100 Meter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jan. 2017
  • Opdateret: 3 mar. 2017
  • Status: Igang
100 Meter er hvor langt vi startede, hvor langt vi gik, hvor langt vi sigtede, hvor kort det holdte og hvor hurtigt det stoppede igen. Kærlighed er sygt og det er hårdt, og når man tror det er helt oppe i toppen, så rammer det bunden og river dit hjerte itu.
*Deltager i Afskeds-konkurrencen.

7Likes
12Kommentarer
854Visninger
AA

12. 0 Meter.

Jeg tror der gik lidt over halvanden uge, før den store dag kom. Jeg havde netop overstået min sidste eksamen med et flot 7-tal, syntes jeg selv og huen var kommet på hovedet og det var i morgen, dagen stod på studenterkørsel.

De fleste havde efterhånden hørt omkring dig og mig, og det at vi ikke længere var sammen. Det gjorde ondt, at snakke om.

Men det gjorde ikke lige så ondt, som den dag, foran skolen, ved vores gamle høj.

Jeg havde smidt de sidste af mine bøger ned i bogkælderen og var nu en helt skolefri-mand. Dog stoppede min korte lykke brat, da jeg kiggede frem og så, at du stod der.

Lige der. Lige foran mig. Smuk som du altid havde været. Dejlig som du altid havde været. Du stod lige der og lignede den Sarah med H, jeg havde forelsket mig i helt dybt og inderligt, for 3 år siden.

Og dog.

Så var du alligvel ikke længere min Sarah med H.

"Hej." Var du den første til at afbryde stilheden. Jeg havde allermest lyst til bare at løbe væk og aldrig se dig igen. Men jeg vidste, jeg heller ikke kunne undgå dette længere, så jeg sagde bare Hej igen.

"Oli, vi bliver nødt til at tale sammen... please!" Bad du mig, så jeg ikke kunne lade vær med at kigge opgivende på dig.

"Hvad vil du snakke om? Sket er sket jo?" Pointerede jeg.

"Men Oli.. hør nu lige på mig."

"Stop så med det der!" Råbte jeg inden jeg selv nåede at tænke over, hvad der egentlig kom ud af min mund.

"Stop med at kalde mig Oli. Jeg er ikke din Oli mere." Sagde jeg og kiggede på dig.

"Ej, Oliver, hør nu lige på hvad jeg har at sige." Prøvede du, så jeg faktisk blev helt forbløffet over at du forsøgte at undskylde, eller endda bare turde at tale til mig.

"Jeg elskede dig, Sarah. Jeg elskede dig så meget jeg kunne dø.." indrømmede jeg, så du sank en klump.

"Oliver, jeg..."

"Og alligevel så var jeg så forblændet, at jeg aldrig lagde mærke til det." Sagde jeg. Du kiggede forvirret på mig.

"Du elskede mig ikke, Sarah. Du har aldrig elsket andre end dig selv." Sagde jeg hårdt.

"Oli.." forsøgte du igen, men jeg holdt bare hånden op, så du stoppede med at tale.

"Det er okay, Sarah. Jeg troede vel bare, at det var okay."

Der var så meget spænding i mellem os, hvilket der vel nok altid er, mellem en og ens allerførste store kærlighed.

"Jeg troede vel bare, at du var dig, og at jeg var mig, og at det var okay. Eller måske bare nok." Sagde jeg og kiggede på dig.

"Måske er det derfor vi endte som vi gjorde og fordi det var så hårdt. Måske var det hårdeste ved at være sammen med dig, egentlig ikke at realisere at jeg en dag skulle tage afsked med dig... men mere, at jeg en dag skulle tage afsked til mig selv."

Det var det alle proffesorerne sagde. Den første store kærlighed er den værste. For den vel altid være med dig.

Selv når det hele slutter.

"Jeg mistede mig selv sammen med dig, Sarah. Jeg gjorde alt hvad du sagde og tænkte aldrig på mig selv og mine behov. Og det er faktisk det værste af det hele." Sagde jeg og kiggede på dig, mens du kiggede på mig.

"Og det skal aldrig ske igen." Afsluttede jeg og gik så endeligt forbi dig.

"Jeg er ked af det, Oliver." Sagde du dog lavt bag mig, så jeg sukkede tungt.

"Det er jeg også." Sagde jeg bare og tog den store endelige afsked med dig og den fyr, jeg havde været med dig, og aldrig skulle blive igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...