My fight for new life. A Clone Wars tale

Skriv om en ny begyndelse, mulighed 2


Hvad hvis man mistede alt, men der var et håb for noget nyt? Hvordan siger man ja til det og så kunne glemme at det man havde haft?

2Likes
5Kommentarer
999Visninger
AA

2. Hide and seek

Med blodet løbende ned fra et sår i hovedet og blænder mit en øje, styrter jeg gennem slagmarken. Mine ben bærer mig mod det sted hvor jeg sidst så Shrapel. Aner ikke hvor de andre er, men det var Shrapel der kaldte for hjælp. Mine blasterer knuges hårdt og jeg når over højderyggen. "Son'ika!" Råbet kan høres. "Shrapel!" Jeg falder over en død Clone og lander hårdt. Foran mig er Shestas hjelm, men uden ham. "Shit!" mumler jeg og kommer på benene. Jeg begynder at lede efter Shrapel. "Brutha. Hvor er du?!" kalder jeg. Watersonar!" Denne gang lyder det forpint. "Shrapel!"

 

"Shrapel!" Jeg vågner op. Badet i sved og rystende. Vi er på vej ned på planeten vi skal tilbringe de næste femten dage på i selskab med General Skywalker, kommandør Tano og deres 501st, General Kenobi og hans 212th. "Hey. Er du ok?" En tung hånd lander på min skulder og jeg ser op. Boost står over mig og har hovedet på skrå. "Ja. Bare en dårlig drøm." mumler jeg og han bliver stående som en slags støtte. "Kan du klarer turen?" spørger han stille og ser rundt. Mange af de andre tjekker deres våben. Den LAAT/i, eller kendte som kamphelikopter, vi flyver i er ikke overfyldt da kun få af os skal længere end andre. Boost er med for en sikkerheds skyld. Min gruppe er allerede sat af længere tilbage og fungere som back-up og beskyttelse. "Tre dage uden os. Er du sikker?" spørger han igen og jeg smiler roligt. "Ja. Og hvis ikke ville jeg komme spænende tilbage." driller jeg. "CC-6427. Dette er dit punkt." lyder der fra piloten. "Husk. Du skal undgå at blive fanget af 501st og 212th." siger Boost da vi lander. Jeg svinger min rygsæk op over den ene skulder og spænder min hjelm fast til hoften. "Se dem, undgå at blive set." Jeg hopper ud og styrter mod træerne. "Pas på dig selv, Sonar." kalder Boost ud og vinker. Skibet letter igen og jeg står nu alene i junglen. Femten kilometer fra Wolfpack og sikkerhed. 


"Først; et godt skjulested." mumler jeg og ser mig om. Jeg kan se bjerge og store træer mod vest. Min vandring begynder i rask gang. Jeg ved ikke hvor langt de andre legioner er, men ville først tjekke området før jeg fanges. Udover at skulle være vagtpost, skal jeg også befri dem af vore de fanger og kortlægge området. De første tre dage der var radiostilhed fra Wolfpack så de andre ikke ved hvad vi laver. Skoven er varm og fugtig. Jeg ser mig om og finder den smuk. Fugle synger og løvet rasler. Jeg prøver at undgå åbne områder så meget som muligt. Udover at finde et sted at gemme mig, skal jeg også finde mad og drikke. Jeg tænker over hvad jeg har fået at vide.

Datapad'en fra kommandør Wolffe ligger i tasken gemt. Jeg skal finde en Droidefabrik sytten kilometer længere mod nord. Ingen udover officerne kendte til missionen. "Nemt som en leg, bah." mumler jeg og kryber under et liggende træ der er i vej. Jeg kommer igennem, men indsmurt i mudder, på den anden side. Men at de sendte mig på denne mission, det var tillid. Omkring mig er træerne højere end før og klipper og store sten er nu også synlige. Jeg ser på min rustning og så rundt. Jeg er ikke ligefrem usynlig i denne rustning. Jeg begynder at fjerne de tunge dele og lægge dem ned i tasken. Det ender med at jeg kun har rustning fra taljen og nedefter. 


"Jeg kan ikke tro at vi skal lede efter Wolfpack. Jeg mener seriøst: De er en stor flok." Jeg ser hurtigt op og mod stemmerne. Uh åh. Jeg svinger tasken på ryggen og løber mod det nærmeste store træ. Jeg klatrer hurtigt op og svinger mig indover en af de tykke grene. "Vær ikke for selvsikker, rookie. Wolffe er blandt de ældste Cloner. Og med Watersonar har de en stor chance for at overraske os." Jeg vover at kikke udover kanten og ser en blanding fra de to andre legioner. Jeg lukker øjnene og dæmper min vejrtrækning. "Ham der Watersonar. Hvor god er han?" "Echo sagde han var virkelig god." Jeg kæmper for ikke at grine. Min krop ryster af latter." De forsvinder langsomt ind i skoven. Jeg sætter mig op og kikker mig omkring. Skoven er smuk fra dette punkt og højde. Grenene er tættere på hinanden og er tykke nok til min vægt. De første par dage ville jeg sikkert kunne rejse på denne måde, men det ville ikke tage lang tid for dem at finde ud af mine tricks med grenene. Jeg kommer på benene og begynder at gå over grenen. Den næste gren er kun et spring væk. Jeg lander ikke så elegant, men jeg er ikke faldet endnu. Det tager længere tid på denne måde, men jeg kommer længere i retningen af Droidefabrikken. 


Solen er ikke længere synlig for træernes kroner og bjergene jeg mod til venstre flanke. Den fugtige luft skiftes ud med en kold og klam. Jeg læner mig op ad en stamme og tager min kikkert. Med den for øjnene kan jeg se og skanne efter andre livsformer. Indtil videre har jeg kun mødt de rookies fra 501st og 212th, og så det ikke farlige dyreliv. Min mave knurrer og jeg ser mig kort om. Hvis jeg kunne finde noget at spise ville jeg hvile i nærheden. "Skal jeg." mumler jeg og tjekker området. Hvis jeg kravler ned ville jeg være sårbar, men hvis jeg blev oppe ville jeg ikke få noget mad. En beslutningen træffes og jeg kravler hurtigt og stille ned. På jorden søger jeg straks ly i en stor busk. Jeg lader stilheden blive min guide. Jeg kan hører en fjern rislen af vand. Jeg skynder mig mod lyden og finder en flod. En lettelse skylder indover mig og jeg lader min taske dumpe ned. Jeg småløber ned og stopper først da jeg står i vand til knæene. Jeg folder mine hænder til skåle og drikker grådigt. En lyd for mig til at se op. Crap.


"Watersonar!" På den anden bred står en masse fra 212th og 501st. Generalerne stirrer måbende på mig. "Hvad venter I på. Fang ham!" råber en og fem mand hopper i. Jeg snurrer rundt og styrter gennem vandet. Ulig andre rustninger er min designet til at kunne bevæge sig gennem vandet uden besvær. "Kom nu." Andre følger efter på land og nogen prøver at komme hen på den anden bred. Vandet sprøjter og mænd råber. Jeg søger hurtigt op på land da jeg ser en nem mulighed. Jeg ligger ikke rigtig mærke til mine omgivelser og opdager derfor ikke de spor på jorden. Jeg kommer hurtigt op i et træ og helt op på de tynde grene. En tanke slår mig og får mig til at hvine. "Hvor blev han af?" Jeg ser ned og stivner. Mine øjne bliver kolde og rolige. Under mig står Echo og hans brødre med to fra 212th. "Jeg ved det ikke Waxer. Men damn han er god." siger Hevy og hviler sit rullegun på den ene skulder. "En der skal respekteres." siger Fives enig og ser sig om. Bare de ikke ser op. Jeg drejer hovedet og lukker øjnene. 


"Kom nu. Vi må se om nogen af de andre har set ham." De syv mænd går tilbage og jeg ånder ud langsomt og kravler ned på de tykkere grene. Vandet får mig til at ryste og kulden gør det ikke bedre. "Så det er her du er." Jeg sætter mig hurtigt på hug og ser Generaler Skywalker og Kenobi foran mig, den først har min rygsæk i hånden. Hvordan de er kommet herop uden at jg har hørt aner jeg ikke. Jeg stivner og ser mig om. "Rolig. Der er kun os. Rex og Cody holder deres mænd travlt beskæftiget." siger den ældste og jeg rejser mig op. "Denne her tilhører vist dig." Jeg tager imod rygsækken og nikker til tak. "Plo Koon og Wolffe var overrasket over at du slap fra os så let. Shrapel og hans drenge, ikke så meget." Jeg siger intet, men min urolige flyttende bevægelser burde være nok. Jeg må videre. "Generaler." Kaptajn Rex dukker op ud af ingenting. Jeg ser på ham og sende er kort smil. Hans mænd er dem jeg er først faldet til hos. Han nikker til hilsen for så at vende sig atter mod sine generaler. "Vi må videre. Watersonar skal mod nord og vi skal have fundet flere fra Wolfpack. Denal siger at Slick og hans drenge har set skygger af dem." "Nuvel. Watersonar. Vi ville begynde at "jage" dig mod nord." siger General Kenobi. "Yes Sir" Jeg hopper ned fra træet og lander let på jorden.


Jeg svinger rygsækken om på ryggen og sætter i løb. Mine muskler brokker sig, men jeg er nød til at komme mod nord. Skovens dejlige grønne løvtag skiftes ud med en smuk solnedgang. Jeg standser ved sletten og kikker blot. Sletten er grøn og frodig. Enkelte træer kan ses her og der. Jeg kan se dyrelivet færdes der. Flokke af Dalgo'er går og græsser. For ikke at skræmme der går jeg roligt afsted mellem dem. Ude til venstre rejser bjergene sig langt op over en. Man må lægge hovedet langt tilbage for at se toppen hvor sneen ligger. Jeg begynder dog at undrer mig. Med så mange Dalgo'er her, hvorfor har jeg ikke set nogen rovdyr endnu? Jeg ville ikke forvente meget, men en flok Anoobas ville kunne trives her. Og mange andre rovdyr. Jeg bestiger hurtigt en bakke for at få et glimt af mine omgivelser, igen. I det fjerne kunne man se noget glimte i den hurtigt forsvindne sol. Med sammenknebene sætter jeg kikkerten for øjnene. "Bingo." mumler jeg og smiler. En brummen får mig til at falde fladt ned i græsset. Et Handelsføderations nedsætningskib kommer lavtflyvende ind. Det lover kun problemer. Og hvad værre er at den har en dejlig eskorte med bestående af Gribbedroider og Hyenadroider. Jeg ser Commandodroider og de normale kampdroider. "Det her er en omgang podoo." hvilser jeg og kryber væk. Nede bag bakken og i skjul tænker jeg mine muligheder igennem. Jeg kunne kontakte de tre andre legioner og afbryde vores træning. Eller jeg kunne snige mig nærmere og se på sagerne. "Får fanden da." Jeg ser på min comn og så tilbage mod fabrikken. Med et et beslutsomt blik begynder jeg at tage resten af min rustning på, kommer på benene og bevæger mig uset mod fabrikken. 


Jeg begynder at gå ideerne igennem hvordan jeg skal slippe udenom deres forsvar. Natten er begyndt at komme og der er total mørkt, men takket været det nattesyn jeg har indbygget i min hjelm kan jeg se. Jeg bevæger mig op ad bjerget og når et godt stykke op. Langsomt bevæger jeg mig langs klippevæggen og forbi den dybe afgrund der er for mine fødder. Godt nok er jeg kun 150 meter oppe, men det føltes som kilometer. "Tak gud for jeg er ikke en pilot. Okay måske ikke gud. Nærmere kaminoanerne." Ordene kommer ud som en hvisken og jeg lader mine hænder glide langs væggen. Normalt har jeg ikke meget imod mørke, men der er grænser for hvad en Clone kan klarer. Det gælder også ARC og Commandos. Vi er nok lidt mere hårdførte end de andre Troopers, men vi har det bedst i grupper. Efter at være ved at falde et par gange, med chok og adrenalin i blodet, når jeg nedelig til det sted hvor der er mere plads. Jeg hviler mig vaklende op ad væggen og kæmper med at få mit hjerte til at falde til ro. 'Kom nu, Sonar. Du har oplevet værre ting' tænker jeg og retter mig op. Jeg kan mærke trætheden vælde indover mig og beslutter mig for at lede efter en hule.  Jeg kikker og vandre rundt, op og ned. Endelig finder jeg en lille en. Ikke meget plads, men vi Cloner er født pakket tæt sammen. Jeg kravler ind på den snævre plads og lægger mig ned på siden. Mine to DC-17 ligger i nærheden og med et suk lukker jeg øjnene.


Lyden af marcherne metalfødder får mig til at slå øjnene op. Jeg rører mig ikke ud af stedet da de er lige udenfor min hule. "Der skulle være tre legioner af Cloner, så pas på." siger en mekanisk stemme. Jeg prøver så stille som muligt at trække mine ben tættere til min krop. "Roger Roger." svarer flere andre. Jeg forbander mig selv mens jeg bider mig selv i tungen. "Tror du vi ville overleve?" spørger en. "Selvfølgelig dit fjols. De ved ikke vi er her." svarer lederen og de fortsætter igen. Jeg bliver liggende stille i hvad der føltes som timer. Jeg vrider mig ud af hulen og ser mig om. Lyset er ved at komme frem over bjergtoppen mod øst. Kommer langsomt på benene og spejder rundt. Jeg kan se droider gå rundt for foden af bjerget og på bjergstier. "Og det hele blev sværere." mumler jeg og hviler en hånd på en af DC-17'erne. Jeg begynder at bevæge mig mod fabrikken. Uden for meget larm. Har den i syne igen og nu er der ikke kun droider. "You got to be shitting me." knurrer jeg og kniber øjnene sammen. 


"Hvad mener du med en livsform på skanneren?!" Jeg kan hører general Grievous råbe. Jeg kryber tættere på jorden og bjergsiden. Jeg kan se kampdroiden prøve at forklarer sig fra det. "Din idiot. Hvad hvis det er en Clone? Find denne livsform og dræb den!" Jeg kan mærke kulde brede sig. Jeg burde smutte. Nu. Langsomt skubber jeg mig tilbage og væk fra dem. Den anden nyhed får mig til at fryse. "Der er Cloner her. Tre fulde legioner med Generalerne Kenobi, Koon og Skywalker." "Dræb dem. Torturere dem." Til helvede med det hele. Jeg kommer på benene, snurrer rundt og spurter i den retning jeg kom fra. No way in hell ville de få fat i de andre. Med tung vejrtrækning kæmper jeg mig ned af bjergsiden. En laserskud rammer ved min side og jeg snurrer rundt. Dang it. "Frys. Clone hund!" En patrulje af kampdroider var dukket op bag mig. Jeg hæver mine egne Blasterer og stiller mig i kampstilling, det ene ben for det andet og med god mellemrum. "Hey. Jeg genkender den rustning. Du er en Clone Commando." Jeg fyrer løs på dem. Den ene dropper efter den anden. Jeg sætter dem tilbage i hylstrene og fortsætter ned.


"Kommandør Wolffe." Jeg er klar over jeg afbryder vores træningsmission, men dette her er vist en god grund. Det svar jeg får er statisk over comn. Jeg kan hører fodtrin bag mig og ser op. Commando Droider. Mine ben bevæger sig i løb mod skoven mens jeg prøver at få kontakt. "General Koon? General Kenobi og Skywalker?" Stadig intet svar. "En eller anden svar!" Jeg snurrer rundt og fjenden får udvekslet skud mig mig. Jeg kan mærke skudene trænge igennem min rustning, men ikke en yd glider fra mine læber. Tro ikke at jeg er i smerte. Indeni vrider jeg mig i smerte. Jeg begynder at trække mig tilbage og ind i skoven. "Dette er Sergeant Appo. Hvem snakker jeg med." Jeg kunne hyle i glæde. "Dette er Watersonar fra 104th. Clone Commando. Anmoder om back-up." "Hvad er dine koordinater, CC?" "10.54." I hans ende kan jeg hører fodtrin der forsvinder. "Vi er på vej." Hold a sec. Vi? "Hvor mange sender du, Sergeant?" "Ingen. Generaler kommer med både 501st og 212th til hjælp. Bare hold dig i live til vi kommer." Hans ende sluttes og jeg søger dækning bag et træ. 'Bare hold dig i live til vi kommer. Du bliver ikke beskudt af forbandede droider' grubler jeg og sender et skud mod en der er kommet for tæt på.


"Overgiv dig. Du er i undertal." Et skud fra højre lammer min skulder og arm. Det føles som om kuglen deler sig og ødelægger alt på sin vej. Et hyl slipper fra mine lunger. Jeg falder på knæ og holder min arm tæt ind til mig. Med hovedet bøjet kan mine sanser ikke gøre andet end at bekæmpe smerten. "Generalen ville sikkert kunne bruge ham til forhandling eller presse oplysninger ud af ham." siger en af droiderne. "Vi tager ham med." De går omkring mig og gør klar til at trække mig væk. Et skud og en af dem falder om. "Han har forstærkninger!" Jeg ser kort op og et smil glider over min mund. De to legioner jeg skulle undgå kommer til min redning. Lægerne strømmer hurtigt om mig da droiderne flygter. "Rolig der." Får mig lagt ned på venstre side og tager forsigtigt rustningen på højre side af. Min hjelm kommer også af og et velkendt ansigt viser sig. "Hey Watersonar. Stødte ind i problemer?" spørger Echo og knæler ved min side og tager fat i min hånd, giver den et klem. "Nej. Ikke rigtig." mumler jeg sarkastisk. "Vi må giver ham noget beroligende. Det skud var ikke normalt. En eller anden få fat i 104th!" Kaptajn Rex og Kommandør Cody kommer ind i mit synsfelt. "Hvor slemt er det Kix?" spørger kaptajnen og knæler ned også. Han hviler en hånd på siden af mit hoved.


"Det er slemt Rex. Kuglen er Shredder Bullets. Designet til at gå i stykker det øjeblik de er under huden. Den ville være hans billet til Kamino hvis vi ikke får den ud." Jeg kan mærke en sprøjte trænge ind i pulsåren ved halsen. "Jeg beklager knægt, men vi ville nødig have dig i panik." mumler lægen og mine øjne glider i. Mørket er meget velkommene. 

 


Jeg vågner til snak og en hvidglødende smerte. Jeg ligger nu på ryggen og højre arm strakt ud. Jeg kæmper mig op og ser på den. Kix sidder ved armen og holder den nede. Generalerne sidder der også og holder deres lyssværd over sårene? "Hvad sker der?" spørger jeg hæst og rynker brynene. Det giver et chok i dem alle. "For fanden. Hold ham nede! Vi har ikke tid til at give ham mere bedøvelse!" Et virvar er grå, blå og orange rustninger kommer ind i synsfeltet. Hænder griber fat om benene og min anden arm. Andre presser ned på brystet, skuldrene og taljen. En brændende smerte på sårene og skrig/hyl bryder fri fra mine lunger. Øjnene spærres op og tårer løber ned fra dem. Min krop vrider sig og kæmper for at komme væk. "KIX!" "Bare holde ham nede, Boost!" "Han skriger sine lunger ud." "Får ikke nok ilt ind." Stemmerne glider ind i hinanden og ansigter er sløret. "Son'ika. Træk vejret dybt." Shrapel? Jeg blinker sløret væk og ser ham bøjet indover mig. "Dybt." Lagoon tager fat om min kæbe og holder mig for munden. Tvinger mig til at trække vejret gennem næsen.

 


"Nice." mumler en og ser mens jeg kæmper med mit åndedræt. Varmen fjernes fra min arm og jeg trækker det hurtigt til mig mens jeg kommer hurtigt, ikke elegant, op og sidde. Såret er rødt og blod kommer stadig derfra. Lagoon knæler foran mig og forbinder armen. "Vi var nød til at skærer din arm op for at få fat i alle brudstykkerne fra kuglen." siger Kix og kommer hen. Han studerer Lagoons arbejde og nikker tilfreds. Jeg ser på min læge. "Shesta og Long Aimer?" Lagoon ser på Shrapel og så på Kommandør Wolffe. "De er på vagtholdet. Nogen var nød til at holde øje med sletten og bjerget." Jeg får en kold følelse i brystet. Jeg kæmper for at komme op. "Hey, hey." Du er ikke i form til at gå nogen vejne." "Der er for mange droider i bjergene. DE ved vi er her og ville dræbe os alle!" snerrer jeg og stirrer op i hans øjne. Generalerne kommer hen. "De har en chance?" "Også imod general Grievous?" Det får alle til at stoppe med deres gøremål. "Jeg så ham og hans ønsker os død." General Kenobi ser på de to andre. "Blonde. Kom ind." Der er ingen svar og jeg ser på ham med bekymret øjne. Shrapel tager sin comnlink. "Shesta. Long Aimer. Kom ind." Der er støj på linjerne, men til sidst kunne vi ånde lettet, for nu. "Shrapel. Vi er i røvdybe problemer. Sig til vores di'kut at droider bruger os som skydeskiver. Os alle!" "Gør klar til at rykke." siger general Koon og vender sig mod Wolfpack. Jeg kommer vaklende på benene og står ret. 501st og 212th gør mine til at gå mod sletten. "Hold a sec." siger jeg og holder en hånd op. Jeg glider frem og forbi. Echo og Waxer følger efter. Hvad vi finder på der er ikke sjovt.


"Det er mange Gribbedroider." Jeg får et chok og vender mig om. General Skywalkers padawan må være fulgt efter os. Jeg ser mig over skulderen. Kan se mange hjelme kikke frem og afventende. "Enten skoven eller..." Padawaen styrter frem med hævet lyssværd. Undviger skud og går i kødet på dem. Waxer og Echo sidder forbavset ved siden af mig. "Er hun altid sådan?" spørger jeg. Hun har kampgejst. Det ville jeg give hende. "Hendes mester er værre." Jeg tager en indånding og bryder skjul. Selv kun med en arm er jeg en god skytte. Flere brødre kommer frem og hjælper med beskydningen. Shrapel og Lagoon dukker hurtigt op længere mod venstre. Som overraskelse ender jeg ved generalerne, kommandørerne og kaptajnerne. "Min lærling har det med at være ivrig efter kamp." siger general Skywalker og han får et skævt smil. "Er alle shinnies ikke det?" spørger jeg. "Kampdroider og Commando droider på vej." råber en soldat. Til højre så jeg en mand falde. Forlader min punkt og styrter hen til ham. "Er du okay, soldat?" spørger jeg og trækker ham bag vores linjer. Intet svar får mig til at hive hjelmen af. Hans lukkede øjne og slappe holdning kunne betyde to ting. Jeg hviler min højre hånd på hans puls. Ser væk. Et skrig og endnu en falder. "Vi bliver massakreter herude!" En følelse af had og vrede spreder sig i mine blodårer. Jeg kommer på benene og kaster mig frem i frontlinjen med et hyl. 

 

Di'kut = Idiot eller fjols. Ingen der ikke er særlig smart.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...