A new beginning | L.T

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2017
  • Status: Igang
(Toeren til A nerdy Christmas) Det er et godt stykke tid siden, at vi sidst så noget til Louis og Perrie. Perrie endte med at flytte så langt væk fra Louis, på hendes forældres vegne. Louis er faldet tilbage til sit gamle jeg, dog med et tab; Han mistede sin mor til kræft. Louis er dog stadig med Lexa der gjorde Perries liv til et rent helvede. Perrie er stærkere end nogensinde før på hendes nye skole, og har endda tilmeldt sig til x-factor. Men noget ændrer deres to vidt forskellige hverdage: De træffes af ren tilfældighed. Det kan gå af to retninger; Godt eller skidt. Hvordan vil det gå?

67Likes
31Kommentarer
5102Visninger
AA

4. Kapitel 3 - "I really have to go..."

 


 

“Perrie kan jeg lige snakke med dig?” Louis’ stemme kørte rundt i mit hoved mens jeg langsomt nikkede til ham. Jeg kunne ikke rigtigt forstå han stod overfor mig, og at Johannah faktisk ikke var her mere. Det måtte virkelig være en drøm - en eller anden slå mig. Jeg kiggede ned i perlestenene, jeg kunne ikke kigge ind i hans sårede himmelblå øjne.

“Jeg er nødt til at undskylde for sidste vinter. Jeg ved godt jeg ikke bare kan skyde skylden på andre, men det var altså ikke meningen du skulle se det, og at Lexa kyssede mig, det var ikke min skyld.” Jeg kunne mærke hans blik på mig uden jeg kiggede op på ham. En varme og et stød gik gennem min krop da Louis låste hans fingre om min hage for at tvinge mit blik op i hans øjne.

Jeg kiggede ind i hans øjne hvor en lille tåre pressede sig vej mellem hans øjenvipper inden den lavede en våd og markeret stribe ned af hans kind. Jeg lod min tommelfinger stryge tåren væk fra hans kind med den let stikkende skægstubbe som han ikke havde fjernet i morges.

Han smilede let til mig og holde min hånd fast mod hans kind. En varm og dejlig følelse flød gennem min krop ved hans berøringer, jeg smilede kort til ham inden han lagde den anden arm om min hofte. Han trak mig helt tæt på mens hans øjne var låst i mine. Små varme vanddråber landede på min kind og hurtigt havde skyerne åbnede sig for alt den varme sommerregn de havde i sig.  

“Jeg bliver nødt til at gå,” sagde jeg hurtigt og usikkert inden jeg løb hurtigt gennem de glatte og levende perlesten. Jeg løb ned til lågen som jeg panisk prøvede at åbne mens jeg kiggede mig over skulderen for at se om Louis var fulgt efter mig, mit hår lå vådt og klistret om mit ansigt inden jeg endelig fik lågen åbnet. Jeg skyndte mig over til bilen som jeg hurtigt fik låst op inden jeg hoppede ind. Jeg sad længe og kiggede på vanddråbernes kamp om at komme først ned af bilruden inden jeg irriteret slog opgivende i rettede og startede bilen.

Jeg kørte mod vinter hytte mens jeg tænkte over jeg faktisk ikke havde fortalt Louis om han var tilgivet, hvis jeg skal være ærlig ved jeg heller ikke om jeg kan tilgive han, men det nyttede vel heller ikke bare at lade vær, jeg kan jo tilgive ham, men sige han ikke skal kontakte mig..

Jeg kørte op at den lange indkørsel op til vores vinterhytte mens radioen spillede uden at høre efter. Jeg slukkede hurtigt bilen da jeg holde foran huset inden jeg hoppede ud og gik roligt inden for. Regnen var nu stoppet og mit tøj var gennemblødt.

Jeg gik op af trappen til mit sædvanlige værelse hvor jeg smed mit tøj og undertøj i en bunke på gulvet inden jeg fandt noget tørt tøj i min taske. Jeg fandt nogle sorte jeans med huller på knæene og en løs og let grå sweater, samt noget undertøj som jeg tog med ud på badeværelset hvor jeg tændte radioen mens vandet løb lystigt ned i det store badekar. Da det endelig var fyldt slukkede jeg for vandet og skubbede mig selv ned i det varme vand som omfavnede min nøgne og kolde krop.

Jeg sad helt alene i stuen med en cola og så gamle video fra jeg var barn. Paige og jeg løber rundt og legede i vores barndomshjem mens vores far sprøjter vand på os med en vandkanon, jeg kan huske den sommer så tydeligt. Jeg smiler stort mens den skifter til næste klip som er fra min første klaver time. Jeg sidder stolt ved det gigantiske klaver hvor jeg ikke kan nå jorden fra klaverbænken. Jeg spiller lystigt mens min klaverlærer viste mig viste mig hvordan jeg skulle spille.  

Jeg sad og smilede for mig selv da min mobil vibrerede på bordet. Det var en facebook besked fra Louis, jeg sad længe bare og stirrede på beskeden uden at svare, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Alt den selvsikkerhed jeg havde fået bygget op mens jeg havde været væk blev revet ud af min krop, og min usikkerhed smøg sig uden om min krop og overtog mit sind, brød mine facader ned og rev tæppet væk under mig, jeg lå igen sammenkrøllet og omringet af usikkerhed.  

Louis William Tomlinson:

Du forsvandt så hurtigt… :(

Gjorder jeg noget forkert?

Håber vi snart ses igen.

 

♫♫♫

Hey! Husk der kun er en dag tilbage at stemme i til Movellys. Vi er nomineret til Årets budskab, husk at stem guys! <3

- Blomme

♫♫♫

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...