I slept with Justin Bieber.

Man siger, at opdigtede historier ofte har to sider af samme sag, men hvad hvis et lignede tilfælde skete, lidt ligesom med Mariah Yeater, men så ikke var det pure opspind? Isabell Jasmin Pedersen på 19 år fra Danmark skjuler nemlig en ret stor og i dette tilfælde en ret sand hemmelighed, som går tilbage fra en aften og nat d. 22 april, 2013 i København. En periode, hvor den verdenskendte sanger Justin Drew Bieber gæstede Danmark. Hvad skete der den nat for Isabell og vil hemmeligheden, som hun har båret på i al den tid siden den aften, nogensinde blive afsløret for offentligheden?

121Likes
153Kommentarer
166048Visninger
AA

7. Det krøllede papir...


Isabells synsvinkel:

På Strøget, København C, fredag d. 28 marts, 2014, kl. 15:27

Jeg smilede forelsket over den lille lyserøde kjole, hvor skørtet struttede rigtigt prinsesseagtigt. Der var bestemt ikke sparet på detaljerne overhovedet!

Jeg viftede med kjolen hen mod hvor Marias stod og kiggede på andet tøj og legesager. "Se smukke! Er den ikke bare bedårende?", fnes jeg viftende med kjolen, så Maria kom hen  med et smørret smil på læben og greb let om kjolen med begge hendes hænder, "Omg! Den er vildt cute!", udbrød hun med en tuttenuttet stemme og skulle selvfølgelig lige tjekke prisskiltet ud på den, hvor ved hun gjorde store øjne og så på mig.

"Trehundredeogfemoghalvfjerds kroner?! Sig mig, er de på stoffer eller hvad? Sådan en lille kjole, som din baby kun kan have fornøjelsen af i et par måneder eller noget, og så er hun allerede vokset ud af den? Isa, du mener seriøst ikke, at du vil give knap firehundrede bops for sådan en lille charmeklud som den?!", spurgte Maria spidst, så jeg smilede svagt med et træk på skulderen og tjekkede atter den lille bedårende prinsessekjole ud i min ene hånd.

"Tja, hvorfor ikke? Livet skal vel leves, og man har ligesom kun et liv ikke?", forklarede jeg lettere undskyldende med et lille skævt smil til Maria og bestemte mig resolut for at købe den lille kjole og lagde den ovenpå dækkenet ovenpå barnevognen.

"Isa, du er vanvittig! Du kan få mindst to, eller tre stykket tøj i børneafdelingen i hø og møg! Hvorfor fucked vil du købe sådan en dyr lille klud, bare fordi det er mærkevare?", lød det målløst fra Maria bag mig, mens jeg ufortrødent traskede med barnevognen mellem flere tøjstativer hen mod kassen i butikken.

"Fordi min prinsesse kun fortjener det bedste af det bedste!", svarede jeg med et smørret smil og så flygtigt tilbage på Maria, der rystede med et plat smil på læben.

"Så fordi du selv har en tendens til at rende rundt i små fine kjoler, så skal din datter absolut også det?", spurgte Maria med et fortabt smil, så jeg nikkede med et fnis, "Ja da! Det er en selvfølge!", fnes jeg og kom helt hen til kassen, hvor jeg greb ud efter den lille fine kjole og lagde den på disken, så ekspedienten bag kassen smilede venligt til mig med et nik.

"Den der? Var der andet?", spurgte ekspedienten, og jeg rystede svagt på hovedet med et smil, "Nej tak, det var vidst det hele.", svarede jeg roligt.

"Jeps, det er vel også rigeligt med den pris?", tilføjede Maria sarkastisk, så jeg så lettere anstrengt på Maria.

"Maria?!", udbrød jeg med et sarkastisk smil, så hun selv smilte svagt og trak på skulderen.

"Ja ja, jeg siger ikke mere!", svarede Maria med et falsk smil og hun besluttede sig åbenbart for at smutte udenfor butikken.

Jeg sukkede svagt over hendes opførsel. Jeg elskede virkelig Maria, men på en måde kunne jeg vel godt følge hende. Hun var ikke født og opvokset i en familie, der slet ikke manglede noget, så hun brugte ikke sin penge på samme måde, som jeg nok gjorde, for jeg manglede dem sådan set aldrig, og med en børneopsparing på flere hundrede tusinder af kroner på kontoen og at jeg stadigt som nittenårig, godt måtte blive boende hjemme med min lille datter i min families store villa, så forstod jeg da godt Maria, at lige der, havde vi vores forskelle.

Hun var stadig societyer på bedste vis, så hun kunne tjene til sin lejlighed, kost, tøj og hvad der ellers skulle betale. Maria boede i en flot to værelses lejlighed i hjertet af København, og den kostede. Men trods det, at vi var forskellige med materielle værdier, så var vi fælles med venskabelige og kærlige værdier. Vi var veninder og fortrolige og der kunne ingen se forskel på os, men måske var jeg ikke helt fortrolig med hende, når det kom til stykket.

Jeg havde noget, som hun slet ikke kendte til. Ingen andre kendte til det - kun mig selv.. Et telefonnummer - et telefonnummer, som jeg nok burde have benyttet mig af allerede den dag jeg vidste, at jeg var gravid, men aldrig benyttede...

~

Flashback

Penthouse på Hotel Bella Sky, tirsdag d. 23 april, 2013, kl. 13:37

"Mmff...", mumlede jeg anstrengt og gned mig i de inderste øjenkroge og pustede tungt ud, mens jeg glippede mine øjne op.

Jeg følte mig total smadret og hvad hjalp det, når tømmermændene bankede på og sulten efter fedtede cheeseburgere og cola stod som klart for mig på min nethinde?

Jeg smaskede og følte mig som en sandet ørken i munden, mens jeg kæmpede mig fra maven og om på ryggen, for at vende blikket den anden vej i sengen, for at opdage, at jeg var mutters alene! Justin var ikke kommet tilbage, eller også havde han været her, men skredet igen? Ja, det kunne jeg jo sådan set ikke vide, for jeg havde sovet lige siden han var smuttet ud af døren tidligere.

Jeg kæmpede mig op at sidde i den store seng og sad få øjeblikket og stirrede tomt frem for mig.

"Hold kæft for en nat...", mumlede jeg med et tungt suk og kløede mig i sekunder i mit lange hår i nakken. Ja, jeg turde dårligt tænke på, hvordan jeg mon i det hele taget så ud lige nu?

Jeg pustede hårdt ud fjernede dynen fra min nøgne krop og besluttede mig for at hoppe i tøjet. Jeg så ned på gulvet ved min side af sengen, og der lå intet. Så måske lå det henne på den anden side af sengen. Den side, hvor Justin ellers havde ligget, og jeg valgte at kravle tværs over sengen, for at opdage mit undertøj, min sorte knælange kjole, min sorte glitterclutch, backstagepasset, som jeg havde fået af Moshe og mine sorte stiletter på gulvet, men der var ikke spor af Justins tøj nogen steder, så han var med garanti smuttet helt sin vej, men til gengæld lå der et stykke foldet papir oven på min kjole, som undrede mig lidt.

Jeg sukkede tungt og kravlede helt hen til sengekanten og rejste mig helt fra sengen og gik de få skridt hen ad gulvet til mit tøj og satte mig på hug ved mit tøj på gulvet og valgte at samle det foldede papir op, hvor jeg foldede det ud, og gloede undrende på det, mens jeg læste det;

"If you wanna talk to me - anytime you want, you can reach me on this number, 'K?

With love Justin.

555-209173."

Jeg stirrede undrende på den besked. Det gav jo ingen mening det her? Hvorfor fucked kunne han nogensinde tro, at jeg ville have lyst til at tale med ham igen? Og så særligt efter denne rodede nat og den måde han bare skred på? Sig mig, hvem fanden troede han, at han var?

Guds gave til sukkende tøser eller hvad?

Hvis han på nogen måde troede, at jeg ville have lyst til at kontakte ham igen, kunne han fandeme godt tro om igen! Så fucking desperat var jeg ved gud heller ikke!

Irriteret krøllede jeg papiret sammen og smed det ad helvede til hen i hjørnet af værelset og samlede mit tøj op, og begyndte at tag det på, mens jeg sad på sengekanten...

Jeg pustede hårdt ud, efter jeg havde fået mit tøj på og nu stak min fod ned i den anden stillet, hvorefter mit blik faldt hen på hjørnet på det sammenkrøllede papir fra Justin.

Jeg gled mine fingre lettere frustreret gennem mit lange hår bag til og følte i sekundet, at jeg ikke kunne beslutte mig for noget.

"Hm..", mumlede jeg kort, mens jeg følte, at jeg nedstirrede det skide krøllede papir henne i hjørnet, og jeg valgte med et tungt suk at gribe min clutch ved min side på sengen og rejste mig og gik væk fra sengen og nåede lige akkurat hen til den lukkede dør, der førte ud af værelset, hvorefter jeg greb dørhåndtaget og så tilbage hen på det krøllede papir i hjørnet.

"Arh, fuck det...", mumlede jeg ubeslutsomt og slap dørhåndtaget og valsede med irritationen i mig over hvor letpåvirkelig jeg faktisk var, da jeg gik hen og samlede det krøllede papir op og åbnede straks min clutch, hvor jeg med et bid i underlæben bare stoppede det krøllede papir ned i min clutch, hvorefter jeg lukkede den, og så var jeg bare skredet herfra.

Det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk befandt mig i en suite, men denne var bare en almindelig størrelse suite med badeværelse, soveværelse og stue. Intet prangende og storslået, som den jeg ellers havde været med til fest i.

Jeg gik direkte hen til døren og åbnede den og straks kom jeg ud på en lang gang, der fik mig til at indse, at jeg faktisk var på penthousesalen, men i modsatte ende af gårsdagen.

Der var til gengæld nærmest dødt her, eftersom jeg var den eneste, der gik her på den lange gang, så uden spørgsmål eller noget, gik jeg direkte hen mod elevatoren og trykkede på knappen, hvor jeg kunne se oven over elevatordørene, at den lige var nede på anden sal.

Jeg sukkede tungt og irriteret over min rumlende mave og den konklusion, at jeg faktisk brugte meget af mit liv på at vente på ting skulle ske.

"Wow, jeg troede, at du allerede var smuttet?"

Ærligt talt, så havde jeg bare håbet på, at jeg ikke skulle høre til den stemme igen - særligt ikke i dag, men det skulle jeg åbenbart?

Jeg vendte mig lettere hen mod højre og jeg havde ret, der stod han jo i en rød afslappet jumpsuit og sort og rød omvendt cap på hovedet med en redbull i venstre hånd ned langs siden af ham, og han så med et spørgende løftet øjenbryn hen på mig.

Jeg nikkede svagt med et stramt sarkastisk smil, "Nå men, det var jeg så ikke.. Jeg er først lige vågnet og nu vil jeg ærligt talt bare gerne ud herfra, så jeg kan få mig et eller andet at spise... Tak for alt Justin...", forklarede jeg med et sarkastisk smil og så væk fra ham igen og stirrede bare på de lukkede elevatordøre foran mig.

"Du mener seriøst, at du bare vil gå og lade som om intet er sket mellem os?", spurgte han med en undrende tone i stemmen, så jeg straks vendte mit målløse blik hen på ham.

"Hvad mener du med det? Justin, alt det der er sket i nat - Det kan du roligt sætte en rød streg over...", svarede jeg med et sarkastisk smil, og han smilte slet ikke, men hvad kunne jeg også forvente af ham.

Han slog afværgende med armene og gik langsomt helt hen til mig, "Hør her Isabell... Jeg beklager vores nat og den dumme morgen... Jeg var bagstiv og slet ikke mig selv, og jeg beklager, at jeg bare skred fra dig, men jeg måtte bare få noget luft, og jeg smuttede bare ind i min egen suite for at sove igennem, og..." "Ærligt talt Justin.. Hvor vil du hen med alt det her?", afbrød jeg ham temmelig målløs over, at han åbenbart ikke virkede til at være fuldkommen ligeglad med mig?

Justin smilte svagt og stilte sig helt op ad mig, så der ikke var meget mellemrum mellem os, "Jeg prøver vel på, at undskylde, og spørger, om vi ikke skal give det hele en chance til?", forklarede han med et lille smil lettere ned på mig.

"Pling!", lød det tydeligvis fra elevatoren og jeg kunne høre dørene gå op, mens jeg så målløs på Justin, der stod og smilede skævt til mig.

"Hvad siger du?", spurgte han med et bid i underlæben, så jeg så med et løftet øjenbryn på ham, "Sig mig, er du stiv, skæv eller noget?", fløj det målløs ud af mig, så Justin trak lettere på smilebåndet med et svagt lille grin, "Nej sgu da! Jeg prøver at være venlig her. Jeg kan jo faktisk godt lide dig Isabella, og derfor foreslår jeg dig, at vi kan fortsætte som venner og give det hele en chance til?"

Jeg så nærmest chokeret på ham med opspærrede øjne, og rystede på hovedet og trådte et skridt bagud, "Justin, jeg stinker langt væk af røg, sved og sprut, og vil bare gerne hjem i bad og ikke mindst få noget mad, da jeg er pænt sulten - så eh.. Tak, men nej!", svarede jeg bestemt og vendte mig omkring og gik hen og trykkede på elevatorknappen, så dørene åbnede sig igen, hvorefter jeg trådte ind i elevatoren og trykkede på L-knappen for lobbyen, så dukkede Justin bare op og stilte sig modstræbende op ad dørene, så de ikke kunne lukke.

Jeg sukkede tungt og opgivende og gled mine fingre bagud i mit lange fyldige hår, "Ærligt talt Justin.. Hvad er det du prøver på?", spurgte jeg opgivende, mens han smilte skævt til mig og hintede med hovedet vejen ud ad elevatoren, "Kom nu Isabell? Jeg giver mig ikke så let... Du kan få et bad i fred, og så skal jeg nok fikse noget tøj til dig nede fra shoppen i lobbyen her på hotellet, så giver jeg en god sen frokost i suiten? Sig nu ja?", bad han med et skævt smil, så jeg sukkede lettere opgivende, mens jeg følte, at han bare stod og afventede mit svar.

"Kom nu? Det er min måde at undskylde for, at du har haft sådan en hård medfart i nat? Lad mig nu få lov til at råde bod på den? ", bad han med et smørret smil, så jeg bare stod og så træt og opgivende på ham.

"Please?", bad han med et charmerende smil, så jeg ærligt måtte indrømme, at jeg nok ikke kunne stå helt for hans bedende blik, der fik mig til at fnise lidt.

"Svar mig ærligt Justin, var det din plan fra starten af med det her?", spurgte jeg med et nervøst blik på ham, så han grinte svagt og rystede på hovedet.

"Jeg troede ærligt, at du allerede var smuttet din vej, men da jeg så opdagede dig herude på gangen, så øjnede jeg chancen for at gøre det hele godt igen... Kom nu? Vil du ikke nok tage imod min forbeholdne undskyldning?", bad han, så jeg så lettere tænkende hen på ham.

- Skulle jeg virkelig gøre det her?

~

I dag

Illum i cafeteriet, København C, fredag d. 28 marts, 2014, kl. 15:27

Jeg stirrede tomt ind i mit glas med cola og kunne bare ikke slippe tankerne omkring min datter og om hendes far overhovedet fortjente, at få det af vide?

Altså, jeg kunne se det på to måder her; Alt var gået så godt under hele graviditeten og selv om det til tider trættede mig med dage med amning, bleer og til tider søvnløse nætter, så nød jeg trods alt min datter og min barsel. Jeg elskede hende jo og følte hende ikke uønsket trods min unge alder, og at jeg måtte afse byturene med Maria og nogle af mine andre venner og bekendte.

Og hvad andet var, så var jeg slet ikke sikker på, at min datters far ville sætte pris på, at få at vide, at han altså var far til en lille pige i Danmark. Hans liv var jo kaotisk, og det var ikke noget jeg bare vidste, men fordi det stod i sladderbladene, hvor det ofte viste, at han ikke havde så meget styr på sit liv lige for tiden.

"Isa?"

"Isa, hallo?"

Jeg så sukkende væk fra mit glas og hen på Maria, der sad overfor mig ved vores firkantede tomandsbord.

"Du sidder nærmest i din egen verden Isa? Er der noget galt?", spurgte Maria med et lettere bekymret blik, så jeg sukkede tungt og rystede langsomt på hovedet, "Maria, svar mig helt ærligt her?", begyndte jeg, så hun nikkede svagt og så pænt opmærksomt hen på mig.

"Hvad er det, der går dig på smukke?", spurgte hun med et svagt bekymret smil og rakte ud efter hendes egen cola og tog en hurtig tår af den.

"Begår jeg virkelig den største fejltagelse ved ikke at fortælle ham, at han faktisk er blevet far?", spurgte jeg med et nervøst bid i underlæben.

Det var en regel mellem Maria og jeg, at vi slet ikke nævnte hans navn i sammenhæng med min datter, for hvad hvis folk lyttede med? Men Maria var heller aldrig i tvivl om hvem jeg snakkede om, når det gjaldt hendes far. Så det var ret simpelt!

Maria pustede tungt ud og satte sit glas på bordet, "Isa... Du har jo selv sagt, at du ikke vil lade ham det vide... Hvorfor spørger du så mig om det? Har du det ikke i det hele taget godt, som enlig mor?", svarede hun med spørgsmål, så jeg nikkede med et usikkert lille smil.

"Jo, men jeg er alligevel kommet i tvivl? Hvad hvis jeg begår jordens største fejltagelse ved ikke at lade ham vide, at han faktisk er blevet far? Og hvad hvis min datter en dag om skal vi sige.. femten år, agter at finde ud af hvem hendes far er? Tror du så ikke hendes far vil blive stik tosset på mig, og kunne finde på, at lægge sag an mod mig og alt muligt lort, bare fordi jeg har har holdt det hemmeligt for ham i så mange år? - Hvem siger ikke, at han måske vil være en god far, selv om han er inde i en hård periode i øjeblikket?", forklarede jeg med et nervøst blik på Maria.

Hun lagde sine arme over kors og smilede skævt, mens hun så med et lusket blik hen på mig, "Der har du jo svaret Isa... Det kan godt være, at det hele bliver op ad bakke her i begyndelsen, men mon ikke, at han nok skal vænne sig til tanken om, at han er far? Og så kan du jo så let som ingenting finde ud af, om han vil tage del i dit barns liv eller ej, og først der, kan du få alle dine spekulationer på afstand smukke..", forklarede Maria med et lille smil, så jeg nikkede med et nervøst lille smil.

"Okay.. Du har ret..", svarede jeg roligt, så Maria så med et opspærret blik og smilte, "Så du vil fortælle ham det?", spurgte hun bestemt, så jeg nikkede med et nervøst smil, og straks greb Maria ud efter sin iPhone, der lå på bordet ved siden af hendes tallerken, så jeg så lettere skræmt hen på hende, "Hvad skal du?", brød jeg nervøst ud og sank en klump.

Maria så med et skævt smil op fra telefonen, "Finde numrene til Ekstrabladet, Se og Hør, og..." "Nej!", afbrød jeg hende bestemt, så hun så med et målløst blik hen på mig.

"Jamen, hvordan fanden vil du få kontakt med ham ellers?", spurgte hun med et spørgende blik, så jeg smilte svagt.

"Jeg har faktisk et telefonnummer, som jeg vil prøve af først, før jeg overhovedet tænker på at inddrage en masse åndssvage sladderblade...", forklarede jeg lavt, og greb ud efter en pommefrites fra min tallerken og tog nogle bidder af, hvor jeg i øjeblikket følte nogle andre kunder, sidde og glo hen mod Maria og jeg, men jeg valgte bevidst at ignorere det.

Maria så med opspærret blik på mig, "Har du seriøst et telefonnummer til ham?!", fløj det lettere højt ud af hende, så jeg så lettere pinligt på hende, "Shh.. Ikke så højt, men jo.. Det har jeg, men jeg aner ikke om det nummer stadigt er i brug? Hvem siger ikke, at han nok har skiftet numre nogle gange siden dengang jeg fik det?", svarede jeg med et skævt smil, så Maria så med et nysgerrigt smil hen på mig.

"Der er vidst noget, som du åbenbart har holdt hemmeligt selv for mig? Kunne jeg få den historie af dig?", spurgte hun med et skævt smil, så jeg nikkede med et lille suk, "Jo, men ikke her og på et andet tidspunkt, okay?", svarede jeg med et undskyldende smil, så Maria nikkede med et svagt smil, der i mine øjne virkede enormt skuffet.

Og på sin vis, kom det ikke bag på mig, hvis hun nok var blevet skuffet over, at jeg havde holdt noget hemmeligt for hende, men ja.. Jeg havde haft mine gode grunde...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...