A Piece Of My Heart

Evie kommer hjem til England efter fire år i Mexico. Hun flytter ind sammen med hendes søster Lana, hvor hun kort tid efter møder Harry Styles.
Alt virker til at gå fint, indtil hendes fortid indhenter hende.

2Likes
0Kommentarer
455Visninger
AA

4. Photography

__________________________________________

Evie's POV

 

Jeg sidder i stuen med en kop kaffe i hånden, mit hår er sat op i en hestehale. Jeg kigger efter fotograf jobs i avisen, da det altid har været min drøm at arbejde med at fotografere landskaber, familier, børn og så meget andet, der er så mange muligheder.

Da jeg boede i Mexico tjente jeg mine penge på, at tage billeder af begivenheder, hvilket også har hjulpet mig så meget videre i livet. Jeg fik ret mange jobs dernede og vil gerne bruge min tid på det samme her, hvor jeg er nu. Jeg har altid elsket at fotografere ting, og har altid kunnet se det smukke i ting, ting som andre måske ikke altid ser eller lægger mærke til. Jeg kan godt lide, at få andre til at reflektere over billeder af landskaber og så få det flotte frem i mine billeder, så dem der ser billederne, opdager ting de måske ikke har tænkt over før, og derfor også får de nogen nye følelser, de følelser jeg fik da jeg selv tog billedet. Det at give folk en anden opfattelse af ting på en god måde, er nok den bedste følelse i verden.

Da jeg var mindre, omkring de 7 år, i den alder, hvor du godt ved at din far ikke opføre sig overfor din mor som han burde, på et respektfuld og sød måde, men du lægger ikke mærke til det, for i din verden er dine forældre perfekte, og du husker altid tingene anderledes end de egentlig var, fordi du har sat dine forældre på en piedestal.

Jeg synes ikke der var noget galt med måden min far var overfor min mor dengang, for jeg elskede min far. Jeg kan huske, at min far altid roste mig for min kreativitet. Han købte mit første kamera, det var en af de bedste gaver jeg havde fået, jeg følte mig både værdsat og ubeskrivelig glad den dag. Men glæde varer ikke for evigt. Jeg vidste inderst inde godt, at mine forældre ikke havde et godt forhold, men jeg ville ikke indrømme det. Jeg kan huske at de begyndte at skændtes om, at min far ikke skulle bruge penge på ting vi ikke havde råd til. Efter mange timers skænderi, hørte jeg døren smække, efterfulgt af min mor som kom op på mit værelse, grædefærdig. Noget et barn kun burde have mareridt om at se. Da hun faldt i søvn, sneg jeg mig over til nabodrengen, som jeg kaldte Max, vi var bedste venner. Jeg kan ikke huske hans rigtige navn, men jeg husker, at vi gav hinanden et andet navn end vores eget, for når vi havde det navn, var vi ikke de samme personer. Jeg var Sam, han var Max. Jeg begyndte at græde, og han trøstede mig, han begyndte altid at fortælle historier som han selv fandt på, hvor hovedpersonerne var Sam og Max.

Efter jeg stoppede med at græde, begyndte vi at snakke om løsninger. Vi lyder som modne mennesker, men jeg var der for ham da hans forældre blev skilt, og han var der for mig jeg var ked af det over at mine forældre ikke var søde ved hinanden. Vi havde begge været igennem nogen ting, som modnede os lidt mere end de andre fra vores klasse. I klassen var det altid kun os to der var sammen, for resten af vores klasse synes vi var mærkelige. Men vi havde ikke noget mod det, for vi ville også helst bare kun være os to sammen, uden nogen andre.

Jeg kan huske, at Max var den eneste der virkelig troede på at jeg ville vokse op og blive en verdens berømt fotograf. Jeg troede ikke på mig selv, så vi ville sælge nogen af mine billeder, og give pengene til mine forældre, så de havde flere penge, for det var vores løsning. Jeg troede inderligt på, at de ville stoppe med at skændtes, hvis de havde flere penge. Jeg kan huske Max købte et billede, det første billede jeg solgte, det ikke fordi det var noget særligt, men det var det for os.

Vi tog mit kamera med ind i en skov en dag, hvor vi havde vores fælles hund med, vi kaldte hende Lady, som i filmen Lady og Vagabonden, for hun lignede hunden i den tegnefilm. Hun var hjemløs, men mig og Max sørgede for mad og vand til hende hver dag, så hun ikke ville dø. Vi var en da inde i skoven og tog et billede af hende ved træ, mens hun spiste noget af det mad vi havde med til hende. Det ikke fordi det var noget særligt, men Max købte det, på grund af minderne bag det, den da var den bedste dag i mit liv, det var lige inden Max og hans familie flyttede fra byen. Han sagde, at han ville beholde billedet for evigt, for det mindede ham om mig, og han ville aldrig glemme mig.

Han gav mig med en lille halskæde formet som et hjerte, en halskæde man kan åbne, hvor der er et billede af mig og ham som børn, hvor han har arm om min skulder. Det var et billede hans mor tog dagen vi blev venner, hvor vi sad ude ved vejen, vi sidder begge med en is i hånden og smiler begge, med det største smil vi kunne lave. Hans mor hjalp ham med at lave den til mig sagde han inden han kørte. Han gav mig den om halsen og jeg har den altid ved mig.

Han gav mig et kys på kinden, omfavnede mig og derefter løb han ned til bilen og så kørte de. Jeg så ham aldrig efter det, men jeg håber jeg en dag møder ham igen.

 

****

 

Min mobil vibrere og jeg kigger ned på den. Det er en besked fra Alex, min ekskæreste. Han har skrevet et par gange til mig, siden vi slog op. Han siger stadig de rigtige ting, og nogen gange har jeg lyst til, at bare hoppe med på den igen, selvom jeg godt ved jeg ikke vil være glad i et forhold med ham. Men jeg kan godt lide opmærksomheden og tanken om at have en, men jeg ved, at Alex er ikke den rigtige for mig.

Jeg kan svarer ham ikke, for jeg ved jeg skal afvise ham, for han får måske den forkerte opfattelse og jeg hader at se ham ked af det.

 

Jeg er ked af hvordan det her endte. Please giv mig en ekstra chance. Hvad gik overhovedet galt?

- Alex

 

Jeg ignorere hans besked og kigger videre i avisen og finder en announce omkring fotografering, det er en jobannonce, hvor jeg skal arbejde i en fotobutik. Det er 15 minutter herfra, så jeg kan tage bussen derhen. Jeg sætter ring om det og skriver nummeret og adressen ind i min telefon.

Lana kommer ind i køkkenet, hun har gjort sig klar til, at tage i skole. Hun kalder det arbejde, for hun får penge for det, men vi ved alle sammen godt, det er skole hun går i. 

"Vil du følge mig hen til toget? Jeg skal på arbejde om 20 minutter?" Hun smiler til mig og jeg nikker. 

Jeg tager min jakke, taske og kamera og følger efter hende ud af døren. Jeg kan tage hen til fotobutikken senere i dag, og aflevere min ansøgning.

Vi går ned af vejen og snakker om i går. Lana fortæller om hendes nye veninde og spørger om hun må invitere hende over. Jeg siger selvfølgelig ja, men hun burde ikke spørge, hun burde bare gøre det, for hendes veninder er altid velkommen. Jeg fortæller hende, at Alex skrev en sms til mig, og jeg ikke vidste hvad eller om jeg skulle skrive tilbage.

"Du skal bare ignorere ham. Du var ikke glad for ham, det var ikke fordi du ikke var klar til et forhold, det var fordi du ikke var klar til et forhold med ham.” Hun stopper op, tager min hånd og kigger mig i øjnene.

"Der kommer andre, hvor du føler alt er som det skal være, hvor du ikke er i tvivl hele tiden." Hun giver mig et hurtigt kram og vi fortsætter med at gå ned af vejen.  

"Hvordan kan det være du blev så mundlam i går?" Jeg kigger på hende, og rynker panden.

”Ved du ikke hvem Harry Styles er?” Hun løfter øjenbrynet.

”Er det her deja-vu? Du lyder ligesom Harry” Jeg smiler skævt til hende.

”Harry Styles er med i et boyband der hedder One Direction. Han er min yndlings derfra. Ejede du ikke en computer i Mexico?” Hun sender mig et drillende blik.

”Jo, men jeg sad ikke på youtube og kiggede efter drenge bands. Jeg brugte den mere til at redigere de billeder jeg fik taget derhenne”, jeg smiler til hende.

”Er… er Harry…” Jeg kan ikke få ordene ud, for jeg ved ikke helt hvordan jeg skal formulere mig selv. Jeg vil gerne vide om han bare går fra pige til pige eller om han er en sød fyr eller hvad han er.

”Han er en fræk fyr. Men han virker interesseret i dig Evie”. Hun smiler betrykkende til mig. Jeg griner let, jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om Lana bruge ordet fræk.

”Det tror jeg ikke, han er kendt, han kan få hvem han vil have, så jeg tror ikke at jeg er noget han overhovedet overvejer som andet end en ven”, jeg kigger ned i jorden.

”Evie, da jeg fik mine lyster under kontrol i går, lagde jeg mærke til hvordan han kiggede på dig. Jeg siger ikke han kan lide dig, jeg siger bare, at du ikke skal gå til en konklusion endnu”, hun skubber drillende til mig og giner let. 

Vi kommer tættere på togstationen og jeg omfavner Lana inden hun løber over mod toget og stiger på.

Jeg vinker farvel til hende og begynder at gå stille tilbage mod vores lejlighed. Jeg kigger op mod træerne. Jeg har mit kamera på mig, og tager det derfor frem, og går på hug. Jeg sætter mig ned og tager et billede af et af træerne, hvor sollyset rammer det på en perfekt måde. Alle farverne bliver fremhævet. Jeg trykker på knappen og omfavner træet. Jeg mærker barken på min kind og træder efterfølgende et skridt tilbage. Jeg griner let af mig selv. Jeg har lige omfavnet et træ. Jeg minder om en gammel dame, der nok er lidt forstyrret oppe i hovedet.

Jeg hører en velkendt latter bag mig. Jeg vender mig om og ser Harry komme gående med Anakin. Han bider sig i læben og smiler til mig. Jeg løfter mit kamera og går på hug og tager et billede af Anakin som er helt oppe i min linse.

Jeg kigger billedet og viser det til Anakin.

”God dreng”, jeg aer Anakin og kysser ham på hovedet.

Jeg rejser mig derefter op og smiler til Harry. 

"Smil!" Jeg tager kameraet op og tager et billede af Harry. Han smiler skævt og skubber kameraet ned, så han vi ser hinanden i øjnene. 

"Jeg har på fornemmelsen, at du er et hundemenneske?" Han smiler sødt til mig. Jeg ser direkte ind i hans grønne øjne og smiler. 

"Det tror jeg altid jeg har været. Jeg havde en hund, da jeg var lille, den var magen til din faktisk. Den døde da jeg var 12." Jeg smiler nervøst og kan mærke mine øjne løber i vand. Det var som om dagen den døde, mistede jeg også Max, det var som om Lady, var det sidste levende minde jeg havde om Max, og da hun døde, døde alle mine minder også. Lana sagde, jeg altid ville have minderne i mit hjerte, men det var stadig hårdt for mig.

Jeg mærker Harrys muskuløse arme omfavne mig. Han kører hånden op og ned af min ryg for at trøste mig. Han minder mig om Max, han trøstede mig på samme måde, det er rart at blive holdt på denne måde. Jeg havde ikke regnet med, at Harry ville være så sød og omsorgsfuld, han virker mere arrogant hele tiden, som om han ved at alle piger i verden ville sælge deres organer for ham.

Harry giver slip og tager en hånd under min hage. Han løfter mit ansigt op.

”Det skal nok gå”, han kigger direkte ind i mine øjne og giver mig et lille smil.

”Undskyld, jeg troede ikke jeg ville blive ked af at sige det.”, jeg kigger nervøst ned i jorden og griner let. Han tager mine hænder i hans.

”Du skal ikke undskylde. Jeg har ikke noget imod det”, han løfter min hage op igen og giver mig en smil. 

Vi begynder at gå længere ned ad vejen.

"Hvordan går det med din kæreste?" Han bider sig i læben og flytter blikket ned på Anakin. Han låser sit blik fast på Anakin. Jeg rynker panden. Hvilken kæreste? Hvordan kender han til Alex? 

"Harry" jeg søger efter hans blik, men han bliver ved med at kigge på Anakin.

"Jeg har ikke en kæreste. Jeg har ikke haft en i lidt over 4 år nu. Jeg ved ikke hvor du har den ide fra?" Jeg smiler til ham, han kigger på mig og lyser op i et smil. 

"Det gør det hele meget nemmere" Han siger det meget lavt, så jeg tror ikke han ved jeg hørte det. Jeg begynder at rødme og kigger ned i jorden og prøver at få min hår til at skjule mine røde kinder.

"Hvor er du på vej hen lige nu?" spørger han mig.

"Jeg er på vej ind til byen tror jeg, jeg skal søge job i en fotobutik. Jeg vil gerne være fotograf." Jeg kigger ned på mit kamera og kigger de billeder jeg lige har taget. 

"Jeg kan introducere dig til mig søster, hun kan hjælpe dig, hun ved hvordan du kan kommer i gang her i byen”

"Virkelig?"

”Jeg skal til den her begivenhed, hvor hun også vil være der. Jeg kan tage dig med?” Han kigger nervøst på mig og venter på min reaktion.

”Det lyder hyggeligt, vil jeg gerne”, jeg smiler til ham.

”Det håbede jeg du ville sige", han griner nervøst og kigger derefter op på mig.

"Hey, du kunne give mig dit nummer og så kunne jeg måske skrive til dig… Du ved med dag og sådan?” Han bider sig i læben og kigger på Anakin.

Jeg griner let og beder om hans telefon. Jeg skriver mit nummer ind og giver ham telefonen igen. Vi begynder at gå ned ad vejen og over mod min lejlighed. Jeg beslutter mig for at vente med at søge et job i fotobutikken til i morgen, og invitere derfor Harry med op i min lejlighed. Vi bruger resten af dagen sammen, og snakker om alt og ingenting, som om vi har kendt hinanden siden vi var børn. Det ikke fordi vi fortæller hinanden dybe ting, men vi snakker om små ting og mærkelige ting, men for os, er det en helt normal samtale. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...