Hidden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2017
  • Opdateret: 8 jan. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde haft følelsen af, at nogen forfølger dig? Følelsen af, at nogen holder øje med dig, selvom du ikke kan se nogen? Rin er en tyveårig pige, som til dagligt må leve med denne følelse, uden at være i stand til at gøre noget ved det. Hun kan fornemme, hvordan et par øjne hviler på hende, lige meget hvor hun befinder sig, selv når hun er sikker på at hun er alene på sit værelse - kan hun fornemme det. Øjnene, der borer sig gennem hendes hud og ser direkte ind i hendes sjæl, betragter hendes mørkeste hemmeligheder med et skævt smil på læben, blot for at underholde sig selv i den uendelige kedsomhed som følger med, at være en Seraph.
Rin er blevet underholdning for en ung Seraph; og dette skæbnesvangert møde mellem Rin og dette andet væsen, som hun langsomt bliver i stand til at kommunikere med, fører til en meget anderledes kærlighedshistorie.

10Likes
5Kommentarer
1105Visninger
AA

3. Wind-Up

Den næste morgen vågner jeg op til normal tid, og ved at kaste mit vækkeur tværs gennem mit soveværelse, imens jeg kommer med en form for knurren under dynen - som sædvanligt. Mit vækkeur lander fint på den sofapude, som jeg har lagt på gulvet aftenen før, netop for at undgå at være nødsaget til at bruge flere penge på vækkeure.

Jeg tvinger mig selv til at trække dynen væk fra mit hoved og sætte mig op i sengen, selvom jeg vitterligt ikke har lyst til det, men Amaya ville dræbe mig hvis jeg kom for sent i skole, selvom det trods alt kan nås endnu.

Jeg forsøger at se mig lidt omkring i mit soveværelse, mens jeg langsomt er begyndt at få øjne, alt imens Solen er ved at dukke frem fra horisonten efter en nat, som virker alt, alt for kort.

“Så meget for at gå i seng klokken et,” mumler jeg stille til mig selv, midt i et gab, som jeg svinger mine ben hen over sengekanten for at plante mine fødder på det lyse trægulv. Jeg sidder så småt og betragter mit værelse, som Solens lys begynder at lyse rummet op gennem mine hvide gardiner.

Mine vægge er alle hvide, dog er den ene af væggene - den som er overfor min seng - malet i en masse, smukke farver og mønstre, hvilket jeg har til vane at gøre hvor end jeg bor. Da jeg var yngre og boede hos mine forældre, malede jeg altid mindst én af mine vægge i finurlige mønstre - men denne gang er det faktisk nogenlunde pænt. Det forestiller nogle fine, tynde grene som strækker sig hen over væggen, fyldt med lyserøde kirsebærblomster - min yndlingsblomst.

Jeg smiler lidt for mig selv som jeg rejser mig op fra sengen og går hen til vinduet for at trække gardinerne fra, og åbne vinduet så jeg kan få luftet en smule ud i lokalet. Jeg kører min ene hånd gennem mit lange, uglede, lyserøde hår, for at klø mig en anelse i min hovedbund - jeg er alt andet end charmerende når jeg lige er vågnet.

Da mit blik vandrer rundt på gaden udenfor opdager jeg ret hurtigt, at det ser ud til at stormen har lagt sig, da der vidst er så godt som vindstille. Det er nu meget rart, taget i betragtning at jeg skal gå i skole.

Gaden udenfor mit vindue er stadig så godt som tom, men klokken er trods alt også kun lidt over syv, så der går nok stadig en halvtimes tid før folk begynder at tage på arbejde og i skole.

“Ak, jeg må hellere få mig et bad,” mumler jeg stille som jeg langsomt begynder at traske ud på badeværelset for at blive skyllet godt igennem af det kølige vand. Jeg smider hurtigt min grå pyjamastrøje, og mine røde og hvide pyjamasbukser, såvel som mit undertøj, før jeg træder ind i bruseren og begynder på det første af mine morgenritualer.

Jeg bor helt alene i min lejlighed, hvilket til tider er en anelse ensomt, men hellere det end at bo hos mine forældre som konstant vil rode i mit privatliv. Min lejlighed er en toværelses, men dog alligevel ret lille, kun omkring fyrre kvadratmeter med et ret så stort badeværelse. Køkkenet hænger desuden så godt som sammen med stuen, uden nogen form for skillevæg, så man kan vel sige at det snyder lidt, når man kalder det en toværelses lejlighed.

Jeg er bare lykkelig for, at jeg har et soveværelse, så jeg ikke behøver sove i det samme rum som jeg har stue i.

Jeg træder snart ud af badet endnu engang, tørrer hurtigt mit hår med mit håndklæde, og vikler det derefter omkring min krop, før jeg går tilbage til mit soveværelse, og laver små, våde fodaftryk på vejen.

Temperaturen i værelset er faldet en del på grund af det åbne vindue, så jeg beslutter mig for hurtigt at gå hen for at lukke det. Solen er desuden stået op, og mit værelse er fuldstændigt lyst op nu. Som jeg rækker ud efter håndtaget til vinduet, opdager jeg noget som ligger i vindueskarmen - det er en enkelt kirsebærblomst.

Kirsebærtræerne er netop begyndt at blomstre, da det trods alt er forår, men såvidt jeg husker er det nærmeste kirsebærtræ nu et par hundrede meter væk, og jeg undrer mig over hvordan denne blomst kunne være blæst herind - taget i betragtning hvor vindstille det er udenfor.

Jeg rynker en anelse på mine øjenbryn som jeg retter mit blik mod gaden udenfor, forundret over hvem eller hvad der har bragt blomsten herind - måske en lille fugl? Det er vel den eneste logiske forklaring der er.

Jeg trækker lidt på skuldrene som jeg lukker vinduet før nogen får øje på mig, da jeg trods alt er så godt som nøgen, set bort fra håndklædet omkring mig.

Jeg tager en dyb indånding som jeg vender mig rundt, og begynder at rode gennem mit skab for at finde noget tøj som jeg kan tage på. Jeg beslutter mig dog hurtigt for at tage den samme nederdel på som i går, sammen med nogle hvide leggings denne gang. Desuden virker det lidt varmere udenfor, så en enkelt sweater skulle være nok i dag. De samme støvler fra dagen før, og min forårsjakke, bliver hurtigt trukket på, og så er jeg så godt som klar.

Halstørklædet bliver dog alligevel viklet omkring min hals som jeg forlader hoveddøren, i nogenlunde god tid for en gangs skyld.

Jeg tjekker hurtigt mit armbåndsur som jeg begynder at gå ud af indkørslen til min lejlighed, og smiler lidt for mig selv da jeg opdager at jeg faktisk er i nogenlunde god tid - det betyder bare, at jeg måske vil kunne nå at hente noget kaffe i kantinen, da deres kaffe trods alt er meget bedre end det instant kaffepulver jeg har derhjemme.

Jeg tager en lille indånding, og nyder Solens stråler som lander på mig og varmer mig op bare en anelse. Mine hænder er, som altid, brandvarme, og mine kinder en anelse røde fra den kølige morgenluft.

Det varer ikke alt for længe, før jeg befinder mig på parkeringspladsen til universitetet, og et lille, skævt smil spiller på mine læber da jeg opdager, at mange af pladserne stadig er tomme - hvilket betyder at jeg er i god tid, og helt sikkert godt kan nå at købe den kop kaffe i kantinen!

“Hehe,” fniser jeg stille for mig selv som jeg sætter farten en anelse op og småhopper hen over asfalten med kurs mod indgangen til kantinen.

“Hey, Loveless!” hører jeg nogen kalde, hvilket øjeblikkeligt får mig til at stoppe op og se mig tilbage over skulderen med en anelse frustration i mit ansigt. Jeg er så tæt på, at få dagens første koffein, og så bliver jeg forstyrret?

Jeg får øje på en af fyrene fra visual design klassen, en af de få fyre som - såvidt jeg ved - rent faktisk ikke er homoseksuel, til gengæld er han ret flot, og bare en anelse populær blandt pigerne, selvom det er begrænset. Der er ikke ligefrem nogen på skolen som er super populær, da alle klasserne ikke kender hinanden godt nok til at skabe kliker på tværs af linjerne og lignende.

“Oh,” mumler jeg stille imens jeg forsøger at rode i min hukommelse efter navnet på fyren, da jeg trods alt har gået i samme klasse som ham, men dog kun det første semester, før vi alle blev sendt ud til hvert vores speciale, “Ah, Jiro, ikke?” Jeg tvinger et lille smil på læben, og da fyren gengælder mit smil som han kommer over til mig, må jeg gætte på at jeg har ramt rigtigt.

“Loveless, jeg har hørt at du klarer dig godt i din klasse, huh?” siger han som han lægger sine arme over kors med et smil på læben. Jeg undrer mig hurtigt over hvor han har hørt det, for jeg sløser ret så meget med mit skolearbejde af ren kedsomhed.

“Åh, virkelig…” mumler jeg stille og undviger hans blik bare en lille smule og tvinger en lille latter frem, “Ha… Ha… Det kan vel diskuteres.”

“Haha! Humor har du også stadig!” griner han, og snart står to af hans kammerater ved hans side - to fyre jeg ikke kender, men jeg gætter på at de går på samme linje nu.

Hvad mener han med at jeg stadig har humor? Vi snakkede knapt nok sammen på det første semester?

“Uhm, kan jeg hjælpe dig?” spørger jeg med et hævet øjenbryn, “Jeg vil gerne nå at købe noget kaffe før timen starter.”

“Ah, jo, ser du,” starter Jiro som han læner sig lidt nærmere og til sidst lægger en arm omkring skuldrene på mig for at trække mig lidt nærmere, “Jeg tænkte såmænd på, om du ikke ville følges med mig til afslutningsfesten?” Hans ord overrasker mig, og mine gråblå øjne vokser sig hurtigt store af overraskelse og ren og skær chok. Det sidste jeg havde regnet med, var at nogen ville udspørge mig til at være sin date til afslutningeballet.

Jiro er desuden ikke ligefrem en grim fyr, og så er han ret populær blandt pigerne, så hvorfor ville han dog spørge mig om det her?

Jeg trækker lidt på smilebåndet, men kun ganske svagt, da jeg ikke er sikker på hvorvidt jeg ønsker at sige ja eller nej. Det kunne være fantastisk med en date til festen, så jeg overvejer et kort sekund at sige ja - men en del af mig ønsker ikke at følges med ham til festen, af en eller anden grund.

Jeg når end ikke at få svaret på hans spørgsmål, så sker der noget uventet. Jeg får ikke helt fat i, hvad der foregår, men det ser ud til, at vinden pludseligt blæser benene væk under ham, hvilket blot fører til at hans arm fjernes fra mine skuldre, og han straks ligger fladt på asfalten under os.

Der kommer et højt “Uff!” fra ham, og hans to kammerater står bare og ser på i forvirring, hvorefter deres blikke lander på mig, som om jeg var i stand til på magisk vis at få ham til at vælte omkuld på den måde.

“Jeg--...” siger jeg stille, og før jeg ved af det, kan jeg mærke hvordan vinden tager til, og nærmest trækker i mig. Jeg var ellers overbevist om, at det ville blive så godt som vindstille i dag, men det ser ud til at jeg tog fejl?

Vinden begynder at trække mere voldsomt i mig, og forsøger vel nærmest at føre mig over til indgangen til mit klasselokale. Det ser dog også ud til, at jeg alligevel ikke havde tid til at få den morgenkaffe, huh?

Jeg bukker undskyldende for de tre fyre, som Jiro begynder at komme på benene igen, og skynder mig derefter over mod indgangen til mit klasselokale, med forvirring i hele min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...