Dance with me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Luna har siden hun var helt lille, elsket at danse. Men da hendes far dør, stopper Luna med at danse, og trækker sig mere og mere tilbage. Derfor melder hendes bedsteveninde Scarlett hende ind i en danse konkurrence. Konkurrencen går ud på at man skal danse med en kendt person igennem 6 uger. Konkurrencen bliver sendt på landsdækkende TV.
One Direction har fået den forret at være de kendte partnere, som de heldige vindere skal danse med.
Til Lunas store overraskelse og ærgelse er hun en af de heldige vindere, og skal nu danse med en fra One Direction.
Konkurrencen har én regl: Man må ikke være kæreste eller have et seksuelt forhold til dansepartneren. Mon Luna kan holde den regel?

4Likes
1Kommentarer
1074Visninger
AA

3. The most beautiful boy

Lunas P.O.V. 

 

Der var mørkt, koldt og tåget. Jeg kunne ikke se noget, og vinden mod mine bare arme blev stadig koldere. Der kom en svedbølge ind over mig. Hvorfor svedte jeg? hvor var jeg? jeg kiggede forvirret rundt. Jeg fik øje på en mand i det fjerne. 

,,Hello“ jeg vinkede ivrigt med begge arme ,,hey! hey du der! jeg snakker til dig! HEY!!!“ blev jeg ved med at råbe. Han vendte sig langsomt rundt, idet jeg begyndte at løbe henimod ham. Mine ben blev tungere og tungere. Jeg kiggede ned. Kom jeg nogen vegne? Tiden var ude af balance. Det var som om manden blev ved med at vende sig om, men aldrig nåede at vende sig helt om til fronten mod mig. Jeg blev ved med at løbe, selvom mine ben var som betonklodser. Når jeg kiggede på manden var alt i slowmotion, men kiggede jeg til siderne nåede jeg ikke ikke engang at opfatte hvad jeg løb forbi. Alting var så sløret... tåget... mørkt. 

Tårerne begyndte stille at trille ned af mig. ,,Hjælp.... please hjælp mig!!“ min stemme var svagere end jeg havde regnet med. Min puls blev stadig højere, og jeg mærkede hvordan alt energi fra min krop forsvandt. Med ét stoppede jeg op. Jeg faldt sammen på jorden, og pludselig blev jeg klar over den dybe smerte jeg følte overalt i min krop. 

Jeg følte mig magtesløs, frustreret og udmattet. Udmattet af livet... af mennesker. 

Mine tårer kom en efter en, og før jeg vidste af det var mine kinder drivvåde. 

Smerten i mig blev større og større for hver sekund der gik. ,,FÅ DET TIL AT GÅ VÆK!! PLEASE. JEG VIL GØRE HVAD SOM HELST, FÅ DET TIL AT FORSVINDE!!“ råbte jeg desperat, ,,jeg kan ikke mere... jeg vil ikke mere“ hviskede jeg for mig selv. 

,,Luna“ jeg kiggede forskrækket op. Jeg genkendte stemmen. Far? Manden, som nu havde vendt sig helt om, smilede. Hvordan var jeg kommet tættere på ham? Han rakte hånden ud mod mig. 

,,Luna min smukke pige! hvor har jeg dog savnet dig!“ det var virkelig ham! 

Smerten var med ét væk. Jeg rakte ud for at tage imod hans hånd, da alt blev mørkt og min krop stivnede. 

Jeg kunne ikke åbne mine øjne, røre mig, eller trække vejret. Jeg vidste hvor jeg var. Jeg lå på mit værelse, i min seng. Jeg var vågen, men jeg sov. Mine sanser var forstærket. Jeg kunne mærke mine tårer løbe ned af mine kinder, og jeg kunne hører min egen hulken. Jeg vidste hvad det var. Jeg prøvede at få ordene ud af min mund, men ingenting skete.  

Med ét var alt brudt, og jeg fandt mig selv siddende i min seng smurt ind i sved og tårer. Da jeg havde fået min vejrtrækning under kontrol gik jeg ned i køkkenet for at tage noget vand. 

Ud af vinduet kunne man se den stadige trafik.

London. Byen der aldrig sov. Jeg elskede den by. Der var så mange mennesker at ingen lagde mærke til én. 

Og her for tiden, var alt jeg ønskede bare at forsvinde... uden egentlig at gøre det. 

 

 

************ 

 

,,Kan jeg få en varm chokolade og en Americano, begge grande, tak“ Scarlett grinte let bagved mig. Jeg vendte mig om, og puffede sløvt til hende. 

,,Hvad kan jeg skrive som dit navn?“ spurgte baristaen energisk. 

Efter jeg svarede hende og havde betalt, satte vi os over i en af sofaerne. Det var sommer, og der var umenneskeligt varmt - hvilket resulterede i en tom Starbucks café. 

,,Hvornår lærer du at drikke kaffe?“ grinede Scarlett. 

,,Aldrig...“ svarede jeg dramatisk, og vi grinede begge let. 

En flok drenge gik forbi vores vindue, og smilte til os. Scarlett vendte hovedet da de var gået forbi. ,,That ass!“ sagde hun og bed sig i læben. 

Jeg smilede skævt og rullede med øjnene. Typisk Scarlett. 

Mit navn blev kaldt, og jeg gik op efter vores drikkevarer. 

Scarlett tog sin kaffe op til næsen og inhalerede næsten hele indholdet. ,,Perfekt! Lige så mørk som mine mænd!“ sagde hun med lukkede øjne, nydelse i stemmen, og duften af hendes kaffe langt oppe i hendes næse. 

Efter at have taget min første tår, kiggede jeg ned. Skulle jeg fortælle hende det? Selvfølgelig skulle jeg det! Hun havde svaret på alt. 

,,Scarlett mine mareridt og søvnparalyse er kommet tilbage“ jeg havde haft i sinde at fortælle hende det i et par dage - siden de var begyndt igen. 

,,Er det de samme drømme“ nmedlidenheden og bekymringen var som klistret fast til hendes ansigt. Jeg rystede på hovedet. 

Jeg havde næste aldrig de samme mareridt, men der var ét bestemt som havde hjemsøgt mig i flere år. 

,,Har du fortalt din mor det?“ 

,,Min mor har ikke lige frem tid til at bekymrer sig om mig her for tiden“ jeg prøvede at lave sjov med det, som om det ikke gik mig på, men det gjorde det. 

Min mor og jeg havde engang været uadskillige. Men det var så længe siden at jeg ikke engang kunne huske følelsen af hendes varme smil og bløde kram når jeg havde allermest brug for dem. 

Siden han døde skulle der ingenting til før jeg huskede tilbage. Tilbage til en tid med sommerferier i Grækenland, Thailand, Chile og hvor end vi nu engang plejede at tage hen. En tid hvor solen skinnede lidt ekstra, hvor blomsterne duftede lidt sødere, hvor sneen var lidt hvidere og hvor livet ikke var andet end ballettimer og sorger over at en bestemt dreng ikke havde svaret en tilbage. 

Alt det virkede så ligegyldigt nu. Det var som om at mine øjne blev åbnet da min far døde, og siden da virkede hele verden så ligegyldig... Så meningsløs. Som om jeg bare gik rundt for at udfylde en plads. For at optage en bestemt plads i samfundet, og bidrage til verden gennem den. Intet mindre kunne man jo heller ikke forvente af andre.  

,,Luna jeg tænker du skulle tage og drikke din chokolade inden den bliver kold“, i et øjeblik havde jeg glemt hvor jeg befandt mig. Jeg samlede mine tanker, og tvang et smil frem. 

,,Hvornår var det du ville få svar fra konkurrencen?“ spurgte Scarlett. Emneskift. Fedt. 

,,Jeg fik en mail et par dage efter hvor de meddelte mig om at jeg skulle møde op d. 13 april, ved Palace Theatre, og så skal vi så fremføre vores rutine foran tre dommere, hvorefter vi får svar med det samme, om vi er videre. Lidt ligesom i X Factor“ svarede jeg kort for hovedet. 

Tanken om at skulle optræde for tre dommere gjorde mig så nervøs at jeg næsten fik kvalme. Man skulle næsten tro jeg var vant til det, eftersom jeg havde gjort det siden jeg var helt lille, men det her var noget andet. Hvis jeg kom videre var det ikke bare foran tre dommere og et publikum, eller en skoleoptræden... men til hele England. Jeg vidste ikke om jeg var klar til det. 

Efter vi havde drukket vores kaffe og kakao op, gik vi et par ture op og ned af gaderne, og så på de udsmykkede vinduer hos de lukkede butikker. 

,,Luna jeg tænker at vi tager på Nando's, for du virker mere nede i dag end du plejer, og det gør dig altid glad´´ Scarlett stoppede og kiggede spørgende på mig. 

,,Det må du virkelig undskylde! Jeg har bare næsten ikke sovet i de sidste på dage, og jeg er så træt og udmattet" jeg kiggede undskyldende på hende, hvorefter jeg samlede alt det resterende energi jeg havde i min krop, og smilede stort: ,,Nu tager vi på Nando´s nede ved Themsen, og så får vi en fantastisk hyggelig aften!“ konstaterede jeg, og vi begav os ned til Clink St. for at spise. 

 

Solen begyndte stille at gå ned, og vejret blev gradvist køligere. Vi åbnede døren til Nando´s og gik op til kassen for at bestille. 

Restauranten var mere eller mindre fyldt, men det var den altid. En ung mand, som lige havde sendt et forældrepar og deres to små sønner afsted med deres mad, smilede sødt til os, og spurgte hvad vi kunne tænke os.

Luna begyndte med en Sunset Burger, og en cola ved siden af. Hun drejede hovedet over mod mig, som tegn til at det var min tur til at fortælle hvad jeg godt kunne tænke mig. 

Jeg kiggede op på de forskellige ting, og besluttede mig, ,,jeg vil gerne bede om en Caesar salat med en smoothie ved siden af“. Luna kiggede chokeret på mig, og vendte sig om mod manden. 

,,Hvis du lige sletter det der kaninmad fra din skærm, så fortæller jeg lige hvad hun mente hun gerne ville have: En Butterfly Burger, og en jordbær milkshake“ før jeg kunne nå at opfatte hvad hun havde sagt, havde hun allerede hevet pengene frem, og givet ham dem. 

Ingen salat til mig. 

Vi satte os ned ved et lille bord, ved et vindue. Themsen var så smuk. Alle de både med turister som sejlede frem og tilbage. Lige udenfor Nando´s stod en ung pige og sang, og en tilsvarende dreng spillede guitar. De lignede et søskendepar. Jeg smilede. Hvad jeg ikke ville have givet for at have haft en bror eller søster. En man kunne dele sine tanker og planer med. En som man kunne ligge og hyggesnakke med, i sin seng, om aftenen. En som elskede én ubetinget. 

,,Hvordan går det egentlig med James?“, spurgte jeg Scarlett ved tanken om søskende. I modsætning til mig, kom Scarlett fra en børnefyldt familie. Jeg elskede at være hjemme hos hende, for der var altid råb og skrig og kaos - men på den gode måde, og man blev ikke behandlet som var man lavet af det fineste glas. 

De var fire børn: Scarlett, James, Selena og Vanessa. 

James var kun 1,5 år yngre end os, så vi var tit sammen med ham. Scarlett og James var også meget tætte, og det var altid hyggeligt at være sammen med dem. De fik en til at glemme virkeligheden en gang i mellem. 

,,Han har det okay. Han spurgte faktisk til dig i dag. Tror han savner at spille Just Dance med dig“ vi grinte begge da hun sagde det. 

,,Jamen hvis det er okay med dig, kan jeg jo tage med dig hjem og sove?“ 

Hun smilede stort ,,selvfølgelig“!!!! 

Jeg gik op for at snuppe nogen servietter. Jeg må have været uopmærksom, for lige pludselig gik jeg ind i en, og snubler lidt bagud. 

,,Ej det må du virkelig, virkelig, virkelig undskylde!“ Jeg kigger op og ser at jeg er kommet til at spilde en hel kop Fanta udover ham. Jeg holder mig for munden og kigger chokeret på ham. 

Alt imens jeg gentager hvor ked af det jeg er, begynder jeg at tørre det af hans skjorte med de servietter jeg havde i hånden. 

Jeg havde ikke hørt hvad han havde sagt, da jeg var for optaget af hans våde skjorte. 

,,Hey“ han tager fat i mine hænder, og vi fik øjenkontakt. 

,,Det okay. Skjorten var alligevel ved at være lidt for gammel“ sagde han varmt og smilede. 

Det var først nu jeg lagde mærke til hans udseende. Han var ubeskrivelig... smuk. Der var noget over hans øjne. De skinnede, samtidig med at de var mørke. Nogen af hans krøller faldt ned i øjnene af ham. 

Jeg fik taget mig sammen til at bryde øjenkontakten med ham, og kiggede ned. Der gik det op for mig at mine hænder stadig var i hans. Jeg trak dem hurtigt til mig og rømmede mig. 

Jeg kiggede op på ham. Hvorfor sagde han ikke noget? 

,,Sååå... Jeg tror lige jeg går op og køber en ny til dig“ jeg skulle til at vende mig om, da han tog fat i min overarm, så jeg drejede rundt igen. 

,,Det er virkelig ikke nødvendigt“ jeg kiggede på hans hånd som holdt om min arm, hvorefter jeg kiggede op på ham. Han slap, og grinede lidt. 

,,Hvad?“ spurgte jeg stille. 

,,Ikke noget... Du virker bare sød“ hans smilehuller fangede mit blik. Han var virkelig smuk. 

,,Mit navn er forresten Harry“, jeg blinkede et par gange, hvorefter jeg rettede mit blik fra hans smilehuller til hans øjne. 

,,Jeg er Luna“ jeg rakte hånden frem, og han tog imod den. 

,,Jeg er altså virkelig, oprigtig ked af det! Den skjorte ser virkelig ikke gammel ud, og jeg vil gerne betale for en ny sodavand til dig. Jeg kan se skjorten ikke er helt billig, så hvis jeg havde været millionær, ville jeg med glæde gerne betale den også“, det sidste fik ham til at grine. Jeg smilede genert til ham. 

,,Hvis du virkelig gerne vil gøre det godt igen kan du komme hen til mit bord og spise sammen med os. Vi sidder lige der“ han vendte sig om og pegede ned på fire andre drenge. De så bekendte ud. Havde jeg mødt dem før? 

,,Det okay, jeg er her sammen med min veninde, og vi sk-“ 

,,Der er også plads til hende!“ afbrød han mig. Alt ved ham var svær at modstå. Jeg smilede og kiggede ned. 

,,Jeg tror det er bedst hvis jeg bare lige sætter mig ned til hende i stedet. Er du sikker på at jeg ikke lige skal betale for dine drikkevarer? det er det mindste jeg kan gøre!“. 

Han tog min hånd, klemte den og rystede på hovedet som svar. 

Jeg smilede tilbage til ham, og vi gik hver til sit. 

 

Scarlett havde siddet med ryggen til, så tror ikke hun havde set noget. Ellers ville hun have flippet så meget ud at man ville kunne høre det helt over til Kina. 

Det fik mig til at værdsætte at hun ikke havde set noget. 

Resten af aftenen sad mig og Harry på skift og kiggede på hinanden, når vi troede den anden ikke kiggede. 

Den nat havde jeg ikke mareridt. I stedet drømte jeg om den absolut smukkeste dreng på jorden. 

Harry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...