My fight for new life. A Clone Wars tale

Skriv om en ny begyndelse, mulighed 2


Hvad hvis man mistede alt, men der var et håb for noget nyt? Hvordan siger man ja til det og så kunne glemme at det man havde haft?

2Likes
5Kommentarer
1164Visninger
AA

14. Uventet følelser

Cloner ligger spredt i skovens bund. Dem, der ikke blev ramt, styrter dem til hjælp. Enkelte Cloner kæmper sig selv på benene mens andre aldrig kommer til at rejse sig igen. Man kan høre skrig og råb for hjælp.

Mit hoved ringer og synet er sløret. Af sig selv ruller min krop rundt og hænderne hjælper mine ben med at få mig op og stå. Hjelmen hives af og jeg kæmper for at få overblikket. Rundt omkring mig ligger Cloner. Døde og levende, mange mangler nogle kropsdele andre er..skudt i småstykker. En af dem der er i live ligger på ryggen og ser skrækslagne på sin mave. Hans tarme kan ses og jeg føler for ham. En af lægerne falder på knæ ved hans side og gør hvad han kan for ham. Lugten af blod, metal, røg og død fylder mine luger med en grim smag. Blod. Ady! Jeg vender mig om og kæmper mig i retningen hvor jeg havde set Ady falde. Det jeg finder får min mave til at vende sig.

Ady ligger bevidstløs, tror jeg. Han mangler højre arm fra albuen og nedefter. Jeg løber hurtigt hen og tager fat om livet på ham. Med sikre skridt slæber jeg ham tilbage i sikkerhed blandt vores egne rækker. ”Læge!” kalder jeg og Lagoon dukker hurtigt op. ”Vi tager over.” Flere af dem med lidt lægeviden kommer hen. Jeg bakker væk og ser på mine handsker der er dækket af blod. ”Få skibene herhen!” Kommandør Wolffe ser ud til at have en heftig samtale med hvem der end er på den anden side af comnlinken. Jeg tager hurtigt en forsvarsposition sammen med mange andre. ”Der kommer ingen forbi os!” brøler jeg ned langs siderne hvor andre slutter sig til og dækker de huller som ikke er udfyldt. Sinker og Boost glider op på min venstre side. Shesta og en anden juggernaut dukker op på min højre.

Droider kommer marcherende. Træer bliver skudt i stykker og jorden pløjet op af deres maskiner. 200 meter fra dem står der tusind mand i flere rækker. Et solidt forsvar der kæmper til sidste mand. ”Få de udskud fjernet.” siger deres leder. Clonernes sniper begynder at skyde dem ned efter en. Når droiderne når ind for en rækkevidde af 100 meter åbner juggernautsene ild. ”Send alle ind.” Kommer det fra droidernes side. ”Hold dem tilbage lidt endnu.” Kommer det fra Clonernes. En bevægelse kommer ud fra venstre side. ”Commandos!” Fire Clone Commandos bryder ud fra linjen og tordner mod venstre flanke. Fødderne rammer ikke skovbunden og jeg er første mand fremme på venstre flanke af Commandos. Jeg ramler ind i en Commando-droide. Jeg når at undvige et slag, men sparket kommer som en overraskelse. Jeg bakker væk mens jeg kæmper for at genvinde min balance. De næste slag kommer hurtigt og hårdt. Skuldre, bryst og lår. En smerte eksplodere i højre skulder. Tænder bider sammen over tungen. Jeg tager fat om min ene DC-17 og skyder dens venstre arm. Pletskud, men den griber fat i min arm og vrider til. Der lyder knæk og mine øjne spærres op før et umenneskelig skrig kommer dybt nede fra min strube i smerte. Den giver slip og jeg lander på jorden. ”Watersonar!” Cloner kommer mig til hjælp. En samler mig op og hviler mig op ad hans bryst. Det er ikke Shesta, kan jeg se ud fra hans rustning. Med besvær får jeg tippet hovedet bagover. Kommandør Wolffe! Han hiver sin hjelm af og så på mig. Mit syn glider langsomt i. ”Watersonar. Haa’taylir sha ni!” Wolffes ord er tåget og jeg lukker øjnene.

Jeg føler mig vægtløs, og smertefri? Jeg åbner langsomt øjnene. Skarpt, hvidt lys får mig til at knytte dem sammen igen. ”Han er vågn.” Jeg kan høre fodtrin og langsomt åbner jeg øjnene igen, på klem denne gang. Wolfpack står presset sammen i Medbayen. Shesta, Lagoon og Shrapel sidder på sengekanten. Wolffe og de andre bredere bygget står bagerst. ”Watersonar!” ”Godt du er vågnet op.” ”Hvordan har du det?” Alle de spørgsmål. Jeg klukker, men ender ud i et hosteanfald. En rækker mig et glas vand mens en anden støtter. ”Hvor..længe?” Får jeg frem og ser rundt. Ingen møder mit blik. ”Shrapel?” ”En uge. Du har været i en Bactatank i fem dage. Du kom ud i går og er vågnet op i dag.” siger Lagoon roligt. ”Og du er nød til at komme på benene hurtigt. Kaminoianer ville have sendt dig tilbage til Kamino.” Warpath kommer hen. Han er en af de få som forsvar lægerne ude i felten. ”Han har ret.” Jeg forstår hvorfor de ville af med mig. ”Hvornår?” ”Cody og Bly trak Bacara og Colt ind i dette. Bacara er den ældste Marshall Kommandør. Colt kender du.” siger Boost og rækker en hånd til mig. Jeg kigger mig rundt i rummet. Rummet er som sagt fyldt med brødre fra 104th. Udenfor kan jeg se andre farver, men jeg er ikke helt sikker. Jeg sætter mig op og tager fat om Boosts hånd. Benene rammer gulvet og sender et chok gennem mig. Boost giver slip og et par hænder tager fat om min talje. ”Det går fint.” brummer en dyb stemme. ”Indtil videre. Vi kan ikke presse ham. Hans højre ben tog et hårdt slag og ligeså med hans skulder.” mumler en af de ældre læger. ”Lad os få ham ud herfra og tilbage på skibet. Vi må være på en af de lægestationer som vi har spredt rundt om i de territorier som er vores. Idet husker jeg nogen. ”Hvad med Ady?” spørger jeg og ser på min kommandør og kaptajn. ”Han ville komme sig.” siger kaptajn Beta beroligende og Wolffe skubber mig afsted. ”Lad os komme væk fra denne station.” brummer han og leder mig ned mod dokkene, men jeg vrider mig fri og går tilbage mod sygestuerne. Kan se flere mænd med alvorlige skader. ”Watersonar!” Jeg halter gennem gangene og jeg bliver forfulgt af Wolfpack. ”Vent lige.” Jeg lytter anspændt til en lyd af Adys. ”Lig stille. Clone!” ”Jeg ville ikke tilbage til Kamino!” Jeg ser til højre. Shesta glider forbi mig og åbner døren. Ady bliver holdt af vagter, ikke brødre, to kaminoianer står bag dem. ”Lad ham gå!” snerre Lagoon og træder ind. Vagterne slipper ham da de ser lægens vrede. Jeg halter ind og hen til Ady. ”Er du ok, Ady’ika?” spørger jeg og giver ham en once-over.

Han er bleg og han knuger sin halve arm. Han kommer på benene og styrter hen til mig. Mine hænder kom rundt om hans talje og han hviler sit hoved på min skulder. ” Gedet'ye, Ni liser su akaanir” Jeg brummer beroligende ved hans ord. ”Selvfølgelig. Kom med.” Et tag om hans arm og han følger efter mig. ”Hvad vil du gøre?” spørger kaptajn Beta og jeg smiler et rigtigt ulvegrin. ”De andre Commandos kan sikkert hjælpe. Jeg har mødt Valon Wau og Kal Skirata. Jeg reddede deres drenge for ikke ret lang tid siden. Ingen af glemmer den gæld.” siger jeg mens vi skridter gennem gangene ned til skibet. Generalen står allerede og venter mens de andre skibe bliver læsset. De andre småløber for komme ombord på skibene. Generalen står og tæller hver eneste mand der kommer ombord. Jeg skridter hen og han møder os halvvejs. Hans hånd lander på min skulder. Kommandør Wolffe stiller sig ud til siden og har neutralt udtryk. ”Det er godt at se du er okay, Watersonar. Trods du halter lidt.” siger med et strejf af bekymring. Han kigger på Ady bag mig. ”De ville have sendt ham til Kamino. Jeg tænkte vi kunne hjælpe med den arm og finde en legion der ville tage ham ind.” siger jeg og trækker på smilebåndet. ”Selvfølgelig. Velkommen ombord på vores skib.” Ady giver en salut og følger efter os. Generalen først. Wolffe og mig to skridt bag ham. Ady tre bag os. Vi to veteraner ser på hinanden og smiler. ”Så er det hjem igen til Coruscant.” siger han og jeg klukker. ”Og vi skal nok finde en plads til dig Ady Et sted hvor du føler dig hjemme og velkommen.” siger jeg over skulderen.

 

Turen hjem er ubekymret og rolig. Vi er fem dage fra at nå hjem. De opfinder i 10th arbejder på at lave en mekanisk arm til Ady. Jeg har på fornemmelsen at han ville passe godt i 41st eller 327th. Vi sidder i messen om aftenen. Musikken kommer fra højtalerne og sange man kan finde en rytme til. Ine hofter bevæger sig i en hurtig takt. Flere brødre pifter og hyler. Vi har ikke meget ret til kærlighed, men vores general har intet imod det. Wolffe kommer hen og føler min takt. ” Wolffe cuyir o'r kar'taylir darasuum.” lyder det fra bordene. Hans hånd støtter min ryg og jeg bukker bagover. Latteren lyder og han hiver mig op til sig. Vores mødes og vores læber mødes. ”Ohhh.” Drengene gisper og skubber til hinanden i sjov og beundring? Jeg er den første til at trække mig væk. Jeg er ret sikker på at jeg rødmer. ”Undskyld mig.” Jeg snurrer rundt og flygter ud af messen. Mine fødder bærer mig ned til rum som jeg har sammen med mine brødre. Døren glider i efter og jeg lader mig falde om på sengen. ”Son’ika.” Jeg har ikke opdaget af døren er gået op, og nu hvor jeg tænker over er dette ikke min seng. Dufter af Lagoon. Madrassen synker ned hvor Shrapel har sat sig. En af hans hænder hviler mod min ryg. ”Er du okay?” spørger han og det er nok det dummeste spørgsmål. ”Jeg kyssede vores kommandør!” ”Ja. Og han nød det.” Jeg snurrer rundt og ser på ham med øjne som er bekymret. ”Du ved hvad der sker, ikke?” siger jeg nærmest bidende og han sukker. ”Watersonar.” Han sætter sig å vi ser fuldt på hinanden. Jeg sætter mig om i skrædderstilling med armene hvilende på benene. ”Wolffe spurgte omkring dig og vi svarede ham. Du fortjener mere end vi kan give dig. Vi har allerede mistet Long Aimer. Det kunne hænde at vi ikke alle ville overleve, men vi ville sørge for at du gjorde. Og du har brug for en der kan være der.” ”Men Wolffe?” ”Hvad er der med ham?” Shrapel tipper hovedet til siden og jeg sender ham et blik der siger; ’Virkelig?’. Døren går op igen og Boost kigger ind. ”Alt okay?” spørger han og jeg sender ham et dræbende blik. ””Son’ika er genert.” Er min ældre brors svar og jeg kaster mig over ham. ”Shrapel!” Han griner kun og idet opdager jeg at han taler sandt.

 

Jeg gemmer mig i vores rum resten af turen hjem. Sniger mig ud om aftenen for at spise. Mine brødre ryster på hovedet af det. ”Han er vores kommandør. På et tidspunkt er du nødt til at snakke med ham. Du kan ikke undgå ham.” siger Lagoon tredje aften. Shesta sidder og renser sit rullegun og ser op på os. Shrapel læser rapporten igennem mens Lagoon og jeg spiller Sabaac, mens jeg spiser som de havde smuglet med. ”Ligeså snart jeg kan komme med en undskyldning.” siger jeg og tygger på et stykke kød. Lagoon ruller med øjnene og ser på Shrapel. Han ser sigende på mig. ”Son’ika. Du burde spørge Sinker og Boost omkring Wolffe.” siger han og jeg sukker. ”Fint.” mumler jeg og han giver mig det hårde blik. ”Nu!” Jeg kommer hurtigt benene og er ude af rummet. Jeg er ude på gangen og søger mod messen. Mine skridt er tunge og jeg håber inderligt at jeg ikke løber ind i kommandøren. Jeg møder ikke mange på gangene og hellere ikke inde i messen.

 

Enkelte brødre ser op og klukker. ”Kom du ud af din hule?” spørger Comet med et smil. Jeg sender ham fingeren og han ryster kun på hovedet. ”Har I set Boost eller Sinker?” spørger jeg og de ser på hinanden. ”Ja. De skulle vist være sammen med Wolffe.” siger Metetor, batchbror til Comet og Tubemate til Ions. Jeg sukker og Comet kommer hen. ”Noget du ville spørge dem om.” ”Ja. Wolffe.” Ions, den ældste af de tre, ser kort på os. ”Det kys?” spørger han og vrikker med øjenbrynene. Åhh jeg kunne slå ham. ”Wolffe har aldrig været stor fan af kærlighed. Men Wolffe har sat sine øjne på dig.” Comet klapper mig på skulderen og vi ser hen da døren går op. Sinker træder ind i off-duty tøj. Han hæver øjenbrynene og kommer hen. ”Noget nyt?” spørger han og ser mellem os. ”Watersonar var bare nysgerrig omkring Wolffe og hvorfor han er forelsket i ham.” Sinkers øjne lyser op. ”Gå med mig.” Jeg følger efter og vi går gennem gangene uden et mål. ”Wolffe var forelsket engang. Da han stadig var en kadet.” Jeg lytter. Sinker er ved at give en historie og mange ville ikke gå glip af det, når han gjorde det. ”To kadetter sammen, men det var ikke noget kaminoianerne ikke have. Wolffe og den anden, Kicker, prøvede at holde det skjult, men en af deres venner fortalte det. Wolffe var en CC, men Kicker var en CT. En dag, uden varsel, blev Kicker fjernet. Ikke låst væk, men aflivet. Wolffe var tvunget til at se det. Thorn og Fox var ved hans side, men hver leaddog har brug for en partner der ville stå ved ens side. Ergo Son’ika. Du er blevet valgt.” siger han og ser på mig med et smil. Han fortsætter ned af gangen mens jeg står tilbage og tænker over det han har fortalt.

 

”Hvad sagde han/de?” spørger Shesta idet jeg træder ind. Han sidder i boxershorts på sengen. Lagoon er ved at klæde sig af mens Shrapel børster tænder for åben dør. Jeg går hen til min seng og tager tøjet af. ”Wolffe havde været forelsket før, men han blev fjernet fra livet” mumler jeg og går ud på badeværelset. Tandpastaen smager neutralt og jeg stirrer på mit spejlbillede. Blikket glider til min arm på armen og jeg husker den første mission sammen med 104th. Det føltes som år. Jeg spytter det ud og går tilbage ind i soverummet. Lyset er slukket og jeg går tilbage mod min seng. Jeg bander da jeg ramler mine tæer ind i Shestas rustning. Han kigger op fra sin hovedpude da jeg slår ham i skulderen. ”Du roder.” hvisker jeg og humper over i min seng. Dynen indhyller min krop og jeg ligger på maven med hage og hals hvilende på puden. Jeg stirrer ud i mørket. Langsomt glider mine øjne i og jeg sukker tilfreds.

 

De næste dage går hurtigt og første dag hjemme på Coruscant forsvinder jeg fra Wolffes radar. Jeg sidder i en bil på vej gennem byen. Vinden i mit hår og et smil på læberne. Domino-squad er sammen med mig og vi nød bare at være sammen. ”Watersonar.” Jeg drejer hovedet og ser Nulls sammen med deres far og Valon Wau. ”Sir.” siger jeg med et smil og en halv salut. Jeg må bruge begge hænder da Hevy dykker bilen ned i Coruscant underverden. De andre følger efter. Bygninger, levels og folk suser forbi os. Vi lander i underverden og jeg springer elegant ned fra bagsædet. Nulls kommer hen. ”Din bror sagde at du ledte efter os. Ham der er læge.” Ordo fører ordet og krydser armene. ”I hørt om hvad der sket med min tidligere legion?” ”Udslettet.” siger Prudii og ser på Kom’rk. ”Næsten. Har en Shinnie som har lidt en alvorlig skade. De ville have sendt ham tilbage til Kamino.” Jeg har nu deres opmærksomhed. ”Vi lytter.” Jeg begynder at gå hen mod en bar i nærheden. De andre følger efter. ”Hans navn er Ady. Han mangler højre arm nedefter albuen. I kunne skaffe ham en protese, ikke?” Kal Skirata og Valon Wau ser på hinanden. ”Der er kun fem overlevende fra legionen: Ady, Shrapel, Lagoon, Shesta og mig. Ville I ikke nok.” siger jeg og jeg ved at jeg har vundet idet de to ledere ser på hinanden. ”Vi ville se hvad vi kan gøre.” Jeg nikker taknemligt. ”Og nu omkring dig og Wolffe.” Jeg stopper op og vender mig langsomt om.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...