I slept with Justin Bieber.

Man siger, at opdigtede historier ofte har to sider af samme sag, men hvad hvis et lignede tilfælde skete, lidt ligesom med Mariah Yeater, men så ikke var det pure opspind? Isabell Jasmin Pedersen på 19 år fra Danmark skjuler nemlig en ret stor og i dette tilfælde en ret sand hemmelighed, som går tilbage fra en aften og nat d. 22 april, 2013 i København. En periode, hvor den verdenskendte sanger Justin Drew Bieber gæstede Danmark. Hvad skete der den nat for Isabell og vil hemmeligheden, som hun har båret på i al den tid siden den aften, nogensinde blive afsløret for offentligheden?

126Likes
153Kommentarer
176895Visninger
AA

12. Sandhedens time...


Justins synsvinkel:

Stue 12 på børneafdelingen, Rigshospitalet, Blegdamsvej, København, mandag d. 7 april, 2014, kl. 13:17

Wow! Det her trak virkelig tænder ud af mig! Hvorfor skulle jeg vente så længe på de blodprøver? Doktor Clausen havde lovet, at der ikke ville gå alt for lang tid, før vi ville få svaret, eftersom dette var en akut sag. Og lige nu vidste jeg ikke hvad jeg skulle gå og håbe på?

Jeg ønskede helt sikkert et sted, at Arabella ikke var min datter, men samtidigt, så havde jeg åbenbart i min underbevidsthed indstillet mig på, at hun altså var min datter, og jeg vidste ikke om det samtidigt var det, at siden Isabell ringede og fortalte mig, at jeg var blevet far, mens jeg var i Canada, så havde jeg drømt de fleste nætter siden, at jeg var far til en allerhelvedes masse børn verden over - Fucking åndssvagt altså! Og her siden jeg endelig så og holdte Arabella for første gang i fredags, så havde jeg nætterne siden fredags drømt om Arabella, og at jeg altså var hendes far. Så ja, alt i alt, troede jeg egentligt, at jeg ville blive pokkers skuffet, hvis det viste sig, at Arabella alligevel ikke var min datter.

Så ja, jeg var et stort rod i mine tanker lige i øjeblikket. Det faderskab hang mig langt ud af halsen og jeg ønskede bare at få det hele slået fast, så jeg kunne koncentrere mig om hvad der nu skulle ske, som det næste!

Jeg sad bare og stirrede tomt ned i gulvet og vidste hverken ud eller ind lige nu. Hvad nu hvis Isabell havde ret i, at Arabella var min datter? Hvad pokker ville Selena så sige til det? Ville hun forstå min årsag til utroskab dengang, eller ville hun cutte hånden af mig for bestandigt? Ja, jeg frygtede virkelig for konsekvenserne her!

Selena og jeg kæmpede for vores forhold i øjeblikket og det var som at gå på glasskår lige for tiden. Kunne vores forhold klare, at der så pludseligt var kommet en baby ind i mit liv? Jeg vidste i alt fald, at jeg nok skulle kunne klare det, for hvis Arabella virkelig var min datter af kød og blod, så ville jeg mest muligt gøre mit bedste for at tage ansvar, men hvad med Selena?

Ja, jeg gruede virkelig for at miste Selena, som jeg elskede højt!

"Justin?", brød hendes stemme ind i mine ustyrlige tanker, mens jeg stadigt sad med lettere spredte ben, foroverbøjet med mine albuer støttende på mine ben og med hænderne knyttet ved min mund, mens jeg stirrede tomt frem i gulvet.

"Justin, se på mig?", bad hun yderligere i en svagt hævet tone, hvor hun selv lød opgivende i hendes stemme, så jeg rettede mig svagt frustreret op i lænestolen og lænede mig helt tilbage i lænestolen og trak flygtigt min sorte cap af mit hoved og lagde den i blinde med et suk på det lille te-bord til venstre for mig, mens jeg bare stirrede tomt ud af vinduet til højre for mig, hvor jeg så en lille del mennesker, der gik rundt i en lignende park på den anden side af vejen, hvor jeg længere væk kunne se den store vej med busser og biler køre frem og tilbage på tværs af vejene.

Den store røde bygning, som jeg kunne se herfra, var vidst åbenbart noget betydningsfuldt, men jeg var ikke klar over hvad det var? Men det var vel også underordnet.

"Justin, vil du ikke nok se på mig?", bad hun igen i en lettere desperat tone, så jeg med et tungt suk, endelig fjernede mit blik fra udsigten ud af vinduet og flyttede det hen på Isabell, der sad i halv skrædderstilling i sygesengen med hendes højre ben hvilende bøjet oppe i sengen og hendes andet ben, der hang ned fra sengekanten. Det var en enestue, som vi for i øjeblikket lånte, mens vi ventede på svar omkring mine og Arabellas blodprøver, så det kunne blive slået fast, at jeg var hendes far. Arabella lå ovre i hendes barnevogn og var formentligt faldet i søvn, efter Isabell havde siddet og ammet hende for godt og vel tre kvarter siden.

Jeg så bare med et frustreret og spørgende blik hen på Isabell, "Hør her... Jeg ved godt, at det må være frustrerende, at skulle vente på de blodpr..." "Tror du, at jeg ville blive en god far?", afbrød jeg hende med et bekymret blik, så Isabell så med et undskyldende smil og så nu ned i sengen i sekunder, inden hun så op igen og hen på mig og nikkede.

"Det er du allerede Justin, men du skal blot vide, at jeg ikke bebrejder dig, hvis du vælger, ikke at være en del af Arabellas liv.. Jeg har bare indraget dig i det her, fordi jeg mente at det var vigtigt, at du vidste, at du faktisk har en datter et sted i verden.. Jeg forlanger intet af dig - overhovedet.", forklarede hun med et lille smil, som jeg dårligt kunne gengælde, kun fordi nerverne sad udenpå mit tøj.

"Og du bliver altså ved med at påstå, at Arabella er min datter? Bells, det ved vi jo ikke end..." "Det ved jeg, at hun er Justin!", afbrød Isabell mig, så jeg sukkede hårdt og nikkede lettere ligegyldigt, og så atter ud af vinduet med et tomt blik, "Yeah... Det siger du bare...", mumlede jeg med blikket ud af vinduet, for selv om jeg allerede havde fået utroligt mange følelser for Arabella, så ville jeg ikke slå fast allerede nu, at jeg var hendes far, før der var konkrete beviser på det.

Isabell sukkede, så jeg kunne høre det her ovre fra, men hun valgte åbenbart ikke at tilføje noget yderligere omkring den sag. Og mange minutter gik, hvor vi bare sad i komplet stilhed, og selvom det var en frustrerende og langtrukken situation, som jeg var i for i øjeblikket, så var jeg for en gang skyld lettet over, at pressen ikke havde fået nys om, at jeg i øjeblikket befandt mig på børneafdelingen på Rigshospitalet, for som jeg kunne se det herfra, så åndede alt fred og idyl, men ja jeg skulle aldrig sige aldrig!

Jeg fjernede blikket fra vinduet og rejste mig et øjeblik fra lænestolen og lynede ned i min sorte hættetrøje, som jeg smed på stolen, så jeg nu stod i bare arme i min sorte oversize t-shirt og mine sorte og hvid-mønstrede løse baggybukser. Ja, jeg var total i sort i dag, og det var vidst bare et tilfælde, men i øjeblikket passede det fint til mit humør, som var frustreret og ikke på det højeste.

Jeg stak mine hænder afslappet i mine forlommer på mine bukser, og begyndte at slæbe mine sorte sneakers hen over linoleumsgulvet her i stuen og gik bare lettere rundt og frem og tilbage, så man skulle være en komplet idiot, hvis man ikke kunne se, at jeg følte mig utilstrækkelig, uligevægtig og generelt bare frustreret over den langtrukne ventetid.

"H.. har du tænkt dig at sige det til din kæreste? Eller...", brød Isabell pludselig stilheden, så jeg stoppede op midt på gulvet og så spørgende hen på hende, hvor hun forstummede i sekunder og smilede svagt til mig, "Eller.. I er måske ikke sammen længere?", spurgte hun yderligere, så jeg bare stod og så med et tomt blik hen på Isabell uden overhovedet at svare, hvorefter jeg så væk fra hende igen og gik direkte hen til vinduet igen og stod bare og stirrede ud, uden rigtigt at fokusere på noget overhovedet.

"Jeg spørger måske om for meget?", lød det mumlende henne fra hende fra sengen, og jeg trak på skuldrene, uden overhovedet at fjerne mit tomme blik fra parken ovre på den anden side af den tværgående vej, hvor der parkerede en masse biler på langs hele vejen.

"Jeg ved det ikke?", mumlede jeg lavt og var nærmest mest bare ligeglad lige i øjeblikket, for jeg magtede ikke at tænke for langt i min fremtid lige nu, hvor jeg mest bare var i en venteposition til hvad der nu skulle ske snart - Skulle jeg bare hjem og slå en streg over det hele, der var sket, eller skulle jeg hjem med en hel masse beslutninger, som jeg skulle tage for et lille bitte forsvarsløst menneske?

"Duk duk duk!", hørte jeg pludseligt en banken ovre fra døren ud til gangen, så jeg vendte mig omkring, hvor jeg betragtede Isabell rejse sig fra sygesengen og gå på strømpefødder hen til døren, som hun låste op og åbnede på klem, mens jeg blot blev stående lænet op ad det kølige vindue med ryggen til og hænderne i lommerne.

Ja, vi måtte være forsigtige med, hvem vi lukkede ind, så derfor låste vi døren, eftersom vi ikke ville risikere ubudne gæster herinde, for tænk hvis det var pressen, der havde opdaget mig og så ville opdage den hemmelighed med Isabell og ikke mindst hendes lille datter? Men på den anden side, så var vi en smule i sikkerhed her, fordi Kenny sad på en stol ude på gangen og holdte vagt, og skulle der være problemer, så kunne han bare slå på tråden eller noget til mig, for at advare mig på forhånd.

Scooter var for i øjeblikket ude og køre, da jeg fritog ham lidt for al den ventetid og mest også fordi han var smuttet ud efter noget fastfood til os, eftersom vi ikke havde fået frokost endnu.

Jeg så opmærksomt hen mod døren, som Isabell åbnede og ind kom Scooter med sodavand i en holder og to fyldte poser, der 100% stammede fra McDonalds, hvorefter Isabell lukkede døren efter dem og låste igen.

Jeg gik Scooter i møde og hjalp ham med maden i hans favn og vi satte det ned på det lave te-bord, "Jeg har også givet Kenny noget mad derude, så der er tjek på det...", forklarede Scooter roligt, så jeg nikkede med et svagt smil til ham, men bemærkede straks det nervøse og alvorlige blik han havde i ansigtet.

"Oh gard... Hvad nu?", spurgte jeg straks, eftersom jeg igennem mange år havde lært, at aflæse Scooters blikke.

Scooter sukkede opgivende og satte sig ned i den anden lænestol, der stod på modsatte side af bordet, hvor efter han så op på skift mellem Isabell og jeg, "Hør her.. Jeg ved ikke hvad det er kommet af, men jeg kan forestille mig, at rygtet må være spredt fra visse tilfældige civile, der så os gå ind på hospitalet i morges, for der er troppet horder af pressefolk og utroligt mange fans op foran den store hovedindgang og helt sikkert også indenfor i den store foyer - Det danske politi er også troppet op på grund af urolighederne. Det er det rene vanvid derude Justin...", forklarede Scooter med et svagt utilpas ansigt, så jeg nikkede med et tungt og opgivende suk og satte mig opgivende ned på den anden lænestol på modsatte side af Scooter og jeg så op på Isabell, der stod og bed sig let i sin tommelfinger, hvor på hun så med et trist blik ned på mig.

"Undskyld Justin... Jeg har virkelig ikke ønsk..." "Det er jo ikke din skyld Bells..", afbrød jeg hende, så hun så opgivende til siden med blikket ud af vinduet.

Jeg så selv lettere i gulvet, "Hvad fanden gør vi Scooter?", spurgte jeg lavt, uden at se hen på ham.

"Jeg ved det ærligt talt ikke Justin, men et er sikkert her; Der er en frygtelig masse af mennesker, der nu ved, at du befinder dig et sted her på hospitalet...", svarede Scooter ved min venstre side, så jeg blot nikkede svagt uden at se væk fra gulvet.

"Er der nogen, der har set dig gå ind her?", spurgte jeg roligt, hvorefter jeg så op og hen på ham.

Scooter rystede svagt på hovedet, "Jeg ved det ikke Justin, men jeg tror det ikke.. Hvad skal vi forklare pressen, hvis vi i så fald bumper lige ind i dem på udvejen?", svarede Scooter med et spørgsmål og så bestemt på mig.

Jeg sukkede tungt og sank en klump og nikkede svagt, "Well... Jeg kan ikke tillade mig at lyve vel? Så vi må enten lade Bells og Arabella smutte før os, og så må jeg give børnene her på afdelingen et visit, så jeg med god samvittighed kan påstå, at jeg har været inde og besøge de syge børn.. Er det det vi gør, som en eventuel plan b?", foreslog jeg over for Scooter, så han nikkede med et lille smil.

"Yup, det lyder som en god plan Justin...", svarede Scooter lettere tilfreds, så jeg nikkede med et svagt smil og så op på Isabell med et smil, "Er det okay med dig Bells?", spurgte jeg roligt, så hun nikkede med tilfreds smil. "Helt sikkert Justin.."

Jeg nikkede med et smil, "Nå, lad os lige nyde freden så længe med lidt mad...", foreslog jeg, så Isabell fnes svagt, hvor ved hun gik hen til den modsatte væg og bar en almindelig træstol med armlæn hen til os andre og satte sig for midten mellem Scooter og jeg...

~

Stue 12 på børneafdelingen, Rigshospitalet, Blegdamsvej, København, mandag d. 7 april, 2014, kl. 14:41

Stuen lugtede svagt af pommesfrites, cheeseburgere - generelt bare duften, eller lugten af McDonalds, som mere eller mindre var blevet konsumeret den sidste halve times tid. Det mættede da og smagte fint, men jeg vidste, at jeg senere nok ville være sulten igen, men det lagde da en bund.

Kenny var kommet ind til os andre, eftersom det stadigt åndede fred ude på gangen, så der var ingen grund til, at han skulle sidde derude alene og glo på den modsatte væg.

Arabella var vågnet igen og jeg sad med hende i lænestolen, mens hun lå på ryggen på mine samlede ben og med hendes små ben hvilende op ad min mave, mens jeg sad og havde dyb øjenkontakt med hende og små sludrede med hende, mens jeg raslede lidt med hendes farverige nøglerangle. Imens var Isabell smuttet ud for at gå en lille tur udenfor omkring hospitalet. Så kunne hun samtidigt danne sig et overblik over situationen, om pressefolkene var ved at daffe af, eller hvad der ellers foregik?

Ja, hun kunne bare - Til tider savnede jeg virkelig den tid, hvor jeg som barn kunne rende rundt udenfor uden at vække opsigt overhovedet! Jeg kunne gå i fred dengang, men sådan var det ikke den dag i dag. Jeg skulle have sikkerhed omkring mig, hvis folk kom for tæt på mig, og lige i dag, ville jeg også give min højre arm eller noget bare for at komme udenfor og gå mig en god tur i fred, men ja, sådan skulle det bare ikke være.

Jeg smilede ned til Arabella og lagde nøgleranglen ned på bordet til venstre for mig og jeg lagde mine hænder støttende under hendes små arme, hendes ryg og under hendes nakke og hoved. Seriøst, hun var så tiny, at hun næsten bare kunne sove i mine hænder, hvis det skulle være? Ja, det var ikke meget galt!

Hun var utrolig køn med sine store brune øjne, hendes søde korte lysebrune hår, der strittede op i luften. Hun var så nuttet og lille og hun havde virkelig stjålet mit hjerte! Og selv om jeg var nervøs for om hun var min eller ej, så kunne jeg bare ikke lide tanken om, hvis hun i realiteten ikke var min datter, så var jeg ret sikker på, at jeg ville komme til at savne hende noget så forfærdeligt i mit liv, for jeg følte virkelig, at Arabella og jeg var begyndt at skabe noget unikt mellem os.

Jeg løftede hende op fra mine ben og trak hende ind til mig og kyssede en masse små blide kys på hendes små buttede kinder og nussekyssede hende på hendes lille søde mund, så hun kom med en masse små nuttede babylyde. Hold da kæft, hvor var jeg forelsket i hende!

"Pas nu på knægt..", kom det fra Scooter, så jeg stoppede mine små kys på Arabella og lagde hende ned på mine venstre underarm og så opmærksomt hen på Scooter med et skævt smil, "Hvad mener du?", spurgte jeg undrende og bemærkede et alvorligt blik fra Kenny, der sad henne på sengekanten på sygesengen.

"Pas nu på, at du ikke knytter dig for meget til Arabella.. Tænk, hvis hun ikke er din datter alligevel?", forklarede Scooter, så jeg så hen på ham med en smal streg om læberne og nikkede svagt, "Jeg ved det, men det er desværre for sent..", svarede jeg lavt, og flyttede mit blik ned på Arabella, der lå på min arm og jeg kærtegnede hende blidt på hendes ene tinding med min tommelfinger og i hendes fyldige fine englehår, "Hun har stjålet mit hjerte Scooter...", indrømmede jeg mumlende med et kærligt smil ned på hende, mens jeg kærtegnede hende. Samtidigt følte jeg en ubehagelig knude i maven, simpelthen fordi jeg nu på én eller anden måde var bange for, at hun ikke var min.

- Ja, kunne man tale om forvirring her?

"Duk duk duk!", lød det ovre fra døren, så Scooter sukkede svagt, "Jeg åbner...", sagde han lavt og jeg nikkede flygtigt til ham, hvor ved jeg atter så ned på Arabella igen, der lå og lavede små nuttede mundbevægelser, som om hun faktisk ville fortælle mig alverdens ting.

"Justin?", hørte jeg Isabells stemme sige, så jeg så op og opdagede, at hun var kommet, samtidigt med at doktor Clausen også var kommet.

Jeg sank en klump, da jeg så, at han stod med en lukket mappe i hænderne og Scooter lukkede og låste døren. Kunne det passe, at sandhedens time var kommet?

Doktor Clausen nikkede med et svagt smil, "Ja... Jeg beklager virkelig ventetiden, men nu har jeg endelig fået svarene og Justin..", rømmede doktor Clausen, så jeg følte, at jeg fik de tørreste læber i øjeblikket, mens jeg så op på ham. Isabell havde stillet sig med ryggen op ad vinduet.

"Yeah? Sig det nu?", bad jeg nervøst. Nervøs for, om Arabella nu var min datter og nervøs for at jeg slet ingen relation havde til hende, for så ville min hjerte seriøst blive knust. Så ja, det var som knald eller fald her.

Doktor Clausen nikkede med et smil ned til mig, "Tja... Nu kan du jo gøre op med dig selv, om du ønsker at være en del af din datters liv.. Svarene sagde 99,97% sikkerhed for at du er barnets fader..", forklarede doktor Clausen, så jeg seriøst følte hele verden gå i stå.

Jeg anede slet ikke hvordan jeg skulle reagere?

Stemmerne omkring mig syntes nærmest at forsvinde for en stund.

"Jeg ligger mappen med dokumentationen her, hvor der både ligger svarene på deres blodprøver og der ligger dokumenter i for faderskabet, der skal have både Justins og Isabells underskrifter, uanset om Justin ønsker samkvem med hans datter eller ej, og naturligvis vil dokumenterne være fortrolige. Der er både engelske og danske dokumenter, der viser det samme, blot så der ikke opstår misforståelser... Jeg giver jer lidt tid til at sunde jer og så vender jeg tilbage om en halv times tid...", kunne jeg høre doktor Clausen forklare i baggrunden, mens jeg stadig sad og rystede målløs på hovedet med blikket stirrende frem for mig.

Et svagt smil kom pludseligt fra Isabell, der åbenbart havde sat sig på hug foran mig og Arabella, som jeg stadigt havde liggende på armen, "Er du okay Justin?", spurgte hun meget lavt.

Jeg tog en dyb indånding uden at smile til hende, hvorefter jeg flyttede blikket ned på Arabella... Hun var sgu min datter.. Datter... Ja, det ord havde fået en helt ny betydning for mig. Selv om jeg før svaret havde indstillet mig på, at jeg nok ville sørge for at tage ansvar for Arabella, hvis hun var min datter, så var svaret alligevel kommet som et chok for mig.

Arabella greb godt fat om min tommelfinger og jeg bøjede mig ned mod hende og gav hende et blidt kys på hendes lille pande og hvor fimset det end virkede, så banede der sig en lille tåre ned ad min kind, hvorefter jeg så op og lige ind i Isabells smilende øjne, så jeg følte mine mundvige trak sig mere og mere opad, "Jeg er sgu far!", fløj det målløs ud af mig, så Isabell nikkede med et fnis og kærtegnede Arabella på maven.

"Det er jo det, som jeg hele tiden har sagt...", svarede Isabell lavt med et lille fnis, så jeg rystede med et lille grin på hovedet.

"Hold da kæft... Det kommer jeg mig nok ikke så let over endnu...", grinede jeg smørret, så Isabell nikkede med et fnis og så opmærksomt på mig.

"Nu hvor du endelig ved det, har du så tænkt dig at rejse hjem i dag?", spurgte hun roligt, så mit lykkelige smil blegnede en del.

"Rejse hjem?", spurgte jeg med en knude i maven. Ja, tænk, så langt havde jeg slet ikke tænkt selv?

Isabell nikkede med et meget svagt smil, "Ja? Du har jo sikkert en masse arbejde med din musik og sådan? - Har du ikke?", spurgte hun forsigtigt, så jeg sank en klump, mens jeg så lettere køligt på Isabell, uden overhovedet at være kølig over for hende, hvorefter jeg så ned på Arabella, der med det samme kom med det kæreste lille gab med hendes lille mund, så jeg smeltede yderligere inden i mig over det nuttede syn.

Skulle jeg være helt ærlig, så kunne jeg ikke nænne at forlade Arabella bare nu og her. Nu vidste jeg endelig med 100% sikkerhed, at jeg var hendes far, og så tænkte jeg slet ikke på at skulle rejse hjem lige nu og her, for i mine tanker havde jeg allerede for at blive lidt endnu, bare for at få lidt tid med min datter, inden mit arbejde kaldte igen.

Jeg så langsomt op på Isabell igen med et lille smil, "Tror du ikke, at det er okay, at jeg bliver her lidt endnu? Nu ved jeg jo, at Arabella er min datter, og så føler jeg virkelig for at nå at få lidt tid, inden mit liv i LA kalder igen.. Er det okay?", spurgte jeg roligt, så Isabell smilede med et lille nik.

"Justin.. Er det nu også klogt?", brød Scooter ind, så jeg så hen på ham med et lettere alvorligt blik.

"Hvorfor skulle det ikke være okay? Når nu Arabella er min datter, så kunne jeg altså godt tænke mig lidt mere tid med hende.."

Scooter rystede lettere opgivende på hovedet med et svagt lille sarkastisk grin, "Jeg kan sagtens følge dig Justin, men du har et ansvar og din karriere, at tænke på... Du kan ikke bare sætte en masse vigtigt til siden på grund af et lille bar..." "Scooter! Hun er min datter for helvede! Mit afkom, mit kød og blod! Tror du seriøst selv, at nu jeg ved, at hun er min datter, at jeg så bare vil forlade hende igen nu og her, eftersom  jeg udmærket ved, at jeg ikke vil komme til at se hende særligt tit, kun fordi at jeg har en karriere at tænke på? Nu har jeg ligesom annonceret til mine fans, at jeg holder en god pause på ubestemt tid og så synes jeg fandeme kun, at det er fair, at jeg giver mig bare lidt tid til min datter, som helt sikkert er blevet det vigtigste for mig lige nu!", forklarede jeg bestemt, så både Scooter og Kenny så lettere målløse på mig. Scooter så et øjeblik tænkende ud og nikkede derefter roligt.

"Okay.. Jeg giver mig.. Men vi må altså gå så stille med dørene som muligt, og mest muligt holde lav profil Justin...", svarede han roligt, så jeg nikkede enigt.

"Selvfølgelig.. Jeg havde heller ikke ligefrem planer om at gå ud til pressen og afsløre nu og her, at jeg er blevet far. Den slags vil jeg gerne holde hemmeligt så længe, som overhovedet muligt, og så havde jeg planer om at sørge for at mine forældre og resten af familien får det af vide som de første.. Skal nyheden frem til offentligheden, så må det vente så lang tid som muligt, eller indtil det selv går op for dem, at det er sket, og med hensyn til Sel.. Arh.. damn it!", forklarede jeg og forstummede lettere og så fra Scooter og ned på Arabella, der lå og kiggede virkelig uskyldigt op på mig, så jeg smilede flygtigt ned til hende.

Jeg så op igen og hen på Scooter med et frustreret blik, "Hvad fanden skal jeg sige til Sel? Og skal jeg overhovedet sige det til hende?", spurgte jeg frustreret og var fuldkommen i vildrede.

Scooter smilede svagt og trak på skuldrene, "Jeg ved det ikke Justin? Du må jo tænke lidt over det, for uanset om du afslører det for hende nu eller meget senere, så ved du, at nyheden vil gå op for hende før eller siden..", svarede Scooter roligt, så jeg nikkede svagt og lukkede øjnene i sekunder, "I know.."

"Så hvor længe havde du tænkt dig at blive her i Danmark?", brød Scooter ind, så jeg åbnede øjnene med et svagt smil.

"Mon ikke det er okay med et par uger eller..." "Justin?", afbrød Scooter med et opgivende blik på mig, "Du har din musikindspilning at tænke på og.." "Men kan du ikke bare booke studietid ind et sted her i København eller andet steds her i Danmark? Så kompenserer jeg på den måde?", afbrød jeg Scooter igen med et skævt smil og så på ham med et løftet øjenbryn, så han himlede med øjnene og dumpede opgivende tilbage i lænestolen.

"Alright! Jeg finder på noget.. Der vidst nok Universal og Sony? De skulle vidst være okay?", svarede Scooter med et svagt skævt smil, så jeg nikkede med et tilfreds smil.

"Nå, skal vi få udfyldt dokumenterne her?", brød Isabell ind med et smil, så jeg nikkede enigt med et lille smil, og betragtede hende rejse sig fra sin hugstilling, hvor hun satte sig ned på stolen, som hun havde siddet på, da vi havde spist vores McDonalds tidligere, og jeg betragtede hende åbne mappen, mens Scooter fiskede sin fyldepen i guld frem fra hans inderlomme i hans jakke, der hang over ryglænet på stolen.

- Justin Drew Bieber - Far.. Ja, det var fandeme en mærkelig følelse!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...