Hidden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2017
  • Opdateret: 8 jan. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde haft følelsen af, at nogen forfølger dig? Følelsen af, at nogen holder øje med dig, selvom du ikke kan se nogen? Rin er en tyveårig pige, som til dagligt må leve med denne følelse, uden at være i stand til at gøre noget ved det. Hun kan fornemme, hvordan et par øjne hviler på hende, lige meget hvor hun befinder sig, selv når hun er sikker på at hun er alene på sit værelse - kan hun fornemme det. Øjnene, der borer sig gennem hendes hud og ser direkte ind i hendes sjæl, betragter hendes mørkeste hemmeligheder med et skævt smil på læben, blot for at underholde sig selv i den uendelige kedsomhed som følger med, at være en Seraph.
Rin er blevet underholdning for en ung Seraph; og dette skæbnesvangert møde mellem Rin og dette andet væsen, som hun langsomt bliver i stand til at kommunikere med, fører til en meget anderledes kærlighedshistorie.

10Likes
5Kommentarer
1250Visninger
AA

4. Worked

Jeg føler en indre uro, og må nærmest kæmpe mig igennem de første par lektioner på dagen, og først efter middagspausen, skal jeg have undervisning sammen med Amaya, så jeg idetmindste har nogen at dele mine tanker med - også selvom jeg ikke aner hvad jeg skal sige, da jeg ikke engang ved hvordan jeg har det.

“Ringo!” kalder Amaya ud med en lille nynnen som hun placerer sig selv i stolen ved siden af mig, hvor jeg blot nøjes med at rynke lidt på næsen af hende som svar, alt imens jeg stadig sidder og tænker og undres.

“Huh, hvad er der galt?” spørger min veninde som hun læner sig en anelse nærmere med et hævet øjenbryn og et par nysgerrige, brune øjne.

“Har du hørt hvad der skete med Jiro?” spørger jeg lavt uden at fjerne mit blik fra computerskærmen foran mig, hvortil jeg hurtigt hører et lille grynt fra Amaya, før hun begynder at grine.

“Ah, du mener det med at han tilsyneladende faldt midt på parkeringspladsen? Det må have været guld værd,” siger hun ret så højlydt, og får da også blikke fra de omkringsiddende i lokalet. Heldigvis er selve undervisningen ikke gået igang endnu, så læreren kan ikke høre noget ved hende.

“Det--... Det var ikke mig, jeg sværger! Jeg gjorde ikke noget!” siger jeg hurtigt og holder mine arme op som for at forsvare mig selv, “Han… Faldt bare, lige pludseligt…”

“Mhm, sikkert,” siger Amaya imens hun åbner sin computer op og finder sin egen tablet frem, og jeg er hurtigt i tvivl om hvorvidt hun tror mig eller ej, så jeg sender hende for første gang i dag et hurtigt blik.

“Jeg føler bare, at der sker mærkværdige ting omkring mig, huh,” mumler jeg stille som jeg retter mit blik mod skærmen foran mig endnu engang, og jeg kan i et kort sekund mærke Amayas blik på mig.

“Mærkværdige ting? Såsom?” spørger hun undrende.

“Ah, det er nok ikke noget,” siger jeg hurtigt og ryster lidt på hovedet. Det er sandt, at jeg har haft følelsen af, at nogen holder øje med mig, men det har stået på ret så længe efterhånden; kirsebærblomsten i min vindueskarm må udelukkende have været et mærkværdigt tilfælde, og Jiro som faldt på parkeringspladsen, tja, der er jo ikke ligefrem isslag, så det har jeg ingen forklaring på.

“Huh, føler du dig overvåget eller sådan noget?” spørger Amaya, og jeg må indrømme at jeg er overrasket over hvordan hun ved den slags, så jeg retter omgående mit blik mod hende, og ser på hende med mine blå øjne.

“Hvordan vidste du det?” mumler jeg forsigtigt.

“Oh, tja, du virker ret paranoid,” siger hun hurtigt og tvinger et lille smil frem på læben.

“Uhm, gør jeg?” hvisker jeg stille som jeg fjerner mit blik fra min veninde endnu engang, og begynder straks at tænke over, på hvilken måde jeg virker paranoid - måske ser jeg mig ret ofte over skulderen for tiden, men det er bare fordi jeg kan sværge på, at jeg kan fornemme at nogen holder øje med mig - det eneste tidspunkt jeg føler mig alene på, er når jeg er i bad, eller når jeg ligger i min seng om natten.

Så lige meget hvad, må min stalker have gode manerer, hvis han lader mig være alene når jeg er mest sårbar.

Det varer ikke ret længe, før undervisningen går i gang, og Amaya og jeg må vente til efter skole med at fortsætte vores samtale - vi har desuden en del at diskutere hvad angår vores eksamensprojekt, som vi er ret langt bagud med.

Jeg er virkelig den type, som laver alting i sidste øjeblik, alt imens jeg ikke får nogen søvn samtidigt med; men nu hvor jeg arbejder sammen med Amaya, så kan jeg ikke lade min usunde livsstil gå ud over hende, og jeg må virkelig til at tage mig sammen.

Jeg sidder gennem de sidste lektioner i Design og undrer mig over Amayas ord, såvel som jeg blot føler ubehag - men det er intet nyt. Det er endda svært for mig at følge med i hvad læreren siger, og så snart vi skal til at arbejde selv resten af lektionen igennem, så må jeg se hos Amaya da jeg ingen anelse har om hvad vi skal foretage os.

Sådan går de sidste par lektioner…

Så snart klokken bliver kvart i tre, og vi får fri fra skole, beslutter Amaya og jeg os for, at pakke sammen og sætte os hen i kantinen for at arbejde videre på vores eksamensprojekt; eller i hvert fald forsøge på det. Jeg tvivler dog stadig på, at vi er i stand til at udrette noget imens jeg har det sådan her; jeg lærte absolut intet i lektionerne i dag!

“Ugh!” knurrer jeg i frustration som jeg kører mine hænder gennem mit lange hår, så snart vi har fundet os til rette i kantinen, og Amaya bliver nødt til at tage sin halvgnaskede blyant ud af munden for at rette sin opmærksomhed mod mig, så snart jeg slår min pande ned i bordet.

“Uh, problemer, Rin?” spørger hun tøvende og jeg kan bare høre på hendes stemme, at hun har en mærkværdig grimasse i ansigtet, “Kan du ikke komme på nogen idéer, eller er det din skytsengel som går dig på?”

“Huh, skytsengel?” spørger jeg hurtigt som jeg løfter mit ansigt en anelse fra bordet og ser mod min veninde, med et rødt aftryk i min pande, “Hvad mener du?”

“Ah, bare det at du føler dig overvåget, men ikke kan se nogen, er det ikke som en skytsengel der passer på dig?” spørger hun med et skævt smil, “Det er da meget sejt, er det ikke?”

“Uh-huh, meget morsomt, Amaya,” påpeger jeg som jeg sætter mig op og læner mig tilbage i den ellers ret så ubehagelige plastikstol, “Oh well, skal vi forsøge at få lavet noget?”

“Wow,” kommenterer Amaya bare.

“Wow, hvad?” knurrer jeg.

“Wow, som i; Wow, Rin laver faktisk noget, og der er stadig mere end kun fireogtyve timer tilbage før vi skal aflevere vores opgave!” siger Amaya, hvor hendes stemme blot bliver højere og højere som hun taler, som for at overdramatisere sig selv.

“Meget morsomt, men vi har knapt ti dage før det her skal være færdigt,” siger jeg som jeg samler nogle af vores skitser foran mig for at se dem igennem, “Lad mig se hvad vi har at gøre godt med…”

“Oh, vi mangler stadig at finde nogle mandlige modeller,” siger Amaya pludseligt, “Måske vi kunne få Jiro til at hjælpe os.”

“Mhm, efter han faldt sådan overfor mig på parkeringspladsen, så tvivler jeg stærkt på det,” mumler jeg som jeg trækker lidt på skuldrene. Det ville ikke komme bag på mig, hvis han troede at det var mig, som havde sparket benene væk under ham, da det trods alt var mig som stod tættest på ham da det skete.

“Åh, Rin, du har det da bare med at tiltrække dig de flotte fyre, huh?” smiler Amaya skævt til mig, og jeg må undres over hvad i alverden hun rent faktisk mener.

“Flotte fyre… Som i flertal?” mumler jeg stille - Jiro er den eneste fyr på skolen som faktisk har vist interesse for mig.

“Hvad med det her outfit!” siger Amaya pludseligt som hun skubber en side med nogle skitser på over til mig, og mit blik rettes straks mod papiret foran mig. Det er en af mine meget rå skitser, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal kommentere på det; jeg har aldrig været tilfreds med det som jeg selv har lavet.

Jeg rynker bare lidt på panden af min veninde, før jeg finder et rent stykke papir hvorpå jeg giver mig til at tegne helt nye, rene skitser af idéerne som popper op i mit hoved. Amaya beslutter sig hurtigt for at gøre det samme, alt imens vi begge holder øje med vores moodboards som ligger spredt ud mellem os.

“Huh, grønne, grå, sorte og brune farver…”

Tiden som vi havde sat af til at arbejde på vores eksamensprojekt forsvinder relativt hurtigt, og klokken er snart syv, og tid til at tage hjemad. Skolen er så godt som tom, og lysene på gangene er slukkede; den eneste lyskilde i nærheden er den lampe, som hænger over vores bord i kantinen - selv Solen er næsten gået ned nu.

Der kommer en utilfreds lyd fra Amaya som hun læner sig tilbage hvor hun sidder, og lægger sine arme over kors imens hun skubber sin underlæbe lidt frem i en surmulende grimasse, “Så, vi kom ikke videre i dag, huh?”

“Tja, vi fik idetmindste flere idéer,” siger jeg og forsøger at holde humøret højt, selvom det er svært, og ser ret så sort ud, “Det ville være nemmere, hvis vi kunne forestille os en flot fyr foran os, eller en kæreste, og bare… Tænke os til, hvilket tøj vi gerne ville have ham til at gå i.”

“Ah, det er en fantastisk idé, Rin!” siger Amaya, og sarkasmen er alt for dominerende i hendes tone, “Det er bare ærgerligt at vi begge er single, uden noget udsyn til, at vi får en kæreste lige med det samme…”

“Well, se det på den lyse side; det var ikke dig som fik den eneste fyr der har talt til dig i flere måneder til at skvatte på røven foran halvdelen af skolen,” siger jeg og tvinger et lille grin frem på mine læber som jeg giver mig til at pakke mine ting sammen, “Hvis jeg nu spørger ham pænt, så kan det stadig være at han vil følges med mig til afslutningsballet, tror du ikke?”

Der går et par sekunder med stilhed fra Amayas side imens jeg får mine ting stoppet ned i min skoletaske. Så snart jeg er færdig undrer jeg mig hurtigt over, hvorfor hun ikke har sagt noget. Jeg retter da mit blik mod hende, kun for at opdage at hun ser på noget bag mig - igen. Det varer dog kun ganske kort, før hendes blik møder mit, og hun sender mig et af sine brede smil.

“Haha, selvfølgelig vil han da det,” siger hun og jeg glemmer hurtigt stilheden fra hende, og smiler bare tilbage.

“Vi ses i morgen, Amaya…”

“Yes! Det gør vi!” griner min veninde som jeg begiver mig ud af den ret så mørke kantine, og begynder at begive mig hjemad, nu hvor mørket har lagt sig over byen, og lygtepælene er begyndt at blive tændt.

Jeg har taget mine høretelefoner på, og lytter til noget ret så højt musik som jeg trasker hjemad; jeg nynner måske endda en anelse med på noget af musikken, og lægger slet ikke mærke til lyden af skridt som følger efter mig.

Jeg fornemmer ikke skikkelserne som holder øje med mig, da følelsen af overvågede øjne har været på mig i månedsvis, og det derfor ikke må være noget nyt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...