I slept with Justin Bieber.

Man siger, at opdigtede historier ofte har to sider af samme sag, men hvad hvis et lignede tilfælde skete, lidt ligesom med Mariah Yeater, men så ikke var det pure opspind? Isabell Jasmin Pedersen på 19 år fra Danmark skjuler nemlig en ret stor og i dette tilfælde en ret sand hemmelighed, som går tilbage fra en aften og nat d. 22 april, 2013 i København. En periode, hvor den verdenskendte sanger Justin Drew Bieber gæstede Danmark. Hvad skete der den nat for Isabell og vil hemmeligheden, som hun har båret på i al den tid siden den aften, nogensinde blive afsløret for offentligheden?

121Likes
153Kommentarer
164103Visninger
AA

10. "Yndig"


Isabells synsvinkel:

Badeværelset på første sal hos familien Pedersen, Soldalen 10, 2990 Nivå, Fredensborg, fredag d. 4 april, 2014, kl. 15:06

"Så du står altså og påstår, at faderen til vores lille myr er på vej her hjem til os?", gentog min mor nærmest sig selv et stykke bag mig, mens hun stod med prinsessen i armene på sådan en måde, så hun var oprejst og lænede med ryg og bagdel op ad min mors mave og brystparti.

Jeg nikkede med en dyb indånding, mens jeg så på min mor i spejlbilledet, hvor jeg var ved at friske min makeup og hår bare lidt op, så jeg ikke lignede det rene rod, når Justin nok snart dukkede op på trapperne ved hoveddøren, for jeg vidste selv, at der ikke var andet end ca en halv times kørsel i bil fra D'angleterre til hvor vi boede, hvis man nøje fulgte rutevejledningen.

Min mor stod med skuffen i gulvet og store øjne bag mig i spejlbilledet kunne jeg se, "Men... Isabell, du har jo selv sagt mange gange, at du ikke vidste hvem faderen var, og så kommer du pludseligt og påstår, at hendes far er på vej? Altså.. Jeg forstår virkelig ingenting her?", forklarede min mor hovedrystende og forvirret bag mig, mens jeg påførte lidt lipgloss på mine læber, for derefter at skrue hætten på igen, hvor jeg lagde min lipgloss ned i mine hvide makeuppung, der stod åben på træhylden under det store runde spejl, hvorefter jeg lige strammede lidt i min højt opsatte og ret fyldige hestehale.

Jeg sukkede og vendte mig omkring mod min mor og min lille datter og greb fat om hende under armene og omkring brystet og ryggen på hende. Ja, hun var jo et lille myr og mine hænder fyldte godt på hendes lille krop.

Jeg så med et nervøst bid i underlæben op på min mor. Ja, selv hun var højere end jeg med hendes 1.68 cm, men okay vi var jo heller ikke biologiske med hinanden, så ja, noget havde sagt mig at min biologiske mor, som jeg ikke kendte formentligt havde samme højde, eller rettere lavde med mig.

"Jeg forstår dig også godt mor - det gør jeg virkelig, men jeg har haft mine grunde til, at holde hendes far hemmelig, og det finder du tids nok ud af hvorfor...", svarede jeg med et svagt smil, så min mor mest af alt bare lignede et spørgsmålstegn i ansigtet.

Hun lagde armene over kors, mens hun så lettere opgivende ned på mig, "Og hvorfor har du holdt det hemmeligt Isab..."

"Drrrriiiiiing!", lød det afbrydende fra dørklokken nedenunder.

Jeg smilede nervøst og undskyldende til min mor, mens jeg havde min højre hånd støttende under min prinsesses blenumse udenpå hendes hvide bodystocking, mens hun lå på min venstre skulder og puttede sig, mens hun lysvågen lå og smaskede på hendes lille knyttede hånd.

"Tja, det finder du jo ud af nu?", svarede jeg med et undskyldende spørgsmål og træk på skulderen, så min mor rystede opgivende på hovedet og vendte sig med retningen hen mod badeværelsesdøren og gik først ud, mens jeg fulgte lige bag hende.

"Nu må du ikke besvime, når du åbner døren for ham, vel mor?", forklarede jeg gående bag hende ned ad trappen.

"Besvime? Hvorfor i alverden skulle jeg dog det skat?", svarede min mor med ryggen til og hun kom ned for enden ad trappen og åbnede hoveddøren, hvor jeg med det samme bemærkede hendes chokerede blik med retningen ud af døren.

Jeg fnes lidt, "Jeg sagde det jo!", tilføjede jeg, mens jeg gik ned ad de sidste par trin og nåede frem til døråbningen, hvor jeg nu så Justin stående i en hvid oversize t-shirt, sorte baggybukser i læderlook, røde sneakers, et rødt tørklæde bundet let om halsen og trendy mørke ray bans i ansigtet og stylet bobbet hår, som jeg bedst kendte ham det på, og ved siden af stod en mand, der nok var i begyndelsen af trediverne med en kasket på hovedet og mørkt veltrimmet fuldskæg, og bag dem stod der en robust afroamerikaner i mørkt tøj, så han kunne ligne en livvagt.


Min mor sank en klump ved siden af mig, "Er det hendes far?!", fløj det på dansk målløst ud af min mor, så jeg så nikkende på hende.

Justin og de to andre mænd ved ham så alle uforstående på min mor og jeg, eftersom de ikke fattede det min mor havde sagt på dansk.

"Eh.. Må vi komme indenfor?", rømmede Justin med et nervøst ansigtsudtryk og jeg kunne fornemme, at han stod nærmest med blikket på stilke på babyen på min skulder.

"J.. ja, selvfølgelig!", svarede min mor forhippet på engelsk og både min mor og jeg trådte til siden, så Justin gik som den første indenfor og bagefter den hvide mand med fuldskægget og til sidst den robuste afroamerikaner, hvorefter min mor lukkede døren og låste den, som hun normalt aldrig gjorde, når vi var hjemme om dagen, men det var garanteret fordi det var gået op for hende, at hendes barnebarns far ikke var en hr-hvem-som-helst og så ikke ville risikere, at ubudne gæster pludseligt kom rendende ind ad døren, hvad jeg selvfølgelig tvivlede lidt på, eftersom jeg havde bemærket flygtigt, at der så ret fredeligt ud ude på villavejen.

Det var som en anspændt stemning, da vi alle stod over for hinanden her i vores hall og kiggede på hinanden, uden nogen rigtigt sagde noget som helst.

"Jo.. Jeg er Justins manager, Scooter Braun..", rømmede manden med skægget pludseligt med et skævt smil, og gav først mig hånden, hvor jeg blot nikkede med et lille smil, "Isabell...", svarede jeg lavt, hvorefter han gav min mor hånden, "Anne Pedersen, jeg er Isabells mor... Adoptivmor..", svarede min mor med et lettere nervøst grin, så Scooter nikkede med et venligt smil.

Den robuste mand rakte mig hånden, "Jeg er Kenny, Justins livvagt og kammerat..", præsenterede Kenny sig, så jeg nikkede med et svagt nervøs smil, hvorefter Kenny også gav min mor hånden.

Jeg bemærkede mig af Justin, der stod lettere asocialt med hænderne i lommerne på hans baggybukser, hvor han flygtigt så sig lettere omkring her i hallen, og han sagde ingenting, men hans ansigtsudtryk sagde alt, til trods for, at han stadigt havde solbriller for ansigtet. Ret akavet faktisk!

Min mor så med et spørgende smil hen på Justin, der mest af alt mindede om en person, der var forskræmt og havde lyst til at tage benene på nakken.

"Og du er så Justin Bieber, mit barnebarns far?", spurgte min mor og rakte hånden frem mod ham, som han med et svagt træk på mundvigen tog imod.

"Det har jeg aldrig sagt, at jeg er.. Det er Isabell, der påstår at jeg er faderen, men ja, jeg er Justin, mrs Pedersen..", svarede Justin lettere tonløst, så han garanteret var skræmt for vid og sans. Ja, det kunne jeg i alt fald forestille mig?

Min mor nikkede bare med et svagt smil og slap Justins hånd, "Bare kald mig Anne..", svarede min mor venligt, så Justin bare nikkede med et meget svagt smil og trak på skuldrene, som om det faktisk ikke interesserede ham det mindste hvad min mor hed.

Min prinsesse kom pludseligt med små lyde ved min skulder og jeg kunne mærke, at hun lå lettere uroligt med hovedet, men det plejede jeg såmænd ikke tage specielt tungt, men det var nok til, at Justin straks så hen på mig igen, og jeg kunne ikke se hvor hans blik præcist var pga hans mørke solbriller.

"Vil i ikke alle ind i stuen og have lidt kaffe eller noget?", kom det typisk fra min mor, der gik hen til døråbningen ind til stuen, så Scooter og Kenny nikkede sig enige og fulgte efter min mor ind i stuen, mens Justin og jeg bare blev stående i hallen og på den måde blev efterladt.

Jeg følte det virkelig akavet det her, mens Justin bare stod med blikket rettet mod mig, og endelig skubbede han sine trendy ray bans op i håret, så jeg så hans blik, der virkelig virkede nervøs.

Han trådte et par skridt frem og rakte armene lettere strakt mod mig, "M.. må jeg.. eh.. Prøve at holde hende?", spurgte han med et nervøst smil, så jeg nikkede med et lille smil og greb fat om hendes lille krop og fjernede hende fra min skulder og rakte hende forsigtigt til Justin, der med et lille grin tog imod hende.

"Eh, du skal hold....", begyndte jeg, men forstummede, da jeg med det samme opdagede, at han vidst havde pænt meget styr på spædbørn. Han så slet ikke uvant ud med hende i armene, som han så ned på og vuggede lidt med fra side til side.

"Hun er virkelig sød, og ja... Selv om jeg forlanger en test på at jeg er hendes far, så indrømmer jeg, at hun har en del træk, der minder meget om mig... Hun er virkelig smuk...", forklarede Justin roligt, uden at se på mig det mindste, men bare stod og så med et kærligt smil ned på hende, mens han lod hende holde om hans tommelfinger.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over det syn foran mig. Justin så straks mere rolig og glad ud, hvorefter han så op fra hende og fandt mit blik på ham, hvor han smilte svagt.

"Det er vel okay, at jeg ikke vedkender mig faderskabet sådan lige med det samme, før der er taget en test, der beviser, at jeg er hendes far, vel?", spurgte Justin med et svagt bid i underlæben.

Jeg nikkede med et svagt smil, "Det er okay, men Justin.. Lige meget hvor lidt du vælger at tro på mig, så er du altså hendes far, for jeg har ikke været i seng med andre end dig efter den fest på Bella Sky, og der har heller ikke været nogen inden den aften og nat, så det er altså dig...", forklarede jeg ærligt.

Justin så bare lettere tomt på mig og nikkede, hvorefter han så ned på hende igen, "Ja ja... Vi får vel at se...", mumlede han, hvorved han begyndte at snakke lavt til hende med et pattet sprog, så jeg ikke kunne lade være med at stå og betragte scenariet over hvor søde de så ud sammen.

Selv om han nok ikke ville tro på, at han var hendes far, så klædte det visuelle billede af ham med hende på armen afsindigt meget. Det klædte ham at være far.

Jeg lagde armene over kors og smilede svagt til ham, selv om han stod og roterede sig roligt fra side til side med hende i armen og så som forelsket ned på hende.

"V.. var det meningen, at vi også skulle snakke med Scooter?", brød jeg rømmende ind, så Justin så op fra hende og så lettere alvorligt hen på mig.

"Nej, han er bare med mig, eftersom han er den eneste, der kender til dig og din baby, og det gør Kenny selvfølgelig også nu, men det er lidt som en støtte at Scooter er med, mens Kenny jo er min livvagt, såeh..", forklarede han roligt, så jeg nikkede med et svagt smil.

"Så, der skal ikke diskuteres noget endnu?", spurgte jeg lettere nervøst, så Justin rystede på hovedet med et svagt smil, "Ikke før, at vi ved 110%, at jeg er far til din datter her... Eh.. Hvad hedder hun forresten?", spurgte Justin med et lille smil, så jeg sukkede med et svagt smil.

"Jeg har ikke kunne overskue, at finde på et navn til hende endnu..", undskyldte jeg, så Justin så målløs på mig med et løftet øjenbryn.

"Har du ikke? Altså, hvor gammel er hun?", spurgte han i en lamslået tone. Jeg smilte undskyldende, "Hun er to måneder gammel og født torsdag d. 6 februar kl. 19:41..", forklarede jeg med et smil, så Justin smilte svagt.

"19:41, det forstår jeg ikke helt?", spurgte han med en skæv grimasse, så jeg fnes.

"Årh sorry, jeg tænkte ikke så langt.. Det betyder kl 7:41 om aftenen..", fnes jeg lettere forlegent, så Justin nikkede med et svagt smil, "Så forstår jeg bedre..", svarede han med et svagt smil, så jeg nikkede.

Justin så flygtigt ned på hende, hvorefter han så hen på mig igen, "Men hvis jeg nu var hendes far, så har jeg da et par forslag til hvad hun skal hedde..", forklarede han roligt, så jeg så med et lille interesseret smil på ham, "Jamen, så kom med dine forslag?", tilskyndede jeg interesseret, så Justin grinte svagt og rystede kort på hovedet.

"Jeg ved jo ikke om jeg er hendes far?", kom det undskyldende fra ham, så jeg så svagt skuffet på ham og nikkede, "Fair nok, men derfor kan du vel godt fortælle dem alligevel?", bad jeg med et lille undskyldende smil.

Justin svarede mig ikke, og rakte mig hende med et svagt smil, "Jeg tror, at hun skal skiftes...", sagde han lavt og valgte åbenbart at skifte emne.

Jeg nikkede med et svagt smil, mens jeg tog imod hende og trak hende tæt ind til mig, så hun hvilede op ad min brystkasse i oprejst tilstand, mens jeg holdte hende under numsen og støttende i nakken og baghovedet og så et skuffet smil hen på Justin, "Så du vil ikke komme med dine forslag til navne, fordi du ikke er sikker på, at hun er din - er det derfor?", spurgte jeg skuffet.

Justin så mere alvorlig ud end før og pustede hårdt ud af næsen med lukket mund og rystede langsomt på hovedet, "Det er ligesom en ærlig sag, ikke? Jeg ønsker ikke at dele ud af de navne, som jeg drømmer om at give mine fremtidige børn, vel? Det er navne, der betyder noget personligt for mig. Kan du følge mig Bells?", forklarede han med et bestemt blik på mig, så jeg så trist på ham og nikkede svagt og gav mit lille pus et blidt kys på hovedet og så trist på Justin, "Men hun er altså også dit barn Justin, og din førstefødte.. Husk det...", svarede jeg med et trist blik på ham og valgte at vende mig mod retningen af trappen, så jeg kunne komme ovenpå for at skifte hendes ble.

Justin sagde ikke noget til mig, mens jeg gik roligt op ad trappen med hende i mine arme, men jeg kunne høre hans skridt, og korte øjeblikke efter kunne jeg høre hans velkendte stemme snakke med de andre, så han helt sikkert var gået ind i stuen...

~


Justins synsvinkel:

Stuen hos familien Pedersen, Soldalen 10, 2990 Nivå, Fredensborg, fredag d. 4 april, 2014, kl. 15:57

Dette øjeblik var virkelig surrealistisk! At jeg sad i en fremmed families hjem i Danmark. Ja, det kunne lige så godt have været et aftalt møde via en fond, hvor jeg skulle besøge et sygt barn eller en fan, der på mange måder ikke havde muligheden for at møde mig, men nej... Jeg sad, i et hjem i Danmark, fordi en pige, som jeg dårligt kunne påstå, at jeg havde været sammen på stod, at jeg var fader til hendes baby!

Altså, nok var jeg ret stiv og påvirket af hash og hvad det ellers kunne være, som jeg ikke ville komme ind på, men jeg skulle da have mindedes, at jeg dårligt var inde i hende, og jeg fik da vidst trukket mig ud i tide - havde jeg ikke?

"Justin, hvad synes du?"

Jeg rystede opgivende på hovedet og tog mig til hovedet, mens jeg lænede mig forover sofaen og følte bare at alt smuldrede under mig. Hvad hvis jeg virkelig var far til Isabells datter? Skulle jeg så være der for hende, eller hvad pokker skulle jeg? Jeg var jo fandeme i gang med min karriere. Jeg havde bestemt ikke planer for at skulle blive far endnu. Den slags havde jeg bestemt først planer for om 5-10 år, hvis det da kunne gøre det?

"Justin?", brød Scooter ind med sin stemme, så jeg så langsomt op og så hen på ham, hvor han sad i én af lænestolene på den anden side af sofabordet og havde tydeligvis et bekymret blik på mig. Ja tænk, den slags havde jeg lært at opfatte.

"Yeah?", svarede jeg spagt og med et opgivende suk. Han rystede svagt på hovedet og satte sin kaffekop ned på underkoppen på sofabordet.

"Hvad synes du helt konkret?", spurgte Scooter bestemt, så jeg så som fortabt på ham.

"Hvad mener du?", spurgte jeg fortabt, så Scooter lænede sig lettere frem i lænestolen og så med et undrende blik hen på mig, "Sig mig Justin, har du slet ikke fulgt med i samtalen her vi har haft?", spurgte Scooter med et bekymret blik.

"Sorry.. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan være til stede lige nu...", svarede jeg med et opgivende suk og rejste mig, men følte bare at det svimlede for mig.

"Justin, er du okay?", spurgte Kenny lettere bag mig, eftersom han selv sad i sofaen.

Jeg så forvirret hen på Anne, "Undskyld Anne, men du har vel ikke et sted hvor jeg kan hvile mig lidt? Jeg har det ikke så godt lige nu.." "Jo.. Jo selvfølgelig Justin - Nu skal jeg hjælpe dig på vej.", svarede Anne, hvor hun hurtigt rejste sig fra den anden lænestol og straks rejste Kenny sig også.

"Jeg hjælper dig Justin..", svarede Kenny ved min side, så jeg nikkede med svagt smil.

"Det går nok Kenny.. Jeg kan godt gå.. Anne viser mig vej..", forklarede jeg roligt, så Kenny nikkede, "Sikker?", spurgte han, så jeg klappede ham på skulderen og nikkede og gik hen til Anne, hvor hun smilte forsigtigt til mig og gik, så jeg fulgte efter hende.

Jeg kunne sagtens gå, men jeg følte mig bare overanstrengt over alt det der foregik for mig lige for tiden. Jeg magtede ærligt talt snart ikke mere!

"Vi har et gæsteværelse ovenpå..", forklarede Anne foran mig og så flygtigt tilbage på mig med et lille smil, da hun stod for enden ad trappen her i hallen.

Jeg nikkede blot med et nervøst smil, så hun vendte blikket fremad og gik op ad trappen. Jeg fulgte efter og sørgede for at holde fast på gelænderet, bare for at sikre mig, at mine ben ikke forsvandt under mig.

Heldigvis nåede jeg sikkert ovenpå, og Anne gik lettere ned ad den lille gang til en dør, som hun åbnede for mig med et svagt smil.

"Det er herinde Justin..", forklarede hun roligt, så jeg nikkede svagt og gik hen til hende og forbi hende og kom ind på et normalt udseende værelse med en halvstor seng stående i rummet og det var ret enkelt med en hvid kommode med fem skuffer, et lille sengebord på den anden side af sengen og et indbygget tøjskab og et enkelt aflangt spejl på væggen. Og det var vidst det!

"Jeg går ned til de andre Justin.. Klarer du dig?", spurgte Anne et stykke bag mig, så jeg så mig over skulderen på den blonde kvinde, der stod afventende op ad døren. Jeg nikkede svagt med et svagt smil med lukket mund.

Anne nikkede med et smil og lukkede døren til efter sig, hvorefter jeg med et suk smed mine sneakers på skift, mens jeg stod og lagde mig ned på den ret pæne velredte seng med et flot hvidt sengetæppe over i hvid gammelromantisk blondestil, og jeg lagde mig ind på midten og trak noget af sengetæppet over mig fra den ene side og lukkede øjnene.

Jeg prøvede virkelig at slappe af og falde hen, men tankerne roterede i mit hoved, og midt i mine tanker kunne jeg pludseligt høre svag sang, så jeg åbnede mine øjne og smilte lidt for mig selv over, at jeg faktisk havde glemt alt om, at Isabell jo faktisk godt kunne synge.

Ja, hun var jo slet ikke kommet ned til os andre før, eftersom hun skulle skifte Arabella.. Ja, det var det navn, som var mit førstevalg på den første datter som jeg ville få... Selvfølgelig nægtede jeg helst, at babyen ikke var min, men desværre havde Isabell mange gode argumenter for, at "Arabella" altså var min datter.

Jeg satte mig op i sengen og rystede svagt opgivende på mit hoved, mens jeg stirrede tomt frem for mig, "Hvad fanden skal jeg gøre?", mumlede jeg for mig selv og blev stille et øjeblik igen, hvor jeg kunne høre Isabells sang.

Og jeg måtte desværre indrømme, at hun havde en virkelig smuk sangstemme, så jeg sukkede og rejste mig fra sengen og begav mig hen mod den lukkede dør og åbnede den, og straks kunne jeg høre hendes sang en hel del bedre.

Jeg gik hen mod trappen, men sangen synes at blive svagere, så det måtte betyde, at jeg gik væk fra det værelse, hvor hun var. Jeg vendte mig omkring og gik tilbage ned ad den lille gang og forbi det værelse, som jeg havde været inde i, hvor ved jeg nåede for enden ad gangen, hvor der var en dør, der næsten var lukket til, og jeg skubbede den roligt op, så jeg opdagede Isabell liggende på tværs af en dobbeltseng, der formentligt var hendes egen, hvor hun lå med ryggen til mig og sang stille, mens jeg kunne fornemme Arabellas viftende arme i luften gemt bag Isabell.

Sangen var tydeligvis en dansk sang og mindede om noget hen ad en børnesang, kunne jeg forestille mig, eftersom jeg kendte melodien men bare ikke forstod de ord, der kom ud af Isabells sang.

Jeg nærmede mig dem langsomt til jeg nåede blot et lille skridt bag Isabells ben, der stak lettere ud fra sengekanten og jeg kunne nu se Arabella ligge med et ret kært smil, mens hun viftede med armene, og jeg anede ikke om hun vitterligt kunne se mig herfra, men det virkede som om, at hendes blik opdagede mig.

Jeg måtte da indrømme, at jeg ikke kunne lade være med smile ned til hende, og hun begyndte at lave ansigtsudtryk, uden at Isabell formentligt havde lagt mærke til mig, men noget sagde mig, at jeg nok luskede lidt for meget, så jeg trådte roligt et skridt baglæns og vendte mig roligt omkring, uden at vække opsigt og langsomt gik jeg tilbage hen mod døren.

"Glemte du noget Justin?", lød det pludseligt spørgende fra Isabell, så jeg stivnede lettere i kroppen.

"Du er altså opdaget..", lød det smågrinende fra hende, så jeg vendte mig omring mod Isabell med et forlegent smil.

Hun havde sat sig i skrædderstilling op i sengen, mens Arabella stadigt lå nede på sengen. Jeg trak forlegent på skuldrene, "Det var ikke min mening, at forstyrre jer, men jeg hørte din sang, og..." "Du må altså gerne være her Justin, der er ingen der har sagt, at det er forbudt...", afbrød hun mig med et lille smil og så ned på Arabella og nussede hende på maven.

"Jeg lå bare og hyggede lidt med min prinsesse lidt..", forklarede hun og så op fra Arabella og hen på mig med et smil, "Jeg undskylder, for at jeg ikke lige kom ned til jer andre med det samme...", forklarede hun yderligere, så jeg nikkede og gik roligt hen til dem og stoppede op ved sengen, så hun så med et lille smil op på mig, "Du må godt sidde her... Det gør ikke noget..", sagde hun roligt, så jeg nikkede med et lille smil og satte mig roligt ned ved siden af Arabella og jeg kærtegnede hende på maven, så hun trak sine små ben op i luften med et lille kært og tandløst smil, så jeg ikke kunne lade være med at grine lavt over hvor meget charme hun havde, "Hold kæft, hvor er hun bare kær...", grinede jeg over hvor meget hun charmerede sig ind på mig.

"Ja, hun er min lille engel..", svarede Isabell, så jeg så op og fik hendes øjenkontakt og nikkede med et lille smil og bed mig i underlæben og så flygtigt ned på Arabella igen, hvor efter jeg så op igen og fik et smil fra Isabell.

"Hvad synes du om navnet Arabella?", spurgte jeg roligt med et lille smil, så Isabell nikkede med et lille fnis.

"Dejligt navn og ikke hørt så tit.. Har det nogen betydning?", spurgte hun med et lille smil, så jeg nikkede med et skævt smil.

"Arabella betyder yndig..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...