My fight for new life. A Clone Wars tale

Skriv om en ny begyndelse, mulighed 2


Hvad hvis man mistede alt, men der var et håb for noget nyt? Hvordan siger man ja til det og så kunne glemme at det man havde haft?

2Likes
5Kommentarer
963Visninger
AA

7. Commandos i fare

Det tredje skib på blot to uger. Mange Cloner hviler sig og bliver tilset af læger. Generalerne havde kontakte de andre generaler og min er vej hertil, men det kan tage et par dage.  Nogen skal tilbage til Kamino, andre til nogle af de mange lægestationer der er rundt omkring i systemerne som Republikken har kontrol over. Medbayen på general Undulis skib er fyldt til randen trods general Secura og kommandør Bly har taget en stol del også. Jeg er en af dem der har mindre skader, men alligevel ville de gerne beholde mig. Jeg sidder med Dogmas hoved på min skulder. På grund af mangel af plads må nogen dele. Jeg er en af dem og unge Dogma ligger krøllet ind til min side og jeg har en arm om hans skulder. Mine øjne er lukket, men min bevidsthed kører stadig i højeste gear. ”Jeg er lettet over at mange af vores mænd overlevede. Watersonar lige så. Jeg ville have svært ved at fortælle Plo og Wolffe om at deres CC ikke overlevede.” siger general Skywalker og træder ind i Medbayen efterfulgt af de to andre generaler, fire kommandører og kaptajnen fra 501st. Jeg kikker op og deres blik glider let rundt. Kommandør Tano får øje på mig og kommer hen. Hendes smil vokser og ser ud til at være lettet. Jeg skifter Dogma så han lægger mod min brystkasse og jeg hviler mig på albuerne. ”Kommandør.” siger jeg og sender hende et smil. Hun sætter sig på sengekanten og hviler en hånd på Dogmas ryg. Hans reaktion er at nusse sig ind mod min hals.

 

”Padawan Tano. Hvem er dette.” General Unduli kommer hen sammen med de andre. ”Han er en Clone Commando vi har lånt fra Wolfpack. Meningen var vist at vi skulle hjælpe ham med at hele efter tabet på en af hans brødre.” svarer Ahsoka og ser på den kvindelig general. Kommandør Gree og Bly kommer hen og lader deres blikke glide undersøgne over mig. Jeg sender dem selv et nysgerrigt blik. ”Skulle I ikke mødes med Wolffe og de andre?” spørger jeg og de sender hinanden et kort blik. ”Jo. I en af systemerne tæt ved jeres position.” siger kommandør Bly og tager forsigtigt min skadet arm op og studerer såret der er fint ved at heale. ”Clone Shredder Amo.” Jeg trækker let på skuldrene og kommandør Gree hviler en hånd på min skulder. ”Uden ham havde vi nok ikke klaret det.” siger kaptajn Rex og ser taknemligt på mig. ”Der er en grund til at han er en CC.” siger kommandør Cody med et grin. Alle i Medbayen hører det og griner. ”Han er en af de få som kan slippe af sted med at beordre højtrangerende rundt.” Kommer det fra en af Slicks mænd. Jeg hæver et øjenbryn og studerer hans rustning. Og der slår det mig og et suk forlader mig. ”Hvad er der?” Lægerne kikker hen og er klar til at træde ind. ”Min rustning og våben. De var i mit rum da Resolute gik op i flammer.” siger jeg og hviler mig tilbage. Kaptajn Rex kommer hen og smiler.

 

”Waxer og Echo var forbi der og tog det hele med. De kom ihvertfald løbende med tasker på ryggen.” siger den unge kaptajn og jeg smiler. ”Og ham her er klar til at flytte ud fra Medbayen.” siger en rolig stemme og vi ser alle hen på Firsthelp. En af lægerne i 327th. Bly kikker kort på sin læge og så rundt i Medbayen. Der er stadig mange her. For mange. Jeg kikker ned på min yngre bror og ryster ham blidt vågen. Han grynter og ruller ned på sengepladsen der er ledig. Jeg klukker og ryster på hovedet. Langsomt svinger jeg benene udover kanten og fødderne rører gulvet. Et chok går op gennem mine ben og hele vejen op gennem rygraden. Et grynt forlader mig og fingre lukker sig op sengestativet. ”Jeg burde nok sige at vi har pillet splinter ud af dine ben.” siger Firtshelp og kommer hurtigt hen. Jeg sender ham et tørt blik. ”Tak for advarslen.” siger jeg og retter mig op. Han trækker på skuldrene og ser på med andre mens jeg tager de første skridt frem.

 

Normalt ville vi være klædt af, men de af os der ville komme os hurtigt er iklædt baggy bukser. Vores sår er forbundet i bandager og bacta. Jeg undrer mig kort og vender mig mod Firsthelp. ”Hvordan fik jeg splinter i benene? Jeg var iklædt kama og rustning til taljen og nedefter.” ”Vi har en anelse om at de er fra jeres træningsøvelse med Wolfpack, men Kix plejer aldrig at overse sådanne skader.” siger Firsthelp og stryger en hånd over hans skæg. ”Der var meget at se til. Og hvis de var i en af blodårerne eller musklerne..” siger kaptajn Rex og folder armene over brystet. ”De andre Clone Commando Squads er klar til rapporter.” En Clone kommer ind og ser forpustet ud. ”Andre? I sagde at det kun var Force 99 der havde problemer.” siger jeg og rynker brynene. ”Øhm omkring det.” mumler kommandør Tano og jeg knurrer. Med hurtige skridt går jeg gennem skibet og Cloner springer til side. ”Echo. Kom med Watersonars rustning.” Jeg kan hører kaptajn Rex kontakte Echo, men kan ikke hører svaret. ”Hvorfor? Fordi han skal til at glatte problemerne ud og hvis han skal kunne trække rang har han brug for den rustning.” Igen tavshed. ”Jeg er ligeglad. Bare kom hurtigt. Vi er på vej mod broen.” Mine skridt er lydløse og smertefulde, men jeg fortsætter hurtigt. ”Højre, Watersonar.” Vi drejer om et hjørne og standser foran en elevator. Echo og Waxer står og venter med andre Cloner. ”Kommandør Gree til broen. Vi er på vej med CC Watersonar fra Wolfpack.” Gree er i gang med at kontakte broen imens jeg med hjælp fra Echo og de andre kommer i rustningen. Med begge arme ud og i gang med at blive beklædt med rustning spænder Rex min kama fast og ryggen lukkes til af Cody og Bly. ”Det her er service.” siger jeg og kikker hurtigt hen på generalerne. Elevatoren giver et bing og vi træder ind. ”Husk nu. Du er nød til at få dem til at bevare overblikket.” siger general Secura og hendes øjne er alvorlige. ”De er da ikke alle sammen Shinnies.” ”Nej. De der Nulls er der også, men der er nogen der har gjort dødsens farlig fejl.” siger kommandør Offe og jeg nikker. Elevatoren giver et ryk og vi kører op mod broen.

 

Vi træder ud på broen og Cloner står ret. Mine støvler falder tungt mod stålgulvet da jeg skridter hen til Holonettet. ”Træk dem frem, admiral.” siger jeg i min Commandostemme. ”Yes sir.” Admiralen tilslutter forbindelse og andre Clone Commandos kommer frem. Jeg genkender straks Delta Squad og sender dem et smil. Sev ser ud til at være lettet at se mig. ”Son’ika. Vi hørte hvad der sket. Godt at se du stadig er i live, men det gør os ondt det med Long Aimer.” siger Boss og kikker rundt på de andre Commandos. ”Jeg har hørt I er i problemer.” siger jeg og hviler mig op ad bordet. Deres positioner dukker op med terræn. ”Det skulle have været en nem mission, men en begik en fejl ved at åben ild.” siger en Null og gnubber sin arm. ”Jeres status?” siger jeg og rynker brynene. Kommandør Cody kommer op bag mig og kikker på kortet over min skulder. ”Det brænder snart på.” siger en fra Aiwha Squad. Jeg glider en hånd over min nakke og ser mine brødre. ”Vi ville samle jer op.” siger kommandør Bly og krydser armene. ”Der er ikke tid. Bed jeres piloter om at gøre transportskibe klar. Jeg brug for alle dem der har rangen ARC.” siger jeg mens jeg løber mod elevatoren. ”Watersonar.” Kaptajn Rex følger efter mig. ”Bed min general og kommandør om at samle os op.” Elevatoren lukkes og kør ned til hangaren. Jeg piller ved mit udstyr og trækket vejret i stød. Jeg har nu et ansvar, jeg skal få så mange Commandos ud i sikkerhed som muligt. Jeg ryster frygten af mig og tager en dyb indånding. Dørene går op og hangaren er fyldt med ARC og piloter. Alle hjælper med at gøre klar. ”Så rykker vi drenge!” brøler jeg stiger ombord på en LAAT/i. Piloten kravler hurtigt ind og en gruppe ARC hopper ombord. ”Vent, Commando. Tag min kaptajn med dig.” Kommandør Bly kommer løbende med en anden lige i hælene. Jeg rækker en hånd ud og tager hiver hans kaptajn ombord. ”Jeg har en Commando dernede. A’den. Få ham hjem sikkert.” siger kommandør Bly og jeg nikker.

 

Planeten er frodig og smuk. Vi har åbnet dørene og kikker mens vi flyver afsted. Kommandørs Blys kaptajn, Tyto, står ved min skulder og hans blik glider rundt. ”Hawk, hvor er de?” spørger jeg piloten. ”Jeg kan ikke huske de præcises koordinater, men et sted mod syd.” Er mit svar og jeg grynter til svar og tager min hjelm på. ”Okay drenge. Vores opgave er at redde alle Commandos ud fra zonen, nå til RV hvor Wolfpack ville være klar til at samle os op.” Jeg undlader at sige at de måske ikke kan nå det. Jeg syntes at der sker så meget lige nu og for at være ærlig ser jeg frem til lidt at få Shore Leave når vi når til Coruscant. Jeg er væk i mine egne tanker, men kommer tilbage til problemet foran os da vi lander. Jeg springer ud og løber i dækning med hovedet dukket. De andre følger mig og et hurtigt kik over skulderen viser at skibene er på vej i sikkerhed. ”Okay drenge. Load up. Vi kommer in hot og ud hurtigt.” siger jeg og tjekker mit våben. Der lyder en stille mumlen mens alle gøre det samme. ”Jeg har et spørgsmål?” Jeg kikker hen på en ARC fra 41st. ”Hvorfor var din Squad ikke med?” spørger han og læner hovedet på skrå. Selvfølgelig. Hverken 327th eller 41st ved hvad der skete under træningsmissionen. ”Fordi vi mistede en fra vores bacth og skulle have tid til at gøre op med hans tomme plads.” siger jeg og begynder at vandrer mod syd. Kaptajn Tyto følger efter, få skridt bag mig.

 

Skoven er en nåleskov. Flere meter høje træer rager langt op over flokken af soldater. Jorden er dækket af mos, sten og klipper. Sommetider kan man se bjergtinder, eller i hvert fald starten af dem. Skyer trænger ind fra nord af med en kold vind der kan bide sig fast i ens knogler.

 

Vi har vandret i flere timer mod syd og stadig intet hørt. ARC Keetcha fra 212th har flere gange prøvet at finde frekvensen som de andre Commandos har. Jeg har prøvet at få fat i Boss eller en fra Delta. Kaptajn Tyto har prøvet flere gange med CC A’den. Jeg et hører et dump bag mig og standser hurtigt op. Vender mig halvt om og ser en af de yngre ARC er faldet om. Hans bror knæler ved hans side. Med tunge skridt går jeg hen og tjekker dem. Den unge Clone hviler på siden med en arm krøllet sammen under ham. En hånd kommer ned på hans skulder og han reagerer ved at løfte hovedet op for at se på mig. ”Er du okay, knægt?” spørger jeg og tager min hjelm af. De andre er mere overvågne og holder skarpt udkik med ørerne på stilke. Han nikker kort mens han bror ryster på hovedet. Jeg hæver det ene øjenbryn. En vane mange veteraner får når det komme til Shinnies og yngre brødre. ”Han blev såret under vores sidste kamp. Blev tilset af en læge og fik strenge ordrer om at hvile sig.” Hans bror er tydeligvis sur og bekymret. Jeg kaster et hurtigt blik omkring og et blik på himlen. Mørket er ved at sænke sig og jeg har 30 mand der alle er trætte og ønsker et sted i sikkerhed hvor de kan hvile sig. ”Kaptajn Tyto.” kalder jeg og han dukker straks op ved min side. ”Sir?” Find et sikkert sted for os alle hvor vi kan hvile og tilse de yngre. Send nogen af de ældre ud for at finde det punkt.” siger jeg og han giver mig en honnør. Han vælger straks fem mand og tager selv med. Sammen med hans bror og to andre får vi båret den yngre ARC i sikkerhed. Domino Squad holder sig lige bag mig og er meget jumpy. Vi holder os i skjul bag træer i grupper på tre eller fire. Jeg står lænet op ad et træ med min DC-15A i hænderne. Mine DC-17 hænger i deres hylstre udenpå kamaen. Vi ånder så stille som muligt og de yngre hviler let op ad de ældre. Echo er ikke anerledelse på det punkt. Han hviler tungt op ad mit venstre ben og mumler stille. En af mine hænder hviler på hans hjelm og næsten umærkeligt læner han sig mod berøringen. Fives står ved er på min anden side og skanner hele tiden området. ”Ham der, A’den. Kommandør Bly så ud til at være ivrig efter at få ham tilbage.” siger en ARC 327th. Jeg havde godt hørt om A’den. En Null med temperament. ”Hvad er planen når vi finder dem? De Nulls er ikke til at spøge med.” mumler en anden. Jeg rynker brynene og skal til at sætte dem på plads, men idet kommer kaptajn Tyto tilbage. ”Vi overlader Nulls til Watersonar. De skulle være nemme for dig.” Han vinker os med og langsomt sniger vi os gennem skoven.

 

Grotten er stor og godt gemt. Der er flere gange der krydser hinanden ser det ud til. ”Kamrene er er store og har flere udgange.” siger kaptajnen og jeg giver ham et klap på skulderen. ”Godt arbejde, kaptajn. Lad os så får os hvilet. I morgen henter vi vores drenge hjem.” siger jeg og der lyder hujen og flokken deler sig. Mens de andre søger længere end finder jeg en afsats over hulens indgang. Let som ingenting klatrer jeg derop og sætter mig til rette. Den første idiot der trådte herind ville få sig en grim overraskelse. Jeg lægger mine DC-15 og DC-17A ved min side og hviler mig på maven med udsigt til hulens og gangenes indgange. Kaptajn Tyto dukker kort med andre ARC. Jeg ville gætte for at se hvor jeg er. De opdager mig på afsatsen og kikker på hinanden. ”Sig til de andre at de skal lave et forsvar. Det første er allerede på plads.” siger kaptajnen, de andre nikker og går tilbage gennem gangene. ”Selvom jeg tvivler på at de kommer for de første.” Han kikker op på mig og ryster på hovedet. ”Nu kan jeg se hvorfor kommandørerne holder meget respekt for dig. Hvorfor Wolfpack ville komme når du kalder.” Jeg kikker væk. ”Hvis de har hørt mit kald.” mumler jeg og han ser ned. ”Lad os bede til at de har.” mumler han og forsvinder ind i mørket. Jeg kan hører dem bevæge sig før at bliver stille. Man kan hører skovens lyde og min vejrtrækning. Håber kun at det er mig der kan hører den.

 

Med hovedet hvilende på armene ligger jeg og kikker op i loftet. Jeg har lagt min hjelm ved DC-15 og begge de mindre blasterer er også fri fra deres hylstre. Øjnene er lukket, men mit sind er i alarmberedskab. Jeg har ligget vågen i flere timer og der er stadig mange timer til daggry. Enkelte gange er ARC soldater dukket op, kikket rundt, set på mig og så gået ind i gennem gangene igen. Mine tanker glider rundt i hovedet på mig. Alle i sammenhæng til hinanden. Jeg begynder at langsomt at døse hen. Mørket er lokkende og temperaturen er behagelig. Jeg ruller om på side og ånder langsomt ud gennem munden. Lyden af fodtrin og en krop der kravler op ad væggen til afsatsen. Der lyder et dump og en krop læner sig op ad min. Jeg kikker kort over skulderen og finder unge Keetcha. Jeg rynker brynene, men lægger en arm om den unge ARC. Jeg ruller igen om på ryggen hvorefter Keetcha lægger sit hoved på min skulder. ”Hvad så, kiddo?” mumler jeg og kører hånden gennem hans korte hår der er samlet i en knude. Han siger intet, men hans vejrtrækning afslører der er noget galt. Jeg rejser mig halvt op og han hviler nu mere på min arm end skulder. ”Keetcha?” kalder jeg og søger hans blik. Hans blik er udelukkende på et punkt på min rustning. Jeg ser mod gangene, men kan ikke se nogen af de andre. Jeg opdager at han begynde at ryste. ”Hey!” Jeg lægger ham på ryggen og holder ham nede da han får et anfald. Øjnene ruller rundt. Muskler trækker sig sammen og han har svært ved at få vejret. Jeg sidder på ham med benene mellem mine. Hænder holder ham nede og min vægt er fordelt mellem de to punkter. Jeg læner mig ind over ham og slår hurtigt over på vores modersmål. ”Vod’ika. Udesii!” siger jeg og grynter da han begynder at vride sig. Jeg kan hører andre komme løbende og et kort blik kastes på dem. Kaptajn Tyto kravler op og hjælper mig med at holde ham nede. ”Hvad sker der?” spørger Echo nede på jorden. ”Det er et godt spørgsmål, Ech’ika.” siger Fives. Jeg holder mit fokus på den unge soldat under mig. Tyto kæmper med at med at tjekke den unge mands øjne. Pupilerne er udvidet og der er blod hvor det hvide skulle være. Det her er skidt.

 

Vi sidder i de tidlige morgentimer udenfor. En af lægerne, som også er ARC, undersøger ARC Keetcha. Jeg sidder på en sten hvilende op ad et træ, småsover mens andre holder vagt. Keetcha er blevet forgiftet, men hvordan kan det lade sig gøre? Der lyder et skud og vi skynder os alle hen til hulen. Lægen kommer ud med hovedet hængende. ”Det var mere barmhjertigt end at lade ham leve.” siger lægen og bliver modtaget af hans gruppe. Jeg går ind og finder den unge ARC liggende på ryggen. Et skud lige i hjertet og et fredfyldt udtryk. Jeg knæler kort ved hans side. ” Nu kyr'adyc, shi taab'echaaj'la.” siger jeg og hviler en hånd over hans stille hjerte. Kommer langsomt på benene og går ud. ”Luk hulen. Ingen skal komme ind.” siger jeg og går længere væk. Der lyder en rumlen og klipper styrter ned. ”Lad os så finde de forsvundne Commandos.” siger jeg og fører flokken mod syd. Mine øjne er hårde og munden er en tynd linje. Jeg har en anelse om hvordan Keetcha blev forgiftet. Det kaldes mord!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udesii! = Calm down! Take it easy!

Nu kyr'adyc, shi taab'echaaj'la = Not gone, merely marching far away.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...