100 Meter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Igang
100 Meter er hvor langt vi startede, hvor langt vi gik, hvor langt vi sigtede, hvor kort det holdte og hvor hurtigt det stoppede igen. Kærlighed er sygt og det er hårdt, og når man tror det er helt oppe i toppen, så rammer det bunden og river dit hjerte itu.
*Deltager i Afskeds-konkurrencen.

7Likes
12Kommentarer
876Visninger
AA

2. 100 Meter.

Jeg så dig for allerførste gang den 12. september til skolens første store fest.

Du var klædt i en lang blå kjole og dit hår var opsat og dine læber var pyntet i en flot rubinrød læbestift, som efterfølgende blev dit kendetegn.

Jeg selv havde egentlig overvejet at blive hjemme. Jeg var ikke just den bedste dansemyg og jeg havde heller ikke andet at vise frem end en kedelig blå skjorte, jeg stadig kunne passe siden afgangsfesten i folkeren.

Jeg havde heller ikke nogen at følges med. For ærligt talt, så var jeg en smule alene i den nye klasse. Alle havde nogen de kendte, men ikke mig.

Jeg var pænt alene og alt for genert, til at sige ja, til at gå med i kantinen, når de andre spurgte.

Så jeg tog alene til skolefest, som den fødte taber jeg var.

Og midt i det hele, var du der. Lige der med dine rubinrøde læber og flotte, glansfulde mørke hår. Du var en sand 10’er.

Jeg endte med at betragte dig længe, og se til mens at du ligesom mig, sad på bænken og betragtede de mange fordrukne og dårligt dansende mennesker.

Jeg ved egentlig ikke, hvordan det skete, eller hvornår det skete.

Men pludseligt satte du dig ved siden af mig og jeg glemte et kort øjeblik, at trække vejret.

”De er tåbelige, er de ikke?” Spurgte du mig, mens jeg allerede kæmpede for at sige ja, som bare ven tåbelig enkel stavelse, men som resulterede i et nik med mit hoved i stedet.

”Vil du lave noget sjovt?” Spurgte du bare ud af det blå, så jeg faktisk fik mine egne ord galt i halsen over lyden af din smukke englestemme, der talte direkte til mig.

”Jeg er ikke sjov.” Fik jeg fremmanet, så du vendte dit ansigt mod mit og jeg så mærkede, hvordan sveden straks gennemblødte mine armhuler og håndflader, da dine grønne smaragdgrønne øjne mødte mine.

”Det er jeg heller ikke. Kom så.” Din handling slog mig fuldstændig omkuld. Du tog bare fat om min hånd og trak mig igennem hele den dansende og berusede mængde af mennesker og begyndte at danse rundt med mig i den store mængde af mennesker.

Mine dansetrin var elendige, men det var som om, at det at stå sammen med dig, gjorde det okay, ikke at kunne danse. For du dansede grimt og jeg dansede grimt.

Og sådan fulgtes vi ad.

Jeg husker stadig rusen, der løb igennem mig.

Da vi stjal en fyrs medbragt vodkaflaske, fra hans taske, og løb alt hvad vi kunne, ud i den vide uendelige verden.

Med en promille højere end nogensinde. Og et hjerte, der dunkede for den engel, der viste mig kærlighed.

Lige indtil jeg brækkede mig ned ad mig selv og du hurtigt smed vodkaflasken med den lille sjat vodka væk og løb over til mig og reddede mig fra mig selv.

Kiggede undskyldende på dig, mens du kiggede omsorgsfuldt på mig og sagde, at det vist var på tide, at dansemyggen pakkede sin dansesko sammen og blev fuldt hjem af den anden dansemyg.

Vi gik hele vejen hjem til mig, hånd i hånd, og nogle gange ønsker jeg, at skrue tilbage til det øjeblik, og bare afspille det om og om igen, bare for at mærke følelsen inden i mig. Du sagde godnat og jeg huskede på det mest esentielle ved hele aftenen.

”Hvad hedder du egentlig?” Spurgte jeg.

”Hvad hedder du?” Spurgte du bare sødligt tilbage.

”Oliver.” Svarede jeg, hvortil du bagefter svarede.

”Jeg hedder Sarah, med h.” Og efter det, var Sarah med h, det smukkeste navn i hele verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...