My fight for new life. A Clone Wars tale

Skriv om en ny begyndelse, mulighed 2


Hvad hvis man mistede alt, men der var et håb for noget nyt? Hvordan siger man ja til det og så kunne glemme at det man havde haft?

2Likes
5Kommentarer
962Visninger
AA

12. Nødkald fra Jeditempler og en gammel kendning

Hæren af Cloner stormer med jeditemplet og de hurtigste trækker sig hurtigt foran. Enhver der møder flokken ville første se halvtreds Cloner og et minut senere resten af hæren. Yndlinge står udenfor templet sammen med mestrene og ser på mens de soldater der kæmper for dem styrter ind i deres hjem. En af de steder de kunne føle sig trygge.

 

Jeg er blandt de første fremme og styrter hen til trapperne. Jeg flyver næsten op ad dem og bag min hjelm trækker jeg vejret hurtigt. Jeg kan høre Cloner løbe ind på de forskellige etager. Fixer og Muzzle er lige bag mig. ”Der er yndlinge på sekstende etage.” Ordos stemme lyder i hjelmen og jeg grynter til svar. Den næste etage er niende og vi kæmper os videre. Længere oppe kan vi høre skrig og skud. Jeg kigger op mellem etagerne og ser en af lejesvendene fra i går aftes. ”Oi. Hvad fanden laver I her!?” brøler jeg og han kigger. ”Oh shit.” ”Hvad er der, Janiks?” ”Commandos. De har indkaldt Commandos!” Vi fortsætter op. Denne gang drevet frem af vrede. Da vi når det etage hvor der kom skud fra, ser vi kroppen af en Jedihealer og hans padawan. Padawanen kan ikke være mere en 12 år. Heldigt for os er dette også sekstende etage. Muzzle sparker døren og jeg danner spydspids med hævet blaster. Gangene er mørklagte og vi glider gennem mørket uden besvær. ”Dette er Watersonar. Vi er på etaget og søger efter yndlingene. Der er en mester og hans padawan i opgangen. KIA.” siger jeg over comnlinken jeg deler med de andre Commandos. ”Copy that. Coruscant Guard er på etagerne over jer.” Fixer gled ned af en sidegang og Muzzle kommer op på siden af mig. Vores skridt giver genlyd i den mørke og tavse gang.

 

”Jeg kan ikke tro at de turde angribe templet.” mumler Muzzle og får et chok da Fixer dukker op ved siden af os. ”De burde vide at vi ville komme stormende.” svare Fixer og jeg kan kun være enig med dem, men en ny tanke glider op i min underbevidsthed. ”Medmindre de vidste det.” hvisker jeg og de ser begge på mig. ”Du mener at de vidste vi ville komme?” Jeg nikker. ”Og udnytte det til deres fordel?” Igen et nik. Vi står alle tre og kigger på hinanden før et skrig bryder den tunge tavshed. Vi sætter af i fuld fart og stormer ned af gangen. Tre Yndlinge bliver slæbt afsted mens to ældre mestre kæmper for at nå dem. ”Commandos incoming!” Lejesvendene har opdaget og mestrene vender sig om mod os. Et lettet udtryk glider over dem da vi spurter forbi dem, i jagt på disse kidnappere. Fixer standser for at være vejviser for vores back-up som en af de to mestre tilkalder. Muzzle stopper ved en af de store haller mens jeg fortsætter ind efter dem. ”Stands!” Jeg hæver mine DC-15 og sigter mod lejesvendene. Yndlingene ser på mig med frygt, men mit blik er kun på disse folk. Fem kvinder og syv mænd. Tre af de syv er fra i går. De andre er ukendte. ”Kom nu. Det er kun en mand.” siger en af kvinderne og kommer nærmere. Jeg standser hende ved at rette en blaster mod hende. ”Undervurderer ham ikke, Lali. Tidligere i dag kom han med enogtyve andre Commandos. Han er en farlig modstander.” De snakker frem og tilbage indtil jeg ved, at jeg bør gribe angående Yndlingenes sikkerhed. ”Lad børnene gå.” ”Hvorfor? Så de kan blive trænet til at jage os?” ”Det job er for ARC og Commandos.” snerrer jeg og bag hjelmen blotter jeg tænder. Børnene er ikke mere end fem eller seks. ”For helvede. Skyd ham nu bare!” Og så begynder de at åbne ild som jeg ikke kan besvare. Jeg dykker i sikkerhed bag en stor søjle. Jeg studerer rummet og de steder hvor jeg kan gemme mig.

 

Hallen er en træningshal for Riddere og mestre. Søjler og bakker pryder rummet. Tribuner er på hver side af indgangen ind til hallen. Der er også en afskærmning for de sårede.

 

”Hvor svært kan det være at ramme en soldat!” snerrer en af kidnapperne og hæver sin riffel. Jeg hviler mig op ad søjlen og begynder at bede til at min back-up snart er her. Jeg er nødt til at holde dem hen. ”Er I sikre på at i ville det her?” kalder jeg fra min beskyttelse bag søjlen. ”Hvad mener du. Freak?” ”Skyd mig og mine brødre viser jeg ingen nåde. Hverken dem, 104th eller Coruscant Guard. I slipper ikke levende herfra!” ”Han har en god pointe.” ”Hold kæft, Sam!” ”Måske burde vi stikke af.” ”Hele templet er fyldt med Cloner. Alle på udkig efter os.” ”Skrid børn!” Løbende trin og jeg kommer frem fra mit skjul. Alle tre gemmer sig bag mig og griber fast om mine ben eller holder fast i bæltet. Jeg har blasterne hævet og står med skrævende ben. Dette var ikke sådan jeg havde håbet at bruge min off-duty tid. ”Mod døren, Yndlinge.” siger jeg og bevæger mig bakkende mod døren. De holder sig bag mig hele tiden og kigger bange mod de tretten folk som fangede dem. Døren ryger op og jeg vender mig halvt og peger den ene blaster mod de indtrængende. Jeg er lettet over at se Fox, Thire og deres mænd. Stone og Ponds dukker op med deres mænd få sekunder efter den sidste Coruscant Guard er gået ind. ”Godt gået, Commando Watersonar.” siger kommandør Ponds mens lægerne tjekker de tre børn.

 

”I tror at I er så meget bedre end os!” Jeg vender mig og ser mod kvinden kaldet Lali. Hun ser hadefuldt på mig og så på de fire kommandører. ”Trist I lever et kort liv.” Min hjelm kommer af og hun kan se mit sande ansigt bag hjelmen. ”Vi lever kort, ja. Men vi ser flere kampe end nogen af jer. Vi lever og ånder for krig. Vi er født og dør for det. Der er intet valgt for os.” siger jeg en kølig stemme og øjne der skinner af erfaring. Hun så på mig og spyttede på gulvet før hun blev slæbt væk. ”De andre fangede tyve andre der prøvede at bryde ind til Yndlinge og de helt små.” siger kommandør Thire og ser på Fixer og Muzzle, der går hen og stiller sig bag mig. ”Vi burde finde vores mænd. Ordo og Trantos ville have vores shebs hvis vi ikke dukker op. Wolffe og Shrapel ville have din.” siger Muzzle og jeg brummer enigt. ”Kommandører.” siger jeg før vi skridter ud. Gangene er nu oplyst og soldater sværmer gangene sammen med jedier. Flere soldater snakker med jedierne og prøver at skabe et overblik. ”Lad os tage elevatoren.” siger Fixer og søger mod den. Hverken Muzzle eller jeg orker at diskutere. Vi har kørt på adrenalin hele tiden og nu er den sluppet op. Elevatoren virker og vi køre ned til indgangen. Idet vi træder ud bliver vi ført væk og hen til lægerne for et check-up. Mereel dukker hurtigt op og tjekker os. ”Hverken Muzzle eller mig havde noget med kidnapperne at gøre.” siger Fixer og hviler hovedet ind i den hånd af Sevs, som hviler på hans nakke. Muzzle bliver hurtigt ført hen til hans gruppe der alle tjekker på ham. Nulls sværmer om mig med mit batch og enkelte fra Wolfpack. ”Watersonar?” Mereel ser spørgende på mig, men jeg ryster på hovedet og ser på Lagoon der tjekker mit ar. ”Det var mest snak og til sidst var de smarte nok til at opgive børnene.” mumler jeg udmattet og de to læger stikker hovederne sammen. ”Shesta. Få ham hjem og i seng. Han kan afgive rapport i morgen.” siger Lagoon og Shesta glider en arm om min talje og støtter min vægt. Min ene arm glider m bag hans ryg og griber fat der hvor jeg nu kan.

 

Langsomt bliver barakken fyldt da krisen er afværget. Min bror og mig hjælper hinanden ud af rustningerne og jeg glider under dynen igen. Jeg er ret sikker på at vi får denne dag fri. Med hovedet halvt gemt i puden og kun det gyldne øje er synligt ser jeg på min brødreflok går i seng eller ud i baderummet. Jeg kan høre Shesta falde i søvn i køjen over mig og de to andre fra mit batch kravle i seng. Lagoon lader sit blik glide en sidste gang over mig før han lukker øjnene. Kommandøren og kaptajnen er de sidste som kommer ind i barakken. De lukker dørene før de tjekker en sidste gang os alle før de også trækker sig tilbage. Øjnene glider i og langsomt overtager søvnen mig. Mørket indhyller min underbevidsthed i sin favn.

 

Jeg vågner til stemmer og løfter hovedet fra puden og ser rundt om i barakken. Mændene sidder og pakker deres ting. Shesta er i gang med at pakke vores. Jeg sætter mig halvt op før jeg strækker mig. Et gab kæmper sig forbi mine læber, det kunne nemt forveksle med en ulv eller en bjørn der gabte; læberne trukket tilbage og tænderne fuldt synlige. Jeg kører en hånd over mine øjne for at fjerne det værste før jeg ser på Shrapel. ”Hvad så?” spørger jeg og han ser på mig med øjne der viste vrede og sorg. ”Separatisterne har udryddet Kommandør Nicks og hele hans legion.” siger han og jeg kommer hurtigt på benene. ”De sender Wolfpack ind for at lede efter overlevende ude på slagmarken. Vi skal bryde ind og tjekke deres HQ for overlevende på planeten.” siger han og jeg nikker. Vi kommer hurtigt i rustningerne og i samlet flok marcherer 104th mod slagskibet og dens brødreskibe. Wolffe, Beta og Plo Konn står og venter på os. Shrapel er den første oppe ad rampen på hovedskibet. Jeg følger et halvt skridt efter med Lagoon. Shesta danner bagtrop med andre mænd. Jeg stoppe oppe på toppen og tæller alle de mænd der kommer ombord. Jeg kan se enkelte fra de andre legioner komme for at se på. De fleste er Shinnies der aldrig har set en nødafgang før. De store tanks og andre landfartøjer bliver ført ombord til sidst. Mine brødre kommer ud fra skibet igen og går ned af rampen. Shesta, Lagoon og Shrapel deler sig op mellem de to andre skibe. Shesta og Lagoon går ombord på Claw og Shrapel ombord på Bite. Jeg forbliver ombord på hovedskibet Talon, og bevæger mig op mod broen.

 

”Attention. Commander on deck.” Jeg snurrer rundt og gør honnør. ”At ease.” Han kommer hen og ser på en holomap som jeg selv er i færd med at studerer nøje. ”Noget at rapporter, Sonar?” spørger han og jeg ryster på hovedet. ”Indtil videre har jeg ikke fundet nogen svagheder i deres forsvar.” Sinker og Boost kommer også hen og ser på kortet. ”Led videre. Måske har den tidligere legion skrevet noget ned der kunne hjælpe.” siger Wolffe og jeg giver en salut for derefter at gå hen til elevatoren. Skibet har et rum for Commandos. Består af fem senge. Et bord med fem stole og et tilhørende baderum, med toilet og håndvask.  Nu har jeg rummet for mig selv og det udnytter jeg. Det er mindst fyrre datapads med info fra kampene. Jeg lægger dem på sengen og starter fra en ende af.

 

Logbog

12/8

Ukendt planet

Vi har været strandet i den ene kamp efter den anden. Kommandøren har fortrudt at han opgav Rouge-squad. Og han er ikke den eneste. Mange syntes at vi skulle have taget en gruppe af Commandos med. Alpha, Omgea, Kriff selv Nulls har været oppe og vende.

Vi har mistet mange. Lægerne er stoppet med at tælle og hver dag mister vi mere og mere mod. Generalen var dødelig såret og tidligt imorges mistede han livet. Fjenden går efter veteraner og vores læger. Kommandør Nicks siger at hjælpen er på vej, men vi har ventet i to uger. Kaptajnen døde Inde for de første 24 timer. Tre løjtnanter og en læge inde for 72 timer. Kommandør Nicks kæmper for at holde os i live og er altid i den første forsvarslinje. Dac og Ady blev kidnappet i går. Vi kunne høre dem skrige og rigge om hjælp. Kaptajnen satte efter dem, men kom tilbage to timer senere med en hovedrysten.

Hvis nogen læser det her. Hjælp os!

 

Jeg ser på rapporten og lader mig dumpe ned i en af stolene. Dette var en Shinnies logbog. Man kunne mærke frygten ebbe fra skriften. Men jeg fandt da ud af at, de tog fanger. Jeg lagde den på bordet og så en sidste gang på beskeden før jeg gik hen til en seng længst mod døren. Jeg samler en anden op og ser at denne logbog tilhørte generalen og det blev skrevet i hans sidste stund. Jeg satte på stolen igen.

 

Jeg skriver dette før jeg udånder. Dødelig såret og med mændene i frygt. Jeg er glad for at Watersonar og hans brødre ikke er her. De ville ikke have overlevet dette. Jeg har tillid til deres evner, men den første dag mistede vi alle vores ARC og deres strategi er at fjerne vores veteraner. Kommandør Nicks kæmper for at holde fjenden væk fra vores mænd. Jeg håber at det er Wolfpack der kommer og redder dem der ville overleve dette. To af mine mænd blev kidnappet i går og jeg ved at min kommandør jog efter kidnapperne for at få dem tilbage. Lægerne giver mig rapporter, men selv de er trætte. Liv efter livgiver efter for de hårde angreb.

Før jeg blev såret så deres HQ. En fæstning med få svagheder. Murene er af solid stål og man kan klatrer over den. Men kan dog komme under den. En flod løber under muren og man dykke under der. Vi ved ikke hvad der er bag muren, men vi beder til at vores mænd bliver reddet.

General Wiz

 

Min tidligere general er død og jeg lader datapaden falde til gulvet. Han har givet os billetten ind, men at komme ud bliver straks en anden sag. Jeg ser på alle de andre og sukker. Der er stadig en lang vej.

 

Efter flere timers læsning begynder jeg at ønske hævn. Der var frygt, had og sorg i næsten hver besked. Mange gættede sig også frem til hvad der skete hvis de blev fanget. Alle Datapads ligger nu på en seng og er slukket. Jeg pakker min rustning ud og lægger den ned i kisten ved min seng. En banken får mig til at se op. ”Der er åbent.” kalder jeg og generalen kommer ind. ”Har du lært noget nyt?” spørger han og jeg ser væk. Mine øjne skinner af et dybtfølt had. ”De slagtede alle ARCs den første dag. Lægerne opgav at tælle og generalen er død. Kommandøren er sandsynligvis også død, men Separatisterne har taget fanger.” Jeg mærker hans hånd på min skulder. ”Der er mere, ikke?” ”Generalen var lettet over at vi ikke var med. Mig og mine brødre. Vi ville være de første til at falde sammen med deres ARCs. Andre ønskede at vi ville komme til deres redning. Os Commandos. De bad til at enten Alphas, Omega. Kriffin hell. Selv Nulls.” Jeg lader min frustration få frit løb og han lytter blot. ”Hvad med info?” Jeg ser udmattet på ham. ”Kun om muren og deres forsvar. Det bliver et sandt helvede at bryde ind der, sir.” ”Men kan I klare det?” Jeg trækker på skuldrene og tager min hjelm op.

 

”Det tror jeg. Jeg ønsker. Er ret sikker på at de andre også gør. Vi skylder Nicks meget. Ledte efter en god legion til os i lang tid, men sendte os ikke til de legioner han vidste vi ikke ville trives i.” Kel Doren nikker og lægger den anden hånd min skulder også. ”Og vi er glade for det også.” Han ser på sin cronour og ser så på mig. ”Få fanget noget hvile. Jeg skal have mediteret lidt.” Jeg giver en salut og han nikker. Døren lukkes efter ham og jeg går ud i baderummet. Der er fem brusere og jeg tager den nærmeste. Smider tøjet og trykker mit nummer ind. Vandet er koldt i starten, men bliver hurtigt varmt. Jeg træder under strålerne og vandet løsner muskler og skylder mine tanker væk.

 

Jeg puster vandet ud fra munden og en hånd glider gennem det mørke hår. ”Watersonar?” Jeg ser mig over skulderen og der står Wolffe sammen med hans tre tætteste mænd. Kommandøren står lænet op ad karmen. ”Hm?” spørger jeg og gnider sæbe på kroppen. ”Planerne er blevet ændret. Comet og Boost ville følges med dig. Shrapel, Shesta og Lagoon har jeg brug for andre steder.” siger han og jeg ser på ham med rynket bryn. ”Og du har fortalt det til dem?” spørger jeg og han ryster på hovedet. Jeg himler med øjnene. ”Det skal nok blive sjovt det her.” siger jeg og skylder sæben af. Træder ud og binder et håndklæde om livet. Wolffe stiller sig i vejen for mig. ”Det er planen.” siger han og blotter tænder. Det kan godt jeg er mindre, men jeg har en hårdere træning end. ”Hvis de kan følge med.” siger jeg køligt. Comet sidder på en af stolene og ser på scenen. Boot og Sinker står ved vinduet og ser ud. ”Jeg ved at du ønsker hævn, men du er også nød til at tænke på hvad der ellers kunne ske.” ”Så du er klar til ofre mig og gemme de tre andre?” Mit spørgsmål er bidende og to ældre soldater giver en knurren fra sig. ”Hvis vi mister dem kan du finde dem og de dig.” Wolffe træder nærmere så der næsten ingen luft er mellem os. Jeg fnyser og ser på Comet. Han er den yngste i rummet, men han var tvunget til at tage ansvar hurtigt efter tabet af det originale Wolfpack. ”Vi kan følge med. Og vi ville hjælpe.” siger han og kommer på benene. Jeg ryster overgivende på hovedet og blikket falder atter på Wolffe. ”Fint, men du siger det til resten af Rouge-squad.” Han nikker og giv et kast med hoved. De træder alle ud og efterlader mig alene igen. Jeg trækker bukser på og sætter mig på sengen. Hovedet falder ned og hviler på hænderne. ”Kriffin kommandør.” mumler jeg og falder bagover på sengen. De kommende dage ville blive lange og hårde.

 

 

 

Sheb = røv

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...