A new beginning | L.T

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2017
  • Status: Igang
(Toeren til A nerdy Christmas) Det er et godt stykke tid siden, at vi sidst så noget til Louis og Perrie. Perrie endte med at flytte så langt væk fra Louis, på hendes forældres vegne. Louis er faldet tilbage til sit gamle jeg, dog med et tab; Han mistede sin mor til kræft. Louis er dog stadig med Lexa der gjorde Perries liv til et rent helvede. Perrie er stærkere end nogensinde før på hendes nye skole, og har endda tilmeldt sig til x-factor. Men noget ændrer deres to vidt forskellige hverdage: De træffes af ren tilfældighed. Det kan gå af to retninger; Godt eller skidt. Hvordan vil det gå?

67Likes
31Kommentarer
5348Visninger
AA

3. Kapitel 2 - "Louis?"


Jeg sad stille og rodede mine hænder i det fugtige græs, mens jeg kiggede over på Lexa som snakkede om sit første tolvtal hun nogensinde havde fået. Et smil gled over mine læber, da Lexa viste mig sin stil som hun direkte ud sagt havde stjålet fra internettet. Jeg tog hurtigt imod det sølle stykke papir som engang var et træ. Allerede titlen var stjålet fra nettet: Den sociale taber. Lexa har aldrig nogensinde haft hjerne til, at kunne komme på sådan en god titel.

“Den er om Perrie,” sagde hun hurtigt. Jeg rystede hurtigt på hovedet, da jeg godt vidste at Lexa overhovedet ikke selv havde skrevet den. Jeg læste de første tre linjer og blev hurtigt træt af den. Jeg lagde forsigtigt papiret på tæppet vi sad på. Jeg fjernede hurtigt min hånd fra græsset og nussede istedet Lexas kind.

“Savner du egentlig Perrie?” spurgte Lexa om, som en million gange før. Lexa havde en tendens til, at blive hurtig jaloux. Hun vidste udmærket godt, at Perrie var en ting der foregik tilbage i december månede, jeg var selvfølgelig kommet mig over Perrie. Eller det siger jeg. Egentlig kan jeg stadig godt lide Perrie, og jeg fantasere mig stadig om hende, men det hele er for sent. Vores venskab er endt og gået.

“Jeg har jo dig,” sagde jeg og undlod at svare Lexas irrelevante spørgsmål. Jeg lagde hurtigt mine læber på Lexas i et lidenskabeligt kys. “Du savner hende stadig,” sagde Lexa hurtigt og fjernede sine læber fra mine. Jeg sukkede hurtigt, hun var simpelthen for latterlig. Perrie var min fortid, og det vidste alle på skolen.

“Hold nu op Lexa. Jeg savner ikke Perrie,” sagde jeg lettere sagt irriteret over, at Lexa altid skulle bringe Perrie på banen. Jeg rejste mig hurtigt fra tæppet og tog Lexa i hånden. “Hvad skal du?” Lexa blev siddende på tæppet uden så meget som, at tænke på at hun skulle rejse sig.

“På gravpladsen, kan du vente her?” spurgte jeg en irriteret om. Jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg to Lexa i hånden i første omgang, når jeg egentlig ikke ville have hende med hen på gravpladsen. Når jeg var på gravpladsen fandt jeg altid en stilhed frem i mig selv, men hvis jeg havde Lexa med ville hun bare komme med irrelevante kommentare om, hvor meget hun hader Lena. Lad os bare sige det mildt; Lexa og Lena blev uvenner.

“Skal du nu besøge din mor igen? Louis du skal lære at komme videre,” jeg kiggede irriteret over på Lexa, som ikke havde den mindste smule med forståelse for andre end hende selv. I må ikke hade mig når jeg siger det her, men jeg føler mig på en eller anden måde tvunget til at være sammen med Lexa. Jeg elsker selvfølgelig Lexa af hele mit hjerte, men nogen gange kan hun også være pisse irriterende, det kan vi alle.

“Så du bliver her?” spurgte jeg om, uden at svare på spørgsmålet. Lexa nikkede hurtigt og tog sin telefon op af lommen. Hun ville sikkert skrive til sin mor, at hun havde fået tolv - eller Zayn, eller Harry, sagen er at hun sikkert ville blære sig overfor en eller anden med hendes tolv-tal, som jeg er ked af at sige, men er stjålet fra en anden.

Jeg gik hurtigt ud til min bil, som holdte på fællesarealet. Lexa og jeg havde nemlig besluttet os for, at vi ville en tur i parken. Bare sidde og hygge som et normalt kærestepar, mens vi havde besluttet os for at medbringe noget mad. Det var bare en af de dage som Lexa og jeg havde brug for at tilbringe alene. Men jeg måtte da ærligt indrømme, at jeg var blevet lidt træt af Lexa og måtte komme hen til min mor.

Min mor døde tidligt i år, af kræft. Det har rørt hele familien, og nu må Ernest og Doris vokse op uden en mor. Jeg har brugt mange timer på, at græde. Jeg savner virkelig min mor, nu hvor jeg er så stor en mors dreng. Min mor blev forståeligt nok sur over, at jeg valgte at kysse med Lexa lige foran Perrie - men hun tilgav mig, hvis jeg lovede at jeg ville give Perrie en undskyldning.

Jeg fandt hurtigt den bekendte bil, og låste den op. Jeg glædede mig virkelig til at snakke med min mor. Det er bare så uretfærdigt, at hun skulle forsvinde, og så endda til noget så forfærdeligt som kræft. En eller anden dag håber jeg, at der er fundet en kur mod kræft. Der er desværre alt for mange der dør til denne forfærdelige sygdom som tager alle kræfterne fra en.

“Hey mor. Æhm, jeg ville bare lige sige at jeg savner dig rigtig meget. Jeg føler virkelig ikke at det er fair, at du bare blev taget væk fra os. Hver gang jeg kommer hjem fra skole, savner jeg, at du sidder i sofaen med en kop kaffe i hånden, mens du råber ‘hej’ så hele huset runger af din fantastiske stemme. Jeg glemmer ofte, at du ikke er her mere. Jeg kommer tit til at råbe ‘hej mor’ når jeg kommer hjem fra skole. Der er tomt mor. Alt minder mig om dig. Hver gang jeg ser dit yndlingsslik nede i supermarkedet, dukker dit smukke ansigt op i hovedet på mig. Men hey. Nogle folk er ligesom lys, de brænder sig selv op for at give andre liv. Og man må virkelig konkludere at du har givet hele huset liv. Mor, jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig og jeg har haft en masse vidunderlige år sammen med dig, og dem vil jeg aldrig nogensinde glemme,” de sidste ord jeg sagde kom ud som hvisken, mens tårerne strømmede ned af mine kinder. De strømmede ned som så mange gange før.

Jeg kiggede en sidste gang på gravstenen, hvorpå der stod en al for tidlig dødsdato. Det skar mig virkelig i hjertet, hver gang jeg så de tal. Eller at høre den dato. Jeg gik målrettet ud mod udgangen fra gravpladsen med tårer ned af mine kinder. Jeg havde endnu ikke taget mig sammen til at fjerne dem.

Jeg gik hurtigt ind i noget hårdt, hvilket viste sig at være en person. Personen var faldet på numsen, og jeg gav hurtigt min hånd for at hjælpe personen op igen. “Undskyld, jeg så ikke hvor jeg gik og jeg ville bar..” undskyldte jeg, men blev hurtigt afbrudt af en genkendelig stemme som jeg havde savnet.

“Louis,” jeg kiggede hende hurtigt ind i øjne, mens jeg bed mig nervøst i læben. Hvor havde jeg bare savnet hende. “Hvad laver du her? Og hvorfor græder du?” spurgte hun hurtigt chokerede om. Jeg fjernede hurtigt tårerne da hun påpegede dem.

“Æhm.. min mor hun.. hun er død,” sagde jeg mens jeg kiggede Perrie nøje i øjnene. “Louis, hvor er jeg ked af at høre det,” sagde Perrie hurtig og trak mig ind i et kram. Jeg forstår virkelig ikke, at Perrie gider, at kramme mig når jeg har været sådan et fjols overfor hende. “Hvordan døde hun?”

Perrie trak sig langsomt fra mig, mens hun kiggede mig dybt i øjnene, jeg rømmede en gang inden jeg svarede: “Kræft, desværre,” sagde jeg mens jeg kiggede ned på mine sko som var beklædt i nogle sorte vans. De var rigtig slidte, men jeg brugte dem kun fordi min mor elskede dem.

“Perrie kan jeg lige snakke med dig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...