 år mere. De sagde, at han havde 2 år tilbage. Der var så meget vi skulle have gjort. Så meget vi skulle have set. Så meget vi skulle have nået.

Og nu er han væk. Han er væk, og han komer aldrig tilbage.
Jeg prøver sommetider at trøste mig selv, ved tanken om at han har det bedre nu. Men jeg vil have ham her. Det er muligvis egoistisk af mig, men sådan vil jeg have det. Jeg vil have at han skal sidde overfor mig når vi sidder og spiser morgenmad, jeg vil have at vi skal følges hjem fra skolen, jeg vil have vores lykkestunder tilbage. Lykkestunderne, ja dém vil jeg have tilbage!
Sommeraftenerne på terassen, vintermorgenerne i spisestuen, eftermiddagene i haven.
Men sådan er det ikke længere. Vores såkaldte lykkestunder er ovre nu. Og det er ikke noget jeg kan gøre ved det.
-
Den dag var anderledes. Det var hans fødselsdag. Havde Isaac været i live, havde det været hans fødselsdag.
Jeg listede igennem køkkenet. Det var tidligt, meget tidligt faktisk, så tideligt at, solen endnu ikke gjort sin entre på himlen, selvom vi var midt i juli.
Jeg fumlede lidt i køkkenskufferne, og fandt en pakke tændstikker, for jeg var selv løbet tør. Jeg knugede den halvtomme pakke i hånden, og listede tilbage op af trapperne, og ind i på soveværelse.
Et enormt rod havde hobet sig op på gulvet, men jeg valgte at ignorere det. I stedet tog jeg tre store skridt igennem værelset, hen mod vindueskarmen.
Lyset var snart ikke mere end stearin og stumpen af en væge, men det var nok til at holde det næste stykke tid. Derefter kunne jeg smutte ned i byen, og købe nogle flere.
Jeg fumlede lidt med tændstikæsken, men i 6. forsøg, formåede jeg at få tændt lyset. Og nu stod det der, og oplyste det mørke rum. “Sådan Isaac.”
Jeg havde ikke fortalt det til nogen, min lille hemmelighed med lysene. Det virkede måske fjollet, men det var den eneste måde jeg kunne søge trøst på.
Isaac var her ikke mere, men ved at tænde et lys, hver morgen og hver aften, følte jeg at han var hos mig. Som om den lille flamme der udspillede sig fra vægen, var hans bankende hjerte, der stod og blussede.

Jeg lagde mig ned under den varme dyne igen, mens jeg lå og betragtede flammen, der svajede. Og sådan lå jeg, indtil solen rejste sig, og kastede sit skarpe lys ind på værelset.

Det var sommer. Isaac og jeg, sad begge to på terrassen. Klokken var 9, det betød at solen ligeså stille var ved at gå ned. Jeg lænede mig tilbage i havestolen, og indåndede den fugtige sommerluft.
“Eddy?” Spurgte han.
“Ja?” Mumlede jeg, mens jeg fortsat lå tilbage i stolen.
“Hvad skal du når du er færdig? Færdig med skolen og sådan?”
Jeg trak på skuldrende. Den slags ting var jeg slet ikke begyndt at tænke på endnu, for guds skyld, jeg var kun lige blevet 14.
Han afventede ikke mit svar. “Jeg synes at vi to skal tage væk. Stikke af eller noget?”
Jeg brød straks ud i latter. “Stikke af? Hvorhen dog?”

Nu var det ham der trak på skuldrene. “Det ved jeg da ikke! Men du regner da ikke med at rådne op her, vel?”
Jeg rystede på hovedet. “Du er åndssvag, det er hvad du er.” jeg afventede heller ikke hans svar, før jeg rejste mig, for at gå indenfor. Jeg nåede ikke mere end tre skridt han af verandaen, før jeg hørte en højlydt skramlen bag mig. Overrasket vendte jeg mig om, og fandt Isaac liggende på ryggen, der på verandaen. Han sagde ikke noget, men jeg kunne se hvordan hans øjne var vidt åbne.
Jeg rynkede panden, men blev stående. “Øh, Isaac?” Hvad lavede han dog? Jeg tog et par skridt hen i mod ham. Hans blik var tomt, som om han kiggede, men så uden at kigge. Hans højre ben rystede, og hans underlæbe bævrede. Aldrig havde jeg været vidne til noget lignende. Jeg kunne ligeså forsigtigt mærke hvordan mit hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. Jeg viftede med min hånd ud for hans ansigt, men han tog ikke notits af det. “Fuck.” Mumlede jeg.
Mor arbejdede sent, og far var til konference i London. Jeg panikkede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, eller af Isaac. Han lå bare der, hjælpeløs på verandaen. Det hele var sket så hurtigt. Det ene øjeblik var jeg på vej indenfor, og i det næste lå han ned. Noget var galt, noget var helt galt. Telefonen hang på væggen i køkkenet, lige ved siden af køleskabet. Men jeg kunne ikke forlade ham. Jeg kunne ikke lade ham ligge. Han rystede jo! “Isaac!” Sagde jeg endnu engang, denne gang højere, i håb om at han ville høre det. Hvad var der galt med ham? For mindre end 5 minutter siden havde han det strålende.
Jeg rystede nu også, men ikke på samme måde som ham. “Bare rolig, jeg forlader dig ikke Isaac!” Og det var først der det rigtigt gik op for mig, at noget var alvorligt galt.
Aldrig havde jeg løbet så hurtigt. På min iver for at komme ud i køkkenet, væltede jeg det stativ til frakker, som vi havde stående i entréen, uden at se mig tilbage. Jeg rev køkkendøren op, og greb telefonen fra væggen. Mine rystende fingre havde svært ved at ramme tasterne til alarmcentralen, da det endelig lykkedes, slog jeg telefonen ind mod mit øre. Ventetiden virkede uendelig.
“Alarmcentralen, hvad er dit problem.”
“Min bror!” Gispede jeg. “Min bror Isaac! Jeg… jeg tror at noget er galt.”

Jeg huskede den dag meget tydeligt. Jeg huskede tydeligt mors fortvivlede ansigtsudtryk, da hun kom løbende ind af hospitalets døre. Hvordan hun havde omfavnet mig, og fortalt mig at der ikke var noget galt.
Jeg huskede også, hvordan jeg sad og ventede med min tante Edith i venteværelset, mens mor og far snakkede med lægen.
Jeg huskede hvordan min mor havde klemt min hånd, da lægen fortalte os af Isaac havde ALS. Amyotrofisk Lateral Sklerose.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...