Battle Scars - CecilieOvergaard

Malene er 15 år gammel, går i 9 klasse og er en helt normal pige. Helt normal er måske ikke rigtigt, eftersom Malene faktisk ender med at ligge på et psykiatrisk hospital, med flere forskellige diagnoser. Inden det er Malene en glad pige, som egenligt er ret populær. Gode venner som er der for hende, selvom Malene er ude i et hårdt miljø. Malene har i sit liv, tidligere haft det meget svært med selvskade problemer og depression. En dag kommer Malene op at skændes med en dreng, som ikke er en hvilken som helst dreng. Det er nemlig Sebastian som er hendes bedste ven, og en hun har meget stærke følelser for. Sebastian og Malene kommer op i så et stort skænderi, at det sorger Malene på det inderste. Hun ender med at det udløser flere forskellige diagnoser, selvskade igen og en tvangsindlæggelse på PC Amager.

Flere ting vil ske i Malene's liv, hukommelsestab grundet medicin, selvmordsforsøg, ind og ud af PC Amager, bilulykke og meget mere.


0Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

1. Kapitel 1 • Det Hårde Miljø

• Malene's Synsvinkel •

"Så tager du og ganger med nævneren, hvor du derefter dividere ..", var de eneste ord jeg hørte før jeg blev puffet til. Min sidemakker Marie - hvilket også er min bedste veninde - puffede med sin albue mod mig. Jeg kiggede over på hende med et løftet øjenbryn og gav hende tegn til at sige hvad hun skulle sige.

"Josh vil gerne med til festen nytårsaften", hviskede hun. Jeg nikkede og kiggede hen mod Josh som sad i den anden ende af lokalet. Josh er Marie's og min bedste ven, man kan vel godt kalde os en trekløver, men alligevel er vi heller ikke så tætte med Josh. Jeg kiggede igen mod Marie og rynkede min pande.

"Hvad?", spurgte Marie.

"Hvis ikke Jannik kan, hvad så?", hviskede jeg. Jannik var en af vores gode venner, der gik i en klasse under os. Marie trak på skuldrene og kiggede rundt i klassen.

"Malene kan du give mig svaret på opgave 5b?", blev der pludselig sagt. Jeg kiggede op mod tavlen og rundt i klassen, grundet at jeg blev forvirret.

"Øhm", var det eneste der kom ud af min mund. Vores matematik lærer - Rune - kiggede ventende på mig. Jeg fik hurtig øjenkontakt med Sebastian, som formede tallene '76' med munden.

"76", kiggede jeg smilende på Rune. Han kiggede mærkeligt på mig og vendte sig derefter om.

"Rigtigt Malene, og hvordan kom du frem til det svar?", spurgte han.

"Fuck mit liv", hviskede jeg for mig selv. Til mit held ringede klokken og folk rejste sig med det samme.

"Husk side 44 opgave 6, 7 og 8 er for til tirsdag d. 3 januar, efter ferien!", halvdelen af eleverne hørte ikke efter. De skulle bare til frikvarter, så de kun havde 2 timer tilbage af skolen, inden juleferie.

"God ferie alle sammen", råbte Rune og pakkede hans sidste ting sammen.

Da jeg nåede vejen op til døren, trådte Rune ind foran og fik mig til at stoppe op. De sidste elever gik ud af klassen og Rune lukkede døren lidt til.

"Malene, jeg kunne godt tænke mig at du fulgte lidt bedere med i timerne. Du er ufokuseret og er klart ikke dem der har nemmest ved matematikken. Hvis jeg var dig, ville jeg følge bedere med", Rune tog sin taske over hovedet og lod den hvile på hans venstre skulder.

"Jaer, og julemanden kommer også den 24. Tror godt vi begge ved det ikke kommer til at ske", sagde jeg flabet og tog et skridt mod døren. Inden jeg nåede tage i håndtaget, mærkede jeg en hånd tage hårdt fat om det øverste af min arm. Jeg vendte mig om, og så Rune kigge alvorligt på mig.

"Du skal ikke spille smart over for mig", sagde han streng. Jeg kiggede surt på ham og derefter på hans strammende hånd på min overarm.

"Hvis du gerne vil beholde dit job som lærer, i stedet for fængsel grundet et overgreb på en elev, synes jeg du burde give slip på min arm!", sagde jeg stille, men stadig med en alvorlig stemme. Rune kiggede overrasket på mig og gav slip på min arm, man kunne se han sank en stor klump. Jeg åbnede døren til vores skolegang og så Sebastian vente på mig. Jeg vendte mig om og så smilende på Rune.

"Og hav en god jul forresten", sagde jeg som ingenting var sket. Jeg lukkede døren og gik hen til Sebastian. Sebastian og jeg havde været bedste venner siden 0 klasse faktisk, jeg har altid haft lidt følelser for ham, men intet jeg ikke kunne ligge tid side. Han betød alverdens for mig, også selvom da jeg tidligere i mit liv havde en svær periode var han der ikke for mig, elsker jeg ham stadig.

"Hvad var det?", spurgte han og kiggede nysgerrigt hen mod døren.

"Ikke noget, det lige meget", svarede jeg og begyndte at gå med af gangen. Sebastian kom hurtigt op ved siden af mig og vi begyndte at gå ned af en trappe, der førte ned til skolegården.

"Malene hvis du er i problemer, ved du jeg gerne vil hjælpe. Du ved jo ..", mere nåede Sebastian ikke at sige før jeg afbrød ham.

"Hvad får dig til at tro, jeg er i problemer?", jeg gik hen til døren som førte direkte ud i skolegården.

"Jeg hørte bare at Rune sagde at du ikke skulle spille sma ..".

"Du hørte ikke noget, og jeg er ikke ude i problemer tro mig!", sagde jeg og skulle til at åbne døren. Sebastian tog fat i min hånd og trak mig væk fra døren.

"Malene du må fortælle mig ..".

"SEBASTIAN! Jeg er ikke i problemer! Kunne du ikke gå væk et øjeblik!", halv råbte jeg og tog min hånd til mig. Sebastian kiggede skræmt på mig og tog sig til sin hånd. Jeg var selv skræmt af min opførelse, sådan havde jeg aldrig råbt af nogen før, selfølgelig lige udover mine forældre og søskende. Jeg kiggede ned i gulvet og tog mig derefter sammen til at skynde mig ud af forhallen, som vi stod i. Jeg gik med faste skridt hen til Marie, samtidig med at en kold kulde ramte mit ansigt. Marie så ud til at have set det hele mellem Sebastian og jeg, så hun kom hen mod mig.

"Hvad sker der?", spurgte hun og tog fat i min arm stille og roligt. Hun kiggede hen mod forhallen hvor Sebastian stadig stod, overrasket over min handling.

"Jeg ved det ikke, lad os bare komme væk", sagde jeg og trak Marie med ud af skolen.

Marie og jeg gik altid i netto i frikvartererne, enten fordi vi var sultne eller fordi vi ville kigge på den lækre kassedreng der arbejde der. Han hed Mikkel og var utrolig flot, han var 18 år gammel og havde tidligere gået på vores skole.

Vi kom ind af indgangen til netto og så direkte Mathias side og betjene køen. Han kiggede hen på os og smilte derefter, Marie og jeg fniste og gik hen mod bageren der var i netto. Vi tog 2 pizzasnegle og 2 donuts, derefter puttede vi det ned i den pose der tilhørte og gik op mod kassen. Jeg tog 32 kr. op af min lomme og holdte dem klar. Da vi kom helt op til kassen sad Mathias og kiggede smilende på os. Der var ingen andre end os ved kassen, hvorfor aner jeg ikke.

"De damer", smilede han og tastede vores mad ind.

"De bliver 20 kr ", sagde han og jeg kiggede mærkeligt på ham. Han lænede sig frem mod kassen og gav et tegn til vi skulle komme tættere på.

"Betegn de to gratis donuts som en gave", blinkede han og ventede på jeg skulle give ham de 20 kr. Jeg kiggede underligt på Marie, men jeg trak derfor på skuldrene og gav ham de 20 kr.

"God dag tøser", sagde han og vendte derefter tilbage til sit arbejde. Marie og jeg gik ud af netto og begyndte så småt at spise vores mad.

"Hvorfor mon han gav gratis donuts?", spurgte Marie.

"Ved ikke. Måske fordi vi er der næsten hver dag? Eller han ved hvem vi er? Noget i den stil", svarede jeg total charmerende som jeg er, med mad i munden. Marie grinte bare af det og vi gik ned mod skolen.

Vi havde 2 timer tilbage, og det skulle vist bare være 2 hygge timer. Derefter ville vi få juleferie og først komme tilbage tirsdag den 3 januar. Marie og jeg var kommet tilbage til skolen og så Josh med det samme. Han kom løbende hen mod os, sammen med Oliver. Josh, Oliver, Marie og jeg var den der gruppe der ikke kunne skilles ad. Det startede med Josh, Marie og jeg, og efter noget tid kom Oliver med. Lad os bare sige at resten af eleverne fra vores klasse, ikke brød sig særlig godt om os. Vi larmede altid i timerne, snakkede og afbrød læren, sagde flabet ting og pjækkede hist og pist. Sådan havde jeg ikke altid været, før Marie flyttede hen på vores skole var jeg den pige der nok var mest glad for lektier og skole. Jeg laver stadig mine ting færdig til tiden, og aflevere mine ting, det bare ik altid det lige godt.

Tidligere i mit liv har jeg haft en depression med noget selvskade indover, lad os bare sige mit liv var noget rod. Jeg blev mobbet af de fleste fra min klasse, jeg blev bagtalt og mine forældre var heller ik de bedste. Min mor var psykisk ustabil da hende og min far blev skilt, hun ville ikke spise eller sove. Hun græd hver aften, og det tog så hårdt på mig at jeg begyndte at selvskade. Jeg fik derefter en depression hvor jeg faktisk ikke var i skole i de første 3 måneder af syvende klasse. Jeg har aldrig talt med nogen om det sådan rigtigt, udover med den psykolog jeg gik til 1 gang. Hun var ikke til stor hjælp, og jeg kunne faktisk ikke klare hende. Psykologer tror altid de ved alt om en og at de kan hjælpe, men det kan de ikke, de forstår ikke hvad man gennemgår.

Til mit held startede Marie i min klasse i 8, jeg stoppede med at selvskade og jeg var egenligt ikke længere deprimeret. Mine forældre fandt sammen igen efter noget tid, og nu er vi en stor lykkelig familie, eller den er i hvertfald stor. Jeg skændes stadig med mine forældre, men det kun fordi de er blevet overbeskyttende efter alt det med min selvskade og sådan. Jeg har også 2 søskende, en storebror på 17 og en lillesøster på 10. Min storebror er på en måde mild handicappet, altså han kan fungere og er rask og sådan, men hans hjerne er 2 år bagud og han kan ikke klare flere ting på en gang. Han kan ikke tage en normal udannelse og han kan heller ikke arbejde socialt. Min lillesøster derimod er virkelig god socialt og der er faktisk intet galt med hende.

"Tror du at du kan skaffe den tilbage?", spurgte Josh.

"Undskyld hvad?", sagde jeg total forvirret. Jeg stod fuldstændig i mine egne tanker.

"Jorden kalder Malene, hører du efter?", grinte Marie.

"Jaja, undskyld. Kan bare ikke klare at vi stadig har 2 timer skole tilbage", svarede jeg og grinte.

"Det kun hygge timer Malene, tag det roligt. Nok om det, kunne du skaffe min kniv tilbage fra Nicklas?", spurgte Josh om.

"Selfølgelig", smilte jeg. Nicklas var en fyr man ikke lige havde lyst til at ligge sig ud med, ham og alle hans ældre venner. Udover det var det ikke kun hans skræmmende ansigt, men også at hvis man lagde sig ud med de forkerte, ville det ikke kun give problemer, men en masse tæsk. Oliver, Josh, Marie og jeg var ikke ude i noget bande halløj, men man kan godt sige vi var blandt hårdt miljø. Vi gik altid ude om aften og enten lavede ballade, eller så skulle vi have ting tilbage de andre havde taget. Jeg kendte de fleste af de hårde typer der gik rundt ude på gaden, og var egenligt ikke bange for dem. Jeg havde noget på de fleste som gjorde, man nok ikke skulle ligge sig ud med mig eller med mine venner. Josh og Oliver gjorde altid hvad de ældre sagde, hvor jeg derefter måtte træde ind og gøre det godt igen så Josh og Oliver ikke kom til skade. Marie var bare den der neutrale person der ikke gjorde noget, men som bare var med os.

"Når man snakker om solen", sagde Oliver og kiggede hen mod lågen ind til skolegården. Nicklas og de fleste andre hårde typer stod ved lågen og lignede nogen der var klar til at slå nogen ned. De fleste var nok 16-18 år, men det skræmmede mig egenligt ik. Jeg rullede øjne og så nogen af de andre fra min skole, som gik i 10, gå hen til dem for at hilse. Nicklas spurgte helt klart til hvor Josh og Oliver var henne, fordi han vendte sig mod os og var på vej herhen.

"Rolig okay? Han gør jer ikke noget! Bare bliv her okay?", sagde jeg og gik hen mod en dreng fra min skole der hed Ludvig. Han gik i 10 klasse og jeg skyldte ham altid penge fordi jeg køber info fra ham. For det meste om lærerne på min skole eller lærer fra andre skoler.

"Her 1000 kr, men så skal du finde noget på Rune Hansen, matematiklærer i 9 klasse", sagde jeg og Ludvig nikkede. Jeg skulle have Rune ned med nakken, efter hans lille stunt med at tage fat i mig. Jeg kiggede hen mod Nicklas som stod og snakkede med Oliver, Josh og Marie. Nicklas havde de andre hårde typer med, for der ikke ville ske ham noget. Jeg gik hen mod dem og Nicklas så mig heldigvis ikke. Jeg gik med faste skridt der hen og så Nicklas tage fat i Josh og ruske i ham. Mine højhælede sko med kilehæl kunne høres, men det fangede stadig ikke Nicklas opmærksomhed. Da jeg kom helt hen til de andre så Nicklas mig og irriteret på mig.

"Slip ham og kom med", sagde jeg og gik ned mod enden af skolegården hvor de var kommet ind. Jeg kunne hører Nicklas og de andre følge med bagfra. Jeg stoppede op og kiggede på Nicklas, som stod 4 skridt væk fra mig. Jeg kiggede ned mod Oliver, Josh og Marie som stadig stod hvor de gjorde før.

"Hvad har de gjort?", spurgte jeg og kiggede igen på Nicklas.

"Drengen skylder mig 800 kr, det har han gjort de sidste 2 uger. Jeg ville bare give ham en advarsel", sagde han og så stadig irriteret på mig.

"Jeg har en ide, du giver mig hans kniv og du går væk herfra sammen med dine venner", sagde jeg og smilede jeg ham.

"Sådan går det ikke lille frøken", grinte han og skulle til at gå ned mod Josh og de andre igen.

"Heller ikke med dem her?", sagde jeg og fik Nicklas opmærksomhed. Han stoppede op og vendte sig mod mig. Han så da ud til at være overrasket, han kom tilbage mod mig og stod nu kun 2 skridt foran mig. Jeg rakte ham de 800 kr og derefter rakte jeg ud efter Josh kniv.

"Han er heldig at have dig som ven var?", sagde Nicklas og tog fat i de 800 kr. Han rakte mig kniven og smilede.

"Og hvis du nogensinde truer mine venner igen ..", sagde jeg og gik helt tæt på ham. Jeg stillede mig på tær og tog min mund op til hans øre. Jeg hvilede min hånd på hans skulder for jeg ikke fik overbalance.

"Så fortæller jeg om vores lille møde vi havde for 3 måneder siden", hviskede jeg og snittede min læbe mod hans øre med vilje. Jeg stillede mig normalt igen og gik hen til Josh og de andre, uden at kigge mig tilbage. Jeg smilede og så Josh komme løbende hen mod mig, jeg rakte ham hans kniv og smilede.

"Næste gang du skylder penge, kommer du til mig", hviskede jeg til Josh. Han nikkede og smilede, og vi gik hen mod de andre. De andre behøvede ikke at få af vide omkring Josh skyldte penge, jeg havde altid hemmeligheder med andre mennesker som jeg kunne bruge mod dem hvis de en dag gik imod mig. Derfor er det at folk altid bliver irriteret hvis jeg træder ind, når de skal til at smadre folk.

Klokken ringede ind og vi gik hen mod indgangen til selve skolen.

"Hvad sagde du til ham eftersom han bare gik væk?", spurgte Oliver.

"Det er en hemmelighed", smilede jeg.

"Og hvis jeg siger det, er det jo ikke en hemmelighed mere vel?", sagde jeg og så hen på Josh.

"Fair nok", sagde Oliver. Grunden til jeg ikke sagde det, var fordi jeg ALDRIG afslørede folks hemmeligheder. Så ville det ikke være en hemmelighed mere, og jeg ville ikke have noget at kunne true med mere. Dagen gik hurtig og der var egenligt ikke noget spændende ved det. Udover jeg selfølgelig kom hjem til et hus der var smadret på grund af mine forældre havde været oppe at skændes. Jeg lagde bare min taske og gik nedenunder i min seng som jeg plejede. Jeg havde værelse nede i kælderen, som den eneste med mit eget badeværelse.

Det blev aften og klokken var 01:39, jeg var pænt træt, men orkede ikke rigtig sove. Jeg havde mine dejlige bløde grå shorts på og en sports bh, som var sort med et hvidt nike mærke på. Jeg lå og så en serie på kanal 5 der hed 'Blindspot', eller noget i den stil. Den var egenligt meget god. En pludselig banken på min rude, udløste et chok i hele min krop. Jeg spærrede øjnene op og lyttede efter om jeg havde hørt rigtigt. Endnu en banken lød og jeg gik hen for at rulle mit gardin op. Da jeg havde rullet det halvt op så jeg Josh stå ude foran mit vindue. Jeg åbnede vinduet og Josh kom helt tæt på.

"Malene du bliver nødt til at hjælpe mig! Nogle af Nicklas' venner er efter mig, og jeg kan ikke gå hjem fordi jeg har glemt mine nøgler og de alle sammen sovet og ..".

"Josh tag det rolig du helt forpustet altså", sagde jeg og så Josh synke en klump.

"Gå om til døren, så lukker jeg dig ind", sagde jeg. Mit vindue var kun 30 centimeter, så ingen kunne komme igennem det. Til gengæld havde jeg en dør direkte fra mit værelse og ud til vejen. Man skulle bare gå ned af nogen trapper udenfor og så var min dør der. Jeg gik ud og åbnede for Josh, som hurtigt trådte ind på mit værelse. Han gav mig det største kram og holdte godt fast.

"Tusind tak, jeg elsker dig", sagde han og gav stadig ikke slip.

"Jeg elsker ogs' dig Josh, du ved du altid kan komme", sagde jeg og Josh gik derefter ind og satte sig i min seng. Jeg lukkede døren og gik derefter hen til Josh.

"Er du træt? Sulten? Tørstig?", spurgte jeg.

"Træt, har ikke sovet de sidste 24 timer", sagde han. Jeg nikkede og gjorde sengen klar, jeg havde heldigvis en dobbeltseng med en kæmpe dyne der fyldte hele sengen.

"Bare lig dig ned, jeg henter lige en ekstra hovedpude", smilede jeg og gik ud i min gang, hvor alle ekstra tingene var. Jeg tog en hovedpude og da jeg kom ind i mit værelse, lukkede jeg døren.

"Sådan, så skal vi ba ..", jeg nåede ikke at sige mere da jeg så Josh allerede ligge og sove. Jeg smilte og lagde mig ned ved siden af ham. Jeg lagde mit hoved på hans brystkasse og puttede mig ind til ham. Han var min bedste ven og jeg elskede ham. En hånd nussede min arm der holdte rundt om ham. Jeg kiggede mod Josh, som stadig var vågen og alligevel halv sov. Jeg smilede, slukkede mit fjernsyn og lagde mig godt indtil ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...