Operationen

Dette er min fortælling om min operation som jeg selv valgte. En beskrivelse om hvordan det forgik. Mange gennemgår operationer hvor de ikke føler sig forberedt på hvordan de ville have det. Jeg følte mig ikke forberedt. Derfor laver jeg denne historie for at forberede andre der måske skal igennem ligende.

10Likes
15Kommentarer
701Visninger
AA

3. Opvågningnen

 

 

KL. 00.00

Jeg var træt, omtåget, forvirret og stensikkert bedøvet med morfin.

Jeg husker røde farver i den anden ende af rummet på væggene, tror jeg? Jeg ikke sikker på hvor eller hvad der var rødt så tag endelig ikke mit ord for det.

Jeg ved ikke om jeg ikke kunne høre eller om jeg ikke opdagede at de snakkede.

 

Jeg hørte dog godt at en mande stemme fortalte mig at havde en ilt - maske på for at hjælpe mig til at trække vejret og jeg måtte ikke tage den af.
Normalt ville jeg havde prøvet alligevel men jeg havde fået at vide mange gange inden operationen at når jeg vågnede ville jeg ikke kunne snakke på grund af min bideskinne og elastikker der tvang mit bid sammen.
Så jeg så ingen grund til at flytte den.

 

Men jeg begynder først rigtig at være ved bevidsthed da en læge siger ordet "Sprøjte" og jeg spænder panisk op i hele kroppen og ryster på hovedet. 

Min mor siger så "Nej nej ikke en nål, de sprøjter vi bruger på hvalpene"

 

Min hund havde fået hvalpe inden operationen og vi havde købt nogle sprøjter til at suge slim ud af halsen på dem. Sprøjter uden en nål for enden. Og så slappede jeg af igen.

Jeg kunne høre lægen grine "Så er du i hvert fald vågen" grinte han. Og han grinte fordi det var min reaktion på nåle der havde vækket mig helt. Med øjne der sejlede rundt og ude af stand til at fokusere strakte jeg min midterfinger op som havde den sorte clips på som man får på for at de kan holde øje med din tilstand. Sikkert pulsen.

Jeg rakte med andre ord fuck til ham.

 

Der var også et tidspunkt hvor jeg prøvede at spørge om noget med lukket mund. Men ingen forstod det så jeg endte med at skrive bogstaverne langsomt på min mors hånd til de gættede det.

 

Jeg fik så noget papir og en blyant til at skrive med og så kørte de mig til mit værelse.

Min mor har altid været med på mine operationer så vi havde spurgt om lov til at hun måtte blive og sove her sammen med mig. Det fik vi heldigvis ja til. Så min mor fik også en hospitals seng. Dette var selvfølgelig en heldig luksus jeg blev kørt ned på værelset hvor jeg med det samme prøvede at ligge mig til at sove.

 

Jeg tror når man gennemgår noget der er hårdt for ens krop både fysisk og mentalt, at man har svært ved at sove.

Eller også var jeg så dopet med morfin at jeg ikke kan huske det, men jeg følte det som om at jeg ikke rigtig sov helt.

Jeg sov, men i en meget let søvn. Et sted hvor man stadig drømmer lidt men man er stadig vågen på en måde.

Virkelighed og drøm flød sammen for mig nogle gange.

 

 

Da jeg begyndte at være vågen senere på dagen kunne jeg stadig ikke snakke så godt da jeg havde stærke og stramme elastikker på der tvang mit bid sammen. 

Så jeg måtte skrive på det papir jeg havde fået.

Når man bliver opereret bliver man jo skåret i. Det ved vi alle. Jeg blev skåret fra det ene øre til det andet, og inden i munden fra den ene kind til den anden over tandkødet i overmunden og under tankødet i undermunden også fra den ene side til den anden.

Når man bliver skåret op bløder man jo, og selvom de syr en sammen igen betyder det jo ikke at det tilbage værende blod forsvinder bare sådan hokus pokus?

Så mens jeg sad og skrev fik jeg selvfølgelig næseblod som løb som et vandfald ned på papiret mens jeg stædigt skriver videre for at spørge om forskellige ting.

 

Jeg var koblet til så mange ting at man skulle tro det var taget ud fra en film. Jeg havde både kateder som er en slange koblet til en pose hvor dit tis havner. Jeg havde dræn i hovedet, sikkert for at lade mit blod løbe ud. Og så havde jeg en slange i halsen og drop hvor de kunne give mig morfin i form af væske.

 

Min læge Thomas kom ind og spurgte mig hvordan det gik, og jeg begyndte med det samme at skrive mit svar indtil han stoppede mig. "Du kan sagtens tale" Sagde han. Jeg rystede på hovedet overrasket over hans udtalelse i forhold til hvor dygtig folk sagde han var, om hvor mange gange han havde lavet sådan en operation før eller måske selv havde prøvet at have din mund fyldt med det ene og det andet og dopet med morfin og andre smertestillende. Plus træt efter en kæmpe operation og føle sig lam i hele ansigtet men alligevel have ondt.

Nej jeg kunne altså ikke tale.

Efter 5 sekunders stilhed klappede han højlydt hænderne sammen og trådte nærmere. "Nå men så åben så fjerner jeg lige 2 eleastikker" Så jeg åbnede så godt jeg kunne og Thomas fjernede to elastikker.

 

Tag nu ikke min udtalelse om ham for seriøst lige med denne scene.

Thomas er skide dygtig og sjov af en læge at være. Det eneste ved ham som kan irritere mig at i hans hoved så kan alt klares på bare sådan vupti vupti.

 

Jeg kan nemlig TYDELIGT huske den dag jeg kom ind til ham og fortalte om mine problemer med mit ansigt.
"Altså jeg er jo lidt skæv i højre side" Startede jeg ud med og forklaret alt om mit øje og min kæbe og mit kindben.

Mit venstre kindben er nemlig højt og meget tydeligt. Mit højre sad længere nede og ikke så tydeligt som det andet. Da jeg var færdig med at forklare hvordan jeg gerne ville have min venstre side, på en eller anden måde blev kopiret over på højre side. Så min højre side lignede min venstre, nærmede han sig og studerede mig i få sekunder før han kiggede på mig.

"Ja hold da op. Du godt nok skæv hvad. Det kan vi godt gøre noget ved"
Og mig og min mor kiggede på hinanden efter han havde kaldt mig skæv og var begge tæt på at grine.

 

Mig og min mor har en temmelig syg humor.

Ikke nok med min læge kaldte mig skæv. Men da han også spurgte hvilket øje jeg så best på, tænkte jeg mig grundigt om. Jeg huskede tilbage på min ekstreme emo dage med pandehår der dækkede mit ene øje... det meste af tiden højre. Jeg fik at vide det kunne skade mit øje fordi det overarbejdede på at fokusere gennem håret. Så jeg svarede jeg nok så best på venstre.

"Ja det skal nok passe. Det er også hele højre side der gal." Medgav min mor. 

Da jeg satte denne udtalelse på facebook prøvede hun selvfølgelig at redde den ved at kommentere: "Det er da ligemeget hvilket øje du ser bedst på. Bare du kan se" 

Til det havde jeg så svaret at det kunne jeg jo heller ikke og at det ligesom var derfor jeg havde briller.

Ikke at jeg ikke kan se, jeg bruger sjældent mine briller fordi jeg netop ser helt fint uden. Men jeg ser bare ting på afstand en lille smule skarpere med dem på.

Selvfølgelig gav min mor op og indså at hun ikke kunne redde den så hun skrev bare hun ville gå i seng.

 

(Sorry, sidespring. I know. Syntes bare den del var sjov at tage med)

 

Tilbage til Thomas. Han gik igang med at forklare hvordan de ville først og fremmet rette min øjenhule op så mit øje ikke hang så meget, og så derefter rykke det op så det sad lige over for mit venstre. Han ville bygge mit kindben op til at ligne mit venstre så meget som muligt og simpelthen forlænge min kæbe fordi min højre kæbe er kortere end min venstre. Og han lignede seriøst en som var klar til at gå igang med det sammen og nærmest gned sig i hænderne efter komme igang. 

Og vi spurgte hvor mange omgange dette var fordi det lød af meget, og det er også meget. Han fortalte os at det her kunne gøres i en omgang og at de ville pille huden af for at arbejde med mit kranie.

Jeg har aldrig været nervøs med læger. Men Thomas fik det til at lyde som om jeg var den nye kommende Frankenstein. Men han er pisse dygtig selvom han er lidt skræmmende. De andre læger på afdelingen siger at når han for disse slags projekter er han ligesom et lille barn med et nyt stykke legetøj.

 

 

Efter jeg fik elastikkerne af fortalte jeg ham at jeg var træt men jeg følte mig okay. Og han syntes det lød super og jeg kun behøvede at være der 2 til 3 dag før jeg kunne komme hjem.

Hele mit ansigt var ømt, hævet og følsesløst.EOg alt jeg kunne få ned var flydene protein drikke fra hospitalet.

 

Eftersom jeg havde en slange i halsen endte meget af det i slangen og var det ikke meget af det der rent faktisk kom til mavesækken. 

 

Min mor fortalte mig at jeg var kommet på opvågning kl 22.00 cirka hvor min far og min lillebror var og sagde hej til mig.

Jeg husker det selvfølgelig ikke. Så nu fotæller jeg bare hvad min mor så og fortalte mig.

 

Jeg havde ligget og hostet blod op flere gange og lægerne blev ved med at tørre det væk indtil min mor sagde at nu kunne det være ligemeget så længe blodet kom ud og ikke sad fast i halsen på mig.

Jeg stoppede nogle gange med at trække vejret og de måtte bede mig om trække vejret. Jeg husker intet men min mor siger at jeg gjorde som de sagde uden problemer og sådan blev det ved til jeg trak vejret stabilt. Jeg smilte åbenbart også til min lillebror. Men jeg husker det ikke.

De var sevlfølgelig taget hjem.

 

Men de ville komme tilbage senere når Matteo havde fri for skole.
Min lillebror Matteo havde fyldt tavlen på værelset med søde beskeder og tegninger som jeg kunne se på.

Jeg prøvede bare at få lidt søvn med lægerne der hele tiden kom randene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...