Jeg er Lily

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2017
  • Opdateret: 21 jan. 2017
  • Status: Igang
Da Lily mister sin elskede bedstefar, bliver hun deprimeret, og for at starte på en frisk vælger hendes familie at flytte. Lily har bare ikke lyst til at flytte. Hun vil alt andet end at flytte - også selvom det betyder, at hun vil være deprimeret resten af hendes liv.
Men da hun ved et uheld overhører en samtale, ændres alt, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der nemt kan koste livet på en af hendes nærmeste.

1Likes
3Kommentarer
619Visninger
AA

3. KAPITEL TO

Støvet kilder i næsen, og hun kan næsten føle det gamle, mugne loft i næseborene. Det er ikke ligefrem det mest imødekommende værelse, hun har fået. Men det gør vel heller ikke så meget. Hvis bare hun kan få overtalt sine forældre, kan de flytte tilbage til København.
     Overalt omkring hende er der papkasser, og de er allesammen fyldt med hendes ting. Ting som hun engang holdt af, og som hun måske stadigvæk holder af. Men det meste af det er nok bare skrammel – bøger hun læste i, da hun var lille. Dukkehuset hun havde fået i treårs fødselsdags gave, som hun ikke kunne nænne at smide ud. Da hun fik det, var det i fin stand, selvom hendes forældre havde købt over Den Blå Avis. Men nu – efter de mange år på loftet – er den røde maling begyndt at krakelere, og støvet har lagt sig som et tykt lag over det hele. 
     Hun lader sine hænder glide hen over tingene i kassen. Hver eneste ting, hun rør, sender varme op gennem hende. Varmen starter i fingrene, og bevæger sig derefter ud i armen. Det sender en ny og frisk energi ud i hende. En energi som får, hende til at glemme alt om deres nye hus for en kort stund. Men der går ikke lang tid før, energien stopper med at strømme, og hun igen fyldes af værelsets kulde. Gid hun kunne glemme alt. Gid at virkeligheden var som en leg. 
     Hun mærker en svag smerte, da hun rejser sig op; det er ikke hver dag, hun kommer så langt ned at sidde.      Lige så stille går hun ned ad gangen. Plankegulvet er koldt, og de hvide vægge er tomme. Derhjemme ville tomheden have irriteret hende, men det gør den ikke her. Her er det bare en konstatering. Sådan er det over det hele. Hun kommer aldrig til at føle sig hjemme her.
     Med nød og næppe finder hun frem til køkkenet. Det nye hus er svært at vænne sig til. Det er så stort og at finde rundt i det, er som at finde rundt i en labyrint. Næsten umuligt.
     Deres nye køkken er lille, kvadratisk og ligesom alle de andre rum i det nye hus, er det fuld af papkasser. Når man ser ind i rummet, er dét man lægger allermest mærke til, den hvide farve. Der er hvide vægge, hvide skabe, hvide vinduer, hvid over det hele. Det eneste, der ikke er hvidt, er gulvet. Flisegulvet er sort, som en kontrast til alt det andet.
     Ved det lille interimistiske spisebord i hjørnet sidder hendes forældre. Maden står foran dem, men de er ikke gået i gang. Det er som om, det eneste de venter på er, at hun skal komme og sætte sig – og det plejer de ellers aldrig. Det er flere år siden de sidst har gjort det. Normalt går de bare i gang, men det er nok noget af al deres start-på-en-frisk-pis. 
     Lily går hen og sætter sig på den tomme havestol. Grundigt iagttaget af sine forældres blikke, der er som limet fast til hende.

     "Nå skat," far prøver på at få det til at lyde henkastet, men man kan skjule sin nervøsitet. "Er du klar til at starte i skole i morgen?"

     Han kender godt svaret. Det var ren høflighed at han spurgte. Fordi han burde spørge, fordi det burde enhver forælder i hans situation. Men selvfølgelig er hun ikke klar. Hun vil ikke i skole. Hun vil hjem til København. Det har hun hele tiden ville, og det ved de også godt. 

     "Er det absolut nødvendigt?" Lily sender sin far et tiggende blik. "Kan vi ikke bare..."

     "Lily. Det tager kun et par dage, og så har du næsten glemt København."

     "Det skal nok blive godt," fortsætter hendes mor. "Det lover vi."

     Det skulle i aldrig have lovet, siger Lily til sig selv. Det er et løfte i ikke kan holde. "Og hvad så hvis i tager fejl?"

     "Vi tager ikke fejl, og hvis vi gør, så finder vi ud af det. Det skal nok blive godt." Mor stikker til maden med sin gaffel.

     Den her kamp vinder hun helt sikkert ikke. De overgiver sig aldrig. De kommer aldrig nogen sinde tilbage til København. Ihvertfald ikke på den her måde. Det kan hun godt glemme alt om.
     Hun rejser sig og spæner ud ad køkkenet uden at standse for at høre på sine forældres råb om, at hun skal komme tilbage. Hvis de vil snakke med hende, kan de komme og besøge hende i København. 
     Da hun når til hendes værelse, flår hun døren op og skynder sig hen til vinduet. Det giver en knirkende lyd da hun åbner det, og en dejlig, kold brise rammer hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...