100 Meter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Igang
100 Meter er hvor langt vi startede, hvor langt vi gik, hvor langt vi sigtede, hvor kort det holdte og hvor hurtigt det stoppede igen. Kærlighed er sygt og det er hårdt, og når man tror det er helt oppe i toppen, så rammer det bunden og river dit hjerte itu.
*Deltager i Afskeds-konkurrencen.

7Likes
12Kommentarer
872Visninger
AA

7. 50 Meter.

 

”Er du sikker på, at du ikke bare vil forsøge bare en lille smule, at forstå, hvad det er jeg går igennem?” Spurgte du mig, så jeg sukkede tungt og rystede på mit hoved.

”Sarah, du har næsten kun et halvt år tilbage af hele din gymnasietid, du kan ikke bare droppe det hele nu!” Prøvede jeg at forklare dig, så du kiggede rasende på mig.

”Du kan altså ikke have kontrollen over alt, at du ved det.” Sagde du og lagde dine arme rasende over kors, så jeg vidste, at det her kunne ville gå op i flammer. Ligesom alt som regel gjorde mellem os efterhånden.

  Vi var efterhånden mere uvenner om noget, end enige og jeg havde til tider svært ved at se, om det nogensinde ville kunne holde.

”Jeg gider det ikke, Oliver. Hvorfor fatter du det ikke?” Skældte du mig ud, så jeg faktisk hadede mig selv for over hovedet at have nævnt studentertiden for dig. Endnu en af de ting, vi ikke var fælles om at glæde os til.

”Sarah, du er jo tåbeligt dum, hvis du lader dem smide dig ud nu. Jeg ved og alle andre ved jo, du godt kan!” Sagde jeg håbefuldt til dig, så du kiggede opgivende på mig.

”Det er ikke alle der er født med rene 12 taller, Oliver. Nogle af os kæmper faktisk for tingene.”

”Jeg kæmper sgu da også!” Pointerede jeg hurtigt over for dig, så du kiggede nøje på mig.

”Jeg gider ikke diskutere det her med dig, Oliver.”

”Sarah, vi diskuterer ikke. Vi kommunikerer. Noget vi faktisk aldrig gør.”

”Vi kommunikere da!” Vrissede du hurtigt.

”Sarah, at kommunikere er at snakke sammen og komme til enighed og kompromis. Vi kommunikerer aldrig.”

”Måske fordi du faktisk ikke forstår mig.”

”Sarah, jeg forstår dig, hold nu op med det der.”

”Hold selv op!”

”Nu er du jo bare barnlig.”

”Hvad kaldte du mig?”

”Jeg kaldte dig barnlig.”

”Du skal fucking ikke kalde mig barnlig, din idiot.”

”Jeg er ikke en idiot, Sarah. Jeg prøver at skubbe dig til at træffe de rigtige valg.”

”Lukas ville aldrig skubbe mig. Han ville gå med mig.”

”Hold nu kæft med ham Lukas, du snakker jo ikke om andre end Lukas.”

”Måske fordi han forstår mig.”

”Og det gør jeg ikke?”

”Sådan føles det i hvert fald ikke.”

”Og hvad skal det så betyde?”

”Det ved du godt, Oliver!”

”Nej, jeg ved ej, Sarah. For du fortæller mig jo aldrig noget.”

”Stop så, jeg fortæller dig alt!”

”Okay fint, så vær ærlig over for mig.”

”Det er jeg sgu da også!”

”Okay, så sig det.”

”Sig hvad, Oliver?”

”Sig, at du elsker mig. Uanset hvad.” Du kiggede hurtigt på mig, mens at skillevejen mellem os kom mere og mere frem og jeg ikke kunne finde ud af om vi kæmpede mere, eller om vi gav mere og mere slip.

”Du er en idiot.” Sagde du dog som det sidste, og gik din vej og smækkede med døren, så jeg først derefter indså, hvor såret jeg blev og hvor meget jeg holdt tårerne inde, indtil du gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...