Operationen

Dette er min fortælling om min operation som jeg selv valgte. En beskrivelse om hvordan det forgik. Mange gennemgår operationer hvor de ikke føler sig forberedt på hvordan de ville have det. Jeg følte mig ikke forberedt. Derfor laver jeg denne historie for at forberede andre der måske skal igennem ligende.

9Likes
15Kommentarer
627Visninger
AA

6. Tilbagefald


Jeg havde endelig fået alt det der  slange værk ud og så skulle jeg have noget af min flydende kost. Men lige pludselig fik jeg det dårligt og kastede det hele op igen og ned i en pose. Og efterfølgende fik jeg et rødt vandfald ud af næsen og hostede blod op. Dette er selvfølgelig ikke noget at panikke over når man har været åbnet i ansigtet. Resterende blod skal jo ud og finder vej gennem næse og mund. Det er kun godt det kommer ud.

 

Mig og min mor havde fået at vide at jeg skulle hjem efter 3 dage. Men jeg kunne hverken gå eller stå. Kunne kun lige gå til toilettet. Men stod jeg op for længe fik jeg det dårligt. Jeg prøvede en af dagene at gå en længere tur på gangen end vi plejede med min lillebror Matteo. Jeg nåede ned til det mål vi havde sat. Men målet var jo at jeg både skulle kunne gå hele vejen der til med den lille hospitals rollator jeg havde fået og så hele vejen tilbage til min seng.

Jeg sikker på det hed noget andet en rollator men jeg ved hvad det hed så kalder den bare for det. 

Men da jeg så var nået mit mål blev jeg mega dårlig da jeg nåede enden af gangen og måtte tage en pause og gå langsomt tilbage og håbe på jeg dejesede om. Men jeg kom tilbage til værelset og lagde mig i sengen krid hvid i hovedet og sved på panden.
 

Og lægerne sagde det var helt normalt og jeg ville hele op meget hurtigere hjemme. Men vi bor på femte etage, og der er ingen elevator. Så hvis jeg ikke engang kunne gå fra den ene ende af gangen, til den anden uden at blive dårlig og næsten dejse om, hvordan skulle jeg så komme op af trappen? Hvis jeg nu blev mega dårlig og fik overbalance og dejsede om? Ny opereret? På trappen?
Min mor kunne i hvert fald ikke gribe mig hvis jeg faldt på trappen.

Det var fysisk umuligt for mig at komme op af den trappe og denne diskussion havde vi  med dem flere gange i løbet af dagen fordi igen, operationen jeg havde fået var unødvendig og selv valgt.

Så den forståelse og tålmodighed samt hensyn, andre patienter fik, fik jeg ikke.

Og jeg forstår udmærket at jeg ikke er i livs fare og der helt sikkert flere på den stue jeg var på der havde det værrer end jeg. Men en operation er en operation, og et kranie er et kranie. Og mit var stadig blevet åbnet og min knoglestruktur var blevet filet og bygget på. Og jeg syntes at alle patienter skal behandles med lige meget forståelse.

 

Ud over det var der en nat hvor jeg vågnede klokken 4 eller 5 og skulle tisse. Min mor ville ikke havde jeg gik selv så hun støttede mig til toilet døren selvom der sikkert ikke var mere en 10 skridt... måske 15 eller mere for mig fordi jeg gik med små langsomme skridt. Bagefter kunne jeg ikke sove og min mor bemærkede jeg var fraværende. Jeg havde ondt i hovedet fordi de prøvede at skære ned på min morfin. Og jeg kunne derfor ikke sove og følte en summen i hovedet som gjorde mig meget bange og bekymret og jeg kunne ikke komme tilbage til den meget lette søvn jeg var i... men dog søvn.

Vi ringede på klokken og spurgte efter noget smertestillende men vi fik at vide der ikke var adgang til noget medicin før efter klokken 7 eller 8. Hvilket var fuldstændigt tortur når man havde fået hevet 3 forskellige slanger ud af dig. Jeg forklarede min mor hvordan jeg følte noget presse i højre side af mit hoved og jeg havde mistanke om at det nok var derfor at jeg ikke havde det så godt.

Min mor bad selvfølgelig med det samme om at jeg fik en scanning.. kan ikke huske hvad det hedder M.R scanning? Who knows?

 

Men det tog dem 2 til 3 dage at lade mig komme ned til en scanning. Når min morfin ikke virkede længere kunne jeg mærke det som om noget inden fra prøvede at presse sig ud af min pande. Og jeg var mega bange for at der var noget galt.

Det viste sig for at det bare var et luft tryk hvilket var meget normalt. Men yderst klamt. Alt form for blåt lys (skærme) gjorde mig træt i hovedet. For slet ikke at tale om hospitalets tv.

OH. MY. FUCKING. GOD. 

Lad mig lige minde jer om hvor dårlige deres gamle tv'er. Du ved deres fucking flimren? Dårlig billede kvalitet. Selvom min mor træk gardinet for ved mig var det forstyrrende og mit hoved og mine øjne kunne ikke klare det og jeg endte med at måtte undskylde og bede min mor om at slukke fordi jeg bare ikke kunne klare det og det hjalp ikke på mit hoved.

Men det gik heldigvis over efter et par dage

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...