Undergang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Verdens undergang fra fire forskellige synsvinkler //bidrag til julekalenderkonkurrencen, valgmulighed 2

0Likes
0Kommentarer
541Visninger
AA

4. 24. december 2016 - Storm

 

Det havde været Liams ide. Det var sådan Storm retfærdiggjorde det overfor sig selv – det havde været Liams ide, og hvis otteårige var i stand til at få sådanne ideer, måtte det betyde, at der lå noget i dem. Ikke at han ikke selv havde tænkt tanken - det var bare Liam, der først satte ord på tanken, og Eva der overbeviste ham om, at de burde gøre denne holdning til handling ved at dukke op, tidligt om morgen på Noahs dørtærskel. Hun havde stået der med hånden hævet, til at banke på, men Storm havde åbnet døren, før hun kunne nå at banke – han ville gerne bilde sig selv, ind at det var på grund af den sjette sans, der kom med at være nogens søskende, selvom det i virkeligheden var fordi han var ved at tage Noahs forældres lig ud af huset.

De måtte have begået selvmord for ikke særlig længe siden, for ellers ville lugten nok have afsløret det, havde Storm tænkt  og fortalt Noah.  Noah havde dog  nægtet at have noget at gøre med ligene, efter han først var gået ind på værelset og havde set dem døde, og havde kastet op på gulvet. Men da Storm mente, at selskabet på hans sidste dag skulle være levende, havde han slæbt begge forældre ud af huset. Og da han havde set Eva stå på den dørtærskel, havde han uden videre givet slip på det lig, han ellers holdt og krammet hende så hårdt, at de uden tvivl brækkede alle ribbenene  – men han havde ikke brug for ribben, nu hvor han havde hende.

Noah var kommet ud for at se, hvad der skete og var blevet så uendeligt glad på Storms vegne, havde krammet Eva, da Storm endelig gav slip på hende og havde mumlet et eller andet med, at familie aldrig burde efterlade familie, hvorefter Storm kunne have svoret på, at han kiggede ned på sin døde far. Men alligevel formåede Noah at være glad på hans vegne, som dagen skred frem, ja, den dreng formåede at   være glad nu, som de stod her på tagtoppen.

Storm stod lidt og betragtede ham – mest for at undgå at kigge ned på udsigten, betragtede det smil der hvilede på hans læber, som selv ikke verdens største vindstød havde en eneste chance for at feje af hans ansigt. Han mærkede Storms blik, men mødte det ikke – gav blot Storms hånd et klem, som han holdt i sin. Nej, det eneste Noah fokuserede på, var det armbåndsur, der var spændt om hans håndled. Viseren viste fem minutter i midnat, midnat, hvor de alle sammen havde aftalt at hoppe.

Fem minutter tilbage at leve i. Fem minutter tilbage ikke at dø i. Storm var ikke engang sikker på, hvorfor det var så vigtig for dem at springe, præcis når klokken slog midnat. Men det mindede i hvert fald ham om nytår, hvor man sprang fra stole eller borde eller lignende, så man hoppede i et år og landede i et andet – bortset fra at denne gang var en 10 etagers høj bygning de hoppede fra, og de ville måske nok lande, men det ville også være det sidste, som de oplevede.

Man skulle i hvert fald ikke sige, at de ikke begik selvmord med stil. YOLO - måske var det på tide,  man fokuserede mere på YODO – You only die once, så få så meget ud af den død som muligt. Det var noget  af det, Liam, den otteårige  hundredårige, havde sagt, da han fremførte sin plan for dem, efter de havde danset om juletræet. Ja, lige efter de havde sunget ”Nu er det jul igen” og løbet rundt i hele huset (selv det frygtede soveværelse), havde Liam fået dem alle til at sætte sig ned og bedt dem om at føle efter – havde de virkelig lyst til at opleve verdens undergang? Næsten bedre end at få gaver. Han havde sagt, at en af de store fejl i verden var, at det ikke var ens eget valg at blive født – så derfor burde det være ens eget valg at dø. De ville dø på deres egen præmisser.

I virkeligheden var det måske bare universet, der havde givet dem et ultimatum – de kunne vælge at dø den 25. eller de kunne begå selvmord før det. Men i det mindste ville de få lov til at tage det valg og ikke bare sidde den 25 og vente på, vente på, at de fandt ud af, hvad de ventede på – hvilken af 7 milliarder alle sammen lidt forskellige visioner, der ville blive til virkelighed. Men som de stod der på taget af den boligblok Storm boede på, virkede ’virkelighed’ som et fjernt begreb - og det hele som om at de ville stå på dette tag selv, hvis de ikke have vidst, at verden ville gå under i morgen.

Det eneste Storm ikke kunne lide ved det her var, at der ikke var nogen stjerner. Nej, nattehimlen var fyldt med tunge, mørke skyer, så tunge og mørke, at Storm var sikker på, at himlen også havde opdaget, at det var dommedag og havde besluttet sig for at opføre sig derefter – måske kunne de endda være så heldige at få et tordenskrald, når klokken slog midnat. Ikke en eneste stjerne, men det var måske også for det bedste, for så ville han ikke tænke, at han efterlod dem også. For hvis man ikke talte stjernerne med, syntes Storm ikke, at han efterlod nogen – ellers en af de centrale grunde til aldrig så meget som at overveje selvmord – de efterladte. Men som han stod der med Eva i højre hånd og Noah i venstre hånd (Noah havde Liam i venstre hånd), en menneskekæde, vidste han, at der ikke rigtig var andre end dem, det ville betyde noget for, om han tog trappen ned eller ej. Hans forældre – det skulle ikke undre ham, hvis de også var døde af en overdosis, og Noah var og blev den eneste ven, han havde haft - det kunne godt være, at han havde 209 venner på Facebook, men ingen af dem havde han af andre grunde, end at han havde brug for venner, mere end luft..

Han holdt uvilkårligt Eva og Noahs hænder lidt strammere og følte sig… heldig – de var bedre end 1000 Facebookvenner  

De havde da også været så fandens heldige at fejre jul sammen. Først havde de danset om deres juletræ, der endnu ikke var visnet og var overhængt med alt det julepynt, som Noahs familie havde, så meget, at de havde fundet definitionen på mirakler i og med, at det ikke knækkede og sunget julesange så højt, så højt. De havde endda spist julemiddag, selvom det eneste mad, der var tilbage i huset, var en pose vingummibamser, som Noah havde fundet i et hjørne af en skuffe, helt klistret, men af et sidste måltid at være, smagte de godt. Og de havde sat sig ned foran fjernsynet, da klokken var blevet 4 og stirret på en sort skærm, som kunne de næsten, næsten, næsten forestille sig Disneys juleshow være i gang på skærmen. Næsten forestille sig, at der bare var juleaftenen igen.

Da klokken var blevet 11, var de så gået herud og undret sig over, hvor mennesketomme gaderne var, uden at de virkede tomme for dem. Ikke en sjæl var der at se, selvom Eva havde fortalt, hvor kaosfyldt midtbyen var – måske sad alle hjemme og klyngede sig til hinanden, eller også var de taget ud af byen – måske var de alle ved verdens ende. Og da de havde kravlet op af de træer, åbnet tagdøren -  elv ikke helt oppe på taget kunne han se andre bevæge sig rundt i den mørke by, og Storm vidste ikke længere, om de bekymrede eller beroligede ham, Måske var de  rent faktisk de eneste tilbage, der ikke døde alene, tænkte han og klamrede sig nu til hænderne, mens han nærede et naivt håb, om at hvis han holdt hårdt nok fast, ville de andre kunne fungere som faldskærm for ham og han for dem.

Nu var der tre minutter tilbage, og Storm var klar, klar, klar, bortse  fra at han overhovedet ikke var klar, for hvad nu hvis verden alligevel ikke gik under, som Noah, havde forudset, hvad nu hvis han ikke var færdig med at være teenager og forelsket hvad nu hvis, han burde tage trappen ned i stedet for, hvad nu hvis at den eneste grund til, at verden gik under var fordi, at alle troede, at den gik under, hvad nu hvis han havde , chancen for at overleve men behandlede den som en risiko, hvad nu hvis han ikke var klar til at ende denne tanke, før den blev alt for lang, hvad nu hvis –

”Alt skal nok gå,” hviskede Noah pludselig og kiggede væk fra sit ur. ”Alt skal nok gå.” Han gentog, og det var sådan, at Storm blev overbevist om, at hans kæreste var tankelæser. Alt skulle nok gå, var det eneste, han havde brug for at vide. Og når det var Noah, der sagde det, troede han på det.

”Ja.” Han hviskede det ligeledes tilbage, men sådan nogle ting lød høje ligegyldigt, hvor lavt man sagde dem. 

Storm tog en dyb indånding af natteluften, lod den glide ned i sine lunger, en indånding så dyb, at han meget vel kunne have slugt verden. Så kunne verden da også bare være der i hans lunger, og lytte til hvordan hans hjerte bankede roligere og roligere og roligere og til sidst bankede så roligt, som overhovedet muligt, nu hvor det ville holde op med at slå. Verden ville måske løse mysteriet om, hvordan han dog kunne stå der på et tag i minusgrader, uden overtøj, men kun med  en krøllet T-shirt med Sgt. Peppers Lonely Hearts Club  Band– hans yndlings Beatles album - og stadig ikke fryse. Og måske ville verden kunne se gennem hans øjne og se ned på byen, der ikke syntes at være befolket med andet end skygger og blive bae lidt vemodig, føle lidt anger over selv at begå selvmord.

Måske. Han pustede ud – verden pludselig ikke andet end en hvid åndesky i 10 etagers højde – det minimalistiske klædte den.

”To minutter.” Noah råbte det, og alle nikkede sammentykkende, på samme tid, som var de i virkeligheden kun en person.

”Farvel.” Det var Liam, der havde åbnet munden Det var første gang, han havde sagt noget, siden de gik fra huset, men Storm kunne ikke bebrejde ham. Der var ikke noget rigtigt tilbage at sige, selv ’farvel’ virkede ikke passende her, selvom det var det eneste tilbage at sige.

”Vi ses,” svarede Eva da også, selvom Storm var ret sikker på, at hun aldrig havde troet på noget som helst efterliv. Men at sige ”vi ses” på et tidspunkt som dette var måske bare at give hele verden, en stor fuckfinger med alle sine dumme regler om ting, der endte.

”Vi ses.” Begge Storms langefingre var i hænder, som han ikke havde lyst til at give sip på, så han måtte nøjes med dette. Og at række tunge – det gjorde han også.

Når alle fik samme skæbne – nu fandt han endelig ud af hvorfor. Kunne man virkelig sige, at noget ikke var retfærdigt, når det skete for alle? Når der ikke blev gjort forskel på en 90-årig mand, der var blevet både far, bedstefar og oldefar, og hvis liv nu ikke bestod af andet, end hvad der virkede som søndageftermiddage? Eller en femten-årig teenagdreng med lidt for mange bumser og lidt for få fremtidsplaner, hvo alle hans dage følte som mandagmorgen, i det øjeblik hvor alarmen ringede? Der var vist bare ikke nogen fremtid tilbage at have for nogen, så han havde ikke nogen at være misundelig på.

Og så alligevel, som Storm stod der, hans tæer stikkende ud over kanten, i komplet stilhed, syntes han at  kunne høre sine knogler give efter under vægten af alle de ting han aldrig ville nå, alle de drømme, der aldrig ville blive til virkelighed. Ikke at han havde været den med de største ambitioner, på ingen måde, men han havde aldrig tænkt, at han havde i morgen til at få dem. Altid tænkt, at hans fremtid lå foran ham, ikke bag ved ham som nu. Så han var misundelig – på sit ikkeeksisterende fremtidige jeg.

”10 sekunder.” Noah åbnede munden, før Storm var klar. Han ville ikke, han ville ikke, men alligevel bevægede hans mund sig, mens han sammen med de andre lydløst talte ned, hans knæ bøjede sig sammen som han gjorde sig klar, hans hoved tømmes for tanker, han sugede verden ind en sidste gang, håbede på, at et par milliarder mennesker kunne forvandles til helium inde i ham.

Klokken slog midnat. De hoppede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...