Operationen

Dette er min fortælling om min operation som jeg selv valgte. En beskrivelse om hvordan det forgik. Mange gennemgår operationer hvor de ikke føler sig forberedt på hvordan de ville have det. Jeg følte mig ikke forberedt. Derfor laver jeg denne historie for at forberede andre der måske skal igennem ligende.

10Likes
15Kommentarer
825Visninger
AA

5. Ris & Ros + Unødvendigt og nødvendigt.


 

Jeg ville gerne udpege en række af ting som jeg giver høj kritik for taget i betragting at man trækker hele 4 år fra en person der bliver opereret. Udover det er jeg autist og ADHD hvor man også trækker 4 år fra på nogle puntker. 

Del ville sige hvis men nu tager det helt bogstaveligt er jeg tilbage til 11 år igen.

 

Jeg havde kateder... det ville sige en slange op i min... du ved... Jeg kalder det simpelthen ikke som vi alle kaldte det i børnehaven. Det komme ikke til at ske. Op i min MEGET PRIVATE kvindelig kropsdel. Versgo. Der hvor tissen kommer ud. 

Jeg havde også dræn i nakken. Alstå det ville sige en eller to slanger i hver side der gik ind i nakken på mig. Har billeder hvor man kan se det men ikke så godt da det er meget mørkt.

Sidst men ikke mindst havde jeg også en slange i halsen kan ikke lige huske for hvad...

 

Lad os tage step by step hvad de tog ud først og hvordan de gjorde det.

Men først og fremmest ville jeg gerne udpege hvor vigtigt det er for en patient at vide hvad lægerne laver når de begynder at rode ved slanger der er koblet til dig. Og endnu vigtigere for en med autisme eller ADHD eller begge.. hvilke som helst diagnose virkelig.

 

Det er ekstremt vigtigt at holde patienten informeret om hvad der skal ske og hvad de gør og gerne i processen også. Jeg er fuldt ud forstående for at læger er travle på hospitalet. Men havde jeg været tilbage i min 8 til 13 år ville jeg højst sandsynligt havde fået et anfald hvis de gjorde noget på mig der gjorde ondt og især hvis jeg ikke var forberedt. Og det er vigtigt at patienten for at vide at det kan gøre ondt og det er okay men det er hurtigt overstået.

Og fortæller hvad de gør i proccesen.

Eksempel. "Nu klipper jeg din bandage op" Og holde saksen oppe så man ved okay det sker nu og ikke lige pludselig for et chok over det kolde metal. 

"Jeg stikker dig nu så kig væk og hold din mor i hånden" I dette tilfælde har jeg personligt ikke noget behov for at se nålen. Og dog ville jeg gerne se hvornår de gør det så jeg ikke bliver bange af prikket.... det er et indre dilemma.

 

 

Først og fremmest katederet. Jeg sætter stor pris på det var en kvindelig læge som skulle gøre det.
Hun var faktisk rigtig sød bortset fra den måde hun bankede på, på døren.
Jeg tror det er en læge ting med at banke 2 gange meget højt på døren så du ikke kan andet end at vågne. 
Som om det ikke er svært nok at sove på et hospital. Min mor sagde hun skulle fortælle mig hvad hun gjorde lige inden hun gjorde det men alligevel giv mig mindst 5 sekunder til at forstå den givet information.
Det lyder af lidt? Prøv at tæl til 5 normalt. eller kig på sekund viseren på et ur.
Det er faktisk lang tid i forhold til hvor hurtig hjernen er til at fange informationer. 

 

Og hun sagde det nok ville føles ubehageligt at tage det ud da jeg spurgte om det gjorde ondt.
Og point til hende. Jeg ville ikke sige at det gjorde ondt på den måde.
Men det var dog bestemt mere end ubehageligt.
Jer piger? I ved hvor ondt det gør når man prikker sig selv i øjet med mascara?
Eller eyeliner? Det satser jeg på. Og så løber øjet i vand og mascaraen og eyeliner kommer i øjet.

Ja det kender vi. Og udover at det gør pisse ondt, så tager vi en vatpind og nogen fugter den andre gør ikke, men vi prøver at fjerne alt det vi har øjet med denne lille vatpind. Og så kommer vi OGSÅ til at prikke os selv i øjet med den. Og så har vi ondt i øjet i noget tid. Kan i genkalde disse uheldigheder? Forstil jer smerten bare dobbelt så slem.

Stadig meget mere en bare ubehagelig men ikke noget vi tuder over. Og sådan var det.

Til jer drenge der er stået af? Sorry.

Selvfølgelig er man lidt mere pivet fordi der i forvejen er andet der gør ondt og det gav et jag i maven under navlen der var vildt klamt og ubehageligt. Men jeg ville ikke give denne lægen her kritik eller måden hun gjorde det på.

Alle er forskellige og har en forskellig smerteterskel. Så det er jo umuligt at sige hvordan det føles helt præcist.

 

 

Nummer to ting jeg fik fjernet var min slange i halsen. Jeg kan ikke huske om dette var en eller to læger eller hvad køn. Jeg tror det var mænd. Mænd er ikke så empatiske. Eller nogen er men... Ikke dem jeg mødte på hospitalet.

Jeg kan huske at han kom ind og sagde jeg skulle have fjernet den slange jeg havde i halsen. 

Jeg var træt og havde stadig en ubehagelig fornemmelse efter at få mit kateder fjernet. Og jeg ville bare gerne sove lidt. De ville hele tiden ind for at give mig noget smertedækkene eller høre hvordan det gik. HE-LE TI-DEN!

Jeg spurgte om det var nødvendigt fordi jeg var træt og bare gerne ville have ro.
Jeg mener dette var dag 2 på hospitalet... men lægen sagde at det skulle være nu så jeg kunne op fra sengen som jeg jo var nød til nu hvor jeg ikke havde kateder mere.

Det var igen ubehageligt og de gjorde det ikke så stille og roligt som jeg måske ville have haft det eller lod mig forberede migselv på det.

Men egentlig var det hurtigt overstået når jeg nu sidder her og tænker tilbage på den var det ikke så slemt men i selve øjeblikket var det næsten traumatisk for mig, fordi der var så mange andre ting oven i der gjorde ondt eller fyldte mit hoved med tanker.

 

Men efter det kunne jeg til gengæld endelig rejse mig og gå på toilettet og rent faktisk mærke at jeg tissede!
Istedet for at ligge i sengen og være dybt koncentreret om at prøve og tisse, og det bare ikke sker. 
Og når min far og lillebror var på besøg tog vi en gåtur på gangen.

 

Den sidste ting jeg fik fjernet var dagen efter.

Det var mit dræn. Og det var nok det værste og derfor det jeg husker bedst.

Og det var faktisk PÆNT traumatisk for mig.
Det er nok det som jeg giver mest "ris" for. Fordi den måde de gjorde det på er bare slet ikke i orden.

 

Så som sagt skulle mit dræn i nakken ud.
Lad mig minde jer om jeg er blevet skåret fra det ene øre til det andet som en hårbøjle, og fået pillet huden af til lige under næsen så de kunne arbejde med mit øje og kindben. Og udover det åbnet de mig inden i munden også. Så jeg havde en meget høj smerte.

Så to mandlige læger kom ind og sagde de lige skulle kigge på mit hoved og jeg gik jo ud fra de virkelig bare mente kigge, og satte mig op så de kunne kigge.
Selvom det var ubehageligt sagde jeg ikke noget første gang de rykkede på mit dræn, indtil de begyndte at hive i det og jeg trak væk fra dem og spurgte hvad de lavede. 

Først der fik jeg at vide at mit dræn skulle ud. Jeg tror faktisk at det var samme dag som jeg fik de andre ting ud. Mener nemlig jeg sagde til min mor at det var meget at skulle gennem på en dag. 

 

Min mor forklarede dem hvor vigtigt det var for mig at blive forberedt og hele tiden få at vide hvad de lavede med mig ellers kunne jeg gå i panik og det ville gøre deres arbejde sværere.

Jeg ved ikke om de bevidst var røvhuller eller om de bare var trætte eller havde travlt men de sagde meget hurtigt at de skulle tage mit dræn ud og så gik de ellers igang næsten mens de sagde det. Og de sagde det ligesom at få hevet et plaster af.

Men för det første var det her INDEN i mit hoved. Og for det andet.. det var jo på ingen måde et plaster.

Så jeg ved ikke hvor denne ukorrekte sammenligning kom fra. 

Og nu overdriver jeg sikkert men det her jeg beskriver nu var sådan det føltes for mig.

De holdte mig fast ved skulderen og hev så og fik drænet ud. Jeg kunne mærke den inden i mit baghoved blive trukket ud og det var så klamt og gjorde ondt. 

 

Jeg syntes virkelig at læger bør være mere empatiske. Men vi fik at vide man fik ikke den samme medfølelse når man selv havde valgt en operation der ikke var funktionelt nødvendigt i forhold til dem som var indlagt fordi det var nødvendigt for deres helbred og for dem rent funktionelt også. Fx. Der var en mand på den anden stue som havde fået en ligende operation som jeg fordi han havde kræft.  Jeg ville gerne gå i detaljer med hvad det var men det jeg fik at vide fra min mor som havde talt med hans kone har jeg glemt fordi jeg jo ikke var ved min fulde fem og nok derfor ikke husker de i det mere informative detaljer. 

Men ja jeg kan selvfølgelig godt se at der er en kæmpe forskel på de ting. Min operation er af rene kosmetiske forfængelige grunde og hans var... ja sikkert livsnødvendigt for ham.

Men det betyder ikke at man ikke skal tage mindre hensyn til dem med selv valgte operationer. Det er jo også psykisk hårdt for mig. Jeg ville ikke sige ligså psykisk hårdt fordi jeg kan ikke udtale om en situation jeg ikke selv har været i eller prøvet ligende. 

 

Men denne besked er i højeste grad nødvendig kommer ud. Det er meningen vi skal føle os trygge på hospitalet men lægerne bliver nød til at også at gøre noget for det og forberede når der skal ske noget nyt og være forstående. Du ved tage lidt hensyn til alle selvom der helt sikkert er nogen der har det værrer end en selv. Det betyder ikke at det er i orden at undlade støtten og forståelsen hos mindre hårdt ramte patienter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...