Operationen

Dette er min fortælling om min operation som jeg selv valgte. En beskrivelse om hvordan det forgik. Mange gennemgår operationer hvor de ikke føler sig forberedt på hvordan de ville have det. Jeg følte mig ikke forberedt. Derfor laver jeg denne historie for at forberede andre der måske skal igennem ligende.

9Likes
13Kommentarer
599Visninger
AA

2. Operationsdagen. Timerne før

 

 

Jeg blev vækket 6. 30

Uden morgenmad og meget lidt at drikke samt mine piller.

Vi skulle være på hospitalet kl 7.00. 

Min operation var kl. 9.00. Men af en eller anden grund blev det hele forsinket.

 

Jeg sad med min mor, min far og min lillebror, mens vi ventede på at jeg skulle ind. Vi fik ud delt sedler med wifi, fordi forbindelsen var dårlig i venterummet hvis man kørte på eget net. Stolene var hårde og det var rent mentalt hårdt at sidde der da det gik over tid, og vi var alle trætte. Jeg tror omkring klokken 13.00 eller 14.00 fik jeg udleveret noget hospitals tøj og nogle beroligende piller.

Sygplejskeen førte mig til et rum hvor jeg kunne skifte tøj. Jeg foldede nogenlunde mit eget tøj halv pænt sammen og gemte underbukser og sokker mellem trøjen og bukserne. 

 

Det var først rigtig der da jeg stod og klædte om og gik hen til spejlet ved vasken og tog pillerne, at det gik op for mig hvad der skulle ske.

Jeg havde altid set mit ansigt på en bestemt måde og selvom jeg ikke var glad for den ene side af det havde det ikke påvirket min selvtillid som sådan, men det har været dybt irriterende for mig.

 

Jeg har tungt øjenlåg over det højre øje plus jeg har overskydende hudlap ind over inderste øjenkrog.

Det har irriteret mig meget fordi jeg er en pige som elsker at eksperimentere med make up. Og dette ene tunge øjenlåg gjorde at al øjenmakeup lagde sig i en klumpet stribe på øjet. Min make up så aldrig ud som om den var lagt symmetrisk på grund af disse skævheder.

 

Jeg kiggede på alle disse ting der havde irriteret mig genne årene. Jeg smilte til migselv i spejlet og græd så.
Jeg indså det var sidste gang mit ansigt ville se sådan ud når jeg smilte, sidste gang det ville se sådan ud når jeg græd. Og jeg kendte ikke resultatet af operationen. Jeg var bange for at jeg ikke kunne lide det. Eller at jeg ville fortryde min beslutning om min operation.

Jeg tørrede mine tåre og gik ud til min familie igen.

Jeg syntes børne afdelingen tager meget mere hensyn. Der fik man sin seng med det samme og kunne vente på man skulle på operationsbordet.

Her der sad vi i timer i venteværelset og ventede på at blive kaldt ind.

 

Jeg talte med min mor om at jeg var bange. Mine beroligende piller begyndte at aftage. Jeg kunne mærke nervøsiteten og frygten. Men jeg distraherede migselv det meste af tiden med min tablet og mobil.

 

Klokken 16.00 blev jeg indkaldt til operationsstuen.

Jeg skulle op på en meget smal briks og ligge hvor de spurgte mig hvad jeg skulle havde lavet.

"Ved i ikke det?" Spurgte jeg panisk, klar til at rejse mig op og skride derfra. 
De grinte og fosikrede mig om at selvfølgelig vidste de det men at de skulle spørge. Jeg forstod ikke hvorfor, fordi ærligt talt hvis de nu havde givet mig min beroligende tættere på operationen ville jeg være for dopet til at svare.

Men nu lå situationen anderledes og jeg forklarede hvad min læge Thomas havde sagt de ville gøre.

Min mor var med inde og sang godnat sang for mig mens jeg fik maske på.

 

Det sidste jeg husker er at jeg holdte øje med en af lægerne det gjorde tingene klar, mens min mor synger Solen Er Så Rød Mor, og holder min højre hånd mens jeg holder masken med min venstre.

 

Det sjove her er jeg husker ikke rummet så godt men de sidste minutter inden jeg lukkede øjne står kniv skarpt

Jeg drejede hovedet mod min mor for ikke at blive for nervøs af lægen der stod og lagde tingene klar til at skære mig op.

Jeg kiggede op på min mor og klemte hendes hånd for at prøve at sige tak til hende. Jeg ville ikke forsøge at snakke. Jeg kan også huske at min sidste tanke til mig selv var at nu skulle det bare overstås og det skulle bare nu.

Så jeg smilte til min mor og håbede hun kunne se det gennem masken og lukkede så øjne for at hjælpe søvnen på vej. Der var i den grad ingen vej tilbage nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...