100 Meter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Igang
100 Meter er hvor langt vi startede, hvor langt vi gik, hvor langt vi sigtede, hvor kort det holdte og hvor hurtigt det stoppede igen. Kærlighed er sygt og det er hårdt, og når man tror det er helt oppe i toppen, så rammer det bunden og river dit hjerte itu.
*Deltager i Afskeds-konkurrencen.

7Likes
12Kommentarer
872Visninger
AA

6. 60 Meter.

Jeg stod forsigtigt med en øl i min hånd, mens jeg betragtede de dansende mennesker omkring mig. Et par piger gik forbi mig og spurgte om jeg ikke var Oliver fra 2.V? Jeg svarede selvfølgelig ja, så den ene pige sagde, at de havde hørt jeg var ham der var kærester med den så omtalte pige, Sarah. Jeg nikkede bare.

Den ene pige kiggede lidt på mig, som om hun kunne gennemskue mig selv, uden at jeg selv kunne, så jeg rettede mig op fra min hvilende position op ad væggen og gik ud i entreen, hvor jeg fandt dig. Du stod sammen med Lukas og grinede højt.

Du smilede stort, da jeg gik hen og lagde min hånd om din lænd, så du stillede dig på tæer, for at kysse min kind. Jeg fik øjenkontakt med Lukas, som hurtigt kiggede på dig igen.

”Hvad tid vil du hjem?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede på klokken, der kun viste 23, men jeg havde en jobaftale i morgen.

”Ej, vel ikke nu?” Spurgte du hurtigt bedende, så jeg kunne mærke, at jeg ikke orkede endnu en diskussion igen om, hvor forskellige vi var i forhold til fester.

”Oli, please… kan vi ikke sige 4, bare denne ene gang?” Jeg spærrede mine øjne chokerede op.

”Ej, kan vi ikke sige maks. 2?” Spurgte jeg hurtigt.

”Lad nu vær, at vær så kedelig, Oli.” Sagde du bare og kiggede allerede irriteret på mig. Jeg sukkede tungt og sagde så bare:

”Jeg går klokken 2, så må du jo se om du vil med der.” Jeg vendte mig om fra dig, men nåede lige at høre din ven, Lukas, sige:

”Hold op din kæreste er en moodkiller.” Jeg drak en øl mere kun af irritation.

Der gik et par timer, hvor jeg ikke så dig og ikke lavede andet end at drikke et par øl mere og snakke med nogle af mine venner fra min klasse, som glædede sig over, at sommerferien nu officielt var startet og at alle eksamenerne var gået godt.

Jeg selv havde fået 10 og 12 i de fleste fag, men på en måde så skammede jeg mig over det. Specielt fordi du var dumpet i alle dine og nu stod til at være på vippen til at gå om eller blive smidt ud. jeg følte det var min skyld nogle gange.

Da klokken var kvart over 2 og jeg ikke havde set dig i det, der lignede to timer, besluttede jeg mig for at ringe efter dig, efter at have søgt hele forsamlingshuset igennem, da 2.g’er festen blev holdt der. Du var dog ikke at finde eller opsøge nogle steder. Jeg lagde en besked på din telefonsvarer og sendte en sms, inden at jeg gik hjem og lod døren stå ulåst, til du kom hjem, som aftalt.

Da jeg dog vågnede ved en 8-tiden næste morgen og så, at du stadig ikke var kommet hjem eller havde ringet eller sms’et tilbage, blev jeg bekymret.

Den spansk aflevering kunne faktisk rende mig, for jeg var nødt til at finde dig. Jeg blev helt panisk over, ikke at vide, hvor du var.

Jeg tænkte, det bedste sted at lede først var hjemme hos dig selv. Men uden held, så var du der ikke. Mon du så havde sovet i forsamlingshuset?

Heller ikke der var du dog. Jeg ringede igen og bevægede mig ned mod byen, for at se om jeg kunne finde dig der et sted, men din telefon var slukket, så jeg fik intet nyttefuldt ud af det.

Dog da jeg nåede busstationen fik jeg helt hjertebanken, da du trådte ud af bussen fra centrum af og lignede noget, der var rent ud sagt løgn.

”Sarah?” Kaldte jeg på dig, så du kiggede op og bare sendte mig et smil, så jeg faktisk blev lidt skuffet.

”Hvor fanden har du været?” Spurgte jeg og gik over til dig og krammede dig, men du sendte mig bare et opgivende blik.

”Hos Anna.”

”Kunne du ikke godt have ringet?” Spurgte jeg hurtigt, så du kiggede på mig.

”Oliver, slap nu af. Jeg sov bare hos Anna.” Sagde du og kiggede irriteret på mig.

”Derfor kunne du dog godt have ringet alligevel?” Spurgte jeg lidt lavt, så du kiggede på mig og så sukkede tungt, inden du lænede dig frem og kyssede mine læber, så jeg kyssede dine tilbage.

”Ik´ vær så kedelig, Oli. Jeg har det fint. Du skulle være blevet.” Sagde du og tog min hånd i din, så mit hjerte bankede helt hurtigt og ukontrolleret på grund af dig.

”Jeg har en aftale med min mor.” Sagde jeg, så du kiggede på mig og sendte mig et blik, som jeg for første gang ikke kunne tyde.

”Selvfølgelig havde du det.” Sagde du bare og kyssede mig igen, mens vi gik hjem til mig og spiste morgenmad i tavshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...