My fight for new life. A Clone Wars tale

Skriv om en ny begyndelse, mulighed 2


Hvad hvis man mistede alt, men der var et håb for noget nyt? Hvordan siger man ja til det og så kunne glemme at det man havde haft?

2Likes
5Kommentarer
995Visninger
AA

8. Safety of our home

Man kan se droidekroppe ligge på jorden. Skudt i småstykker eller revet fra hinanden. Det er svært at se, men hvis man er en Commando kan man nemt se forskellen. Og jeg kan hurtigt se de andre Commandos arbejde. Jeg fører an for gruppen af ARC mod det punkt hvor grupperne af Commandos holder stand. Vi er nede på 30 mand inklusiv mig. Unge Keetcha mistede livet.

 

Mine fødder lander stille på jorden og min DC-15 kommer hurtigt op. De andre lander stille ved mig. Kaptajn Tyto holder sig tæt op ad mig. Som de højest rangerende ser vi det som vores job at få så mange med tilbage i live som muligt. ”Prøv at få kontakt til de andre. De må være i nærheden.” mumler jeg til ham og bevæger mig fremad. Mine muskler er spændt til det yderste. Lårene er som fjedre spændt til bristepunktet. Enten i angreb eller i forsvar. Vi bevæger os som spøgelser gennem skovens skygger. Min hjelms visor lyser op og giver et indtryk af at man er byttet og hvis du er en droide så er du! Jeg standser op og gør tegn til flokken at dele sig. Vi er ikke stødt på rovdyr eller levende droider endnu, men det betyder ikke at de ikke holder øje med os. Jeg skanner området og kan se gruppen. Echo er bag mig så grupperne føres an af kaptajn Tyto og løjtnant Shell. ”Nice and easy, boys.” siger jeg over comnlinket. Langsomt bevæger vi os igen. Echo kopierer mine skridt med sine. Jeg sætter en fod frem og han gør det samme. Det minder meget om en dans. Grunden til pludselig sikkerhed skyldes der er skud og lys forude.

 

”Kom nu. De er alle trætte og såret.” lyder en mekanisk stemme. ”Hvor fanden bliver de ARC af?” knurrer en stemme der kun kan komme fra en bror. Vi når til trægrænsen og bliver i mørket selvom vi alle har lyst til at storme ud. Commandos står i en cirkel og holder hinandens rygge frie. En stor del er knælende for at give de ældre og erfarne fri zone til at skyde. Jeg kan se Nulls, Delta og mange andre. ”Sir. Commandodroider klokken ni.” lyder det over comnlinket. Ganske rigtigt. Der snigende langs trægrænsen kommer en gruppe Commandodroider. ”Vær klar drenge.” mumler jeg og vi bevæger uset nærmere. Det ville være over vores lig hvis de skal have de her Commandos. Min arm flyver ud og låser sig om halsen på en af droider. Andre følger mit eksempel og straks vender alle deres opmærksomhed mod os. Jeg stopper min droide fra at hugge mig ned med en kniv. Hvor fik den kniven fra? Jeg rulle om på jorden og holder den nede med min vægt. ”Skyd!” brøler en fra gruppen af Nulls. Når kun lige at fjerne min arm før et skud borer sig ind i hovedet på skrotbunken. ”Kriff.” mumler jeg og kommer på benene. Droider er overvældet. ”Kommandøren sagde ikke noget om at Cloner fik forstærkning.” hviner en droide og skyder efter Shell, Eagle og Rhymo. ”Det her er ikke normalt.” siger en anden. Mellem ARC og Commandos tager det kun et kvarter for os at udrydde denne flok af skrotbunker.

 

Jeg går mellem flokken af blandet elitesoldater. Mit blik er søgende og det tager tid før jeg finder det jeg søger. Faktisk finder det jeg søger mig. Jeg mærker en hånd på min skulder og jeg snurrer rundt. Boss ser på mig med øjne der er lettet. Hans hjelm hænger ved hans hofte og vi omfavner hinanden kort. Slipper hinanden og jeg inspicer alle Commandos. Stopper ved gruppen af Nulls. ”Var det meningen at I skulle redde os?” Crosshair kommer frem. Han er utrolig tynd. ARC og Commandos ser mellem os. ”Ja. Og vi vil.” ”Flot, men uden et fartøj er vi alle fanget her.” Gud hvor jeg hader den sniper. ”Så er det godt jeg har fem legioner liggende i kredsløb.” Jeg folder armene og stiller mig med skrævende ben. Han fnyser og jeg himler med øjnene. ”Vi er klar til at rykke når du er.” siger en fra gruppen af Nulls. Kaptajn Tyto får hurtigt de yngre end på række. ARC kommer ind på række efter Commandos. De sårede bliver båret mellem deres gruppe.  

 

Vi har gået et par timer og alle er udmattet. Skoven er erstatte af åbent terræn med enkelte træer og klipper hist og her. ”Jeg kræver så meget fri efter denne mission.” mumler jeg til Sev og Fixer. Begge klukker og småløber fremad for at hjælpe med de sårede. Jeg stopper på en klippe og ser flokken af brødre gå forbi. Imens de gå forbi tæller jeg dem. ”Watersonar sir.” Jeg ser ned og en af de unge Commandos står og skifter vægten på hans fødder. ”Nulls har en såret. Han kan ikke gå længere og de andre kan ikke bærer ham.” Selvfølgelig. Jeg ser mod gruppen der fortsætter. Jeg udstøder en gennemtrængende pift. Som på en ordrer standser de alle. Let som en fjer springer jeg og spæner tilbage i den retning vi kom fra. Den unge Commando følger efter. Græsset går os til lårene så det er lidt svært at se hvad vi træder på eller hvor vi træder i det hele taget. Jeg kan se gruppen længere fremme og sætter farten ned. De ser alle fjendtlige på mig og jeg holder hænderne op. ” Udesiir, ner Vodes.” siger jeg på vores fødesprog. Jeg nærmere mig langsomt og får et glimt af en af brødrene liggende mellem dem. ”Lad mig hjælpe.” beder jeg og holder hænderne frem. ”Hvad får dig til at tro du kan hjælpe?” knurrer en rasende og hæver hans blaster. ”Fordi jeg også er en Commando. Fordi jeg også har brødre. Batch og nogen jeg har adopteret som yngre brødre.” siger jeg roligt. De kikker kort på hinanden og lader mig kommer hen til den sårede. Han stirrer på mig mens jeg undersøger hans ben. ”Femten click mod nord og Wolfpack ville samle os op. En læge ville kikke på dig, men indtil da må vi bevæge os dertil.” siger jeg lavt. Han grynter og tager imod min hånd. ”Læn dig op ad mig.” siger jeg og tager straks imod hans vægt. De andre ARC og Commandos venter på os og hviler sig da vi kommer.

 

Vores fremgang er langsom og støt. Commandoen jeg hjælper, Atin fik jeg at vide han hed, er ved at være en dødvægt. Vi er alle udmattet, men mangler kun få hundrede meter. ”Jeg håber Wolfpack er der!” lyder en udmattet stemme. Jeg kunne ikke være enig, men jeg ved at de ville være der. ”Se!” Vi kikker op og en stor krydser kommer ned. Jeg genkender min legions skib. ”Jeg sagde det jo!” Echo griner og overhaler os. Mange andre ARC ser på kaptajn Tyto og mig. ”Skynd jer at hente hjælp. Vi har brug for læger og Juggernauts der kan hjælpe med at bærer de sårede.” siger kaptajnen. Mange sætter af og de sidste hundrede meter frem. Jeg kæmper med at holde Atin og mig oprejst. ”Kom nu Vod. Vi er der næsten.” De andre Nulls slutter hurtigt op om os og mumler nervøst mellem hinanden. ”Atin!” Han falder fremover og lander på jorden hvis jeg ikke havde brugt min kropsvægt som støtte. Jeg begynder hurtigt at trække ham afsted. Hans brødre tager fat i arme og ben. Sammen får vi løftet ham hurtigt gennem skoven. ”Læge!”

 

Vi sidder ombord på skibet Fang. Commandos og ARC er alle i Medbayen. Alle undtagen mig. Jeg sidder i det lille rum som mine batchbrødre har fået udleveret. Min rustning ligget pænt stablet på min seng og jeg ligger fladt ned på maven. Hovedet er begravet i en pude og et tæppe dækker taljen og benene. Vi klarede det. Døren går op og fodtrin nærmere sig sengen. En bred og stærk hånd hviler på min ryg og kører fingrene rundt i rolige cirkler. ”Du klarede det, Vod’ika. Du er hjemme.” Shesta! Jeg vrider mig rundt og slår armene om ham. Han holder mig tæt ind til sig og jeg indånder den duft der er Shestas unikke. Lugten af pistololie, røg og sved. Jeg kan ikke lade være med at smile. ”Vi fandt jer. Vi fik jer i sikkerhed.”

 

Der var ikke langt til skibet, men Atin var ikke en lille Clone. Jeg kikker mig over skulderen og mellem træerne og over trækronerne kan jeg se skibet. Kan også se skikkelser gå rundt udenfor skibet. ”Hjælp. Vi har brug for hjælp!” råber jeg og giver slip på Atin med en hånd. Den nu frie hånd ryger op i luften og vinker vildt. Jeg vender mig atter mod den bevidstløse Clone og klapper ham på kinden. ”Kom nu. Vi er der næsten. Vågn op.” siger jeg og ser på hans brødre. De har alle brynene rynket og en af dem giver en forpint lyd fra sig.

 

”Jah. I kom.” mumler jeg mod hans bryst og lukker øjnene. Jeg glider langsomt væk fra bevidstheden og ind i mørket. Jeg mærker jeg bliver lagt ned og tæppet trukket over mig. Jeg krøller mig sammen og ånder stille ud og ind. Atter går døren op. ”Hvordan er han, Shesta?” spørger Shrapel og en vægt på sengekanten. ”Tja. Det ville nok tage tid før jeg lader ham ude af syne igen. Ligeså med Lagoon.” siger Shesta og sukker. ”Men han har fået stærke venner i 501st og 212th. Jeg tror også at 41st og 327th kan lide ham.” siger Shrapel stille. Mine muskler lukker langsomt ned.

 

Jeg vågner i mørke. Snorken og tunge åndedræt fra de tre andre senge i rummet giver sig selv. Jeg ruller om på ryggen og folder hænderne bag nakken. Jeg stirrer ud i mørket og lytter blot til det der sker her i rummet. Det venstre ben bøjes og jeg gaber let. Trods jeg er vågen er jeg også total smadret. Rummet har ingen køjer så vi har alle en enkeltmandsseng. Jeg kan nemt se Lagoon liggende på siden. Shesta på ryggen og Shrapel også på ryggen. Mine fødder rammer det kolde gulv og jeg står kun i boxershorts. Kulden får gåsehud til at dukke op. Jeg gyser stille og ser mig op. Finder en trøje og trækker den på. Jeg går hen mod døren, men kikker mig hele tiden over skulderen mod mine ældre brødre. Døren går og jeg smutter lydløst ud og ender på den kølige gang. ´Først Medbyen og så messen.´ tænker jeg og småløber ned af gangen. Mine muskler trænger til at blive strukket ud efter jeg har ligget sammenkrøbet. Gangene er nogenlunde øde, men jeg har ikke lyst til at rende ind i kommandør Wolffe eller hans Chain of Comand. Jeg kikker rundt om hjørne hvor elevatoren befinder sig. Der lyder et bing og Comet kommer ud sammen med nogen andre. ”Jeg hører at CC Watersonar faldt i søvn før kommandøren og generalen kunne stille spørgsmål.” siger en og jeg kniber øjnene sammen. ”Man kan ikke give ham skylden. Hans første uger har været hårde. Wolffe og general Koon ville ikke låne ham ud det næste stykke tid.” Jeg presser mig op ad væggen og ser da de forsvinder ned ad gangen i den modsatte retning af mig. Jeg når hen til elevatoren og trykker på knappen hvor Medbayen er. Jeg læner mig op af væggen og holder hovedet dukket væk fra kameraet i hjørnet.

 

I Medbayen er der Cloner på senge. Andre er i stole undt om deres brødre. Jeg kikker rundt, men ser ud til at der ingen læger er lige nu. Jeg går ind og straks kikker mange op. Jeg sender dem et smil og kommer nærmere. Den første jeg kikker til er Atin. Hans brødre rejser sig op og tager imod mig med et lettet smil og venlige blikke. ”Hvordan har jeres bror det?” spørger jeg lavmælt og skæver til ham. ”Han kommer sig. Såret ville hele fint og benet tog ikke nogen skader der ville hindre ham i fremtiden.” siger A’den og kikker over min skulder. ”Burde du være ud af sengen?” spørger han og holder blikket på noget bag mig. ”Nej. Hvorfor?” ”Din kommandør og general gik lige forbi Medbayen.” Jeg snurrer rundt. ”Var det Watersonar, sir?” ”Det tror jeg Wolffe.” Jeg kikker mig om, kaster mig ned og ruller under en seng. Jeg kan hører ham i sengen fnise, men et spark fra mig får ham til at tie. Jeg hæver mig op så jeg er lige under madrassen. ”Commandos, ARC. Har I set en af mine rende rundt hernede?” ”Det sidste af dine der gik var en læge kaldt Lagoon. Meget ivrig efter at komme til hans rum hvor Watersonar hvilede sig.” siger en og lyden af støvlerne han både høres og føles. ”Det var sjovt for vi så netop Watersonar herinde.” lyder min kommandørs stemme. Jeg lukker øjnene og holder vejret. ”Han kan nok passe på sig selv. Han har reddet os og har meget små tab. Mistede kun en til forgiftning.” siger en anden. ”Hvis I finder ham så sig han er off-duty.” siger generalen og de skridter begge ud. Jeg venter og får et chok da en Null kikker på mig. ”De er væk. Kom bare frem. Jeg kravler ud fra sengen og rejser mig op. ”Off-duty?” spørger en ARC og jeg ryster på hovedet. ”Noget med hvile og batch.” mumler jeg og ser rundt. ”Du burde nok fordufte før kaptajn Beta dukker op med Boost og Sinker på slæb.” siger Boss og jeg nikker. ”Vi snakkes.” siger jeg over skulderen og bevæger mig ud af Medbayen og mod messen.

 

Messen er også ret forladt. Jeg går mellem bordene og hen til maskinen der laver den bedste sorte kaffe. Jeg tager en kop og stille den på pladen. Trykker på knappen og venter mens koppen bliver fyldt. Jeg læner mig op ad væggen ved siden af maskinen og stirrer frem for mig. ”Såh. Det var dig vi så.” Jeg snurrer rundt og der står kommandør Wolffe med Comet. Begge lader blikket glide henover mig. ”Det er ikke nemt at sove når ens hjerne har kørt i højeste gear i flere dage og så skulle falde til ro.” Jeg trækker på skuldrene og tager kaffen da maskinen giver lyd fra sig. Jeg sipper til den og lader dens varme sprede sig i kroppen. Kommandøren ser sig om i messen. Cloner er optaget i et spil Sabaac eller en samtale. ”Hvor længe har du sovet?” spørger Comet og jeg lægger hovedet på skrå. ”Fem timer. Knap og nap.” siger jeg og går hen til et bord. ”Du burde hvile mere.” Svarer han mig og jeg grynter. ”Vi er på vej tilbage til Coruscant for at fange lidt velfortjent hvile.” siger kommandøren roligt. Jeg glæder mig allerede og nikker. ”Javel, sir.” siger jeg og kan ikke holde et skævt smil tilbage.

 

Kaffen har beroliget min hjerne og nu kommer trætheden. Jeg lister tilbage til mit værelse og glider lydløst ind. Det tager tid for mine øjne at vænne sig til mørket og jeg blinker flere gange. Da jeg endelig kan se igen opdager jeg at Shesta er lysvågen og kikker på mig med vrede øjne. ”Hvor har du været?” hvæser han lavmælt og glider selv ud af sengen. Standser foran mig og jeg må ligge hovedet tilbage. ”Her og der. Kunne ikke sove og tjekkede ind hos ARC og Commandos” knurrer jeg og krydser armene. Han sukker og lader en hånd glide over hans ansigt. ”Jeg troede det var en drøm og at du ikke var kommet tilbage.” mumler han og jeg lægger en hånd på hans arm. ”Lad os få sovet lidt. Vi er på vej hjem til Coruscant.” siger jeg med et stille smil og han nikker. Jeg går hen mod min seng, men bliver trukket en omfavnelse bagfra. ”Velkommen hjem.” mumler han og jeg nusser mig kort ind i mod hans hals. Han giver slip og vi går i seng. Jeg ligger igen på ryggen og kigger op i loftet. ”Hjemme.” mumler jeg og lukker øjnene igen.

 

Udessir = Calm down

Kriff = Fuck 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...