Jeg er Lily

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2017
  • Opdateret: 21 jan. 2017
  • Status: Igang
Da Lily mister sin elskede bedstefar, bliver hun deprimeret, og for at starte på en frisk vælger hendes familie at flytte. Lily har bare ikke lyst til at flytte. Hun vil alt andet end at flytte - også selvom det betyder, at hun vil være deprimeret resten af hendes liv.
Men da hun ved et uheld overhører en samtale, ændres alt, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der nemt kan koste livet på en af hendes nærmeste.

1Likes
3Kommentarer
562Visninger
AA

4. KAPITEL TRE

Det korte fald fra vinduet føles befriende, men det bliver hurtigt afbrudt af stødet fra landingen. Lily tager fra med hænderne, og en smerte stiger op gennem armen. Hun rejser sig, lader et blik glide hen mod vinduet og sætter i løb. Det er lige meget, hendes forældre bliver sure over, at hun tager afsted; for det gør de helt sikker. Det er lige meget. Helt lige meget. 
     Lily mærker de hårde bump, det giver, hver gang hendes fod støder mod jorden. Hendes far sagde engang, at for hver gang man lander på hælen, får man et stød som gammel. Det kan godt være at han har ret. Han plejer altid at have ret. 
     Deres lille villavej bliver til landevejen. Lily kender knap nok vejen, og sidste gang hun så den, var det lyst. Nu er det mørkt, men heldigvis er gadelygterne tændte. Gadelygterne står i en lang række hen langs med fortovet. Når man tænker nærmere over det, så ligner de rent faktisk omvendte L'er. Hun lader sit hoved se på lysene. De fleste af dem oplyser vejen med en dejlig, gylden glød, men gadelygten over hende gør ikke. Den lyser i en kridhvid farve og blinker som en vanvittig. Det er lige til at blive stresset af.
     Hun mærker en dejlig, kradsende følelse nede i lungerne, som er begyndt at hive efter vejret. Det er ikke særlig tit hun løber. Løb plejer at være det kedelige, man er tvunget til i skolen, når lærerne befaler, at man skal løbe en kilometer. Hun plejer ikke at være en af de bedste, men heller ikke en af de værste. Hun plejer at ligge nogenlunde midt imellem. Hverken god til at løbe eller dårlig til at løbe. Men denne gang nyder hun det. Det er lettende endelig at foretage sig noget, hvor man ikke hele tiden bliver væltet omkuld med depressive tanker. 
     Langsomt nærmer hun sig udkanten af byen. Der bliver længere og længere mellem husene, og vejene bliver mindre og mindre. Træerne begynder at titte frem hist og her. Lily løber alt hvad hun kan. Væk. Det er det eneste, hun kan tænke. Hun kan umuligt klare endnu et sekund af Jylland. Jylland gør hende på ingen måde gladere. Tværtimod. I de få timer hun har været her, er hendes humør bare blevet værre. Hun bryder sig på ingen måde om det.
     En gang da hun var mindre, spurgte hun hendes forældre, hvor de allerhelst ville bo. Spørgsmålet havde bragt tavshed over dem. Det var åbenbart sværere for dem at svare på, end hun havde regnet med. Selv i dag vil det være nemt for hende at svare på, for svaret er selvfølgelig København. Men for hendes forældre, var det et udfordrende spørgsmål. Efter en lang pause rømmede hendes mor sig. 

     "Jylland," havde hun sagt. "Det er sådan et dejligt sted. De har nogle vidunderlige skove, og de bedste skoler." Det er endnu ikke gået op for Lily, hvad hendes mor mente med det. Vidunderlige skove. De bedste skoler. Men måske er der noget om det. På vej herover var de kørt forbi et par skove. Skovene havde ganske nok været store, fyldige og varme. Fyldt med alverdens forskellige træer. Imødekommende. Skolerne har hun endnu ikke haft tid til at se – for hun stak jo af lige efter de kom.

     Lige så stille forsvinder byen, og en skov dukker op. Lily løber hen imod den. Hvis hun løber derind, er der reelt en chance for, at de ikke vil finde hende. Så er der reelt en chance for, at de ikke vil finde hende. Ordene giver genlyd i hendes hoved. Tænk, nu er der rent faktisk en mulighed for at komme tilbage til København.
     Skovbunden knaser under hende, mens hun løber ind og ud mellem træerne. Det er befriende at være så langt væk. Det er det eneste hun kan tænke på. 
     Et sted ude i det fjerne begynder hun at høre stemmer. Hun kan ikke høre hvad de siger; hun kan knap nok skelne dem fra hinanden. Men de lyder bare så dejlige, så beroligende, at hun ikke kan lade være med at opsøge dem. Forsigtigt løber hun hen mod stemmerne, som bliver højere og højere, men dog stadigvæk for lave til, at hun kan høre hvad de siger. Hvorfor i alverden skal hun altid være så nysgerrig? 
     Hun lister hen videre og gør sit bedste for, at de ikke skal opdage hende. De må bare ikke opdage dem. Træerne omkring hende er en smule falmende, og bladene ligger fladt på jorden. Vinden er kølig og dufter af regn. Det er sikkert ikke så lang tid siden, det sidst regnede, og heldigvis regner det ikke nu. 
     Langsomt og forsigtigt gemmer hun sig bag et stort, gammelt egetræ. Træet er forhåbentlig stort nok til at skjule hende. Hun flytter hovedet, så det kommer i en vinkel, hvor hun kan se, hvad der sker. 

     "For tredje gang Adam." En høj og muskuløs mand, står og prikker til en lille, ranglet dreng. "Fik du fat i Luke Williams adresse?" Det hende koldt ned af ryggen. Hendes far? Hvad skal de bruge ham til?

     "Jeg ... Øh... ”

     "Hva'?" Manden begynder at skubbe til ham. "Svar mig!" 

     "Nej, jeg ... øh. Undskyld, sir."

     "Vil det sige, at i de tre uger, du har haft, har du ikke lavet en skid?"

     "Undskyld, sir"

     "Og så er det eneste du siger, undskyld." Hans rumlende stemme ændre sig og bliver til en rolig, men rasende stemme. "Jeg ved søreme ikke, hvad jeg skal stille op med dig, knægt." Der er noget mere bag det han lige sagde. Hun har det på fornemmelsen. Det var ikke bare, fordi det var skidt, det denne Adam gjorde. Nej, der kommer mere. 

     Manden løfter sin højre arm som for at klø sig, men lige da han når øret, svinger han dem med fuld kraft hen mod drengen. Den rammer ham på kinden. Drengen skriger, og hans øjne bliver våde. Hun må virkelig tage sig selv i ikke at gå hen og forsvare ham. Ligesom drengen åbner munden for at sige noget, får han endnu en lussing. Manden er ikke længere rolig, men han træffer stadig velovervejede beslutninger. Når man tænker over det, er det enlig ret fascinerende, at han stadigvæk kan være rasende. Manden slår ham igen. Denne gang rammer han ham med en knytnæve på kæben. Drengen vakler nogle skridt baglæns, og blodet flyder ud af munden på ham. Han har det virkelig ikke godt. Lad være med at forsvare ham, for hvis du gør, bliver det dig, der ligger der. 
     Drengen falder, og igen sparker manden ham. Lily rykker en smule tættere på dem. Hun må bare ikke gå glip af noget som helst. Manden slår, og Lily stiller sig på tær for at se. Så sparker manden, og hun klamre sig til træet for ikke at vælte. Drengen skriger smertefuldt. Lily strækker sig nu alt hvad hun kan. Den lille gren, hun står på, skrider, og hun falder. Lydløst og blødt på lander hun på skovbunden, men hun kan ikke undlade et lille skrig. Bare de nu ikke opdager hende.
     Manden stopper med at sparke og vender sig mod hende. Han lader sine øjne glide omkring for at se, hvor lyden kom fra. Bare han nu ikke opdager hende. Hun holder vejret. Opmærksom glider hans øjne forbi hende, og hun kan ikke lade være med at smile selvtilfreds. Hun narrede ham. Han opdagede hende ikke.
     Hun hører skridt og drejer hovedet for at se, hvor de kommer fra. Han havde åbenbart ikke overset hende. Hans blik, som er stift rettet mod hende, er urokkeligt. Hun rejser sig op og bakker baglæns, men det varer ikke længe inden, hun støder ind i et træ. Manden fortsætter med at gå hen imod hende.

     "Nåh..."Han er nået helt hen til hende, stiller sig med fødderne solidt plantet i jorden og prikker til hendes skulder med pegefingeren. "Du er vist en lille smug lytter, hva'?"

     Ja, det må du undskylde. Det var sandelig ikke med vilje, at jeg så dig slå ham den lille Adam. 

     "Men ved du hvad? Jeg finder mig ikke i sådan nogle som dig. Nej, det gør jeg sgu ikke." Han holder en kort pause, hvor han bare står og gør sit bedste for at kvæle hendes stædige blik. Men det mislykkes. "Sådan nogle som dig, de skal lide. Ja, de skal lide samme skæbne som ham derovre." 

                      Han svinger en knytnæve mod hendes hoved, og i sidste øjeblik dukker hun sig og undgår at blive ramt. Så godt hun kan, sparker hun ham i skridtet. Han tager hænderne derned og vakler nogle skridt baglæns, mens han mumler et par bandeord. Så tager han sig sammen, springer hen mod hende og slår. En gang. To gange. Tre gange. Fire gange. Hendes kæbe gør vanvittig ondt, og blodet fosser ud. Blodet har en besynderlig, mørk farve. Fascinerende. Smerten er ubeskrivelig og uundgåelig, og igen slår han. Denne gang i hovedet. I morgen får hun sikkert et blåt øje og en hævet kæbe. Hun falder sammen på jorden, og igen bliver hun ramt i hovedet, men hun mindes ikke at have set knytnæven komme. Det eneste hun ser, hører og mærker er smerte. Han slår igen, og alt bliver sort og smertefuldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...