Dance with me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Luna har siden hun var helt lille, elsket at danse. Men da hendes far dør, stopper Luna med at danse, og trækker sig mere og mere tilbage. Derfor melder hendes bedsteveninde Scarlett hende ind i en danse konkurrence. Konkurrencen går ud på at man skal danse med en kendt person igennem 6 uger. Konkurrencen bliver sendt på landsdækkende TV.
One Direction har fået den forret at være de kendte partnere, som de heldige vindere skal danse med.
Til Lunas store overraskelse og ærgelse er hun en af de heldige vindere, og skal nu danse med en fra One Direction.
Konkurrencen har én regl: Man må ikke være kæreste eller have et seksuelt forhold til dansepartneren. Mon Luna kan holde den regel?

4Likes
1Kommentarer
1081Visninger
AA

11. Scarlett's letter

Lunas P.O.V. 

 

Sveden drev ned af mig. Jeg kiggede på skærmen. Tre minutter, så havde jeg løbet i 40 minutter. Jeg bed smerten i siden af min mave, i mig, og anstrengte mig for at holde ud de næste tre minutter. 

Jeg var helt alene i træningsrummet, hvilket var rart. Hvad jeg ikke havde gjort for at ignorere Harry siden vi havde været i byen i tirsdags. 

Det var dog begrænset hvor meget jeg kunne undgå ham, da vi øvede vores rutine omkring 8 timer hver dag. Siden onsdag morgen, havde jeg været utrolig ked af at Josh ikke var hos os, andet end starten af ugen, selvom jeg ikke kunne klare ham. Jeg skulle være alene sammen med Harry indtil på søndag... 

Jeg var så flov. Det var derfor jeg ignorerede ham. Jeg havde vågnet med en ubeskrivelig smerte i hovedet, en tørst så stor at jeg næsten ikke kunne trække vejret, og en meget stor trang til at skulle brække mig. Den morgen havde været et helvede. Da jeg var stået op for at tage et bad, havde alle minderne fra aftenen før skyllet ind over mig, som vandet der løb ned af min krop. 

Jeg vidste næsten ikke hvad der var værre: at skulle danse i 8 timer med tømmermænd, eller at jeg skulle se Harry i øjnene... 

Den morgen, da vi havde mødtes oppe ved morgenmaden havde han bare sagt godmorgen og smilet sødt. Det var jeg taknemmelig for. Taknemmelig fordi han ikke havde lavet et stort nummer ud af det, jeg havde sagt... 

Jeg kiggede på skærmen igen. 46? Hvordan havde jeg ikke lagt mærke til at jeg havde løbet 6 minutter mere... Jeg stoppede hurtigt løbebåndet, tog mit lille håndklæde, og tørrede mig i ansigtet og i nakken. 

Hver gang jeg havde haft problemer, var frustreret eller bare havde brug for at komme lidt væk, havde jeg altid gået en tur, eller løbet. 

Jeg pustede lettet ud, og begyndte at strække ud. 

I morgen gik det løs. I morgen skulle vi tage til Bristol for at optræde for første gang. 
Vi skulle afsted rimelig tidligt om morgenen, da vi skulle øve sammen med bandet og gøre os klar. Alle showene skulle foregå i Bristol, undtagen finalen - det skulle selvfølgelig foregå i London. Tanken om at to af os vil blive smidt ud af konkurrencen i morgen, men stadig skulle bo i lejren med os, gjorde mig ubekvemt. Jeg synes det var en mærkelig regel, og det kunne føre til akavet situationer. 

Selvom kl. var 10 om aftenen, var solen ikke gået ned endnu. Det varede dog ikke længe. Jeg krydsede græsplanen, og il min store overraskelse mærkede jeg hvordan mine sko ligeså stille blev våde. Havde det regnet? Jeg havde selvfølgelig ikke været inde og træne i omkring to timer, så det var en mulighed. 

I modsætning til vores studier, var træningsrummet gammelt, mørkt, og det lå i kælderen! Det gjorde til at der heller ingen vinduer var, men kun et udluftningsrør. Træningsrummet var et levende bevis på at dette sted var tudsegammelt, men ny renoveret. Undtagen træningsrummet selvfølgelig... 

Jeg stoppede op og kiggede ud over søen, som lå foran vores hytter. Jeg besluttede mig hurtigt for at løbe rundt om den næste gang, end at skulle være i træningsrummet. 

Da jeg kom ind i hytten, smed jeg hurtigt mine sko og sokker, og gik ind på mit værelse. Til min store lettelse, var der ikke nogen her. 
Noget af det jeg var uendeligt taknemmelig over, var at drengene var uadskillelige, og de altid hang ud over ved Danielle og Niall eller Louis og Amy. Og så var der pigerne, som syntes at følge efter drengene overalt, uanset hvad. Men det passede mig fint, for det betød at jeg ikke behøvedes at være sammen med dem. 
Jeg kunne bare lukke mig inde, og være på mit værelse. 
Jeg fandt hurtigt mit nattøj frem, og smuttede ud på badeværelset. 
Et par sekunder overvejede jeg om jeg skulle tage et karbad eller om jeg bare skulle få det overstået. Efter et par sekunder nikkede jeg for mig selv, og besluttede at tage en hurtig skylder. Jeg havde lovet Scarlett at jeg ville Skype med hende i aften. Vi havde slet ikke snakket sammen siden jeg kom hertil, og jeg savnede hende helt vildt. Jeg kunne ikke vente til at se hende i morgen til showet! 

Sveden som havde sat sig på min hud, blev hurtigt skyllet væk, og jeg gik i gang med at vaske mig. 
Som vandet flød ned af mig, begyndte jeg at tænke på Harry. Gad vide hvad han lavede lige nu. Jeg tænkte tilbage på de sidste par dage, og prøvede at finde ud af hvorfor han opførte sig så mærkeligt. Det var som om han skiftede fra at flirte, til at være sur, så var han lidt sød, bekymret, og så flirtede han igen. Og det var ikke bare sød og bekymret... Det var som om han aldrig kunne finde på at gøre noget, uden jeg havde sagt ja. Men så kunne han ændre sig på et split sekund, og få det dér blik i øjnene, som var så mørkt og fyldt med forkerte tanker, at jeg ikke vidste hvad han kunne finde på. 
Han var som et mysterie, som hele tiden blev svære at opklare, ved hver sekund man tænkte på ham. Uden at ligge mærke til det, havde tankerne om ham, givet mig et smil på læben. Det forsvandt ligeså snart jeg blev klar over det. Jeg slukkede frustreret for vandet, og trådte ud på håndklædet, jeg havde lagt på gulvet. 
Efter at have tørret min krop, svingede jeg håndklædet rundt om mit hår i en turban. Jeg kiggede rundt, og til min store overraskelse kunne jeg ikke finde mit undertøj. Havde jeg seriøst glemt at tage undertøj med? Jeg sukkede træt og frustreret, og tog hurtigt et håndklæde rundt om mig. 
Jeg åbnede døren og skulle lige til at gå ud, da jeg kiggede op, og forskrækket skreg, hoppede et par skridt tilbage, og faldt på det våde gulv. 
Alt skete så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at registrere hvad der foregik. 
,,Omg Luna!“ kunne jeg høre Harry sige, og løbe hen til mig. Han løftede mig hurtigt op, og jeg kunne mærke at håndklædet omkring mig, var ved at falde ned. 
Lige inden det faldt til jorden, greb jeg hurtigt fat om det, så det lige dækkede mine bryster, mave og underliv. Resten var der frit udsyn til.  Jeg kiggede panisk over på Harry, og han lukkede hurtigt døren, idet han sagde ,,der er intet at se her venner“... 

Hvad foregik der? Hvad var der lige sket. 
,,Det må du virkelig undskylde“ sagde Harry og kiggede tilgivende på mig. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Hvorfor havde hele holdet lige set mig vælte, og tabe mit håndklæde. Hvorfor havde jeg ikke hørt dem komme ind? 
Jeg mærkede hvordan tårerne pressede på. Hvor var det her ydmygende. 
Jeg vendte mig om, og svingede endnu engang håndklædet rundt om mig. Jeg var ligeglad med at Harry lige havde set mig nøgen bagfra, bare han ikke så mig græde... 


,,Vil du være sød at hente noget undertøj til mig?“ spurgte jeg, efter et par minutters stilhed, med en grædende stemme. Jeg stod stadig med ryggen til, så han klemte en enkelt gang min skulder som svar. Døren åbnede sig, og lukkede, og jeg kunne høre ham sige til de andre, at de bare skulle glemme dette. 
Da jeg hørte ordene komme ud af hans mund, følte jeg mig med ét latterlig. Jeg havde godt nok fået det værste chok i mit liv, og de havde set mig, næsten nøgen, men værre var det jo ikke. Og de havde jo ikke engang set mig nøgen! 
Jeg tog et par dybe indåndinger, slog mig et var gange på kinderne, og smurte hurtigt noget creme i ansigtet. 
Efter 5 minutters tid, kom Harry ind med et par trusser til mig. Han lukkede døren bag sig, og rakte mig dem. Jeg smilede som tak, og tog dem på, inden under mit håndklæde. 
Harry havde vendt sig om, så jeg kunne tage mit nattøj på. Jeg smilede ved tanken. Han kunne have opført sig træls, som han havde gjort ved skoven, da vi var i byen. 

Jeg gik hen og krammede ham. ,,Tusind tak fordi du reddede mig fra en super akavet situation“ sagde jeg ind mod hans bryst. 
,,Øhm det var så lidt“ jeg kunne høre at krammet kom bag på ham, men efter et par sekunder krammede han mig tilbage. 
Vi stod sådan lidt, men så trak han sig fra mig, og jeg kunne mærke hvordan min krop føltes kold og tom igen. 
,,Luna jeg fik aldrig rigtig sagt undskyld for hvad der skete da jeg tog dig med udenfor, da vi var i byen... Jeg havde fået lidt for meget at drikke, og jeg vidste ikke hvad jeg havde gang i... Du må virkelig undskylde, det var ikke min mening at gøre dig fortræd eller bange!“ sagde han med smerte i øjnene. 
,,Det okay“ svarede jeg kort, men oprigtigt. Lige nu var jeg bare taknemmelig for at han havde hjulpet mig. 
Jeg viklede hurtigt mit hår ud af håndklædet, og hængte det op. Selv når mit hår var vådt var det kæmpe stort. Jeg delte det hurtigt op i en skæv midterskilning, og kørte mine fingre et par gange igennem det. 

Da vi kom ud af badeværelset, mødtes vi af utallige øjne, og der blev helt stille. 
,,Venner I må undskylde I skulle se mig sådan“ sagde jeg frembragte et grin, som lød oprigtigt. 
Lettelsen i deres ansigter kom frem, og de begyndte alle at grine. 
,,Bare du er okay“ sagde Danielle og gav mig et kram. 
Jeg smilede skævt, og kiggede på Harry. 
,,Hvordan kunne du ikke høre os komme ind?“ spurgte Niall. 
Jeg trak på skuldrene, for jeg vidste det ærligtalt ikke. 
,,Nårh, men vi kom for at låne Harrys FIFA, vil du med os andre over til Louis og Amy at spille?“ spurgte Niall igen. 
De alle nikkede begejstret, og jeg skulle lige til at give efter da jeg kom i tanke om min Skype-date med Scarlett. 
,,Det kan jeg desværre ikke, skal Skype med en af mine veninder“ sagde jeg og lod som om at jeg var ked af at gå glip af en aften med dem. 
,,Er det med Scarlett?“ spurgte Harry. 
Jeg vendte mig chokeret rundt, og nikkede langsomt. 
,,Hvor kender du hendes navn fra?“ spurgte jeg. 
,,Du har fortalt mig om hende“ sagde han hurtigt, som om han også prøvede at overbevise sig selv. 
,,Nej jeg har ikke“ svarede jeg igen. Mig og Harry havde ikke rigtigt snakket om noget, for enten havde vi danset når vi var sammen, ellers havde han altid prøvet på et eller andet. 
,,Luna du har fortalt mig om hende“ sagde han endnu engang. Med ordene begyndte jeg at tænke tilbage på alle vores samtaler. Selvfølgelig havde vi snakket sammen, men det var mest om danserutinen. Aldrig havde jeg nævnt Scarlett. 
Jeg kiggede skeptisk på ham, uden at sige noget. 
,,Luna du har sikkert bare glemt det“ sagde han ligegyldigt, og gik ind på sit værelse. 
De andre havde fortsat deres samtale, om hvor mange tatoveringer Zayn havde. Jeg gik hen til køkkenet, og tog noget vand. Man kunne se ud over noget af søen fra vores køkkenvindue. Solen var gået ned, men der var stadig halvlyst. 

,,Vi andre smutter nu, er du sikker på du ikke vil med?“ sagde Harry bag mig, og jeg kunne høre han ikke stod langt væk fra mig. 
Jeg stillede glasset fra mig, og vendte mig om. 
Jeg smilede og sagde at jeg virkelig var nødt til at ringe til Scarlet. Han nikkede og vendte sig om. Louis jeg kommer lige om lidt, bare gå ud til de andre. 
Jeg kiggede nervøst ned i jorden. Nu var vi alene igen, og det gjorde mig altid utrolig utryg. 

,,Jeg kommer tilbage om en time ca... Vil du være med til at se en film når jeg kommer tilbage?“ spurgte han nervøst. En film? Ville han bare spørger om vi skulle se en film? af en eller anden mærkelig grund, blev jeg skuffet... 
Jeg nikkede og kiggede ned i jorden ,,men jeg vil bestemme!“ tilføjede jeg hurtigt. Han smilede og blinkede til mig. 

,,Alt for dig“ og med de ord var han ude af døren. 

 

************
 

,,Scarlett jeg har vitterligt ikke nævnt dit navn til en eneste af dem! Ikke engang pigerne!“ sagde jeg panisk. Vi havde snakket sammen i næsten en time, og jeg havde fortalt hende om alt hvad der var sket, og hun havde lyttet intenst med på det hele. 
,,Luna, han lyder for fræk! Lad det nu bare ligge. Drengen kan tydeligvis ikke holde sig fra dig, og det er ikke hver dag man får chancen for at score Harry Styles! Du har sikkert bare hurtigt nævnt mit navn“ sagde hun henkastet. Jeg den ligge, og tog en mundfyld is. Scarlet og jeg delte samme yndlings is, og når vi ikke var sammen, men savnede hinanden, skypede vi altid og spiste is. 
,,Hey kan du egentlig lide din parfume?“ spurgte hun pludselig henrykt. 
,,JA! Scarlet aldrig har jeg fået så god en gave! Jeg har ikke gået med andet end den parfume siden jeg fik den!“ sagde jeg oprigtigt. Jeg havde heller ikke kunne stoppe med at læse brevet. Især om aftenen, hvor ensomheden og tomheden kom skyllende ind over mig. Ordene i brevet, havde jeg læst om og om igen, for hver gang jeg læste det, var det som om min far læste det op. 
Hun smilede stolt over hendes gave, og nikkede tilfreds. 
Jeg kiggede hen på brevet som havde lagt på mit skrivebord siden jeg åbnede gaven, og dér slog det mig. 
,,Omg...“ sagde jeg hørt, og kiggede forstenet ned i sengen. 
Scarlet stoppede med at spise sin is, og kiggede op på mig. 
,,Hvad så...?“ kunne jeg høre hende sige. Jeg ignorerede hende, og forblev forstenet. Den lille lort... 
,,Lunaaa, hvad der er?“ spurgte Scarlett ikke, men mere bekymrende.

Jeg kiggede endeligt op på skærmen. 
,,Harry har læst mit brev... Harry har læst mit brev!!!“ sagde jeg og gentog det igen, lidt hårdere. 
,,Luna, hvorfor skulle han dog det?“ man kunne høre Scarlet ikke var overbevidst. 
,,Hvordan skulle han ellers kende dit navn?“ vreden skyllede ind over mig, og jeg brugte alt min energi på at forholde mig i ro. 
Scarlett havde ikke noget at sige. Jeg kunne se på hende, at jeg måske ikke var helt forkert på den. 

,,Luna han gjorde det sikkert ikke med vilje“ sagde hun stille. 
,,Nej, man kommer jo bare til at gå ind på en andens værelse, kigger personens ting igennem, og derefter læser ens brev“ halvråbte jeg. 
,,Okay for det første ved du ikke om han har rodet rundt i dine ting, og for det andet kan du jo stadig have nævnt det for ham“ prøvede hun at overbevise os begge. 
Jeg skulle til at svare da jeg kunne høre nogen komme ind af vores dør. Det var ham. 
,,Scarlett jeg bliver nødt til at smutte“ sagde jeg hurtigt, og før hun vidste af det jeg havde lagt på. 
Jeg rejste mig hurtigt op fra sengen, greb fat i brevet, og gik ud til ham. 
Jeg blev mødt af et par varme øjne, og et sødt smil. Det ændrede sig dog hurtigt da han så mit vrede ansigtsudtryk, og kortet i min hånd. 
,,Luna jeg kan forklare“ sukkede han dybt. 
Jeg forblev tavs, og lod ham forklare. Mængden af vreden som flyd rundt i mig, holdt mig fra at ville snakke med ham. Han fortjente ikke at jeg snakkede til ham. 
Da det gik op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at svarer, sagde han videre ,,den dag du var oppe og svømme, hørte jeg dig gå ud af døren. Så jeg gik hen til stuevinduet, og så dig oppe på bakken, kigge ned til hytterne. Jeg gik ind på dit værelse for at tjekke at det virkelig var dig, og så så jeg dit brev, og kom til at læse det“ sagde han hurtigt og panisk, som om han havde et antal sekunder før jeg sprang i luften, til at kunne forklare sig selv. 

Jeg gik hurtigt op til ham, og før jeg kunne nå at stoppe mig selv, gav jeg ham en lussing. Slaget lød hårdt og højt, og jeg kunne mærke at min hånd med det samme begyndte at brænde. 

,,DU HAVDE INGEN RET TIL DET HARRY!“ råbte jeg ham lige op i ansigtet. Man kunne se han var chokeret over lussingen, og han holdt en hånd over kinden jeg havde ramt. 
,,Luna jeg kom til det... Det var ikke meningen... Jeg ville bare... Jeg var bare bekymret“ havde han sagt, og kigget undskyldende ned på mig.  
,,Harry du havde ingen ret til det, og hvornår fatter du oppe i dit lille imbecile hoved at jeg ikke vil have noget med dig at gøre! Jeg vil ikke lære dig at kende, så stop med at prøve at lære mig at kende! Vi bor sammen af tvang, og du skal ikke i et sekund tro at jeg nyder at skulle gå op af dig 24/7“ halvråbte jeg igen af ham. Ordene ramte ham hårdere end lussingen, og han kiggede ned. 

Og sådan stod vi i noget tid. I alt stilhed. Mig, rystende af vrede, og ham kiggende flovt ned i jorden. 
,,Luna du må virkelig undskylde det... Det var ikke min mening at“ begyndte han, idet hans mobil begyndte at ringe. Han stoppede op, og undskyldte endnu en gang, hvorefter han tog den op af lommen, og kiggede på skærmen. Jeg kunne se hvordan hans ansigt ændrede sig fra magtesløshed og fortrydelse, til irritation, da han så hvem der ringede. 
Inden han overhovedet havde taget den, lagde han på, og lagde den fra sig på bordet. 
,,Det er ikke vigtigt lige nu“ sagde han da han så mit spørgende ansigtsudtryk. 
,,Hør Luna... Lige siden jeg mødte dig første gang på Nando´s har jeg kunne mær-“ telefonen ringede endnu engang, og afbrød ham. 
Han bandede højt, tog sin telefon, lagde på og slukkede den helt. 
Vreden havde fortaget sig lidt, men det måtte han ikke se. Så let skulle han ikke have det... 
,,Luna det brev skulle jeg ikke have læst, please sig mig hvad jeg skal gøre for at gøre det godt igen!“ sagde han panisk, og tog mine hænder i hans. 
Jeg tog dem hårdt til mig, og det gjorde ondt inden i, da jeg så han blev ked af det. 
Hvad han kunne gøre? 
,,Du kan lade mig være i fred!." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...