I slept with Justin Bieber.

Man siger, at opdigtede historier ofte har to sider af samme sag, men hvad hvis et lignede tilfælde skete, lidt ligesom med Mariah Yeater, men så ikke var det pure opspind? Isabell Jasmin Pedersen på 19 år fra Danmark skjuler nemlig en ret stor og i dette tilfælde en ret sand hemmelighed, som går tilbage fra en aften og nat d. 22 april, 2013 i København. En periode, hvor den verdenskendte sanger Justin Drew Bieber gæstede Danmark. Hvad skete der den nat for Isabell og vil hemmeligheden, som hun har båret på i al den tid siden den aften, nogensinde blive afsløret for offentligheden?

117Likes
135Kommentarer
127739Visninger
AA

28. Desperate handlinger!


Justins synsvinkel:

I køkkenet, Justins luksusvilla, Jim Bridger Rd, Calabasas, Los Angeles, Californien, mandag d.14 april, 2014, kl. 14:24

Sukket var tungt fra Isabell, og selvfølgelig kunne jeg sagtens forstå hendes holdninger og hendes fornemmelse, for at hun ikke kunne stole på mig, men jeg var altså endelig fast besluttet på, at det skulle være slut mellem Selena og jeg. Jeg ville i hvert fald gøre mit bedste for at holde fast i den holdning. Jeg havde jo forelsket mig hovedkulds i Isabell, og jeg kunne mærke i mig selv, at Isabell var noget af det rigtige.

Hvad der i det hele taget havde gjort, at jeg ikke havde kunne skære ordenligt igennem med hensyn til Selena, kunne jeg ikke rigtigt komme med en decideret forklaring på. Måske skyldtes det hele faktisk, at jeg havde været bange for at slippe noget, som jeg havde elsket længe og ubetinget, og måske skyldtes det også, at jeg var bange for det nye og stadigt ret usikre forhold med Isabell, men jeg var villig til at tage en chance, så frem hun ville give mig den chance?

Isabell var ganske vidst ingen kendt sangerinde som Selena, selvom jeg havde hørt hendes dejlige englestemme, eller model som de modeller jeg førhen havde datet, men alligevel havde Isabell det særlige og unikke, som jeg higede enormt meget efter. Selv om hun før i tiden havde været et engangsknald til en tilfældig fest i Danmark, og selvom jeg havde været temmelig beruset dengang, så havde min person altså ikke fejlet hvad angik min type af piger, for Isabell var noget særligt. Hun var pokkers sød og trods hun ikke var en langbenet model, så var hun pokkers lækker, og så dejlig ud, og hun tændte mig virkelig meget.

Ja, Isabell var bestemt i samme kategori som Selena, bare på en anden måde. Hun havde hen af samme afstamning som Selena, men var blot fra Argentina, mens Selena var mexicaner, og så var Isabell en virkelig smuk brunette med de kønneste brune dådyrøjne! 

Ja indrømmet! Kønnere øjne end Selenas, men det valgte jeg at holde for mig selv. Yderligere, var det gået op for mig, at Isabell besad en unik sangstemme, som jeg var ret sikker på, at Scooter og jeg ville kunne modellere på, men den slags ville jeg slet ikke bringe på banen endnu, eftersom jeg først og fremmest ønskede, at Isabell og jeg kunne få vores komplicerede forhold til at fungere.

Jeg elskede hende jo, og hun var sådan en dejlig mor til min datter. Så var der overhovedet nogle tvivl om, at jeg virkelig ønskede og håbede på, at Isabell ville give mig en chance til?

"Det er bare ikke så lige til Jus..", sukkede hun, hvor ved hun vendte sig om på den anden side, så jeg igen havde øjenkontakt med hende, til trods for at hun lå med hovedet på mit højre lår her på gulvet.

Ja, Isabell havde virkelig grædt igennem og det havde gjort ondt på mig - virkelig ondt.. Så ondt, at jeg selv havde siddet her op ad væggen og grædt nogle tårer. For jeg havde prøvet så ihærdigt, at få hende til at forstå, at jeg mente alt hvad jeg sagde af ærlighed! At jeg var villig til, at vi begyndte helt forfra på en frisk og at jeg meget snart ville offentliggøre mit forhold til hende på den ene eller anden måde.

Ja, alt det var jeg villig til at gøre!

Men Isabell virkede ikke til, at hun kunne lære at stole på mit sandfærdige ord. Det var sandfærdigt for mig, selvom jeg godt vidste inderst inde, at jeg før havde lovet guld og grønne skove over for min eks-kæreste Selena, men hvor det flere gange alligevel var gået galt.

"Jeg ved, at det kan være svært at stole på mig baby, men jeg synes virkelig, at du burde give mig denne chance til at vise dig, at jeg godt kan..", forklarede jeg lettere distræt, så Isabell nu rejste sig fra mit lår og satte sig i havfruestilling, mens hun så på mig med et ret bekymrende og såret blik.

"Jeg vil så gerne tro på dig Justin, me..." "Så tro på mig Bells!", afbrød jeg hende desperat og jeg lagde min højre hånd om hendes venstre kind og kæbe, så hun lukkede øjnene med et tungt og opgivende suk et kort øjeblik, hvorefter hun glippede øjnene op og fandt mit frustrerede blik på hende. Ja, jeg gruede for, at hun alligevel ville tage valget ved at rejse fra mig.

"Det er ikke så ligetil Justin... Du har spillet på to heste på én gang, og det har ærligt talt ødelagt min tillid til di..." "Sig mig, elsker du mig ikke?!", afbrød jeg desperat, så Isabell så med et frustreret og målløst blik på mig i flere sekunder uden at sige noget til mig, og jeg bemærkede at hun sank en klump.

"H.. hvor vover du at spørge mig om sådan noget?", spurgte hun lavt, hvor jeg tydeligt kunne høre vreden i hendes toneleje.

Jeg lukkede øjnene desperat i sekunder, hvor ved jeg åbnede dem igen og blev atter mødt af hendes vrede blik på mig.

"Undsk..." "Justin.. Du burde slet ikke tvivle på, at jeg faktisk elsker dig, men måden du beder mig på at blive på skal ikke misbruges ved de tre stærke ord, for det er første gang, at du bringer de ord på banen og så vover du at bruge de ord i en sammenhæng på, at jeg skal blive hos dig, uden at du faktisk siger det først til mig! Ønsker du virkelig, at jeg skal blive hos dig på præmisser af, at jeg skulle elske dig og så du bare slipper så let s..." "Jeg elsker dig faktisk Bells!", afbrød jeg hende, mens jeg kunne mærke mine tårer bryde frem fra mine tårekanaler, så Isabell selv sank hovedet og brød ud i gråd.

"Det her.. nrrrh... kan du ikke byde mig...", hulkede hun med blikket nede i gulvet, så jeg lagde min hånd om hendes ene overarm uden på hendes røde mavebluse og trak blidt i hende, "Kom her bab..." "Lad mig være!", afbrød hun mig, mens hun rev sin arm til sig og så med et grædende frustreret blik på mig, hvor ved hun straks rejste sig fra gulvet.

"Baby?!", udbrød jeg frustreret og rykkede mig væk fra væggen bag mig og så hende løbe grædende ud af køkkenet på bare fødder ned gennem gangen, kun fordi hun havde smidt sine klipklappere her på gulvet.

Jeg kæmpede mig op at stå og skulle til at sætte mig efter hende, men hvor hun forsvandt nede for enden af gangen, dukkede min far med det samme op i døråbningen til køkkenet med Arabella på armen, og min søskende stod lettere bag ham og så spørgende på mig.

"Justin, hvad foregår der her?", spurgte min far bestemt, så jeg sank blikket mod gulvet og gik hen og satte mig på én af de høje stole på den anden side af køkkenbordet og jeg brød fuldstændigt sammen og gemte mit ansigt ned i mine arme og køkkenbordet.

"Hvorfor fanden kan jeg aldrig gøre noget rigtigt?", råbte jeg grædende ned i bordet og gemte mit hoved for omverdenen med mine arme omkring, mens jeg bankede min knyttede næve ned i bordpladen et par gange af bar frustrationer.

"Unger... Fis lige hen og leg et andet sted.. Find én af de andre.. Jeg skal lige snakke med Justin under fire øjne..", kunne jeg høre min far sige i en rolig tone til mine søskende.

"Jamen far?" "Gør nu, som jeg siger Jazmyn og tag din bror med dig..", afbrød min far tydeligvis Jazmyn kunne jeg høre.

"Okaaay..", lød det nærmest opgivende fra Jazmyn. "Kom Jax..", lød det yderligere fra hendes lille spæde pigestemme, og alt syntes at være stille i køkkenet et øjeblik, selvom jeg godt vidste, at min far var her.

Jeg kunne høre, at han trak én af de andre høje stole ud ved siden af mig og satte sig tydeligvis ned på den sammen med Arabella, og sekunder efter mærkede jeg en hånd stryge mig over ryggen.

"Justin... Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det hele hænger sammen med Isabell og dig, men noget siger mig, at i bare ikke kan få det til at fungere.."

Jeg løftede mig en anelse fra bordpladen og gned mig snøftende om næsen, "Nnrrh.. Du forstår det ikke far..", snøftede jeg yderligere og rettede mig helt op at sidde ordenligt på den høje stol og jeg stirrede bare tomt frem for mig.

"Måske burde du bare give det hele en masse tid? Du og Selena er trods alt lige gået fra hinanden.. Måske ville det være bedst for dig.. Ja, faktisk for både dig og Isabell og ikke mindst jeres lille datter her, at i vælger at tage det hele lidt mere roligt.. Der er ikke nogen der siger, at i skal være sammen med det samme og f..." "Jamen far, jeg elsker hende jo!", afbrød jeg ham frustreret og så nu på ham, hvor han løftede det ene øjenbryn og bare sad og så på mig med et nærmest gådefuldt blik, mens han sad og kærtegnede Arabellas ryg, mens hun faktisk lå og slappede af på hans skulder. Ja, det var sgu ingen hemmelighed, at min far var fantastisk til små børn, men okay.. Han havde jo ligesom også Jazmyn og Jaxon til dagligt.

"Justin, jeg ved godt, at du gerne vil være voksen fordi du er tyve år, men jeg indrømmer ærligt, at du har meget at lære endnu. Rom blev ikke bygget på en dag, og bare fordi du pludseligt er gået hen og blevet far selv, så er det slet ikke ensbetydende med, at du pludseligt fra den ene dag til den anden er gået hen og blevet mere ansvarlig i din opførsel. Jeg ved, at du lige for tiden kæmper for at få dit liv til at fungere, men tag lige og indse, at din ret uansvarlige opførsel har fået dig på et sidespor. Hvor mange gange har du ikke lovet Selena guld og grønne sk..." "Far! Det er sagen uvedkommende! Det har intet med Selena at gø..." "Det kan jeg garantere dig for, at det har søn! Du har en tendens til at flygte fra alt og alle, når der kræves en masse ansvar fra dig!", afbrød min far strengt, efter jeg havde afbrudt ham.

Jeg sukkede tungt opgivende, og jeg ville helst ikke lade mig styre af min fars ord. Jeg skulede irriteret på ham, "Nu begynder du fandeme ikke også..", mumlede jeg surt, så min far løftede sit ene øjenbryn, mens han tydeligvis så mere end alvorlig ud.

"Justin, jeg er din far, og din mor har ret.. Du opfører dig meget uansvarligt og tager de forke..." "Hvad fanden rager det dig, hva?!", afbrød jeg ham vredt, og straks stak Arabella op i et højt hyl på min fars skulder.

"Justin, hvordan er det du taler til mig?", lød det lamslået fra min far, hvor ved jeg rejste mig fra stolen med et olmt blik på ham og greb resolut ud efter Arabella fra hans skulder, så min far bare så lamslået på mig.

"Jeg forstår slet ikke din opførsel..", røg det målløst ud af ham.

Jeg snøftede tørt, mens jeg bare så olmt på ham og jeg puttede min grædende prinsesse ind til min brystkasse, mens jeg holdte om hendes baghoved og jeg hoppede blidt trøstende med hende. Ja, jeg var sgu godt klar over, at det var min skyld udelukkende, at Arabella blev så forskrækket og græd over mit udbrud, men jeg følte mig bare så presset lige nu, fordi det slet ikke gik efter mit hoved, som jeg lige ønskede det allermest.

"Der er ikke noget at forstå far. Jeg ved fandeme godt, at jeg har taget mange forkerte valg, men jeg prøver virkelig, og det er fandeme som om, at hverken mor eller du vil give mig lov til at bevise, at jeg faktisk godt kan. Tror du det er for sjovt, at jeg har valgt at satse på Isabell frem for Selena? Jeg elsker Isabell og hun er en fantastisk mo..." "Justin, jeg forstår godt din pointe, men prøv alligevel at lære at fokusere i stedet for at bilde dig ind, at de valg du tager er de mest fornuftige..", afbrød min far mig i en skarp tone.

Jeg så bare med et spydigt blik på ham, "Det kan fandeme godt være, at jeg har taget mange forkerte valg før i tiden, men jeg garanterer dig far, at dette valg her er mere end gennemtænkt. Jeg elsker virkelig Is..." "Og du er sikker på, at du ikke gør alt det her, kun fordi du ved, at du er blevet far? Hvad med at give det hele noget ro? Du er ikke særlig gammel, og du har meget at skulle lære som ung far, og..." "Og du var måske bedre, hva'?", afbrød jeg ham olmt, så min far så målløs på mig og rejste sig fra stolen.

"Justin, det ved du godt er sagen fuldstændig uvedkommende, for du kan slet ikke tillade dig at sammenligne mig med dit li..." "Det kan du bande på, at jeg kan! Hvem fanden var det lige, der forlod mor midt i det hele, mens jeg var lille, bare fordi at vennerne og fuldskab var langt vigtigere for dig, end mor og mi..." "JUSTIN, NU STOPPER DU FANDEME!", råbte min far afbrydende, så Arabella, stak op i et højt hyl igen.

Fuck, jeg var rasende lige nu!

"Uha hva'?! Der trådte jeg nok på et ømt punkt, hva'?", svarede jeg med et flabet spydigt smil til min far, mens jeg prøvede at trøste Arabella, der græd højlydt.

"Hold kæft, hvor er i begge to hensynsløse! Og i skal forestille at være to voksne mænd? Ja, goddag du!", lød det pludseligt afbrydende fra Isabell i en grådkvalt og frustreret tone, så jeg slet ikke havde opdaget hende før nu, hvor hun kom hen og greb ud efter den grædende Arabella, som hun bare rev ud af min favn og jeg mødte hendes grædende blik.

"Det her Justin, det finder jeg mig ikke i! Hvis du ikke kan finde ud af at opføre dig nogenlunde ansvarligt, så ser jeg ikke nogen anden grund end til at rejse..", hulkede Isabell, så jeg straks mærkede et stik i hjertet.

"Nej! Du vover lige på at rejse væk med min datter!", udbrød jeg frustreret, mens Isabell traskede hurtigt ud af køkkenet med Arabella i hendes arme.

"Lad hende få fred Ju.." "Du kan fandeme tro nej!", afbrød jeg igen min far i en olm tone, og jeg tøvede ikke med at følge efter Isabell...

~


Isabells synsvinkel:

Isabells gæsteværelse, Justins luksusvilla, Jim Bridger Rd, Calabasas, Los Angeles, Californien, mandag d.14 april, 2014, kl. 15:12

Hold da helt kæft, for et spektakel her. Det var skruen uden ende. Jeg kunne seriøst ikke forstå, at to voksne mænd, kunne stå og skændes på den måde og så med et stakkels forsvarsløst lille barn imellem. Lige der gik det endelig op for mig, at selvom Justin helt sikkert var en god far for Arabella, så var han langtfra moden nok til at tage ansvar. Der foregik alt for mange løse ender her.

Justin påstod, at han kæmpede med at få styr på sit liv, men allerede bare på de seneste par dage, så kunne jeg godt se, at det ikke helt var tilfældet. Han drak, røg hash og hans turbulente forhold til Selena, var jo rodet og frustrerende. Jeg kunne kun se det mest logiske for os alle, at Justin lærte at tage en ting ad gangen og dermed få mere fokus på hvad pokker han helst ville. Jeg ville selvfølgelig ikke tage faderskabet fra ham, men det var ret indlysende, at han ikke kunne fokusere på at give hans datter en sund opvækst, for jeg nægtede at bringe al det rod ind hos Arabella. Hun behøvede faste normer og rammer og ikke mindst en masse kærlighed, opmærksomhed og tryghed.

Hun havde da slet ikke behov for at være midt i hendes far kaotiske og selvviske liv!

Jeg pustede frustreret og ulykkeligt ud og satte mig ned på sengen med Arabella. Hun klynkede heldigvis kun nu, men jeg vidste, at hun måtte være enormt sulten, og selvom jeg mest af alt havde lyst til at begynde at pakke vores tøj, så måtte jeg desværre ligge det lidt til side, eftersom jeg ikke var en ravnemor, der bare forsømte min lille lille datter. Hun var trods alt vigtigst!

Jeg trak op i min venstre side af min top, mens Arabella lå på sengen mellem mine ben og græd stille med våde kinder, mens hun så op på mig, og hun begyndte straks at klynke højlydt, da jeg åbnede min ene skål i amme-bh'en, så jeg sådan set godt vidste, at det var på grund af sult, at hun græd sådan.

Og jeg betænkte hende ikke..

Jeg satte mig godt op ad sengegærdet med puderne i ryggen og så lagde jeg ammepuden på plads over mine ben, eftersom jeg sad i skrædderstilling i sengen.

Jeg løftede min klynkende prinsesse op fra sengen og lagde hende godt til rette på ammepuden, hvor hun med de kæreste babylyde begyndte at søge efter min nøgne brystvorte til jeg hjalp hende det sidste lille stykke, hvor hun straks fik fat, og det turde da lige siges, at det stakkels lille pus var sulten, for hold da op, hvor hun slubrede i sig med det samme.

Med et stadigt voldsomt galoperende hjerte, lukkede jeg øjnene med en hård synkende bevægelse og dumpede mit hoved op ad sengegærdet og prøvede mest muligt at slappe mere af, selvom min krop nok allermest var pokkers anspændt.

"Duk duk duk!"

Bankelydene fik mig dog hurtigt ud af mit hvil op ad sengegærdet, så jeg så med et frustreret blik hen mod døråbningen, hvor det slet ikke kom bag på mig, at Justin stod.

Han stod og betragtede mig med et meget trist blik, "Må jeg komme ind?", spurgte han med et knæk i stemmen, så jeg sukkede tungt og opgivende og himlede med øjnene over ham og hans uendelige iver, for at redde de spinkle og for længst knækkede tråde ud.

"Gør, hvad du har lyst til.. Det er dit hus..", mumlede jeg koldt, så jeg bemærkede ham bide i sin underlæbe med et frustreret blik.

Ja, det bid virkede slet ikke forførende på nogen måde...

Jeg så igen væk fra ham og valgte at se ned på Arabella, der stadigt lå og slubrede i sig af mælken, så det sådan set ikke kom bag på mig, at hun var blevet så frygtelig sulten. Ja, hun havde jo sådan set ikke været blevet ammet siden i nat, hvor jeg ammede hende. Stakkels barn faktisk! Og nej, jeg var ikke en dårlig mor, der ikke sørgede for hende. Der havde bare været foregået alt alt alt for meget, siden jeg var stået sent op.

Jeg hørte et meget hårdt og tungt suk fra Justin, så han med garanti ønskede medlidenhed fra mig, men ja.. Det kunne jeg fandeme ikke give ham i øjeblikket!

Jeg kunne mærke, at han satte sig op i sengen blot en halv meter fra mig, men jeg så ikke på ham. Blot fokuserede jeg på min lille prinsesse, mens jeg sad og nussede og aede hendes lille hoved og hendes mørke strithår, der føltes som det fines fehår. Hendes små saglige synkelyde, beroligede mig til en vis del lige nu. Normalt hed det sig, at de berolige mig 100%, men lige nu hvor der havde været foregået alt for meget i dag, så beroligede det mig kun til en vis del.

Jeg sank en frustreret klump, da Justin åbenbart bare tillod sig, at lægge hans hånd om hendes hoved uden på min hånd, bare fordi han absolut også skulle kærtegne hende, lige netop hvor jeg ellers gjorde det, så jeg fjernede hurtigt min hånd, men han var alt for hurtig til at gribe fat om min hånd, så jeg endelig så op og mødte hans blik, hvor han seriøst tillod sig at smile på hans typiske røv-irriterende og charmerende måde.

"Bells... Vil du ikke no.." "Slip mig..", afbrød jeg ham og rev min hånd til mig og så atter væk fra ham igen og ned på Arabella, der nu havde lukket hendes øjne, hvor hun stadigt lå og ammede, men holdte små pauser med at labbe i sig, så det var tydeligt, at hun var nået til det tidspunkt, hvor hun stadigt spiste, men gjorde det meget roligt, fordi hun med garanti snart blev overmandet af søvnen.

"Bells.. Jeg beder dig? Vil du ikke nok lade være med at rejse?"

Jeg sukkede frustreret og bed mig hårdt i underlæben, bare for at føle en anelse smerte. Kunne han ikke bare forstå, at jeg behøvede ro nu? Han skulle fandeme bar lade mig være lige nu - Var det for meget forlangt?

"Bells? Sig nu noget? Jeg kan ikke lide, at du bare lukker mig ude på den måde.."

"Vil du ikke godt gå?", spurgte jeg frustreret, uden at se op på ham, og jeg hørte et tungt suk fra ham.

"Bells..."

"Gå..", brød jeg ind og prøvede ikke at hæve tonen for meget, da jeg ikke ønskede at forskrække Arabella yderligere.

"Jeg elsker dig jo.. Please, du må ikke rej.." "Gider du ikke godt gå, tak?!", afbrød jeg ham igen med hævet tone,  og så nu op på ham, hvor han tydeligvis sank en klump og bare så på mig med et ulykkeligt blik, og jeg bemærkede en tåre, der banede sig ned ad hans ene kind, hvorefter han fugtede sine læber og han tillod sig seriøst, at lægge sin hånd om min kind, "Bells.. Jeg elsk..." "Fjern din hånd Justin..", udbrød jeg frustreret og skubbede med det samme hans hånd væk fra min kind for fulde gardiner, så han bed sig temmelig frustreret i underlæben og kom tydeligvis med et indestængt hulk og hans øjne så meget fugtige ud, hvor efter han rystede langsomt på hans hoved.

"Du kan ikke gøre det her mod mig Bells... Er du ikke klar over, at jeg elsker dig og Arabella højere end no..." "Vil du ikke godt gå?", afbrød jeg ham med et knæk i stemmen og en klump i halsen, hvorefter mine tårer rendte ufrivilligt ned ad mine kinder, mens jeg så bebrejdende på ham.

Justin nikkede svagt, mens han snøftede og han tørrede sig flygtigt om kinderne og næsen, mens han rejste sig fra sengen, og jeg kunne mærke hans blik nede på mig, mens han stod i sekunder op ad siden af sengen.

Jeg kunne fornemme ud af øjenkrogen, at han vendte sig omkring og hans skridt forstummede, hvorefter lyden af den lukkede dør lød, og straks brød jeg hulkende sammen.

- Det her kunne mit hjerte slet ikke holde til i længden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...