Undergang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Verdens undergang fra fire forskellige synsvinkler //bidrag til julekalenderkonkurrencen, valgmulighed 2

0Likes
0Kommentarer
569Visninger
AA

2. 22. december 2016 - Noah

Noahs læber var ømme af at kysse. Hvilket var en af de bedre grunde til at have ømme læber. Den bedste, bestemte han sig for, som han lå der med hovedet på Storms bryst, lyttede til hans hjerte og kunne mærke hans fantomlæber mod sine, selvom de for en gangs skyld ikke havde læberne presset sammen – havde taget en pause, bare for afvekslingens skyld.  

De sad begge to i lænestolen, som måske endda også var for lille til bare en person, nede i stuen. Juletræet stod lige ved siden af – de havde pyntet det i går sammen med Liam. Udenfor var det igen begyndt at sne, og Noah var tæt på at indgå et væddemål med sig selv om, at de ville sne inde inden dagen var omme. Det ville han heller ikke have net i mod – at være fanget her. For her var Noah - Noah var glad, og der var intet, der kunne skræmme ham mere.

En helt speciel form for glad, sådan som stearinlys, der flakker i vindueskarmen, som mørke udenfor, der bliver brudt  af lys, der strømmer ud af alle tænkelige vinduer, som dæmpede stemmer, og grin, der kom fra et sted dybt nede i maven – en stille form for glad, men det var også den mest urokkelige form, havde han hurtigt fundet ud af. Han havde aldrig været så glad, hvilket han ikke vidste, hvem det sagde mest om – ham eller verden. Men hans filosofi var vidst bare, at hvis man troede, at det værste kunne ske hvert øjeblik, kunne man også tro på, at det bedste kunne ske hvert øjeblik.

Og det værste var allerede sket – eller skulle ske, selvom det i de fleste tilfælde var det samme. Så nu havde det bedste ellers bare ske, nu var det på tide at synge julesange så højt og så falsk, at glas i New Zealand splintres, kysse fra alle sanser med ens bedste ven siden børnehaven, som man havde haft hemmelige følelser for så længe, så længe (det havde han gjort – meget), stjæle et juletræ og pynte det og bare sidde i en gul lænestol, så tæt omslynget med et andet menneske, at selv ikke den meteor, der var hans undergang kunne komme i mellem dem.

Noah var glad.

Når man havde mest at tabe, havde man allerede vundet mest. Og det var da også de lykkeligste, der havde spærret sig inde med et forråd bestående af dåsemad efter at være blevet bekræftet i deres antagelser, for at glemme alt, hvad de såkaldt havde at tabe. De lykkeligste der skreg højest, da de først fik det at vide, de lykkeligste der havde haft sværest ved at tro på det. Og ham den ulykkelige, stadig ikke-ude-af-skabet-homoseksuelle, mine-forældre-er-ligeglade-med-det-meste-inklusiv-mig-søn, asociale-jeg-har- kun-en-ven-og-jeg-vil-ikke-ødelægge-vores venskab-ved-at-fortælle-ham-hvor fucking-forelsket-jeg-er-i-ham? Han havde mindre end en måned til at blive klar til at  have noget at miste.  24 dage – og det var nok.

Det var nok, det var nok. Hvid bare Noah gentog den sætning ofte nok, skulle han nok selv begynde at tro på den.

”Er der noget galt?” spurgt Noah pludselig Storm, selvom han langt fra havde behøet at spørge. Det kunne godt være, at han ikke havde set sine forældre i flere dage – men i det mindste befandt de sig i samme hus, mens Storm ikke havde været hjemme i flere gange – heller ikke hos sin tvillingesøster Luca. Det var langt fra alle, der gik rundt og var så lalleglade som ham.

”Jeg har det fint,” mumlede Storm som svar ned i Noahs hår.

”Du får det ikke fint af bare at sige, at du har det fint. ”

”Nej, men jeg får det bedre, og jeg får det også bedre af at være her med dig – så har jeg nået, hvad jeg har brug for at nå. Jeg forstår bare ikke, hvordan du kan have det så fint, at du ikke engang har behov for at sige det, når du skal dø om tre dage.”

”For at være ærlig tror jeg ikke på, alt det der dommedagspis. Måske er det bare verdens måde at skræmme os på, at lade os alle sammen tro, at vi skal dø den 25. december, men så bare – ingenting sker – og vi føler os tilgivet af verden og som tak er  vi lidt mindre fucked up, vælger ikke Donald Trump som præsident og sætter mere pris på at være i live. Så man om mange, mange år kan fortælle sine børnebørn om dengang, hvor alle holdt vejret, alle tog, hvad de troede, var deres sidste indånding, men så viste det sig, at det hele bare var en meget stor aprilsnar, og vi vil give verden en kalender i  julegave, så den ville indse, at det kun var december. Eller måske kan jeg nå at redde verden, du ved – jeg hedder Noah, Noahs ark. ”

”Noah, min kære – der er en grænse mellem selvsikkerhed og arrogance, og du har vist krydset den, for længst. Men nej – jeg tror, at vi er løbet tør for mirakler - vi vil ikke være heldige nok. Det vil være for overnaturligt – min fantasi rækker langt nok til at forestille sig, at verden går under, men af en eller anden grund ikke langt nok til at forestille sig, at den fortsat eksisterer ”

”Jeg tror på det.”

”Noah, dit ord tæller ikke, du tror sikkert på julemanden. Gad vide om han kommer den 24. – om der er nogle fædre – eller mødre for den sags skyld – der stadig klæder sig ud for deres børn. ”

”Jeg er bare glad for, at vi i det mindste bor i Danmark, så vi kan åbne vores gaver den 24. - jeg mener, der er ingen der ved hvornår den 25. ”

Noah sank hen i tavshed. Der var ingen, der vidste ret meget. Nej, han vidste næsten ingenting. Meni det mindste vidste han, at natten mellem den 30. november og den 1.december havde alle mennesker haft en drøm – mareridt, om man ville. Og det var virkelig alle – spædbørn var vågnet grædende op, femårige havde fortalt om den spændende drøm, de havde haft, dem der led af insomnia var faldet i søvn. Og den 1. december var nyhederne flydt over med beretninger, om de visioner disse drømme indeholdte – alle visioner om hvordan verden ville gå under den 25. december. Nogen havde set, Jordens kerne pludselig ville blive så overophedet, at Jorden eksploderede, andre havde set alle vulkaner på Jorden eksplodere i samme øjeblik, andre igen, havde set alle havene rejse sig på samme tid og drukne hele menneskeheden.

Det eneste de havde til fælles var, at verden gik under, og at det var i løbet af den 25. december 2016. Og normalt hvis man så sådan en historie, ville Noah have slået det hen, som det rene opspind. Men han havde selv den nat drømt om at en meteor kolliderede med Jorden, lige efter at klokken havde passeret midnat til den 25, Liam havde drømt, at hver person på Jorden besluttede sig for at begå selvmord – og da Noah tog i skole den dag, var det alle der. Og det var for stort et tilfælde, at alle drømte det samme, at menneskeheden, der ellers gjorde alt for at være forskellige, selvom snefnug var tusind gange mere forskellige fra hinanden end mennesker nogensinde ville være - så stort et tilfælde, at ingen troet på det, og da den 1. december gik på held, var verden allerede, hvad man roligt kunne kalde kaos.

Mens hele verden var kommet i undtagelsestilstand, var Noah glad. Han havde stadig en julekalender, som han åbnede hver dag, talte dagene ned.  Han havde hele sit liv, ønsket, at sådan noget skulle ske, noget overnaturligt, at himmel og jord ikke var så tæt sat sammen, at der ikke var plads til noget mere mellem dem. Og nu havde han fundet det ’mere’ som altid havde været, selvom det måske ikke var det , han havde ledt efter.

Alle andre have travlt med at regne hvorfor  i de dage det havde taget internettet at bryde sammen, havde han nået at læse en masse teorier, alle sammen så langt ude, at de sagtens kunne være sande. Men Noah havde slået sig tilfreds med, at der for en gang skyld ikke var noget hvorfor, at det bare var sket. Han havde ganske vist også læst diverse videnskabsfolk sige, at der ikke var nogen synderlige tegn på, at der ville ske noget den 25. – men deres ord forsvandt hurtigt, når alle havde oplevet på egen krop, at der ville ske noget.

Det eneste Noah var træt af var at han ikke ville have flere dage med Storm. Som han sad der, i de gule lænestol, der var så behagelig og varm, han havde givet den kælenavnet Solen, kunne han mærke stilheden vokse mellem dem – så der var plads til alle de usagte ord. Han ville ønske, at han talte lige så hurtigt, han tænkte, så ville han måske have en chance for at sige alt det han havde holdt inde i flere år, men ellers – han fik lov at leve lykkeligt til sine dages ende, selvom hans dages ende ganske vist kom lidt før, end det ville gøre i et eventyr , hvor de eneste rigtige monstre var drager (han havde ganske vist også hørt en historie om en der drømte om at hele menneskeheden blev forvandlet til aske af en drage, men han troede vist ikke helt på den) 

Lige nu, kunne han bare ligge og betragte Storm i det sidste dagslys i dag og bare se på hvordan  hans hår krøllede svagt, hvordan han læber var helt sprukne, hans næse en lille smule rød - han kunne skrive romaner om modermærket på Storms hals, og han var ikke sikker på, at hans forældre kunne beskrive ham med tre ord. 

”Hvad laver Liam?” Storm brød tavsheden.

”Aner det ikke. Sidst jeg så ham, var da han fik lov til at sætte stjernen på træet. Men jeg tror bare, at han sidder på sit værelse, eller måske er han gået udenfor.”

”Jeg må indrømme, at han klarer alt det her ret godt, selvom han kun er otte. Så godt at jeg bliver misundelig. Jeg vil også ønske, at jeg var otte år. ”

”Hvorfor dog det?” sagde Noah stille, mens han lod en finger glide langs Storms kæbelinje.

”Jeg ved ikke, men før, før jeg vågnede op, den 1. december, efter at have haft hvad jeg bare troede var en mærkelig drøm og rullede rundt og tjekkede Facebook og allerede der fandt beretninger om at andre pludselig kunne huske deres drømme, og de havde drømt næsten det samme, før det følte jeg mig som moden. Men nu har jeg det som , at jeg er otte år igen med bøjle og plaster på knæene og med en så stor tillid, du ved, til, at det ikke er min opgave at klare alting, ikke min opgave at forstå hvorfor alting er værd at klare. Men jeg er ikke otte år, og hvis jeg var, ville jeg have en undskyldning for at føle sådan. ”

”Sikker?” Noah grinede, og det var overhovedet, overhovedet, overhovedet ikke for ikke at græde. Slet ikke. Storm rakte tunge af ham, men rejste sig samtidig fra stolen, så Noah gled ned og var alene i Solen. Ikke det værste sted at være alene, men et forurettet udtryk gled alligevel over hans ansigt.

”Kommer du med?”  Storm rakte en hånd frem, og Noah tog den straks - han ville tage den hånd, selv hvis den holdt en blodig økse

”Hvorhen?”

”Til verdens ende. Der vil være fyldt med tosser derude, der ledte efter verdens centrum, men endte ude i periferien, og folk som os der vil gøre alt for at slippe væk fra vores sikre skæbne. ”

Noah hævede et enkelt øjenbryn.

”Okay – fint, så hør vi det næstbedste. Vi går ind til dine forældre. De har været derinde med deres dåsemad, for længe nu, alt for længe, og du vil fortryde det, hvis du ikke ser dem igen. ”

”Måske vil jeg fortryde det senere, men lige nu vil jeg fortryde det hvis jeg ser dem. Jeg fortrækker, at det bare er os tre, der er her, holder jul – ligesom Alene Hjemme, den burde vi så meget se, hvis strømmen virker igen. ”

”I Alene Hjemme ser Kim eller Kevin, eller hvad fuck han nu hedder sine forældre til sidst- og bliver glad. ”

Noah svarede ikke, men hev bare sig selv op i Storms hånd.

”Hvorfor er det så vigtigt for dig, at jeg gør det her?”

”Fordi selvom du måske ikke er otte år, er du stadig et barn, der har forældre, og det kan du ikke ignorere. Fordi dine forældre stadig er værd at se. Du kunne måske endda komme ud til dem, hvad ved jeg. ”

”Nu er du bare urealistisk -   det er da en af de gode til ved at verden siger op, at jeg  bare kan have det fantastisk i det berygtede skab med dig, uden at bekymre mig om, hvad der er på den anden side af den skabslåge.”

”Vil du have at jeg skal gå med op, Noah?

Og selvom Noah hellere ville gå op af en aktiv vulkan, nikkede han stille, og de gik op ad trappen. Og Noah lod som om det rent faktisk va en aktiv vulkan, med meget stejle sider, og det var derfor, han havde svært ved at få vejret – i hvert fald ikke fordi, han ikke turde se sine egne forældre i øjnene.  Som de nåede de sidste trin af trappen, var Noah dog klar. Han vidste, at han blev nødt til at gøre det her.

I  hvad der nu havde været 22 dage var rollerne blevet byttet mere eller mindre op. Det var dem, der var kommet hjem fra arbejde og havde smækket døren (de havde dog ikke spillet høj musik eller farvet deres hår mærkelige farver.). Og det var ham, der skulle gå fra at være en niende klasses elev, til pludselig at være den, der stod for at bage pandekager, hente juletræ, trøste Liam. Soveværelset, var de alle tre stiltiende blev enige om, var et hjemsøgt loft, og til tider tænkte han, at han troede lige så meget på spøgelser, som sine forældre.

Døren til deres soveværelse var selvfølgelig lukket, da de nåede den og syntes at nidstirre Noah, ikke bare nidstirre ham, kvæle ham, være den mest lukkede dør i verden, være -  Storm løftede hånden og bankede på døren for ham, og Noah sendte sin dybe taknemmelighed til ham med et svagt smil.

Der var intet svar.

Storm bankede igen, denne gang hårdere.

Intet svar.

”Mor? Far?” Noahs stemme lød alt for høj i det stille hus.

Intet svar.

Storm åbnede døren.

Et tomt pilleglas stod på natbordet, to lig lå i sengen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...