Dance with me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Luna har siden hun var helt lille, elsket at danse. Men da hendes far dør, stopper Luna med at danse, og trækker sig mere og mere tilbage. Derfor melder hendes bedsteveninde Scarlett hende ind i en danse konkurrence. Konkurrencen går ud på at man skal danse med en kendt person igennem 6 uger. Konkurrencen bliver sendt på landsdækkende TV.
One Direction har fået den forret at være de kendte partnere, som de heldige vindere skal danse med.
Til Lunas store overraskelse og ærgelse er hun en af de heldige vindere, og skal nu danse med en fra One Direction.
Konkurrencen har én regl: Man må ikke være kæreste eller have et seksuelt forhold til dansepartneren. Mon Luna kan holde den regel?

4Likes
1Kommentarer
1070Visninger
AA

5. The girl at Tower Bridge

Harrys P.O.V. 

 

I to uger havde jeg tænkt på hende. Ikke bare et par gange, men hver dag, hvert minut. Hun var det smukkeste jeg nogensinde havde set! Hendes store vilde krøller, mørke hud og store øjne. 

,,Luna“ hviskede jeg for mig selv. Aldrig havde et navn lydt så sødt i min mund. 

,,Du kan ligeså godt glemme hende. Der er omkring 8.000.000 mennesker i London, sååå du ser hende nok ikke igen. Plus.... Du skal ikke til at have en kæreste nu! det vil ødelægge folks mistanke om vores forhold!“ grinede Louis, imens han kastede fodbolden op i luften. 

,,Du har da Eleanor, og folk tror det da stadig!“ svarede jeg som argument. Vi lå på hver vores sofa, med et bord imellem. 

,,Hvordan har I det egentligt?“ jeg kiggede over på ham. 

Han trak på skulderne. Da jeg blev ved med at kigge, for at få et ordentligt svar, satte hans sig op, kastede en pude i hovedet af mig, grinede, og gik ud i køkkenet. 

Louis og Eleanors forhold var definationen på ægte kærlighed. Hvad de to ikke havde gået igennem. 

Det er den slags kærlighed som folk kun tør drømme om. Den slags som man kun ser på TV. Men det var som om noget var galt her for tiden. Af hvad Louis havde fortalt havde Eleanor det ikke særlig godt, og hun var begyndt at behandle Louis anderledes... dårligere. 

Knurren fra min mave afbrød mine tanker.   

Jeg gik ud i køkkenet hvor jeg, til min store overraskelse, fandt alle drengene siddende. 
,,Hvornår er I kommet?“ spurgte jeg. 

Niall rejste sig op, kom hen til mig, og klappede mig på skulderen, ,,det er også godt at se dig brormand!“, sagde han og gik hen til skabet for at tage et glas vand. 
Jeg kiggede efter ham, og grinede. Zayn begyndte at foreslå noget aftensmad. Jeg kiggede begejstret på ham. 
,,Jeg er ved at gå til af sult! Jeg er så meget på!“ udbrød jeg. Der blev helt stille, hvor de derefter brød ud i grin. 

,,Det er lidt som om du er sulten 24/7 her for tiden Harry! Er du sikker på du ikke er gravid? Måske er det med Luna?“ udbrød Niall. Jeg rullede med øjnene og prøvede at holde mit grin inde. De havde fat i noget. Siden jeg havde mødt Luna nede ved Nando´s, havde jeg ikke andet end besøgt den restaurant. Nogen gange flere gange om dagen, i håbet om at jeg ville møde hende. Efter de første fire dage, havde drengene overtalt mig til ikke at gå derned igen... At komme videre. Jeg havde heller ikke været dernede siden.... Dog havde jeg forslået a vi tog derned og spiste flere gange end jeg kunne tælle. Imellem drengene var det blevet en joke i verdensklasse. Det var joken de kunne fortælle hinanden om og om igen, og de ville alle sammen dø lige meget af grin, hver gang. Jeg ville gerne stå model til en joke ind i mellem, hvis det gjorde dem glad. 

,,Harry hvad med du bestemmer hvad vi skal spise?“ henvendte Louis til mig, og inden jeg kunne nå at foreslå noget, sagde han videre ,,ej, tror du skal lade os andre om det... Vi gider ikke alle spise Luna“ han kiggede lumsk på mig, og bevægede sine øjenbryn op og ned. 
Som forventet flækkede de alle sammen af grin, og Niall fik sit vand galt i halsen, så Liam var nødt til at stå og slå ham på ryggen, mens han hostede og grinede helt hysterisk. 

Jeg skulle lige til at komme med et comeback, da min mobil ringede. 
Uden at tjekke hvem det var, trykkede jeg “svar“, og tog røret op til ørerne. 
,,Det Harry“ sagde jeg og vendte mig fra drengene. 
,,Hej Harry. Det er Dan fra Dancing With The Stars. Jeg ville bare lige tjekke op om I kom med til auditionen på næste fredag?“ lød en mørk stemme. Jeg havde kun haft kontakt med Dan gennem vores manager. Hvorfor han ringede til mig stedet for vores manager havde jeg ikke lige svaret op. 
,,Jo, vi blev meddelt om at være blandt dommerne“ jeg formulerede det som et spørgsmål. 
,,Så må der være sket en misforståelse! Vi skal sidde oppe ved en af logerne. Hvis altså det passer jer?“ hans stemme ændrede sig gradvist, og lød mere og mere panisk. 
Jeg meddelte ham at det var ganske okay, og at han kunne kontakte vores manager med hensyn til yderligere aftaler. 

Jeg havde mere eller mindre glemt auditionen på fredag, da mine tanker udelukkende havde været på Luna. Ville det være mærkeligt hvis jeg ansatte en som ville spore hende for mig? 
Jeg slog hurtigt tanken ud af hovedet. Hvad ville hun ikke tænke om mig hvis jeg lige pludselig ringede på hendes dør, og sagde jeg havde fundet ud af hvem hun var gennem en jeg havde hyredet... 
Desuden var hun sikkert allerede optaget. En pige som hende var ihvertfald ikke single særlig længe af gangen. 
 

Noget andet som havde betaget og tiltrukket mig utrolig meget var at hun ikke anede hvem jeg var. Det var ikke for lyde selvoptaget, men da vi var i X-Factor tog vi ikke kun England, men hele verden med storm. Det var ikke hver dag man kom forbi en, som ikke anede hvem man var. Det var forfriskende og rart. 

 

************

Lunas P.O.V 

 

Ved hver omgang jeg drejede, kiggede jeg mig hurtigt i spejlet, mens min krop snurrede rundt om sig selv. Mit højre ben hvilede stift mod det venstre. Min venstre fod, som stod på tåspidserne mod trægulvet, var fyldt med smerte. Det var så længe siden jeg havde danset. Det var for smertefuldt. Hver gang jeg så meget som kiggede over på mine balletsko mindede det om ham. Men nu havde jeg ikke noget valg. Jeg skulle til audition på fredag, og det skulle være perfekt. Udover de gange jeg havde været sammen med Luna, havde jeg ikke lavet andet end at øve min dans. Selvom jeg stadig ikke vidste hvordan jeg havde det med denne konkurrence, ville jeg gennemføre den. Jeg gjorde altid alting helhjertet. Når jeg gik i gang med noget, gjorde jeg det færdigt, uanset om jeg så ville vinde eller ikke, jeg ville kæmpe for dette til mit sidste åndedræt. 

Hvis jeg skulle gøre det, kunne jeg ligeså godt gøre det ordentligt. 

Ballet havde engang været det jeg levede for. Hver gang jeg tog balletskoene på, blev verden en smule bedre. Det var den måde jeg udtrykkede mig på. Det var som om jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge det til længere. 

Sveddråberne faldt langsomt ned langs mine tændinger. Jeg tørrede hurtigt sveden af min pande, og gik over til min mobil. Klokken var allerede 17:00. Studiet havde ikke en bestemt lukketid, da hver enkelt danser og lærer havde deres egen nøgle. Jeg havde gået der siden jeg var 5. Jeg kan stadig huske min første dag. Alting var så stort og fremmede dengang. Der var kun mig i studiet, men lidt længere nede af gangen, i et andet studie, kunne jeg høre 4-5 dansere, øve en rutine om og om igen. 

Jeg havde allerede været her i 7 timer. Det var ikke ualmindeligt. Jeg slukkede højtalerne, og slog bluetooth fra. Jeg gik over til den ene væg som bestod af spejle. Jeg greb fat om træstangen som gik langs væggen, og begyndte at strække ud. Da Scarlett havde tilmeldt mig konkurrencen for en måned siden, havde jeg taget direkte ned i Dancia International og købt 5 nye par balletsko. Jeg plejede at slide 1-2 par op om ugen. Det kom an på hvor meget jeg trænede. Derefter havde jeg udtænkt hvilken dans jeg ville vise dem. 

Da jeg var 15 blev jeg kåret til årets bedste ballerina af Storbritanien med min optræden af "the dance of the Sugar Plum Fairy“. Først havde jeg overvejet om jeg bare skulle tage den igen. Det var den jeg havde optrådt flest gange med, og jeg kunne den udenad. Dog slog jeg hurtigt tanken ud af mit hovede.

Ny konkurrence, ny dans. 

 

************ 

 

Luften var lun, og selvom kl. nu var 18:30 stod solen stadig trofast på himlen. Hele min krop var øm efter de mange timers træning, men det var især mine fødder som kunne mærke det hårde arbejde.  

Jeg besluttede mig for at gå en tur langs Themsen, da det der ventede på mig derhjemme, ikke just var tiltrækkende. Min balletskole English National Ballet School, lå 5 minutter fra Themsen.
Siden jeg var helt lille har jeg altid elsket at komme herned og bare gå. Der er altid fyldt med mennesker - især turister. De er altid så glade og spændte over at være her. Det kan få en til at tænke over om man måske tager det hele lidt forgivet. 
Jeg hoppede på en bus mod Tower Bridge, og satte mig tilfreds ned. En lettelse over at kunne slappe af i noget tid, flød gennem min krop. 
Efter et par minutter kom en ældre mand og satte sig ved siden af mig. Jeg tog min taske til mig, og smilede kort til ham. Turen fra skolen til Tower Bridge tog omkring en halv time, men det kom meget an på trafikken. 

Jeg stod af tæt ved Tower Bridge, og gik resten af vejen. Da jeg var nået ca. halvvejs lagde jeg mærke til en hel flok piger som stod og skreg og tog billeder, på den anden side af vejen, bag gitteret. Jeg kunne ikke se af hvad. Sikkert en eller anden kendt, som bare havde haft i sinde at gå en tur i fred og ro.

Da jeg så hvor kaotisk og larmende det var, værdsatte jeg med ét mit valg af hvilken side jeg gik i. Jeg ville nødig ende i den klump af 14-årige forvirrede teenagepiger som levede og åndede for et menneske som ikke anede hvem de var. 

Jeg stoppede op. Lige hér. Her på midten af broen, hvor du havde hele udsigten over Themsen. Du kunne se Big Ben, London Eye, bådene der sejlede lige nedenunder mig. Man kunne se hele byen. Og den var smuk. Jeg lod mit hovede falde tilbage, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. 
Broen var fyldt med mennesker: kærestepar som var ude at få is, piger og drenge på cykler, rulleskøjter og skateboards som nød sommerens gode vejr. Malere som ville tegne dit ansigt for 5 pund, musikere som sad med deres guitar, violin og gode stemme, bankmænd- og kvinder som skulle skynde sig hjem til det travle familieliv. Og så var der den skrigende, højrøstede gruppe af piger, som stod ca. 10 meter skråt overfor mig. Fedt. Hvis bilerne ikke havde været der for at overdøve deres skrig, så var jeg blevet sindsyg. 

Jeg vendte mig om og kiggede over på dem. Gad vide hvad der foregik derover. Noget i mig ville så gerne vide det. Pludselig så jeg en stor, høj mand komme luntende over mod gruppen, kæmpe sig forbi pigegruppen. 
Efter nogle minutter begyndte nogle drenge at skubbe sig forbi pigerne, og ved hjælp af manden, kunne pigerne ikke komme for tæt på dem. Drengene havde alle sammen store hættetrøjer, med huen trukket over, og solbriller på. Gad vide hvem de var. 
Hvis Scarlett havde været med kunne hun med det samme se hvem de var. Hun fulgte med i alle kendtes liv, lige fra Ed Sheerans måde at børste tænder på, til hvem der spillede trommer i Metallica. Jeg gik ikke så meget op i kunstere. Jeg kunne godt lide Ed Sheeran, Lana Del Ray og Christina Aguilera, og derudover hørte jeg ellers kun klassisk musik og jazz. 
Da drengene kom tættere og tættere på, vendte jeg mig om igen, for at nyde udsigten. 

 

************ 
Harrys P.O.V. 
 

Selvom vi havde pakket os godt ind i både store hættetrøjer og solbriller, havde de alligevel opfanget hvem vi var. Vi var på vej hen til Indian Fusion, da nogle piger havde opdaget os ved starten af Tower Bridge, og de havde hurtigt tweetet til hende verden hvor vi præcist befandt os. 

Normalt gik vi ikke rigtig uden Paul, men det havde vi gjort i aften. Det vidste sig at være lidt dumt... 
Niall havde dog hurtigt ringet til ham da der blev ved med at komme flere og flere piger, og vi næsten ingen vegne kunne komme. 
Paul kom rimelig hurtig, og begyndte at hjælpe os med at komme ud. 
hver gang kom det bag på os hvor meget de elskede os. Hver gang de grad eller ikke kunne stoppe med at skrige fordi de var så spændte. Jeg tror ikke vi nogensinde vender os til det. 

,,Bare fordi man gerne vil have noget at spise!“ sagde Niall lettere irriteret. Det var ikke hans dag i dag. Han havde haft tømmermænd hele dagen, fra vores bytur igår. 
,,Du skal huske på det er deres fortjeneste vi lever det liv vi har den forret at leve“ mindede Liam ham om. Niall og ham snakkede videre, om hvor heldige vi faktisk var. Jeg hørte dog ikke rigtigt efter, da jeg havde fået øje på en pige på den anden side af vejen. Vi fik øjenkontakt i et par sekunder, og så vendte hun sig om. Var det Luna? Hendes ansigt... Hendes store krøller. Det kunne kun være hende! Jeg stoppede op stillede mig hen til hegne, og begyndte at råbe hendes navn. Hun reagerede ikke. Var det bilernes larm? Havde hun høretelefoner i? Havde hun genkendt mig fra vores første møde, og fortrudt vi havde snakket? ignorerede hun mig? 
Alle de spørgsmål kørte gennem mit hovedet, da hun blev ved med ikke at reagere. Paul var nødt til at trække mig væk derfra. Hvorfor skulle trafik også larme så meget?!?!? 

Jeg gik frustreret op ved siden af Louis. 
,,Du så sikekrt bare syner“ prøvede han stille at sige. 
,,Det okay Louis... Der er mange andre piger jeg kan få“ sagde jeg surt. 
Jeg kunne ikke fatte jeg lige havde spildt min anden chance for at møde hende og få hendes nummer. 

Med et var min sult væk, og alt hvad jeg havde lyst til var at springe over hegnet, løbe over vejen, vende hende om, og kysse hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...