Battle Scars - CecilieOvergaard

Malene er 15 år gammel, går i 9 klasse og er en helt normal pige. Helt normal er måske ikke rigtigt, eftersom Malene faktisk ender med at ligge på et psykiatrisk hospital, med flere forskellige diagnoser. Inden det er Malene en glad pige, som egenligt er ret populær. Gode venner som er der for hende, selvom Malene er ude i et hårdt miljø. Malene har i sit liv, tidligere haft det meget svært med selvskade problemer og depression. En dag kommer Malene op at skændes med en dreng, som ikke er en hvilken som helst dreng. Det er nemlig Sebastian som er hendes bedste ven, og en hun har meget stærke følelser for. Sebastian og Malene kommer op i så et stort skænderi, at det sorger Malene på det inderste. Hun ender med at det udløser flere forskellige diagnoser, selvskade igen og en tvangsindlæggelse på PC Amager.

Flere ting vil ske i Malene's liv, hukommelsestab grundet medicin, selvmordsforsøg, ind og ud af PC Amager, bilulykke og meget mere.


0Likes
0Kommentarer
230Visninger
AA

2. Kapitel 2 • Selvskader igen

•Malene's Synsvinkel•

Jeg vågner op ved lyden af min mobil der brummer, jeg kigger hurtig op og ser at Josh stadig sover og at det stadig er mørkt udenfor. Jeg kigger på min mobil som sidder tilkoblet en oplader, jeg ser at klokken er 06:37 og der er 6 ubesvaret opkald fra Marie. Jeg ringer hende op med det samme og sætter mig stille op, på

kanten af min seng.

"Malene!", halv råbte Marie pludselig ind i telefonen.

"Shyy, Marie klokken er halv 7 om morgen? Og vi har ferie? Hvad sker der?" spurgte jeg.

"Tag facetime til!", sagde hun og jeg gjorde som hun sagde.

"Jamen godmorgen smukke", grinte hun.

"Marie du ringer til min klokken lort om morgen, troede du jeg ville ligne Kylie Jenner eller hvad?", sagde jeg og kløede mig i øjet.

"Ej, undskyld - hallo Ayyan og hans venner er efter Oliver, Oliver skulle åbenbart på arbejde og derefter begyndte de at jagte ham! Han sidder nede ved Netto og bliver truet af dem!", sagde Marie med en alvorlig stemme.

"Mød mig om 5 min ved skolen okay?", sagde jeg og Marie nikkede og lagde på. Jeg skulle til at rejse mig da to hænder blev lagt rundt om min mave, og hev mig ned i sengen. Jeg begyndte at grine da Josh åbenbart var blevet vækket af Marie og min samtale. Han begyndte at kilde mig og det skulle man bare ikke gøre.

"Josh helt ærligt!", grinte jeg.

"Vi vækker hele huset!", sagde jeg og kunne ikke stoppe mit høje grin. Han stoppede og hev mig op at side på ham, så han lå ned og jeg sad oven på ham.

"Hvorfor skal du gå?", spurgte han og flettede sine fingre ind i mine.

"Ja du skal med søde skat, Oliver bliver truet nede ved Netto af Ayyan og hans venner.

"Tror godt Oliver lige kan vente 10 minutter ik?", smilede han og tog fat om min røv.

"Josh, Oliver dør hvis ikke vi kommer derhen nu!", sagde jeg og rejste mig fra ham. Jeg begyndte at tage mine sorte knæ hullede bukser på og en stor sort nike hoddie på, men et hvidt Nike mærke. Lidt alla den samme som min sports bh, jeg havde indenunder. Jeg tog mine hvide halvstrømper på og mine sorte nike kondi sko. Josh havde allerede jakke på, men det orkede jeg ikke, nemlig fordi min jakke lå oven på. Jeg tog min mobil og stak den ned i min baglomme og mine nøgler puttede jeg ned i Josh's jakke.

"Kom så", sagde jeg og tog fat i Josh hånd.

Vi havde mødt Marie ved skole og vi var på vej mod Netto, da vi kom tællere på kunne man hører Oliver råbe, så vi løb med mod dem og så Oliver ligge på jorden og blive sparket til. Jeg løb derhen, mens Josh og Marie blev stående som jeg havde bedt dem om.

"Så stopper vi lige", sagde jeg og alles opmærksomhed røg hen på mig.

"Malene", smilede Oliver, udover han lige var blevet sparket til. Jeg tog fat i Oliver og hjalp ham op og stå, ved siden af mig.

"Hvad får dig til at tro du bare kan komme og bestemme det hele?", sagde Ayyan med en skræmmende hæs stemme. Jeg grinte og det lå åbenbart ikke i god skind, at jeg gjorde det. To af Ayyan's venner kom hen mod mig, og så virkelig sure ud.

"Jeg har billedet", sagde jeg med det samme og det fik Ayyan til at tænke hurtigt.

"Stop!", sagde han til sine to venner, som derefter gjorde som han sagde. Jeg fik Ayyan's opmærksomhed, som jeg ville.

"Hvilket billede?", spurgte Ayyan og jeg smilede. Jeg tog min mobil op af lommen og låste den op, gik ind på et album på min kamerarulle der hed 'H' for hemmelighed. Jeg gik hen til Ayyan og vidste ham billedet, så kun han kunne se det. Hans blik ændrede sig og gik 2 skridt tilbage.

"Lad dem gå", udbrød Ayyan.

"Men A? Han sag ..".

"Jeg sagde, lad dem gå" afbrød Ayyan en af de andre. Jeg smilte, tog fat i Oliver og gik ned til Josh og Marie.

"Jeg fatter ikke hvordan du gør det", grinte Marie. Jeg smilede og fik de andre med mig.

Dagene gik hurtigt, lille juleaften, juleaften, 1 juledag, 2 juledag, osv. Det blev den 28 december og jeg lå hjemme i min seng, skrev med Sebastian frem og tilbage. Jeg havde lige været i et skænderi med mine forældre, så jeg var lidt halv flabet over for Sebastian.

Sebastian > Vil du overhovedet skrive?

Mig > Nej slet ik

Sebastian > Jeg gider ik hvis du skal være flabet.

Mig > Hold du kæft, det jo bare lidt for sjov

Sebastian > Fint så holder jeg min kæft.

Mig > Det var jo ik sådan ment?

Han havde ikke svaret mig de sidste 10 minutter, så jeg ringede til ham. Han var på ferie i spanien, så jeg kunne ikke rigtig gå hjem til ham. Forresten boede Sebastian lige over for mig, det har han gjort siden vi var små.

"Malene hvis du ringer for at være mere flabet, så gider jeg dig ikke", sagde han da han tog telefonen.

"Undskyld, jeg havde et skænderi med mine foræld ..".

"Malene dine forældre kan ik altid være din undskyldning?", afbrød han mig. Jeg rynkede min pande og vidste ikke om jeg lige hørte rigtigt.

"Mine forældre er ik en undskyldning? Hvordan kan du overhovedet sige sådan?", spurgte jeg.

"Sikkert, var der andet du ville? Eller skal du skændes med dine forældre igen?", han lød flabet og det gjorde mig faktisk irriteret.

"Altså gider du lige snakke ordenligt? Jeg har faktisk problemer med mine forældre? Og bare fordi du ikke gider være der for mig, når jeg har problemer, betyder det ikke du behøves være sådan der!", sagde jeg bestemt.

"Malene, jeg gider virkelig ikke hører på dig!", Sebastian lød virkelig bitchet i forhold til, at han aldrig er sur.

"Ja det kommer du til alligevel!", halvråbte jeg ind i telefonen.

"Hvis du ikke gider hjælpe mig med mine problemer alligevel, kan du ligeså godt skride". Sebastian kommentar gjorde mig virkelig ked af det, han har ALDRIG snakket sådan der før.

"Og hvor mange gange har du hjulpet mig før var? Med mine problemer jeg havde før i tiden, med min fucking selvskade og depression? Var du der for mig? nej? så du skal ikke sige noget!", svarede jeg og blev faktisk rigtig sur.

"Malene jeg gider ikke hører på din selvskade og depression's lort, du kan pakke dit shit sammen og gå et andet sted hen".

"Tak! Tak for det! Marie var der! Josh var der! Oliver var der! Alle var der for mig! Undtaget dig! Ingen tak til dig! Fordi DU VAR DER IKKE! DU GJORDE INTET!", råbte jeg ind i telefonen. Der blev stille i telefonen og tårerne begyndte stille at rulle ned af mine kinder.

"Jeg .. Jeg ville ønske jeg kunne ødelægge dig mere, end du var i forvejen .. Det er jeg jo så god til ..", var de sidste ord Sebastian sagde. Han lagde på og lod mig side grædende på min seng. Jeg græd lydløst, tårerne fik frit løb, jeg sad bare og stirrede ud i luften. Jeg tog min telefon og kastede den ind i væggen, rejste mig op og fejede alt ned fra mit skrivebord med mine arme. Jeg råbte og skreg, kastede min stol ned

på gulvet og rev en masse papirer i stykker. Jeg græd nu højlydt og satte mig ned på gulvet, uden nogen form for overskud til noget som helst. Jeg fik dog øje noget skindende under min seng, noget jeg ikke havde set i et stykke tid. Jeg tog fat i den skindende ting og lagde dens kolde overflade på mit lår. Trak mine ærmer væk fra mine arme og tog den skindende ting op igen. Jeg sad længe og kiggede på den, tænkte på alle de gode minder med den. Alt den psykiske smerte der gik væk, ved hjælp af skade fra det fysiske. Alt den smerte fra det inderste der gik væk, ved hjælp af skade fra det yderste.

"Tilgiv mig, eller ikke ..", hviskede jeg og lagde den skarpe, skindende overflade, mod min bare, nøgne hud. Smerten begyndte langsomt at overtage min krop. Jeg trak den skarpe overflade hen af min nøgne hud på min arm, en efter en, dybere og dybere. Lang tid har jeg ventet på denne smerte ville komme igen, den gode smerte, og ikke den der gør ondt inden i, men den som gør ondt udenpå.

Jeg sad lige nu i midten af mit værelse, stirrede ud i luften, ny friske ar på begge mine arme, siddende i alt rodet jeg havde kreeret. Jeg hørte døren udefra og ind til mit værelse gå op, men jeg var egenligt ligeglad. Jeg kiggede stille hen mod døråbningen, da døren blev lukket. Jeg så Josh stå og kigge rundt, fortvivlet og skræmmende. Han kiggede på mig og så ned på mine arme. Han kom løbende hen mod mig og tog fat i dem. En tåre løb ned af mit ansigt, to tåre løb ned af mit ansigt, derefter 3 tåre osv. Josh rystede på hovedet og kiggede på mig, direkte ind i mine øjne. Jeg begyndte at bryde ud i gråd og Josh tog mig ind til sig, jeg græd og græd.

"Kom her", sagde han og hjalp mig op i sengen. Han satte mig oven på ham, og trak mit hoved ned til hans brystkasse. Han kyssede stille mit hår, mens jeg stille og roligt fik bedere styr på mine tåre. Jeg snøftede et par gange og satte mig ordenligt op. Jeg kiggede ind i Josh's øjne, jeg havde stadig tåre løbende ned af mine kinder, men det var lydløst igen. Han tørrede de sidste tåre væk fra mit ansigt og aede min kind. Jeg tog fat i hans baghoved og aede hans hår, jeg trak hans hoved tæt på mit så vores pander mødtes.

"Malene, du e..".

"Shyy", tyssede jeg på ham. Jeg lagde mine læber på hans og begyndte stille at kysse ham, og der gik ikke 2 sekunder, før Josh var med i kysset. Det blev heftigere og heftigere, jeg satte mig ordenligt på ham, med benene rundt om hans liv. Han trak maserede stille og roligt min røv og jeg trak hans bluse af ham. Det stoppede selfølgelig kysset i 5 sekunder, hvor jeg lige så hans flotte markerede six pack. Han smilede efter han så jeg tjekkede ham ud, og begyndte stille at kysse mig igen. Han kyssede mig stille ned af halsen og pludselig stoppede han med at kysse, derimod begyndte han at suge til. Selfølgelig ville han lave et sugemærke, jeg grinte og hev fat i hans hår. Da han havde lavet sit sugemærke på min hals begyndte han at kysse mig igen.

Jeg var simpelthen så såret og ked af det, jeg var i et så dybt hul lige nu, at det faktisk endte med at vi knaldede.

Jeg stod og kiggede mig selv i spejlet, studeret mine nye, friske ar. Jeg stod kun i mit Calvin Klein undertøj lige nu, det var frysende koldt, men jeg var egenligt ligeglad. Jeg tog mig til armen og kiggede ned af mig selv, da der pludselig blev lagt hånd på min skulder. Jeg kiggede ind i spejlet og så Josh stå bag mig, han vidste godt at hvis jeg kiggede mine ar for længe, ville jeg få et angstanfald. Han tog sin Trasher hættetrøje som hang på stolen ved siden af, og gav mig den over hovedet. Sikkert for at dække mine ar. Jeg vendte mig rundt og kiggede ned, mere fordi jeg havde svært ved at se ham i øjenene. Han tog mig ind til sig, holdte rundt om mig og kyssede blidt mit hår.

"Det kommer til at blive okay, det lover jeg", sagde han. Min telefon ringede, hvilket gav et helt sæt i min krop. Jeg skyndte mig over til mit bord, tog min telefon op og så at Sebastian ringede. Jeg tog telefonen og ventede på at Sebastian skulle sige noget.

"Malene..?", spurgte han.

"Jeg håber du er glad", sagde jeg ind i telefonen og en tåre forlod mit øje.

"Hvad mener du?", spurgte han. Jeg grinte først, mens endnu en tåre forlod mit øje.

"Du sagde du ville ødelægge mig, og nu .. Har du gjort det .. Hele mit liv er ødelagt på grund af dig!", råbte jeg. Først blev der stille, hvor Sebastian's skrøbelige stemme kom frem.

"Hvad har du gjort ..?", man kunne høre hans usikkerhed i hans stemme. Jeg grinte endnu mere og gav tårerne frit løb.

"Hvad jeg har gjort? Det skal jeg vise dig!", sagde jeg og gik ind under Sebastian's og mine beskeder. Jeg trak ærmet op på Josh's hættetrøje og skulle til at tage et billede af mine mange nye ar, da Josh tog fat i min arm.

"Malene ..", sagde Joshua og kiggede bekymret på mig.

"NEJ! Ikke mere 'Malene'! Jeg vil have han skal se hvad han har gjort! At mine ar er hans skyld!", råbte jeg.

"Malene, ik gø..", Josh nåede ikke at sige mere da jeg afbrød ham.

"HVAD VIL DU HAVE JEG SKAL GØRE? VAR? JEG VIL IK MERE! JEG KAN IK MERE!", råbte jeg og kastede min telefon endnu en gang ind i væggen. Smadrede mit fjernsyn ned i gulvet, tog stolen Josh's hættetrøje havde hængt på og kastede den ind i spejlet på min væg. Jeg græd uafbrudt, og kunne ikke ligefrem stoppe. Det hele i min hjerne sprang, og jeg kunne ikke længere holde min vrede inde. Døren til mit værelse gik op og min mor kom løbende ind mens min far stod i døren. Hun tog fat i mig og prøvede at få mig til at falde til ro, jeg græd bare endnu mere.

"Josh, jeg tror det er bedst du går nu", sagde min far og fulgte Josh ud af døren. Jeg græd og skreg på samme tid, og havde ikke tænkt mig at stoppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...