Forsvudet !!!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2016
  • Opdateret: 2 okt. 2017
  • Status: Igang
Det er en helt almindelig lørdag formiddag og teenageren Lulu er på vej hjem fra en filmaften men hun når ikke hjem den dag. Hun forsvinder nemlig og og de eneste der ved noget om Lulus forsvinden er ikke interesseret i at dele deres viden overhoved!. Der er ingen vinder. Hvad skete der den lørdag formiddag ? Hvor er Lulu? Kommer hun nogensinde hjem igen ? Og hvordan klare dem tæt på Lulu hendes mystiske forsvinden ?Hvad er det for nogen breve lulus familie modtager ? Noget af historien er skrevet fra Lulus pow og noget af historien er skrevet fra dem tæt på lulu pow.
Karaktererne i historien: Stina , Casper og Lulu er søskende og meget tætte. Stina er 17 ,Lulu 15 og Casper 13.
Sandra og Martin er de tre søskendes forældre.
Lene er Lulu , Stina og Caspers mormor. Hun bor tæt på og er tit på besøg. Og flytter fartisk ind mens lulu er forsvundet .
Carl ,Molly, Sara og Morten er Lulus venner fra skolen og svømming .


0Likes
6Kommentarer
799Visninger
AA

8. Ulykkelig og alene

Senre , Lulus pow 

Nu blev jeg sat på en hård spisestuestol , mine hænder var bundet stramt  bag på stolen og mine ben var bundet stramt til stolebenene  .Jeg sad ikke lige frem bagehageligt men i det mindste hang jeg i ikke i mine håndled med hele min krop. Grafatæppen  blev fjernet ," hvorfor slipper mig ikke bare fri, det ville jo være meget nemmere for jer! Og jeg lover at ikke fortælle om hvordan i har behandlet mig, jeg kan jo ikke melde jer for jeg ved ikke hvem i er. Min familie og mine venner jo vildt bekymret for mig ! Tænk hvis det var jeres søster der havde det som mig ! Eller jer slev ! Lad mig nu bare komme hjem !!!" Sagde jeg men reaktionen var ikke ligefrem positiv " hvordan kan vi være sikkere på at du ikke  lyver ?" Spurgte den ene " fordi jeg lover det ! Og jeg holder hvad jeg lover !!! Og jeg lover at i ikke kommer i spæjlet .. alt i skal gøre er lade mig gå! Kom nu peasse ! " Sagde jeg "  jeg håbede vikkelig at de trode på mig når jeg sagede at jeg ikke ville melde dem -selvfølig var det løgn for jeg ville ikke lade det her mararidt være ustraffet ! Der skulle være retfærdighed til...  !  Men den ene bortføre sagde hånligt " dit fjols ! Tror du vikkelig at vi lader dig slippe fri ?!  Jeg ved da godt at du lyver når du siger at vi ikke kommer i fængsel !  For selvfølgelig holder du ikke hvad du lover når først sider i retten og vinder mod os . Og du glemmer at det er os der bestemmer hvad der sker med dig , om du nogensinde slipper fri !" Jeg trode entlig ikke 100 procent på at det ville få de lede ,idotiske svin til at slippe mig fri at jeg bad dem om det men det var er forsøg værd . Nu blev jeg hevet i håret og mens der blev hevet i mit hår hørete jeg disse ord fra en af de 3 bortfører " du skal da være velkommen til at prøve at flygte men jeg kan lige så godt fortælle dig med det samme at det ikke vil lykkes dig for der er mange alramer overalt , pigtråd forskellige steder som jeg ikke fortæller dig og så er der jo også lige den 2 tons tunge jerndør herindtil som kun kan åbnes udefra ." Jeg tænkte meget bange på hvad jeg så skulle gøre , jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne flygte på nogen måder.. så var der den mulighed der hed at jeg blev redet, men det er jo kun de onde børtførere der vidste hvor jeg var .. nu forlod alle 3  børtføre rummet og jeg var alene . Jeg begyndte at græde, kunne slet ikke holde tårerne tilbage og jeg prøvede heller ikke. Jeg følte flere ting på samme tid , jeg var vildt bange for hvad der ville ske med mig , for bortførere og for at jeg aldrig kom hjem igen . Jeg var ulykkelig for jeg hadede vikkelig af gode grunde at være her . Jeg var ensom og savnede min familie og mine venner. Og så savnede jeg at bilve kramet bleve nusset i håret , bare en rar berøring fra nogen jeg elsker. Bare ikke flere slag . Mine  venner og min familie var helt sikkert meget ,meget bekymret for mig , jeg håbede bare at de ikke holdt op med at lede efter mig. Mine håndled var meget ørme efter at de været sat op i loftet i de alt for stramme håndjern i hvad der føltes som lang tid . Jeg håbede vikkelig at det med de stramme håndjern om mine håndled som blev sat fast i loftet aldrig nogensinde gentog sig . Hele min krop var faktisk ørm og det var de idotiske spaders skyd ...Jeg vidste stadig ikke hvor længe jeg havde været væk , men jeg syntes at mit gamle liv virkede så fjernt nu. Der var mange ting jeg ikke vidste men som jeg gerne ville vide : hvor var jeg henne ? Hvornår ville jeg få noget mad ? Bare et eller andet. Jeg havde ikke spist siden jeg spiste aftensmad derhjemme inden jeg tog til filmaften hos Molly , så jeg var vildt sulten . 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...