Riley's rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Færdig
Riley er en ung smuk pige på 20år. Hun bor sammen med sin kæreste Jack. Ud ad til har de det perfekte forhold, men det er langt fra sandheden. Jack tæsker ofte Riley og har gjort det igennem længere tid. En nat får Riley nok. Hun kan ikke klare det mere og beslutter sig for at tage væk. Hun ved ikke hvor hen, men det helst så langt væk som overhovedet muligt.


Dette er mit bidrag til konkurrencen 'En ny begyndelse...'. Jeg har valgt at skrive ud fra mulighed nummer 2 'Skriv en Movella om en ny begyndelse'.

5Likes
22Kommentarer
769Visninger
AA

11. Kapitel 11 - Riley, hvor er du?


Ethan var stået op ved lyset frembrud. Han pakkede hurtigt sammen og gik videre. Han havde en ide om, at Riley enten ville have nået punktet, hvor hun kunne se nordlyset dagen før eller dagen i dag. Han ville gå der op og finde ud af om hun havde været der. Det havde taget ham et par timer at gå fra det sted han havde overnattet til troppen af bjerget. Da han kom tættere på kunne han se et telt. Det var Rileys telt. Så vidste han, at hun havde nået at se nordlyset. Han ville ikke gå for tæt på før han vidste, hvor hun befandt sig henne. Han gemte sig i omkring tyve minutter, hvor der intet var sket. Han begyndte at blive en smule urolig og besluttede sig for at gå hen til lejeren. Da han kom hen til teltet. Så alt forladt ud. Der var ikke nogen, der havde sovet her. Soveposen var ikke pakket ud. Der lå madresten på tallerken. Bålet var stadig en smule varmt. Han fik en underlig fornemmelse i maven. En fornemmelse af at der var noget helt galt. Han drejede rundt om sig selv og fik øje på lommelygten henne ved kanten. Han gik forsigtigt der hen og tog den op. Den lyste. Hans hjerte hoppede et par slag over.

”Riley! Riley! Hvor er du?” Råbte han.

”Riley! Riley! Riley!” Han råbte af sine lungers fuld kraft. En svag plussende lyd kom under ham.

”Riley?” Han lagde sig ned på maven og kravlede forsigtigt hen til kanten. Han kiggede ned og der lå Riley. Hun lå på en afsats et par meter under ham.

”Riley! Er du okay? Kan du hører mig? Riley!” Han råbte ned til hende, men der kom intet svar. Hun lå helt stille der nede. Han måtte gøre noget. Han løb hen til sin taske, han havde smidt ved Rileys telt. Han hev et tov op og bandt den ene ende stramt til et træ, mens han bandt den anden ende omkring livet på ham selv. Han tog en dyb indåndingen, inden han begyndte at kravle ud over bjerget.

”Riley, jeg kommer nu. Jeg kommer og hjælper dig. Bare rolig alt skal nok gå.” Han var ikke sikker på, om han sagde var for at berolige Riley eller ham selv.

Der var ikke meget plads på den afsats Riley var landet på. Han kunne lige være der på. Han skyndte sig at tjekke hendes plus. Den var svag, men den var der. Hvilket betød hun stadig var i live. Han løftede forsigtigt hendes hoved op og fjernede hendes hår fra ansigtet.

”Riley? Vågn op! Kan du hører mig? Vågn op.” Da der ingen respons kom begyndte tårerne at trille ned fra hans kinder. En tåre ramte hendes kind og hun slog øjnene op. Hun så ind i de velkendte brune øjne.

”Ethan?” Lød det svagt fra hende. Han nikkede stille og lænede sig ned mod hende. Deres læber mødes i et blødt og varmt kys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...