Dance with me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Luna har siden hun var helt lille, elsket at danse. Men da hendes far dør, stopper Luna med at danse, og trækker sig mere og mere tilbage. Derfor melder hendes bedsteveninde Scarlett hende ind i en danse konkurrence. Konkurrencen går ud på at man skal danse med en kendt person igennem 6 uger. Konkurrencen bliver sendt på landsdækkende TV.
One Direction har fået den forret at være de kendte partnere, som de heldige vindere skal danse med.
Til Lunas store overraskelse og ærgelse er hun en af de heldige vindere, og skal nu danse med en fra One Direction.
Konkurrencen har én regl: Man må ikke være kæreste eller have et seksuelt forhold til dansepartneren. Mon Luna kan holde den regel?

4Likes
1Kommentarer
1068Visninger
AA

6. The Dying Swan

Luna P.O.V.
 

Sollyset varmede mine kinder, og gjorde det umuligt for mig at sove videre. Havde jeg glemt at trække gardinerne fra? 
Smerten i min krop, som tilpas havde fundet sin plads gennem månederne, gav små stik i hjertet. Jeg kiggede på min mobil, og kom i tanke om hvilken dag det var, og hvorfor jeg egentlig skulle så tidligt op på en helt almindelig lørdag. Med ét blev den stikkene smerte i brystet erstattet med nervøsitet. I dag var dagen hvor jeg skulle til audition. Scarlett ville hente mig kl. 6:00. 
Da jeg havde formået at få rejst mig ud af sengen, gik jeg ind til min mor. Jeg bankede let på døren, og da jeg ikke fik noget svar, åbnede jeg den, og gik ind. 

,,Mor?.... Mor sover du?“ hviskede jeg, og prøvede at få øje på hende i mørket. Mig og min mor udvekslede ikke mange ord til hinanden i disse dage, og i starten havde det været okay. Jeg havde mistet min far, og hun havde mistet sin mand. Af nogen forstod jeg hendes smerte, og ønske om at kunne sove smerten væk, og drømme sig hen til et sted hvor smerte og sorg ikke fandtes. 
Jeg gik stille hen og ruskede i hende ,,mor?“ hviskede jeg om og om igen, indtil jeg endelig fik en reaktion. Hun åbnede forvirret hendes øjne, og tændte natlampen. 
Hun kiggede spørgerne på mig, og jeg kiggede ned i jorden. Hun var nærmest fremmed for mig. Efter hans død, lavede hun ikke andet end at sove, se fjernsyn og græde. 
Kvinden jeg troede var min mor, og som jeg kendte, var ikke hende jeg havde øjenkontakt med lige nu. Hun var bare et genfærd, et spørgelse. En påmindelse om den mor, og tætte familie, jeg engang havde haft. 

,,Jeg ved ikke om du kan huske at jeg fortalte dig det, men Scarlett meldte mig til Dancing With the stars, og min audition er i dag. Jeg ville have spurgt dig i går, men da jeg kom hjem sov du. Tænkte bare på om du ville med?“ af en eller anden grund var jeg vildt nervøs hver gang jeg skulle snakke til hende. Som om jeg kom til at knække hende, eller ville få hende til at græde. 

Hun smilede træt, og rynkerne ved hendes øjne blev synlige. 

,,Det vil jeg meget gerne skat, men jeg har simpelthen ikke fået sovet her på det seneste, så jeg tror det er bedst hvis jeg bliver her hjemme. Jeg kan se det på TV senere?!“ prøvede hun at sige opmuntrende. 
Jeg nikkede kort, og kiggede ned. Selvom jeg havde regnet med dette svar, skuffede det mig stadig utrolig meget. Jeg kiggede på hende igen. Men denne gang koldt. 
,,Du har ikke sovet nok???“ jeg hev min hånd, som hun havde taget, tilbage, og sagde videre ,,hvordan kan det være at jeg så kun ser dig sove? Hvordan kan det være at jeg de første par måneder næsten ikke gik udenfor døren medmindre jeg skulle handle ind, fordi jeg frygtede du ville gøre noget dumt ved dig selv! Hver gang jeg går ud af døren, er jeg nervøs for om du overhovedet får spist! Det er ikke meningen jeg skal bekymre mig om sådan noget! Du er min mor! DU SKAL BEKYMRE DIG OM MIG!!“ tårerne havde samlet sig i øjnene, og da jeg råbte det sidste faldt de ned af mine kinder. Hun fik tårer i øjnene. 
,,Luna....“ hun kiggede flovt ned i dynen. 

,,Du ved ikke engang hvad du skal sige, gør du?“ sagde jeg skuffet og surt. 
,,Du er ikke den eneste der mistede en... Jeg savner ham også, så du ved det!“ jeg krydsede armene, og kiggede ned på hende. Mit udbrud havde ikke været planlagt. Jeg var ikke typen som kom med vredesudbrud. Jeg havde mistet mig selv den dag jeg fik nyheden af vide. 
Det her var første gang siden hans død jeg snakkede med hende om det. 
,,Livet går videre mor. Far ville have været flov over at kalde dig for hans kone hvis han så dig sådan!“ med de sidste ord styrtede jeg ud af hendes værelse, og låste mig inde på mit eget. 
Jeg stod op af døren et par minutter, og prøvede at få styr på min hulken, men efter lidt tid brød jeg sammen,og sank ligeså stille ned langs døren. 
Jeg sank ind i mine egne tanker og faldt stille hen i en søvn. 

Det var lyden af nogle bank på min dør, som fik mig til at vågne op. Jeg kiggede forvirret rundt på mit værelse, og hændelsen inde hos min mor kom skyllende ind over mig. 
Banken blev ved, og da jeg hørte hende sige mit navn, kom vreden frem i mig.

,,Jeg gider ikke snakke med dig!“ snappede jeg af hende. 
,,Luna det er Scarlett, lås lige op“ svarede hun kort. 

Scarlett? Hvad var klokken?... 

Jeg rejste mig hurtigt op, og låste op. 
,,Af alle dage vælger du at være sent på den i dag!“ sagde hun, og kom styrtende ind. For sent? Åhh nej... 
Jeg kiggede panisk på hende. 
,,Jeg var nødt til at ringe til din mor for at få hende til at komme ned og låse op for mig“ så hun var gået ud af sin seng? det var da fremskridt. 
,,Og jeg ved alt om jeres lille skænderi!“ hun krydsede armene og forventede et svar fra mig. 
Jeg åndede træt ud og rullede med øjnene ,,jeg har ikke lyst til at snakke om det“ sagde jeg og gik hen til min kommode hvor min taske med mit tøj og makeup til auditionen, var i. 
,,Fint... Så kan du få lov til at gå derhen, for jeg kører dig ikke før du siger hvad der skete! jeg vil gerne lige minde dig om at du ikke ville kunne nå derhen, før de starter, hvis du skal gå“ sagde hun med hævede øjenbryn. 
,,Det er bare ikke fair at jeg skal være den voksne i det her hjem! Hvad har jeg gjort for at fortjene at hele min familie gik i opløsning?“, jeg kunne mærke tårerne begyndte at presse på igen. 
Hun gik hen til mig, og lagde armene om mig. 
,,Det ok, det skal nok gå. Din mor elsker dig meget højt, men hun ved bare ikke hvordan hun skal takle sin sorg. Det er ikke alle der er lige gode til det“ trøstede hun mig. 
Hun trak sig ud af krammet, tørrede mine kinder, og smilede ,,Lad os så få dig derhen, så du kan slå benene væk under dem!“. 

Hun vidste altid lige hvad hun skulle sige, og hvornår hun skulle sige det, og det elskede jeg hende for. 


************


,,Mit navn er Luna Marves McCartney, og jeg skal optræde til auditionen“ sagde jeg da det blev min tur i køen. 
Da jeg havde fået mit nummer, og udleverede min cd, med den sang jeg skulle danse til, og et par ekstra, hvis de nu ikke kunne lide min første, fandt mig og Scarlett et tomt bord, og satte os derhen. 
Der var omkring 400 deltager i rummet ville jeg skyde på. 
Da man skulle deltage i konkurrencen, havde der været nogle specifikke kriterier for at kunne være med: man skulle fx have danset mindst tre år. Derudover skulle man vedlægge en video af en selv, som danser. Derefter var det op til dem om man kom videre til auditionen eller ikke. Tanken om at jeg havde slået alle de tusinder mennesker som havde meldt sig til, gjorde mig lidt stolt. 
,,Hvilket nummer fik du“ spurgte Scarlett og slog mig ud af mine tanker. 
,,339“ sagde jeg kort for hovedet. Der var alligevel 338 som skulle ind før mig, så vi havde ikke super travlt. 
Scarlett havde åbenbart den modsatte opfattelse, så hun spurgte om vi ikke skulle finde et badeværelse, hvor jeg kunne klæde om, og så kunne hun lægge mit makeup og sætte mit hår derefter. Scarlett havde altid været super god til alt sådan noget med makeup og sådan. Hvis jeg ikke havde gået til ballet i alle disse år, havde jeg højst sandsynligt kun vidst hvad en mascara var. 

Vi gik forbi nogle piger, som tydeligvis skulle danse streetdance. Jeg elskede streetdance! Det var virkelig fedt, og dem som dansede det var så talentfulde. 
Jeg låste mig inde i en af båsene, og begyndte at klæde om. 
,,Jeg går lige ud og køber noget vand og morgenmad til dig“ sagde Scarlett. Jeg svarede bare et enkelt "okay", og koncentrede mig derefter om at skifte. 

Da jeg havde fået mit ballet tøj på, smed jeg resten af mit tøj i min taske, og tog mine ballet sko i hånden. Idet jeg åbnede døren kom jeg i tanke om at jeg ikke havde varmet op endnu. Et stik af panik løb gennem min krop, og mine øjne blev kuglerunde da det gik op for mig, hvor travlt jeg egentligt havde. 
Ude ved spejlene stod der to piger, som gav mig elevator blikket, og rynkede deres bryn da de så mit ballet tøj. Da jeg gik forbi dem, kunne jeg høre dem grine og hviske. Der blev ofte lavet sjov med ballet af andre dansegrupper, så jeg tog mig ikke rigtigt af det. 
Da jeg fik øje på Scarlett stå med et æble i hånden og en vand, løb jeg hen til hende. 
,,Scarlett jeg har glemt at varme op!!“ udbrød jeg panisk, inden hun kunne nå at sige noget. Hendes øjne blev, ligesom mine, kuglerunde. Hun tog min hånd, og sammen luntede vi over til et hjørne, hvor vi smed mine ting, og begyndte at lægge mit makeup. 
Efter hun havde contouret mit ansigt, begyndte hun at lægge mit øjenskygge. Min kjole var mørkeblå, og jo længere ned ved skørtet man kom, jo hvidere blev den. Der var både hvidt og blåt glitter på den. Den mindede om en mørk vinteraften, i et helt snedækket landskab. 

Da hun var færdig med mine øjne lagde hun et lag læbestift på mine læber. Jeg kiggede mig i spejlet, og drejede mit ansigt fra side til side et par gange. Hver gang jeg havde falske øjenvipper på, kom det bag på mig hvor store mine øjne kunne se ud. Jeg smilede til hende som tak, og lagde spejlet fra mig. 
,,Scarlett jeg vil ikke have mit hår sat op alligevel“ sagde jeg til hende. Hun vendte sig om, og kiggede undrende på mig. ,,Men det er svært for dig at danse med alt dit hår som hele tiden i vejen for dig“. 
Jeg smilede, ,,det er ikke svært, det er bare irriterende... Det er en stille sang jeg skal danse til, og jeg tænker du bruger nok hairspray til at det ikke rører for meget på sig“. 
Hun gik med til det, og begyndte at gøre det så stift, at man næsten ikke kunne kalde det hår længere. Da jeg var mindre havde jeg hadet mit hår som pesten. Det var stort, krøllet og ustyrligt. Min far var afrikaner, hvilket gjorde mig til mulat. Det havde jeg aldrig haft problemer med. Vi er alle forskellige, og ser forskellige ud. Sådan er det. Det var først for nogle år siden, da tegnefilmen Brave kom ud, og folk begyndte at kalde mig Brave pga. vores hår lignede hinandens på en prik, at jeg begyndte at værdsætte det. Jeg elskede den tegnefilm, og hun var så nuttet. 
Jeg ville have mit hår løst denne gang. Det passede bedst til sangen, og budskabet i den. 

Jeg tænkte tilbage på de to piger som havde stået og grint af mit tøj. Jeg blev pludselig bange og endnu mere nervøs end jeg var i forvejen. Hvad nu hvis de syntes ballet var for kedeligt? Hvad hvis de ledte efter en med lidt mere gang i. 
,,Scarlett synes du det er mærkeligt at jeg skal danse ballet?“ spurgte jeg usikkert. 
,,Nej, hvorfor i alverden skulle det der?“ spurgte hun og blev ved med at spray mit hår. 
Jeg hostede og svarede ,,der var bare nogle piger som havde grint af mig da de så mit ballet tøj, og det fik mig bare til at tænke på om ballet overhovedet hørte hjemme ved sådan en konkurrence... Og nu hvor jeg tænker over det, vil de måske heller ikke synes om det li-“ 

,,Undskyld hvem sagde det?“ afbrød hun mig, og stoppede med at spray mit hår. Hun kiggede på mig, og sagde videre ,,når folk ser hvor god du er til at danse ballet, vil de ønske det var det de havde valgt i stedet for at lave mærkelig robotbevægelser, og ligne en der skal tisse i buskerne“ vi grinede begge, og rejste os op. 

,,Hvilket nummer er de kommet til?“ spurgte jeg, mens vi ledte efter et lokale hvor jeg kunne varme op. 
,,150 tror jeg“ svarede hun kort for hovedet. 
Til mit held fandt vi et helt tomt lokale. Vi skyndte os derind, og lukkede døren ind til det. 

 

,,Jeg mødte forresten Michael igår“ kom det lige pludselig fra Scarlett. Jeg stod på det højre ben, hænderne hvilede på en stol, og Scarlett stod bag ved mig og holdt mit venstre ben helt oppe i luften. Hun havde hjulpet mig en del gange med at strække ud og varme op inden jeg skulle danse, så hun vidste rutinen udenad. Normalt snakkede vi ikke rigtigt mens jeg varmede op, da jeg skulle fokuserer og koncentrere mig om det. 
Jeg vendte mit hovedet så vi fik øjenkontakt. 

Vi havde ikke snakket om drenge i hvad der føltes som evigheder. Jeg havde altid skubbet det til side, da jeg ikke kunne overskue det. 
Michael var dog en anden ting. Michael var... Scarletts store kærlighed. Har I nogensinde haft så stor kærlighed til én at det fortærer jer? En kærlighed fyldt med så meget lidenskab og eventyr at det gjorde dig åndeløs. En kærlighed der var lidt farlig, og lidt forbudt?
Det var hvad de havde haft, og det var hvad jeg ønskede mig. Jeg ønskede at mærke hvordan man levede igen. 

For ca. 9 måneder siden kørte de galt på vej hjem fra en fest. Scarlett lå i koma i 2 måneder. Efter det havde Michael ikke kontaktet hende. Hun vidste stadig ikke hvorfor, men havde en idé om at det var fordi han havde skyldsfølelse. 
,,Snakkede du med ham?“ spurgte jeg stille, mens hun sænkede mit ben, og løftede det andet op. 
,,Han kiggede på mig, tog imod sin ordre, og gik“ sagde hun skuffet. 
,,Det er jeg virkelig ked af Scarlett“ hvis jeg ikke havde stået i denne akavet position havde jeg givet hende et kram. 

,,Du ved... Der var en gang vi kaldte hinanden for S og L“ grinede hun og kiggede lumsk på mig. 

Det var så typisk Scarlett at skifte emne til sådan noget, når tingene blev for seriøse.  
,,Undskyld S“ grinede jeg. 

Midt i det hele blev døren åbnet, hvilket fik begge os opmærksomhed. 
,,Undskyld vi forstyrrer! Er du Luna?“ spurgte en middelaldrene kvinde mig. Bag hende stod der tog mænd. De stod med mikrofoner, kameraer og andre teknologiske ting. 

,,Ja“ svarede jeg forvirret, og kiggede fra mændene til hende, og tilbage. Var det min tur? Var tiden løbet fra os? 

,,Super! Synes nok dit tøj lignede ballet tøj“ sagde hun med et smil, og rykkede to stole frem, og satte dem overfor hinanden. “Det er dig om ca. en halv time, og vi tænkte om vi måtte interviewe dig lidt inden du skal op?“ hun havde sat sig på den ene stol, og gjorde tegn til at jeg kunne sætte mig på den anden. Jeg satte mig lydigt på den, og Scarlett tog en stole mere og satte sig ved siden af mig. 

,,Så Luna, jeg kan forstå på det hele at du er den eneste som stiller op som ballerina. Det synes jeg jo er super fedt! Så hvis vi lige tæller ned fra 3, og så kigger du ind i kameraet her, og begynder at fortælle dit fulde navn, alder, hvor du er fra, hvad du laver i din fritid og så videre“ sagde hun energisk. Den kvinde snakkede utrolig hurtigt, og før jeg vidste af det, tællede hun ned med sine hænder. 
Jeg kiggede over på det ene kamera, og tvang et smil frem. 
,,Jeg hedder Luna Marves McCartney, jeg er 19 år, og til daglig danser jeg ballet. Sidste år blev jeg færdig med gymnasiet, og så har jeg haft et sabbatår, som så lige er slut. Efter sommerferien ved jeg ikke helt hvad jeg vil“ sluttede jeg af. 

,,Hvornår begyndte du at danse ballet?“ spurgte hun hurtigt. Blev vi ved? 
,,Jeg startede da jeg var fem år“ jeg kiggede ned i jorden, da jeg med det samme kom i tanke om min far. 

,,Hvad er din historie Luna?“ jeg kiggede forvirret op på hende. Min historie? 
,,Hvad mener du?“ 

,,Jeg kunne tydelig se hvor ked af det du blev da du nævnte at du har danset siden du var fem“. Hun var lige på og hård. 
Skulle jeg fortælle hende det? det kom jo egentligt ikke nogen ved... 
,,Jeg tror vi går nu“ reddede Scarlett mig. Hun tog min hånd, og før kvinden kunne nå at sige noget var vi ude af døren. 

,,Tusind tak S!“. 

,,Ingen årsag smukke!“ grinede hun ,,skal vi ikke tag og gå over mod sceneindgangen. Du skal på om ca. et kvarter, hvis hende damen havde ret“ fortsatte hun. Jeg nikkede og nervøsiteten i min mave voksede. 

Der var 3 piger foran mig... Om tre piger skulle jeg ind. Tre piger var ikke nok. Jeg havde brug for at forberede mig mentalt i længere tid. 
,,Det skal nok gå!“ forsikrede Scarlett mig om, og aede mig stille på ryggen. 

 

Én efter én forsvandt pigerne, ud på scenen, foran mig. Lige pludselig var der ingen foran mig længere. En ung, smilende pige gav mig et kram og spurgte om jeg var klar. Hun måtte have været værten. 

Inden jeg kunne nå at se mig om, tællede de ned med deres fingre, og afsted kom jeg. 
Jeg kom trippende ud til den stille musik, med ryggen til, og armene elegante over mit hoved. 
 

Nu var det nu. 
 

************ 
 

I takt med at musikken faldt stille ud, lagde jeg mig ned på gulvet. Musikken stoppede, min dans var slut, og jeg blev taget imod med en kæmpe klapsalve. Jeg rejste mig op, og gik hen til den mikrofon de havde stillet ud til mig. 

,,I mine, efterhånden mange år som balletdanser, har jeg aldrig danset så smukt!“ lagde Darcey Brussell ud. 
Jeg smilede og sagde “tak“. 
Da larmen i salen havde lagt sig lidt mere ned, var det Lens tur: “Hvad var det for en dans du dansede? den var utrolig betagende! Du er en utrolig smuk ung kvinde! Hvor kommer du oprindeligt fra?“ kom det i en lang pærevælling. 
“Det var "The Dying Swan" fra "Swan Lake". Min far er fra Afrika, og min mor kommer her fra London“ svarede jeg. 
“Er dine forældre med dig i dag?“ spurgte han derefter. 
Denne gang kunne jeg ikke undgå det. 
,,Nej...“ Jeg kiggede ned, og tog en dyb indånding ,,min far døde for fire måneder siden“ sagde jeg, og min stemme knækkede over. Det var første gang jeg havde sagt det højt, foran så mange mennesker. 
Salen gispede, og man kunne se medfølelsen og sorgen malet i dommernes ansigt. 
,,Er det derfor du græd under dansen?“ spurgte Darcey mig stille. 
Jeg nikkede og sagde ,,det var sammen med min far at jeg opdagede ballet. Han plejede at komme og se alle de shows han var hjemme til. Selvom han for det meste ikke var hjemme, var han min største støtte. Hver gang jeg danser, tænker jeg på ham“ jeg prøvede at holde tårerne inde, men det var alt for svært. 

,,Rejste han meget?“ spurgte Bruno Tonioli mig. Der var dødstille i salen. 
,,Han var soldat i den engelske hær. Han døde sammen med 8 andre medsoldater nede i Afganistan“ og med de ord rejste hele salen sig op og klappede. 
Jeg kunne høre flere mennesker juble og råbe “helt“. Det gjorde mig glad. Da jeg kiggede ud over publikummet stå dér og klappe af min fars selvopofrelse for dette land blev jeg fyldt med glæde og stolthed. Nu ville han blive husket. Nu ville England huske ham. 

,,Luna du skal vide at din far blandt andet er grunden til du kan stå dér og danse som en engel, og vi andre kan nyde godt af så fredeligt et land. Han er en national helt, og du skal være meget stolt af ham!“ sagde hun, og tørrede hurtigt hendes egne tårer væk, hverefter hun fortsatte ,,derudover vil jeg gerne give dig et råd. Jeg kan se hvor smertefuldt det er for dig at danse. I stedet for at blive ked af det, så tænk på det som en hyldest til din far. Vis dine følelser, men aldrig vær deprimeret mens du danser“ sluttede hun af. Hendes ord gav mig tårer i øjnene, og jeg ville aldrig glemme dem. 

 

************ 

Harrys P.O.V. 
 

Jeg kunne genkende hende med det samme. Hendes hår var ikke til at tage fejl af. Selv inden hun vendte sig om vidste jeg det var Luna. Da jeg så hende, dér på scenen, var jeg ikke i tvivl om at det var hende jeg havde set ved Tower Bridge. Jeg havde aldrig troet ballet kunne være så smukt. 
Hun havde lige fortalt salen om hendes far. Jeg havde lyst til at give hende et kram. Kramme hende indtil alt hendes smerte var væk. 

Hendes historie havde givet mig tårer i øjnene, og selvfølgelig skulle drengene kommentere på det. Jeg ignorerede dem. 
,,Jamen er det ikke bare ligetil“ spurgte Darcey og kiggede på sine meddommere. De nikkede alle sammen, og med ét var Luna kommet videre. Ud af næsten 500, var hun én af de fem som en af os skulle danse med. 

Jeg håbede på at det blev mig, og så alligevel ikke. Jeg vidste hvad reglerne var: Ik date din partner. Men hvis nu hun ikke var min partner, gjorde det så i realiteten noget? 
Jeg vidste dog én ting med sikkerhed. Jeg ville komme til at møde hende igen, og denne gang ville jeg ikke lade chancen gå til spille. 
 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...