Undergang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Igang
Verdens undergang fra fire forskellige synsvinkler //bidrag til julekalenderkonkurrencen, valgmulighed 2

0Likes
0Kommentarer
566Visninger
AA

1. 21. december 2016 - Liam

Der var fire dage til, at  verden gik under, og Liam var endnu ikke begyndt at panikke. Han ville gerne tænke, at han gemte det – denne altædende panik, som syntes at have fortæret resten af befolkningen råt – gemte den til de allersidste sekunder, før den 25. december, da han mente, at det var det klogeste at gøre. Men for at være ærlig var det nok bare fordi, det ikke var gået helt op for ham endnu, hvad der skete – virkeligheden var blevet så uvirkelig, at hverken hans realitetsans eller fantasi kunne følge med.

Som han sad der i sin vindueskarm kl. 6:23 havde Liam i hvert fald svært ved at forestille sig, at han så meget som ville blive bange. Hans vejrtrækning var rolig, så rolig, han begyndte at tænke, at han delte sine ind-og udåndinger med verden, der måske ligefrem glædede sig til at få en ende på det hele efter at have ventet så længe, tvunget til at lytte til beklagelser fra alle de mennesker, der ikke syntes helt at kunne få ’nok’. Nogle gange, specielt tidspunkter som nu, hvor han var så alene som aldrig før, gik Liam endda så vidt som til at tænke, at verden bare var en person mere, som selv havde taget beslutningen om at begå selvmord for at vise sig for alle de mennesker – at de burde have sat mere pris på den, elsket den af flere grunde end at de blev nødt til det.

Eller nej – Liam var ikke helt alene. Hans forældre lå og sov inde ved siden af. Liam selv havde dog gjort sit bedste for ikke at sove siden den 1. december, hvor de alle sammen havde fået det at vide, og det var ham uforståeligt, hvorfor nogle dog i alverden kunne finde på at sove. Det kunne godt være, at han var otte år og havde brug for søvn, da han var i voksealderen, men der var grænser for hvor meget han kunne nå at vokse, inden han døde nu, og ingen grænser for, hvor ligeglad han var. Når man havde så få dage, burde man bruge hvert eneste sekund af dem – og at sove kunne ikke betegnes som at bruge dem. Hvis det stod til ham, burde alle gå udenfor, springe ud med faldskærm, bestige bjerge, male himlen i pastelfarver med en enkelt pensel og gøre hvad fuck (han var otte år, men han var også døende – han havde lov til at bande) man nu ellers kunne kalde at leve. Bare et eller andet.

Ikke at Liam selv gjorde det berygtede ’et eller andet’. Han var ganske vist stået op kl. 3, men havde bare siddet i sin vindueskarm, krøllet sammen til en kugle, med vinduet lidt åbent og øjnene helt åbne. Ikke at han havde en særlig god udsigt, for den sags skyld - nej det eneste han kunne ske var et uigennemtrængeligt mørke, nu hvor der ikke var nogen lygtepæle, der var tændt,  han kunne ikke engang tænde den blå lampe inde på sit værelse.

I det mindste syntes han storebror Noah at forstå trangen til at stå tidligt op, selvom der ikke var noget at stå op for. Liam kunne høre ham rumstere rundt i køkkenet, mens han sikkert lavede morgenmad til de tre. At spise var endnu en af de aktiviteter, der virkede meningsløs-. Han burde nok også gå ned, lige om lidt, ville han gøre det. Lige om lidt. Det var bare, når han spiste det måltid, ville han kun kunne sige, at han havde 11 måltider tilbage, hvis han altså holdt sig til tre måltider, og hvis verden gik under før morgenmadstid den 25, som han selv havde forudset. At tælle ting - det var noget, han var begyndt at gøre nu, selvom Noah sagde, at det umuligt kunne være sundt for ham.

Men Liam havde svært ved at stoppe, nu hvor han først var startet. Han ville trække vejret omkring 80.000 gange mere (hvis han fulgte gennemsnittet), 40.000 skridt (hvis han fulgte anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen), blinke 57. 600 gange (hvis han ellers kunne holde ud ikke bare at lukke sine øjne permanent for at slippe for at se, hvad verden var blevet til) og eksistere 4 dage mere. Det kunne godt være, at hans liv altid havde kunne blive delt op i tal, at hver eneste gang man gjorde noget blev bragt tættere på sidste gang, man gjorde det, men det var først nu, hvor han kendte det sidste tal, at han lagde mærke til det.

Liam tog en af sine 80.000 tilbageværende indåndinger, før han med et suk svingede sine ben ud over kanten af vindueskarmen og gik nedenfor. Som han gik ned ad trappen, kunne han ikke bestemme sig for hvorvidt han burde liste eller trampe som tusind elefanter på en gang – det burde i det mindste få vækket hans forældre. For trods alt, det var i disse dage (i julen, ville han have sagt, men hvem snød han) man burde være sammen med sine forældre, sine såkaldte elskede, klynge sig til dem. Men det var også i disse dage, havde han opdaget, at man fandt ud af, om man virkelig elskede sin familie for andre grunde, end at de var ens familie. Og hans forældre havde vist bevist, hvor langt deres kærlighed til Noah og Liam strakste sig ved at låse sig inde på deres soveværelse med en masse dåsemad - allerede den 1. december. Liam listede ned ad trappen.

Liam smilede sagt – hvor mange smil havde han mon tilbage – og gik ud til Noah.

”Kunne du heller ikke sove?” hilste Noah, stadig med ryggen til ham, som han rodede i et skab.

”Selvfølgelig ikke,” svarede Liam. ”Hej, Storm,” tilføjede han, da han så nævnte Storm stå lænet op af køkkenbordet med rodet hår og en af hans storebrors T-shirts på. Storm var Noahs bedste ven og havde praktisk talt boet her siden 1. december, og Liam nu var begyndt at opfatte hans tilstedeværelse mere naturligt end hans fravær – og han var ikke sikker på, at han kunne sige det samme om sine forældre.

”Jeg tænker, at vi henter juletræ i dag,” sagde Noah, henvendt til dem begge to, før han med en elegance, Liam ikke kunne andet end beundre, placerede en stak pandekager på bordet. Specielt i betragtning af at det var komplet mørkt lige nu, dagslys var det eneste lys de havde – eller de havde også en lommelygte, men brugte den kun meget sjældent, da de var bange for, at batterierne slap op. Men det var forbløffende, hvor hurtigt de alle sammen have vænnet sig til at leve uden strøm – og selv Storm, der ikke havde boet her Før, fandt næsten lige så godt rundt i huset, i mørke som i lys. Det var efterhånden kun få gange, at de måtte tage sig selv i at trykke på de ikkevirkende lyskontakter

”Tror du stadig, der er et juletræsted, der har åbent?” Storm gled ned på stolen ved siden af Liam.

”Selvfølgelig er der det. Der er en eller anden mand, et eller andet sted, der tror han har fundet meningen med livet et sted, hvor ingen andre gad lede – at være juletræsælger.”

”Noah, jeg elsker dig og alt det, men prøver du ikke lidt for hårdt efterhånden? Vi dør om fire dage og alligevel prøver du at lade som om alt er normalt – du laver pandekager, du sætter dig ved fjernsynet, når det er tid til TV avisen, selvom det er mange dage siden, at vi sidst havde strøm.”

”Du ved godt, at jeg mener, at ’normal’ er et ord opfundet af kedelige mennesker, så de kan få det bedre med hvor kedelige de er.  Og jeg fandt bare på mirakuløst vis ud af, at vi stadig havde nogle færdigpandekager i bunden af et skab – måske har de overskredet sidste holdbarhedsdato lidt, men vi kan ikke helt tillade os at være kræsne - så hvorfor ikke udnytte dette mirakel? Desuden - det er ikke længere normalt at lave pandekager og købe juletræer og stadig lede efter grunde til at trække vejret i stedet for desperat at prøve at undgå dem.  ”

”Noah – kom nu ikke for godt i gang –”

”Og desuden – med den logik, med at jeg ikke burde fortsætte med alting, fordi vi snart skal dø, burde vi konstant spærre os inde og ikke gøre andet end at panikke. Jeg kunne i princippet stadig blive kørt over af en lastbil i morgen, få et hjerteslag i over morgen. Vi kan dø hvert øjeblik, og bare fordi vi  nu kender øjeblikket, bliver vi nødt til at blive ved, helt indtil, vi ikke kan blive ved mere.

”Og  nu vil jeg så male det citat i pastelfarver på min væg og kigge på det og blive ih så inspireret hver morgen til lyden af folk, der begår selvmord uden for mit vindue” svarede Storm sarkastisk.. Men Liam var ikke helt sikker på, om han mente det, for femten minutter og femten pandekager senere, var han ved at tage overtøj på – for at hente juletræ. 

”Skal vi vække dem?” Liam gestikulerede mod loftet.  

”Efter ikke at have gjort det i 21 dage?. Kommer I?” De nikkede og fulgte Noah ud af deres hoveddør. Der var faldet mere sne i løbet af natten, og det dækkede nu alting i et mange centimeter tykt lag – hvem ville bruge sine sidste dage på at skovle sne? Situationen taget i betragtning, var Liam så glad, for at der for en gangs skyld var sne i december, og det krævede alt hvad han havde  i sig og lidt til ikke at kaste sig ned i det.

De skulle ganske rigtigt kun gå 5 minutter, før de fandt en klynge juletræer i en lille indhegning, hvilket Noah selvfølgelig skulle gøre dem mere en bare på opmærksomme på.

”Hvad sagde  jeg, hvad sagde jeg, der findes stadig juletræer – lad os finde et der er rigtig friskt, så det kan holde sig helt til nytår.” 

”Helt til nytår, jo,” sagde Storm og sendte Noah et blik, Liam ikke helt kunne tyde. Så flettede han sine fingre ind i Noah – meget pænere end de almindelige julehjerter – og de to drenge gik ind til juletræerne, syntes lidt at have glemt Liam.

Det var også ens eget ansvar at blive husket, havde Liam også ment  og mente stadig, som  han råbte efter dem.  ”Men Noah, vi vil ikke længere være der til nytår.”

Noah vendte sig om, træk Storm med sig i den lettere klodsede bevægelse. ”Det har du ret i. Men hvem ved? Bare fordi at verdens 7 milliarder mennesker for første gang nogensinde er enige om noget alle sammen, betyder det ikke at de – vi – har ret. Måske er det bare den største flertalsmisforståelse nogensinde – det ville også være den bedste. ”

”Han er kun et barn, Noah. Du skulle nødig komme til at give ham håb.”

”Håb? Se dig omkring? Efter to dage efter alle fandt ud af det, havde næsten alle forladt deres arbejde. Efter tre dage kunne man knap bevæge sig udenfor uden at blive ramt af en springende selvmorder? Efter fire dage lukkede internettet ned, efter fem dage var alle ansatsløse supermarkeder blevet plyndret. Jeg tror ikke, der er nogen chance for, at han får håb.”

”Det er rigtigt.” sagde Liam. Så stille at de umuligt kunne have hørt ham, så stille at han knap hørte sig selv.”

Det tog dem mindst en halv time at  udvælge det rigtige juletræ, men det skyldtes måske også, at de måtte famle rundt i mørke efter dem. Det de valgte ville sikkert visne før den 24. – men det var i orden med dem. Der var dog ingen sælgere, så efter Noah halvhjertet prøvede at overtale dem til at de burde bevare moralen og ikke stjæle og alt det andet, endte de bare med at tage det – Noah bar den ene ende og Storm, den anden ende.  Og så gik de hjem. Tre drenge der efterlod fodspor i sneen.

Det var det ondeste, bestemte Liam sig for. At ødelægge sneen, den sne, der ellers fik alting virke så simpelt, verden der var sort og hvid et sted, hvor tiden ikke eksisterede (eller måske gik tiden ganske vist, men så længe der var sne, kunne de nemt løbe fra den. ) Det var sikkert derfor, at de var de eneste ude lige nu, at de kunne gå midt på vejen uden fare for at blive kørt ned i Danmarks næststørste by. Eller måske var det fordi, alle virkelig var dumme nok til bare at blive hjemme og drukne sig selv i selvmedlidenhed – det havde ganske vist også kun taget dage for verden at nå denne udvikling, hvor ingen gik på arbejde og skolerne lukkede, fordi alle tænkte, at nu, nu , nu skulle de sætte pris på livet, fokusere på de lyse siderne indtil de blev blændet, men i virkeligheden. I virkeligheden var gardinerne i alle de vinduer, han lige umiddelbart kunne se trukket for.

Så stoppede Noah brat op, og gav slip på juletræet, så brat at Storm stødte ind i ham, og Liam stødte ind i Storm. Hans ansigtsudtryk var vildt og han havde fået en af sine pludselige indskydelser, det var Liam sikker på.

”Jeg eksisterede for fanden. ” Liam havde aldrig hørt Noah råbe så højt før. ”Jeg eksisterede og var ikke færdig med at eksistere – og det kan godt være, at du verden er fucking ligeglad med, at jeg nogensinde har fandtes, fordi det ikke betød noget – men det betød noget for mig.” Noah lukkede munden, og en stilhed der fyldte så meget det var et under der stadig var plads til dem der i sneen, begyndte..

Men så brød Storm den. ”Jeg eksisterede for fanden, ” gentog han, først stille. Og så begyndte de to teenagere ellers at råbe, højere og højere, indtil han var sikker på, at selv Solen holdt sig for ørene. De samme fire ord, som gav ekko der i  den mennesketomme sne.  De samme fire ord, der skulle fortælle om den uretfærdighed det var at to teenagedrenge, som dem der ikke engang var færdig med niende, nu var færdig med livet, ligesom alle andre. De samme fire ord, der af en eller anden grund lød højere, når Liam tænkte, at ingen andre var der til at lytte.

 Men af en eller anden kunne Liam ikke få sig selv til at være med. Han stod bare med lukket mund og så på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...