A Piece Of My Heart

Evie kommer hjem til England efter fire år i Mexico. Hun flytter ind sammen med hendes søster Lana, hvor hun kort tid efter møder Harry Styles.
Alt virker til at gå fint, indtil hendes fortid indhenter hende.

2Likes
0Kommentarer
454Visninger
AA

2. Welcome Home!

Jeg kommer gående med min kuffert hen imod et velkendt ansigt. Det er Lana, min lillesøster på 18 år. Jeg har været væk i fire år, så det rart at se hendes brune, let krøllet og korte hår, hendes brune øjne og dejlige smil igen. Hun smiler stort til mig og jeg kan se hendes øjne bliver våde. Jeg slipper mine ting, løber over mod hende og omfavner hende. Vi står der i lang tid, og jeg kan mærke mine mine tåre trille ned af mine kinder. Vi har snakket over telefonen hver dag, mens jeg var væk, så det kom ikke bag på mig, at jeg havde savnet hende. Vi slipper begge grebet om hinanden og jeg tørre hendes tåre væk og smiler let til hende.

Vi går ud til bilen og Lana begynder at fortælle om alle de ting der er sket, mens jeg har været væk, hvordan situationen i England er. 

Hun fortæller mig om vores mor, som ikke har fået det bedre siden jeg sidst så hende, hun er begyndt at drikke meget mere, og hun har nu fundet en ny fyr, som behandler hende værre end vores rigtige far gjorde. Vores far kom tit hjem med en vodka flaske i hånden og begyndte at slå vores mor, og hvis vores mor sagde fra, blev han sur og begyndte at slå hende endnu mere, nogengange kastede han også ting efter hende. Det var som om han godt kunne lide den magt han havde over hende. Han rørte aldrig mig eller Lana, hvilket nok gør, at vi ikke er helt ødelagte den dag i dag. Både mig og Lana prøver at glemme de dårlige ting ved vores far, men det er ikke helt nemt altid, når vores mor ikke snakker om andet.  

Lana bliver stille og kigger på vejen.

Dengang var det bare mig og hende mod resten af verden. Vores far skred, da jeg var omkring 8 år og Lana var omkring 4 år. De havde skændtes meget aftenen inden, og vores far truede tit med at forlade os, men han var altid blevet, så det var ikke noget vi blev kede af at høre mere, vi blev heller ikke bange over han var væk en hel dag, men den her gang kom han ikke tilbage. Lana var ikke særlig gammel, men hun kan godt huske følelsen hun havde den dag, vi søgte efter hinanden dengang, for at kunne opmuntre og kommer igennem det sammen.

Nogengange tror jeg også det var for det bedste, at min far forlod min mor. Hun var glad i noget tid efter, indtil hun fandt en ny fyr. Han var ligeså dårlig som vores rigtige far, han lod det bare også gå udover mig nogengange. Når vores mor ikke var hjemme. Han sad tit på sofaen med en øl i hånden, som han påstod var noget lægen gav ham så han ikke ville blive syg.

Han var ligesom vores far, han kunne godt lide magten han fik når han slog os. Han rørte ikke Lana, men han kunne godt finde på at slå mig let i baghovedet, når jeg kom gående forbi ham. Til sidst kunne jeg ikke mere, for vores mor ville ikke lytte til hvad jeg fortalte hende, og jeg kunne ikke slå igen, for det ville kun gøre alt værre, han ville begynde at slå hårde og ikke kun mit hoved. Jeg havde blå mærker, og når mine venner spurgte hvor jeg havde fået dem fra, sagde jeg bare at jeg var gået ind i en dør, eller havde tabt noget udover mig selv. Så jeg valgte at rejse til Mexico i fire år, da jeg blev 18, for at komme væk fra alt i noget tid og finde ud af mig selv. Jeg slog også op med min kæreste Alex inden jeg tog afsted til Mexico. Han var en god og sød fyr, men han var ikke den rigtige for mig. Han gjorde en masse søde ting og sagde også de rigtige ting. Alle de ting, som piger ønsker at en dreng siger til en og gør ved en, men jeg havde det altid dårligt, og var altid ked af det over, at være sammen med ham. Han var min første kæreste, så jeg troede, at det var sådan man skulle føle overfor sin kæreste. Men jeg var ligeglad med hans historier, og jeg gad heller ikke være sammen med ham i længere tid af gangen. Jeg kunne heller ikke se en fremtid med ham, selvom jeg gerne ville. Han betød ikke rigtig noget for mig. Hver gang jeg tænkte over mig og Alex forhold, forestillede jeg mig at Alex var en anden. Jeg forestillede mig altid, at Alex var vores gamle nabo, Max. At Max aldrig var flyttet og han stadig var i mit liv. Max har altid været i mine tanker. 

Men jeg slog op med Alex, han tog det ikke særlig pænt, men jeg var på vej til et andet land, så intet betød noget for mig mere alligevel. Det eneste jeg er ked af, er tanken om at jeg forlod Lana i fire år, det har været svært for hende, men inden jeg tog afsted lovede vi hinanden at starte på en frisk når jeg kom hjem igen, hvilket er det vi har tænkt os at gøre.

Lana flyttede ind i vores fælles lejlighed for en uge siden, så hun kender nogen få på gaden allerede, men hun er ikke den mest sociale pige jeg kender. Hun finder en eller to piger hun kan lide, og så er hun sammen med dem, for det er der hun føler sig tryk, men hun åbner sig ikke op for dem, vi snakker med hinanden om ting der går os på og ingen andre. 

"Undskyld. Jeg flyttede ikke for at efterlade dig, jeg havde bare brug for nye omgivelser, at komme væk fra alt. Så undskyld, jeg ikke har været der for dig."

Hun kigger på mig og jeg kan se et smil brede sig over sit ansigt, jeg smiler tilbage og lægger min hånd på hendes skulder og giver den et klem. 

"Det vigtigste er du er her nu" siger hun. 

"Hvordan ser vores lejlighed ud? Er du flyttet ind?" spørger jeg. Vi er flyttet ind i en lejlighed der ligger i et lille kvarter udenfor London i byen Wembley. 

"Ja, den er så flot, der står stadig nogen få flyttekasser rundt omkring, men tænker ikke det gør noget? Men vejen er så flot, og vores naboer er imødekommende og venlige. Alt vi har snakket om er ikke kun snak mere, det sker rent faktisk", hun kigger begejstret på mig.

Jeg smiler, og vi kører ind af den vej vi bor på. Der er træer langs vejen som dækker himlen nogen steder, og der er blomster i alle farver langs grusvejen. Husene ligger langs siderne på vejen, nogen er huse og så er der få bygninger med cirka 2-3 lejligheder i hver. Vi skal bo i en af dem, for at have råd til det. Vi kører ind i en indkørsel og Lana peger op på øverste lejlighed og siger det er vores. Vi har en altan, jeg tror karma elsker mig. Vi stiger ud vores gamle blå bil. Vi købte den, da jeg tog til Mexico, og den er ikke blevet yngre siden jeg tog afsted. Jeg tror dog vi vil sælge den igen, og så bare satse på toget og busserne, for det ville være billigere for os.

Der ligger nogen flyttekasser bag i bilen, med noget af mit gamle tøj og nogen af mine gamle ting. Lana hentede dem ved vores mor, inden hun hentede mig. Hun kan bedre med vores forældre, end jeg kan, og hun ved jeg ikke er klar til at se dem igen, ikke lige nu i hvert fald, jeg er ikke klar til at se alle mine gamle problemer i øjnene endnu.

Jeg åbner bagagerummet og tager fat i en af de flyttekasser og Lana tager min kuffert.  

"HEJ!", en pige kommer gående over mod os fra den anden side af vejen, det må vel være der hun bor, hun ligner en på min alder, omkring de 22 år. Hun har blond hår, blå øjne og en sommerkjole med blomster på. 

"Du må være Evelin, Lana's søster?" hun rækker hånden frem og smiler falsk til mig. Jeg prøver at række hende hånden under flyttekassen, og hun rører min hånd som om jeg har en smitsom sygdom. 

"Ja, du må være vores nye nabo, er du en af Lana's venner?" spørger jeg og smiler til hende. Hun kigger op og ned af mig og nikker, vender sig om og går i modsatte retning. Jeg vender mig mod Lana og løfter et øjenbryn. 

"Jamen hun var da... Speciel" siger jeg grinende.

"Det var Grace, hun er lidt snobbet, men altså Hitlers yndling, så hvad kan man gøre?" vi begynder at grine og går indenfor. Vi kommer ind og jeg sætter flyttekassen på køkkenbordet. Vores køkken og stue er et rum, med vores altan ved siden af. Vi har hvert vores værelse og et badeværelse imellem værelserne. Det er en ret stor lejlighed i forhold til hvor billigt huslejen er. Der står få flyttekasser rundt omkring. De fleste er mine, da Lana allerede har pakket de fleste af hendes ting ud. Vi går ud på altanen og jeg lægger min ene arm om Lana.

"Evie?" Lana kigger spørgende på mig. Jeg smiler til hende som et tegn på jeg lytter til hvad hun siger.

"Lov mig, at vi altid vil være der for hinanden?" hun kigger på mig og venter på min reaktion. Jeg kysser hende på panden og omfavner hende.

"Lana, du er min søster, selvfølgelig vil jeg altid være her. Uanset hvad der sker, kan du altid komme til mig", jeg kan mærke hun smiler og jeg fortæller hende, at jeg går ned efter resten af kasserne. 

 

Jeg går udenfor til min bil og hører en hund gø. Jeg kigger ned af vejen og ser en brun lille hvalp komme løbende med tungen ud af munden hen imod mig. Jeg kigger op fra hvalpen hvor en brunhåret ung mand kommer løbende efter hvalpen. Jeg griner for mig selv, kigger i bagagerummet og tager en lille pose med godbidder frem. Jeg har altid elsket hunde, hvilket er min undskyldning for at have dem i min bil. Mange vælger at have slik til børn, men jeg har til hunde. Det er vel en af mine mange særheder, men det ville nu også være mærkeligt at have slik til børn i ens bil, det giver måske et lidt forkert indtryk.

Jeg går ud på midten af vejen. Jeg sætter mig på hug og rækker hånden frem, med godbidden, hen mod hvalpen, mens jeg smiler til den. Den begynder at rette sin opmærksomhed mod mig og løber glad hen til mig. Jeg samler den op og aer den, og ejeren stopper med at løbe, mens han griner let. Jeg giver ham hunden og kigger op på ham. 

Han er muskuløs og har grønne store øjne. Hans hår krøller en smule og han har det sødeste smil. Han minder mig om en, men jeg kan ikke helt sætte ord på hvem. Men han er ubeskrivelig smuk. Jeg tager mig selv i at stirre og kigger hurtigt ned i jorden og så op på ham igen. 

"Tak, jeg ved ikke hvad der er med ham i dag, det må du undskylde" han kigger fra hunden og ned på mig og smiler. Han er højere end mig, ikke for meget og ikke for lidt. Han er perfekt.

"Det gør ikke noget, jeg havde en hund magen til da jeg var barn, så der kom bare lige gode minder frem", jeg aer hunden og smiler til den, mens den slikker min hånd. 

"Han ser ud til at kunne lide dig" vi er begge stille og jeg opdager han stirre på mig. Jeg begynder at grine let, hvilket gør, han kigger ned i jorden og op på mig igen.

"Jeg hedder forresten Harry, men det tænker jeg godt du ved" Han rækker hånden frem mod mig, mens han hæver sin ene mundvig og smiler skævt til mig. Jeg løfter det ene øjenbryn og kigger undrende på ham. Jeg har aldrig mødt en person så arrogant.

"Øhm ikke rigtig", jeg vender om og begynder at gå over mod min bil. Jeg mærker en hånd rundt om min arm. Han vender mig om, så jeg står ansigt til ansigt med ham igen. Han griner let.

"Ved du ikke hvem jeg er?" Harry smiler skævt, men man kan se tvivlen i hans blik.

"Altså har vi mødt hinanden før? For ellers ved jeg ikke helt hvorfor du tror jeg ved hvem du er", jeg kigger med væmmelse på ham. Et frækt smil falder over hans ansigt og kigger på mig som om jeg er hans nye legetøj.

"Undskyld, kan vi starte forfra? Jeg hedder Harry, hvad hedder du?" Han rækker hånden frem og blinker til mig. 

"Jeg hedder Evelin, men mine venner kalder mig Evie." Jeg rækker ham hånden og smiler til ham. 

"Er jeg så berettiget til at kalde dig Evie, eller skal jeg vente lidt endnu?" han smiler drillende til mig.

Jeg smiler lumsk til ham og begynder at tage nogen skridt bagud.

"Jeg tager udfordringen op" han bider sig i læben og begynder derefter også at grine. 

Han går over hvor jeg er ved bilen og lægger sin arm af bagagerummet dør, mens han smiler frækt til mig.

"Skal jeg hjælpe dig?" Han smiler stadig frækt til mig. 

"Nej tak, jeg klarer mig." Jeg tog den sidste kasse ud af bagagerummet og lukker døren. Han sætter hånden på bilen, så han står lige foran mig. Mit blik møder hans. 

"Så jeg holder sådan en gade-kom-sammen i nummer 11, hvis du er interesseret, er du velkommen til at komme forbi. Der kan du øhm.. Der kan du se hunden igen... Du ved din barndoms hund." Han begynder at grine nervøst og klør sig selv i håret med den ene hånd, mens han kigger ned i jorden. 

"Det lød bedre i mit hoved." han kigger på mig og bider sig i læben. 

Jeg begynder at tage nogen skridt væk fra ham og over mod indgangen til vores lejlighed, mens jeg smiler til ham.

"Hvis jeg har tid", jeg sender ham et drillende blik.

Han bider sig i læben og begynder selv at bakke væk fra mig og vende sig om for at gå tilbage til sit hus. Inden han forsvinder helt, vender han sig om og kigger på mig.

"Så ses vi senere... Evie." Han ryster let på hovedet med et smil på læben, og begynder at lunte tilbage mod hans hus med hans hund.  

Jeg smiler for mig selv og tager den sidste kasse ud af bilen og går ind i vores lejlighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...