Undergang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Verdens undergang fra fire forskellige synsvinkler //bidrag til julekalenderkonkurrencen, valgmulighed 2

0Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

3. 23. december 2016 - Eva

Eva frøs. Eller frøs havde været for flere uge siden. Nu var hun kommet til et helt nyt stadie, et stadie hvor kulden havde taget plads, et sted dybt inde under hendes knogler sammen med bevidstheden om, at hun meget vel kunne dø af kulde. Alligevel overvejede hun ikke så meget som et sekund at gå indenfor igen, for da slet ikke at tale om hjem. Nej, hun foretrak at sidde her, på Strøget i sin hjemby, midt i det værste snevejr i, hun vidste ikke hvor mange år, med ikke andet end et tæppe som beskyttelse. Hun foretrak at bruge sine sidste dage på at sidde og stirre på alle de julelys, der hang op og ned af Strøget og knap turde blinke, fordi hun håbede så uendeligt meget på, at de blev tændt. Hun foretrak at have samtaler med fremmede, der var endnu mere fortabte end hende selv fremfor sin familie.

Eller det sidste var Eva ikke helt sikker på, hvorvidt passede. For selvom hun havde svoret for sig selv, at hun aldrig ville hjem, så havde hun stadig sin telefon, sin telefon, der var det sidste, der forbandt hende til hendes Før. Den virkede ganske vist ikke længere – nettet var nede, den var død,  og selv hvis hun rent faktisk havde mulighed for at oplade den, var der ikke længere strøm til at gøre det med. Men alligevel klamrede hun sig hårdt til den, da hun vidste, at det var hendes sidste håb for at få mulighed for at kontakte sin tvillingebror.

Eva kunne selvfølgelig også bare rejse sig, gå væk fra det stormagasin hun ellers sad lænet op ad, stoppe med at sove op af fremmede og stjæle alkohol fra supermarkeder hvor personalet for længst var forsvundet, for at holde varmen. Og finde sin bror. Storm var ganske vist også stukket af allerede den 1. (hun havde haft pli nok til at vente til den 2.), men hun ville med glæde vædde de 5. kr., der stadig lå i hendes lomme på, at han havde været klog nok til ikke at ende på gaden – han var sikkert taget hjem til sin bedste ven, Noah. Storm var drengen med et hjerte på størrelse med en blåhvals (hvis blåhvaler altså havde store hjerter), den eneste i familien hvis hjerte var mere end et organ (og med det mente hun ikke en muskel), og det var vist den slags mennesker, der så meget som forsøgte at klare sig i denne tid.

Nogle gange var Eva sikker på, at han havde fået det hjerte, der burde være blevet fordelt på de i alt fire medlemmer af deres familie – det skulle man ellers tro, siden han kunne forelske sig så stormfuldt (sig ikke, at fortabte mennesker ikke kan finde ud af ordspil) i sin bedste ven. Det kunne godt være, at han holdt det hemmeligt, men som hans søster var det hendes pligt at opdage sådan noget. Det var måske også hendes pligt at kontakte ham, når verden gik under i overmorgen, men det talte hun ikke højt om.

”Har du nogle penge. ?” En midaldrende mand satte sig pludselig ved siden af hende. Normalt ville hun have flyttet sig, med det samme, da det trods alt var midt om natten, tæt på midnat, og det var ikke nu, man skulle snakke med fremmede mænd i en storby. Desuden burde hun være blevet forbudt af en eller anden at nærme sig andre mennesker, siden hendes hår var fedtet og hun lugtede som et råddent blåhvalehjerte og sikkert også så ud som et efter så mange dage uden at skifte tøj eller gå i bad eller noget andet så basalt som menneskeligt. Men på den anden side – måske havde hele menneskeheden mistet sin menneskelighed.

”Så hvad – Du kan købe julegaver til dine børn?” Hun begyndte at grine, men hendes grim blev snart til en hosten. 

”Nej – jeg vil bare gerne have noget mad.”

”Min kære mand, stjæl dog noget. Eller det er ikke engang at stjæle rigtig – der er ikke noget politi tilbage til at håndhæve, at det skal bære ulovligt, ikke nogle kassedamer til at smile underligt efter bulen i din frakke. Tag for dig,” sagde Eva mellem host.

”Bare fordi resten af verden har mistet sin samvittighed, betyder det ikke, at det samme sker for mig.”

”Du vil tale om samvittighed? Jeg er trods alt stadig et barn, helt alene på gaden, lille juleaften, tror du ikke, at jeg har brug for pengene mere end dig? De penge, jeg sikkert har tjent ved at sælge svovlstikker – vi har lige haft et forløb om eventyr i skolen.”

”Hvordan er du endt her?”

”Undskyld mig, mand, men jeg tror bare, at jeg vil prøve at få sovet lidt – jeg kan umuligt få sovet mellem den 24. og den 25. ”

”Man drømmer, om hvad man tænkte på lige, inden man faldt i søvn – så er det ikke bedst, at du får , hvad der end gemmer sig i dit hoved, ud”

”Du siger, altså at 7 milliarder mennesker tilfældigvis tænkte på verdens undergang, før de lagde sig til at sove.”

”Kom nu bare, snak med mig, så jeg har et eller andet til at holde hjernen i gang.”

Eva sukkede, sukkede så igen og igen og igen, indtil hun havde glemt hvordan hun plejede at trække vejret. ”Jeg stak af hjemmefra.”

”Du stak af hjemmefra? Så du er altså endnu en af de naive unge, der ville benytte sig af panikken til endelig at gøre det der ungdomsoprør? Være ligeglad med Mor og Far og bare benytte sig af lejligheden til at kunne stjæle fra Fakta uden at blive taget, drikke alkohol med en procent på, hvad der for jer virker som 150, nu hvor de voksne har for travlt til at sige, at I ikke må.

”Nej – ikke på den måde jeg… -”

”Du havde så længe tænkt, at du var verdens ansvar, men nu er verden pludselig dit ansvar, - men du tænkte ikke, at du behøvede tage det ansvar og lod også bare verden bryde sammen. Vi kan ikke leve uden at tro på fremtiden, og nu ved vi alle sammen, at der ikke er fremtid tilbage, og det kan du heller ikke,  det er derfor, du er endt her.”

Eva overvejede at rejse sig, inden manden kom alt for godt i gang, men vidste ikke, hvor hun skulle gå hen – manden var bare en af de skøre personer som byen var fyldt med, hun var en anden af dem. Det var måske en positiv ting med hele det her dommedagshalløj var måske den fandenivoldskhed, som havde grebet alle. Ikke på den måde, som hun ville have forudset i november, hvis nogen havde spurgt hende der, ikke på den måde, som hun ville have troet, der ville komme hvis alle jobs blev lukket ned,  hvis strømmen blev slukket for og nettet blev lukket, fordi der ikke var nogen til at holde det i gang, og man pludselig ikke kunne gemme sig bag et instagramfilter, og ikke kunne vise hengivenhed gennem likes af profilbilleder på Facebook.

Nej, ingen opførte sig rationelt. Men i det mindste kunne man nu have mærkelige samtaler med fremmede uden videre, ja, manden ville sikkert ikke engang hæve øjenbrynene, hvis hun prøvede at diskutere meningen med livet med ham. Og så gjorde det vel ikke noget, at hun ikke snakkede med sine venner eller sin familie, tænkte hun og knugede sin telefon hårdere. Så rettede hun blikket mod de ikke tændte julelys, som ingen havde taget ned – hun ville lidt ønske, at de ikke var der, for så længe de stadig hang der kunne Eva ikke stoppe sig selv for at nære håb for, at de engang ville blive tændt igen. Så åbnede hun munden.

”Jeg tog hjemmefra – fordi jeg ikke tænkte. Hvad andet kunne du have forventet – at jeg som ikke engang har færdiggjort folkeskolen er klog nok til at bevare fatningen – nej at være klog det er ikke spørgsmålet, men nok af en person. Min bror har den her ven, han har været åbenlyst forelsket i i årevis, og den 1. december, du ved, den sidste dag jeg var i skole, stod jeg på mit værelse med døren halvt lukket, så ud af sprækken, hvordan min brors ven kom, hvordan de stod lidt i hoveddøren og så på hinanden og så kyssede de ellers bare hinanden – som om”

Eva gjorde en synkebevægelse, i håbet om, at hun kunne få ordene med ned. Det kunne hun ikke. ”Som om de begge to ikke kunne trække vejret andet end gennem hinanden. De sagde ikke engang noget. Vennen bankede bare på døren, Storm åbnede og så stod de ellers bare der i gangen, indtil jeg fik lyst til at se efter om de havde, jeg ved  ikke, fået tatoveret ord på deres øjenæbler, så meget syntes de at forstå hinanden, før de bare kyssede. Og da de endelig stoppede, sagde de stadig ikke noget, Noah gik bare ud af vores dør,  så fulgte Storm ellers bare med, bare sådan, sådan uden at sige farvel til, til, til mig, og jeg stod og stirrede på hoveddøren, og den var lukket, bare sådan lukket, og jeg nynnede All you need is love, fordi vi er søskende, og vi deler et værelse og hvis den ene af os er i dårligt humør plejer den anden altid at sætte den sang på. ”

”Fortsæt.” Manden hviskede ordet, med en ånde, som hun pludselig opdagede, lugtede langt væk af øl.

”Og jeg – jeg har vist sagt ’bare’ ret meget i løbet af den historie, har jeg ikke? Men det er fordi, at de fik det til at virke så fucking ligetil, så nemt bare at elske et menneske, som også elsker en selv. ”

” Men han sagde ikke farvel, og det gik op for mig, at Jorden ville gå under om 24 dage og jeg ikke havde nogle mennesker at kysse desperat – ud over Storm. Nej, altså ikke, at jeg har lyst til at kysse min bror, det er incest, men bare – han er den, jeg elsker højt nok til at bruge mine sidste dage sammen med, og han forsvandt bare – selvom vi har brugt hele vores liv, fra vi ikke var andet end sædceller sammen. Så efter en dag, hvor jeg havde spærret mig inde på mit værelse og hørt All you need is love, og indset at kærlighed er den eneste ting, hvor det man har lyst til, og det man har brug for stemmer overens og hørt hvor trist den sang lyder uden min bror, – og jeg havde ikke nogen Noah, ikke noget ’bare’, og så slog det klik for mig, og jeg endte her uden overtøj, uden noget. Undskyld jeg vrøvler.”

”Det er ikke noget, som du behøver at undskylde for, tværtimod. ”

”Var du i live, mens Beatles var sammen?”

”Ja.”

”Hvor er du bare heldig.” Eva mente det. Ikke heldig for at være i live længere end hende, have eksisteret længere end hende, men bare heldig for i det mindste have haft, hvad der lignede en chance for at høre Beatles live.”

”Hvad ønsker du dig i julegave?” spurgte manden pludselig og mindede Eva alt for meget om julemanden med sit ubarberede ansigt og hvide stænk i håret, som hun ville væde måske 1 kr. af de 5 kr. i lommen på først var dukket op efter de 1.

”Det ved jeg ikke. Er det ikke lige meget nu? Alt er lige meget.” Hvis verden kunne bryde sammen så hurtigt, gaderne fyldes op med forfrosne teenagepiger, og huse fyldes op med forældre, der ikke ledte efter deres børn (hun tvivlede i hvert fald på, at hendes forældre var så meget som overraskede, da deres værelse var tomt) når noget gik i stykker så hurtigt, var det ikke fordi den havde været så sammenhængende og vigtig før. Det kunne godt være, at dette pludselig ’lev livet mens du har det-halløj’ t, burde have haft den modsatte effekt på hende, men nej – hun kunne ikke bestemme sig, for hvad der var værd at nå – få sit første kys, give sine forældre et langt kram, give sin bror et endnu længere, bestige Mount Everest, blive fuld, have sex – så måske var det fordi intet var rigtig værd at nå. Det var  blevet nået af så mange før, så en pige mindre der nåede det, gjorde ingen forskel

”Det tror jeg ikke. Jeg tror, at  du bør finde din bror – skal man ikke bruge julen sammen med sin familie? ”

”Og hvordan skulle jeg så det?” Hun holdt sin døde telefon op uden at møde hans blik

”Er han ikke hjemme hos ham -  hvad var det, nu du kaldte ham? Noah?. Og jeg tror ikke, at han elsker ham højere end dig, jeg tror bare, han har mere brug for at bevise det over for ham. Men se hvor du endte op uden bevis.”

”Du er alt for bedrevidende af en fremmede at være – hvis jeg slår dig i hovedet lige om lidt, skal du ikke tage det personligt.”

”Selvfølgelig ikke. Men vil du finde ham?”

”Hvorfor skulle jeg det?”

”Hvorfor ikke?” Og som Eva sad der, kunne hun ikke finde på en eneste grund til hvorfor ikke. Måske var det, fordi hun slet ikke ledte efter grunde.. Men Storm måtte være derude, og hun havde ikke brug for Google Maps til at finde ham – kun hendes vilje til at leve. Og selvom det lød så kliche, at Eva havde lyst til at kaste den ene chokoladebar, som hun havde spist i løbet af de sidste  par dage op, så var det ikke desto mindre sandt.”

”Tak,” sagde hun til manden og mente det. Efter et øjebliks overvejelse stak hun hånden ned i sin hullede lomme, og fandt den kolde femkrone, som havde ligget der siden Før, og gav den til manden.

”Værsgo at give dine børn nogle gode julegaver. ”

”Jeg har ikke nogen.”

”Så gå ind i et supermarked og tag noget for 5 kr. og efterlad 5 kr. ved kassen og tænk så, at du har gjort nok godt for en hel livstid. Vi ses,” afsluttede hun hviskende. Der var i forvejen alt for mange farvel’er nu, alt for mange. Og i brøkdelen af et sekund, troede hun selv på det. Så var brøkdelen af det sekund ovre, da hun indså, at hun meget hellere burde sige farvel til sin bror, end ’vi ses’ til fremmede, og hun rejste sig op.

Og som Eva begyndte at gå hjemad, med tæppet trukket om sig, med nedslidte Adidas, der satte næppe synlige fodspor i sneen, og med telefon, liggende i den lomme, hvor femkronen engang havde været , tændtes julelysene. De flimrede til live så hurtigt, at Eva knap nåede at kigge op, før de slukkedes, så hurtigt Eva ikke var sikker på, hvorvidt det havde været indbildning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...