Riley's rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Færdig
Riley er en ung smuk pige på 20år. Hun bor sammen med sin kæreste Jack. Ud ad til har de det perfekte forhold, men det er langt fra sandheden. Jack tæsker ofte Riley og har gjort det igennem længere tid. En nat får Riley nok. Hun kan ikke klare det mere og beslutter sig for at tage væk. Hun ved ikke hvor hen, men det helst så langt væk som overhovedet muligt.


Dette er mit bidrag til konkurrencen 'En ny begyndelse...'. Jeg har valgt at skrive ud fra mulighed nummer 2 'Skriv en Movella om en ny begyndelse'.

5Likes
22Kommentarer
869Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Vinteren kommer

Det var begyndt at blive rigtig koldt især om natten. Riley havde problemer med at holde sig varm, når hun sov. Da hun tog hjemmefra i sommers, havde hun ikke tænkt på, at vinteren ville komme. Sneen begyndte langsomt at dale ned fra en klar himmel. Hun havde altid elsket sneen. Da hun var lille, tog hendes far hende altid med over på den lokale kælkebakke, hvor de kælkede, indtil de var iskolde. Når de kom hjem, stod hendes mor altid klar med varmt kakao med skumfiduser i, ligesom hun elskede det.

Det begyndte at sne mere og mere. Riley frøs. Hele hendes krop rystede og hendes ben føles som betonklodser. hver gang hun tog et skridt. Hun vidste, at hun måtte finde et sted, hvor hun kunne komme i læ. Hun gik på en lille stig med de høje klipper på den ene side og en dyb skrænt på den anden side. Det sneen så meget at det gjorde ondt, hver gang snefnuggene ramte hendes hud. Hun kiggede op og fik øje på en åbning i klipperne længere fremme. Hun blev så glad for dette syn, at hun satte i løb. Hun kunne ikke komme hurtigt nok der hen, men på vejen derhen faldt hun. Hun faldt forover, men nåede lige at tage fra med sine hænder, inden hendes hoved ville have ramt ind i klipperne. Hun kiggede ned på sin fødder for, at se hvad hun var faldet over. Hendes venstre fod sad fast i en revne i klipperne. Hun prøvede at trække foden til sig, men det gjorde forfærdeligt ondt i den. Hun så sig om. Hun var næsten henne ved åbningen. Hun bed sig i læben og træk til. Et skrig fløj ud af hende i smerte. Foden kom fri og hun fik humpet sig hen til åbningen. Det vidste sig at være en lille hule. Den var stor nok til hende og der kom ingen sne ind. Dette var det perfekt sted at være, midt i den snestorm der var i gang udenfor. Hendes fod dunkede meget. Hun snørede sine vandresko op og tog strømpen af. Hendes fod var hævet helt op og var blevet blå. Hun vidste med det samme, at det ikke var et godt tegn. Foden var helt sikkert forstuvet og muligvis også brækket. Hun tog en trøje op fra tasken og puttede en håndfuld sne ind i den og lagde den så på foden. Hun lå længere sådan og bare kiggede op i hulens loft. For første gang var hun bange. Hun var kommet til skade og der var ingen til at hjælpe hende.

Hun vidste ikke hvor længe hun havde ligget der. Måske en dag eller en uge. Hendes tidsfornemmelse var helt forsvundet inde i hulen. Hun kravlede langsomt ud for at se sig omkring. Der lå sne over alt. Helt fint og uberørt. Solen stod højt på den klare på himmel. Det var et virkelig smukt syn der mødte hende. Hun kunne ikke lade hver med at smile og det var i dette øjeblik, at hun besluttede sig for at komme videre. Hun ville ikke give op. Hun var kommet så langt og en forstuvet fod skulle ikke stoppe hende. Hun fik pakket sine ting sammen. Inden i hulen lå der en masse grene. Hun knækkede nogle af dem over og bandt dem fast til hendes dårlige fod, som en slags støtte. Hun fandt også en lang gren, som hun kunne bruge som en stok. Hun tog tasken på ryggen og kom på benene. Hun forsatte sin rejse. Foden gjorde rigtig ondt, hver gang hun støttede på den, men hun bed smerte i sig, ligesom hun bed smerte i sig når Jack slog hende.

 

Mørket var faldet på. Hun måtte finde et sted at overnatte. Snart ville kulde ramme hende og det ville være umuligt at foresætte med at gå. Hun fandt sin lommelygte frem og lyste rundt om sig for at finde et sted at overnatte. Hun befandt sig på et åbnet område. Bag hende lå klipperne, til venstre lå skoven, til højre var skrænten og foran hende lå bjergene. Hun lygte op mod bjergene. Der lå noget, som hun ikke havde set i flere måneder. En hytte. Et hjem. Tegn på menneskeliv. Det begyndte at sne igen og hun tog en hurtig beslutning. Hun måtte op til den hytte. Der måtte være varme, læ, mad og måske nogle der kunne hjælpe hende med foden. Hun gik så hurtigt, hun kunne på sin dårlige fod.

Da hun endelig nåede frem til hytten, var hun utrolig træt, udmattet og kold. Hun bankede på døren, men der var intet svar. Hytten så forladt ud. Green som hun brugte som stok, bankede hun hårdt ind i døren, som var en trædør med et stort vinduesparti. Glasset gik i stykker og hun døren låst op. Hun nåede lige indenfor døren før hun faldt om på gulvet af udmattelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...