Hidden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2017
  • Opdateret: 8 jan. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde haft følelsen af, at nogen forfølger dig? Følelsen af, at nogen holder øje med dig, selvom du ikke kan se nogen? Rin er en tyveårig pige, som til dagligt må leve med denne følelse, uden at være i stand til at gøre noget ved det. Hun kan fornemme, hvordan et par øjne hviler på hende, lige meget hvor hun befinder sig, selv når hun er sikker på at hun er alene på sit værelse - kan hun fornemme det. Øjnene, der borer sig gennem hendes hud og ser direkte ind i hendes sjæl, betragter hendes mørkeste hemmeligheder med et skævt smil på læben, blot for at underholde sig selv i den uendelige kedsomhed som følger med, at være en Seraph.
Rin er blevet underholdning for en ung Seraph; og dette skæbnesvangert møde mellem Rin og dette andet væsen, som hun langsomt bliver i stand til at kommunikere med, fører til en meget anderledes kærlighedshistorie.

10Likes
5Kommentarer
1106Visninger
AA

2. Watched

“Hallo, Rin! Hører du efter?!”

Jeg bliver tvunget ud af mine egne tanker som jeg hører min venindes stemme kalde ud til mig, og omgivelserne rammer mig omgående. Larmen fra de omkringsiddende mennesker på caféen vender tilbage, og som mit blik lander på min cappuccino foran mig, går det op for mig at den må være ret så lunken nu. Mine hænder er foldet omkring kruset med min drik, i et forsøg på at holde mig selv varm, men det ser ud til, at jeg har suget al varmen til mig som var i det nu halvt tomme krus.

“Ah, jeg sad vidst i mine egne tanker,” siger jeg stille og trækker blot en anelse på smilebåndet idet jeg retter lidt på halstørklædet omkring min hals, så snart der kommer en let brise fra den åbnede dør til caféen, alt imens lyden af en lille klokke ringer.

Det er en kold eftermiddag, selvom foråret allerede har ramt, så er der noget ved i dag, som virker meget mystisk. Det er så køligt, at det lige så godt kunne have været vinter, og vinden udenfor er helt ustyrlig, så jeg har for længst givet op på at tæmme mit lange hår, og jeg er ret så sikker på, at det ligner en fuglerede lige nu.

“Igen,” siger min veninde, som nu sidder med armene over kors og sender mig et mistroisk blik, “Hvad er det, som går dig sådan på, Rin?”

“Mhm?” mumler jeg stille, som mit sind vandrede en lille smule igen, da mit blik har hvilet på vinduet, hvor mennesker går forbi caféen. Det er tydeligt at se, hvordan både hår, tøj og halstørklæder bliver trukket i af vinden, “... Ikke noget særligt,” indrømmer jeg. Det er vel kun en halv løgn. Der er noget som går mig på, og det har gået mig på længe efterhånden, men det er tilsyneladende bare min mentale tilstand som er lettere ustabil.

Jeg får øje på mit eget spejlbillede, og mine anelser var meget præcise; mit lange, mørke hår, som er pakket ned i mit halstørklæde, ligner noget der er løgn. Det hænger nærmest i sjuskede totter omkring mit blege ansigt. Mine kinder er røde fra kulden, som stadig ikke er forduftet fra mit tøj, og jeg ligner generelt bare en, som lige er stået ud af sengen - jeg har endda været ude at shoppe i dag, jeg håber vitterligt ikke, at jeg har set sådan ud hele dagen, så forstår jeg da pludseligt de mange blikke som jeg har fået fra kvinderne i tøjbutikkerne tidligere.

“Vi skal virkelig se at få diskuteret vores eksamensprojekt, det er ret vigtigt,” påpeger min veninde, hvortil jeg bare nikker en anelse, imens jeg tager en tår af min kolde drik.

“Rin.”

“Mhm?”

“Fokusér! Du har fået din daglige dosis af koffein, det burde ikke være så svært nu,” knurrer min veninde lavt som hun nærmest hamrer sin pegefinger ned i mappen som ligger på bordet imellem os.

“Åh, rettere sagt, har jeg fået en femtedel af min daglige dosis koffein,” påpeger jeg som jeg ser mig over skulderen efter en tjener for at bestille noget mere at drikke.

“Du er uforbederlig,” sukker min veninde, som jeg langt om længe retter mit blik mod hende. Hun er en køn, ung pige, en anelse højere end jeg, og med bredere skuldre. Hun har desuden rødt hår, som går lige over skuldrene, og store, mørkebrune øjne med et gyldent skær i dem. Hendes hår sidder til gengæld ret pænt, i forhold til mit, men hendes er trods alt heller ikke så langt og ustyrligt - det eneste jeg ved om hendes hår er, at hun har værre morgenhår end jeg.

Hun er iført en hvid turtleneck og et par tætsiddende jeans og sorte, simple ankelstøvler. Jeg, derimod, er iført tre striktrøjer, to par sorte strømpebukser, en lårkort nederdel og støvler som går helt op over mine knæ.

Åh, og selvfølgelig mit sorte halstørklæde.

“Vi skal lave en kollektion af herretøj, det er jeg udmærket klar over, men jeg har bare ikke ligefrem nogen idéer endnu,” sukker jeg stille, som en tjener går forbi vores bord og stiller nogle nye drikkevarer til os.

“Heldigvis skal vi kun opsy ét sæt af alle vores styles,” siger min veninde, Amaya, som hun sukker opgivende, “Selvom bare det er mere end rigeligt hvis du spørger mig.”

“Et sæt kan variere alt imellem to styles til… Hvor mange man end vil have med i et enkelt sæt,” siger jeg stille som jeg trækker lidt på skuldrene, “Vi kan bare opsy et par bukser og en trøje, måske en T-shirt med noget fancy print på.”

“Ha! Jeg ved, hvor meget du hader almindelige T-shirts til fyre, Rin, så det kommer jo ikke til at ske,” siger Amaya hurtigt som hun peger på mig, “Vi kommer uden tvivl til at skulle sy både bukser, skjorter, jakker - og måske endda handsker og hatte, hvad ved jeg!”

“Ak, ja, der fik du mig,” siger jeg lavt som jeg tager en lille tår af min nu varme cappuccino, som varmer mine hænder på ny - selvom det ikke er nødvendigt som sådan. Jeg har godt nok altid været en frossenpind, men mærkeligt nok, har jeg en tendens til altid at have varme hænder, lige meget hvor koldt det er. Mine hænder er som glohede kul nogle gange, hvilket også er grunden til at mine venner ofte stjæler mine hænder for at holde i dem når det er koldt udenfor.

Jeg er en omvandrende kakkelovn.

“Men tænk, vi er snart færdiguddannede, langt om længe,” siger Amaya med et lille suk som hun læner sig tilbage i stolen og strækker armene højt op over hendes hoved, “Vi er snart ovre dette helvede, og vi kan faktisk begynde at nyde livet lidt!”

“Yeah, nyde livet med arbejde,” påpeger jeg hurtigt med en lille mumlen, før jeg fortsætter med at drikke min varme cappuccino.

“Nu skal du ikke ødelægge det, Rin,” knurrer Amaya irriteret, “Ah, apropos færdiguddannet… Har du tænkt dig at følges med nogen til afslutningsballet?” Der breder sig et lumsk, skævt smil på min venindes læber som ordene forlader hendes mund, og jeg kan mærke hvordan mine kinder begynder at brænde en lille smule blot ved tanken om det.

Amaya og jeg studerer fashion design og pattern design på vores skole, og snart er vi færdige med vores bachelors, men der er dog også mange andre linjer på skolen, især indenfor business og furniture, så der går - overraskende nok - også rigtig mange fyre på skolen.

Dog må jeg indrømme, at på lige netop vores linje, så er de eneste fyre der går der ikke ligefrem interesserede i os - på nogen måde.

Det betyder dog ikke at fyrene på business linjen ikke skulle være det.

“Jeg er ikke sikker endnu, jeg synes at vi burde få overstået vores eksamen før noget andet,” siger jeg som jeg skubber min cappuccino lidt til siden og trækker mappen, som ligger på bordet, lidt tættere på. Jeg lader mig studere de forskellige moodboards vi har fået lavet os, til at drage inspiration fra.

Vi holder os meget ovre i de mørke jordlige farver; sort, brun, grå, en anelse mørkegrøn måske, men ikke noget alt for spraglet. Jeg forsøger såvidt muligt at forestille mig, hvilket tøj man kunne sætte sammen ud fra vores moodboards, men pludseligt kan jeg ane noget.

Følelsen af, at nogen ser mig over skulderen, vasker hen over mig, og med et lavt gisp ser jeg mig hurtigt omkring - kun for at indse, at der ikke står nogen bag mig. Mit hjerte sidder halvvejs oppe i halsen på mig, da jeg var helt sikker på, at jeg kunne fornemme noget.

Det er sådan det har været i næsten et halvt år efterhånden.

Følelsen af at blive overvåget.

Følelsen af at blive forfulgt, uden at jeg kan få øje på nogen når jeg ser mig tilbage.

Følelsen af at der er andre personer omkring mig, personer hvis tilstedeværelse jeg kan ane - men der er ingen. Jeg er overbevist om, at mit sind prøver på at narre mig, og det er begyndt at gå mig uendeligt meget på.

Jeg føler snart at jeg bliver sindssyg hvis dette varer ved med længere.

“Rin, hvad er der galt?” spørger Amaya med et hævet øjenbryn, og jeg retter hrutigt min opmærksomhed mod hende som hun taler, og forsøger at glemme den ubehagelige følelse.

“Det… Det er ikke noget, Amaya,” siger jeg forsigtigt og tvinger et lille smil på læben, før jeg giver min veninde sin mappe tilbage, “Her, jeg har det ikke så godt, vi kan tale om det her i morgen på skolen, okay?”

Min veninde sidder bare og kigger på mig, og blinker et par gange med øjnene i ren forundring, før hun tager imod mappen endnu engang, “Mhm, okay?” mumler hun og i et kort sekund kan jeg sværge på, at hendes blik lander bag mig, kun for at fokusere på mit ansigt endnu engang, hvor hun smiler stort til mig, “Så ses vi i morgen, Ringo!”

Ringo, det kælenavn som Amaya har fundet på at kalde mig, som jeg kun kan sukke stille over.

“Ja, vi ses i morgen, Amaya,” siger jeg lavt som jeg skubber stolen ud fra det lille cafébord, og samler min skuldertaske op fra gulvet.

“Prøv at lade være med at komme for sent, Rin,” nynner Amaya uskyldigt, som hun lægger sine ben over kryds, “Du ved, ligesom du har gjort hele ugen.”

“Ah, ja det bliver nok ikke meget anderledes i morgen, skal du se,” siger jeg med et svagt grin. Jeg trækker min taske over skulderen og gør klar til at sige farvel til min veninde. Jeg vender mig da væk fra hende, og begynder at begive mig ud af caféen, for at sætte kursen hjemad i det kolde vejr.

Det overrasker mig dog, for så snart jeg træder udenfor går det op for mig, at vinden har lagt sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...