Jeg er Lily

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2017
  • Opdateret: 21 jan. 2017
  • Status: Igang
Da Lily mister sin elskede bedstefar, bliver hun deprimeret, og for at starte på en frisk vælger hendes familie at flytte. Lily har bare ikke lyst til at flytte. Hun vil alt andet end at flytte - også selvom det betyder, at hun vil være deprimeret resten af hendes liv.
Men da hun ved et uheld overhører en samtale, ændres alt, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der nemt kan koste livet på en af hendes nærmeste.

1Likes
3Kommentarer
621Visninger
AA

2. KAPITEL ET

Solens mange stråler trænger ind i værelset, og gør deres bedste for at lette den vemodige stemning. Men det lykkes ikke helt. På gulvet midt i værelset sidder Lily omgivet af flyttekasser. Hun er igang med at pakke sine ting ned i dem. For hver eneste ting hun pakker ned, bliver det tomme hul i hende større og større – det er som om, hun bære rundt på et helt læs bøger. Hendes forældre siger, at hun burde snakke med en psykolog. De siger, at man ikke bare kan rende rundt og være deprimeret. Men det er hun, og de for hende aldrig til at snakke med en psykolog.
     At snakke med en psykolog betyder, at hun skal opleve det hele igen. Da hendes forældre sad med spændte ansigtsudtryk og ventede på hendes reaktion, da hun fik at vide, at de skulle flytte. Da telefonen ringede, og hendes mor tog den. Det var hospitalet. Lily havde på fornemmelsen, at det ikke var godt, men hun vidste ikke at det ville være så slemt, som det var. Hendes bedstefar var død, og inderst inde vidste hun godt, at det var sådan, det skulle ende. I mange måneder have han ligget på hospitalet, hvor han var blevet svagere og svagere. Han havde næsten intet hår tilbage, og det han havde var hvidt. Han havde ikke rigtigt nogle muskler, og fedt var der slet ikke noget af. Han var skin og ben. Det var som at se et lig, og det eneste han lavede var at ligge og jamre. Det gjorde ondt helt inde i hjertet at se ham. I hans sidste uge havde hans puls ligget omkring elleve. Han var så godt som død. Op til hans død havde Lily haft fri fra skole mange gange, og hver gang var det for at se til ham. Fordi hun ville være sikker på, at hun nåede at sige farvel til ham. Men alligevel nåede hun det ikke. Han havde bare forladt hende. Helt uden at sige farvel. Hun kan stadig huske det helt tydeligt. Hendes grædefærdige mor, da telefonen blev taget. Begravelsen, hvor Lily knap nok kunne gå ind i kirken. De efterfølgende uger hvor Lily var blevet væk fra skole. Den våde plet på hendes pude, og de opsvulmede øjne, som konstant rendte.
     Det er derfor, hendes forældre har fået den irriterende idé om, at hun skal til psykolog. Men det vil hun ikke. Overhovedet ikke. Hun kan knap nok klare at tænke på det nu, så at opleve det endnu en gang er mere, end hun kan magte. Så vil hun hellere være deprimeret resten af hendes liv.
     Hun er næsten færdig med at pakke sine ting ned, da det banker på døren, og hendes mor kommer ind. Lily fanger hendes mors blik og får en pludselig trang til at skrige. Tænker hendes forældre overhovedet på hende? Nej. Så ville de ikke bare tage alt fra hende. Tvinge hende til at opgive alt, bare for at de skal have det godt. Hun for det jo ikke en skid bedre af det.

     "Lily," siger hendes mor med den blødeste stemme hun kan. "Er du klar?"

     Sikke et dumt spørgsmål. Det har hun aldrig været, og hun vil heller aldrig blive det.

     "Er det absolut nødvendigt at vi tager afsted?" svarer Lily. "Kan vi ikke bare blive her?" Det var ikke nødvendigt at sige det, for hun kender allerede svaret.

     "Det er for dit eget bedste. Du har brug for det. Det har vi alle. Vi trænger til en ny begyndelse, og desuden så er Jylland altså ikke det værste sted."

     Jylland er det værste sted. Alle andre steder end København er slemme.

     "Nå, men vi tager afsted om lidt." Hendes mors stemme er ikke længere blød. "Du kommer bare, når du har pakket det sidste ned."

     Så lukker hun døren, går, og Lily er igen alene. Hun skynder sig at pakke sine ting ned, men kan ikke lade være med at spekulerer over, om der er en anden udvej. Måske kan hun gemme sig i det store træ i baghaven, og så aldrig komme frem. Eller hun kan bo hos sin bedstemor. Men hvis hun gør det, så vil hun aldrig se hendes mor og far igen. Det er lige meget, tænker hun. Jeg kan sagtens klare mig uden dem. Det har jeg altid kunnet.

     Der lyder et højt brag, da Lily smækker hoveddøren i og skynder sig ind i deres gamle, røde Volvo. Hendes far fik den i tyveårs fødselsdagsgave, så det er lige før, det er en veteranbil. 
     Det er nok bedst hvis hun tager med – selvom at hun på ingen måde har lyst til det. Hvis hun bliver, bliver hendes mor helt sikkert tosset. Hun ender nok med at starte en eftersøgning, og tvinge politiet til at fortsætte, indtil de finde hende. Lily kan se det for sig. Hende selv på forsiden af avisen, med overskriften "Deprimeret teenager er løbet hjemmefra". Det er ihvertfald ikke noget, hun bryder sig om. Så vil hun lige pludselig være berømt for sin depression, og det er da deprimerende.
     Hendes far stikker nøglen i, drejer, og Lily hører den velkendte lyd af den brummende motor. Det er en lyd, hun har kendt, siden hun var helt lille. Den skaber en følelse af tryghed, og hjælper med at løfte den spændte atmosfære. 
     Landskabet glider langsomt forbi, og hele tiden vækker det minder. Men det er jo her, hun har boet hele sit liv, så alt andet vil være underligt.
     Hun drejer hovedet og ser det store græsareal med de mest vidunderlige liljer, i alverdens farver, og gyngestativet der står i midten. Hendes klareste erindring om gyngestativet var, da den sendte hende på skadestuen.
     Det havde været tidligt i april. Der var en kølig brise og en masse kvidrende fugle. At høre fuglene var fortryllende – som at være i en hel anden verden. Hun havde siddet der, som treårig, og gynget. Bagved hende, stod hendes mor og skubbede hende blidt.

     "Højere, højere, højere," havde Lily hvinede med en ivrig, lille stemme.
    Hendes mor var straks begyndt at puffe lidt hårdere til hende. Efter nogle puf hang Lily næsten vandret i luften. Hun grinede, og de havde det utroligt sjovt.

     "Mor," sagde Lily, "vil du se, hvad jeg har lært i børnehaven?"
    Inden mor overhovedet nåede at svare, sprang Lily. Gyngen var på sit højeste punkt, så hun fik en ordentlig flyvetur. Hun svævede gennem luften. Mors før så glade ansigtsudtryk havde nu ændret sig. Mor var skrækslagen.

     Jorden var pludselig forbavsende tæt på Lily. Hendes glade hvin ændrede sig drastisk til bange skrig. Hun landede på jorden med et kæmpe bump. Hendes arme havde taget stødet, og en pinefuld smerte farede gennem kroppen. Lily havde hverken før eller siden haft så ondt. Det var som at få stikket to spyd op gennem armene.
     Lily begyndte at hyle. I et sekund eller to stod mor som frosset til jorden. Heldigvis kom hun hurtigt til sig selv igen, og skyndte sig over til Lily. Hun lå i en underlig, nærmest umenneskelig stilling. Hun hylede. Mor tog Lily i sine arme, og bar hende hjem. Hele vejen hjem hylede Lily. Det gjorde afsindigt ondt. 
     Da de var kommet hjem, ringede mor til skadestuen, som bad dem komme hurtigst muligt. På skadestuen fik taget røntgenbilleder. Lægen viste dem et billede, der viste, at hun havde brækket begge sine arme.

     "Holder det nogensinde op med at gøre ondt?" hikstede Lily. Hun kan ikke selv huske, at hun havde sagt det, men hendes mor har sagt, at det havde hun.

     Lily havde fået gips på sine arme, og i en måned skulle hun beholde det på.
    Det er ikke ligefrem et lykkeligt minde, men det er et minde. En del af hende. Noget hun aldrig vil glemme.
     Hendes fars stemme får hende tilbage til virkeligheden, men hvad han siger, ved hun ikke. 
     Ud af øjenkrogen får hun øje på en stor, rød murstensbygning. Den er omgivet af små, farvestrålende børn, der leger. Det er der, hun plejer at tilbringe det meste af sin tid. Normalt føler hun sig tryg der, men det gør hun ikke længere. Ikke efter at bedstefar døde. Nu er den bare et minde om den efterfølgende, ubehagelige tid.
     Det er et par dage siden, hun sidst var der. Det var der, de fik svar fra deres test, og hun havde mildest talt ikke klaret sig særligt godt. Hendes bedstefars død var stadig for tæt på til, at hun kunne fokusere på skolen. Det resulterede i, at hun ikke havde forberedt sig. Hun var dumpet. Hun husker svagt den tomme følelse, det havde givet. Hendes forpustede åndedrag da hun løb hjem. Alle de stirrende blikke. 
     De fleste af de tinge, de er kørt forbi, har ikke vækket de gode minder. Det har for det meste været minder, der holder fast i den gamle, ubehagelige tilværelse. Af den grund tænker Lily nogle gange, at det er underligt, hun ikke vil flytte – hvilket det nok også er. Men at flytte virker bare som den nemme udvej, og hun er ikke typen der går altid går efter det nemme. Ihvertfald ikke hvis det ikke giver mening, og det synes hun ikke, at det gør her. Hun kan ikke bare efterlade sin bedstefar. Ikke efter alt hvad der er sket. Han fortjener at blive respekteret. Det var ham, der altid opmuntrede hende. Ham, der accepterede hende, som hun var. Ham, der altid var der for hende. Ham kan hun umuligt bare glemme. Hun kan ikke bare forlade ham. Det kan hun ikke. Det vil hun ikke.
     Men hun er nødt til det – det er for sent at fortryde.

     "Lily?" Hendes far rusker i hende. "Er du vågen?"

     Hun må åbenbart være faldet i søvn, for de er stoppet med at køre. Langsomt stiger hun ud af bilen og betragter sine nye omgivelser, som om de er skadelige. Stedet minder på ingen måde om gamle, trygge København. Alt er så nyt og moderne. Det får hende til at tænke på, om der i det hele taget bor mennesker her, men så kommer hun i tanke om, at det er her, hun skal bo – så det kommer der ihvertfald til. 
     Hun lader øjnene glide hen over deres nye hus. Det er rektangulært og uden tag. Husets to etager er bygget af beton og fyldt med vinduer. Haven er meget lille, og består udelukkende af græs. Godt nok er det større end det gamle, men det er ikke nær så hyggeligt. Deres gamle hus var hyggeligt. Det her er bare nyt. Lily bryder sig ikke om det. Hun vil hellere hjem. Hjem til København. Gid hun kunne komme det. Hun bliver aldrig glad her.
     Lily slæber sine fødder hen af jorden. Hun orker næsten ikke løfte dem, men på den anden side kan hun jo ikke bare blive stående foran bilen. Hendes blik fanger noget, og hun må træde et par skridt tilbage for at kunne se hvad det er. Det er en metalkasse, der sidder fast på en pæl. Under lågen til brevene står deres navne. Joan, Luke og Lily Williams. Williams. Det var det navn, de havde fået fra bedstefar. Et navn deres familie har båret i meget lang tid. Det er et navn man gør sig fortjent til. Lily er ikke sikker på, hun lever op til de krav. Hvad nu hvis det viser sig, at hun er en fejl? At hun slet ikke skulle have levet? At lægerne ved et uheld kom til at bytte hende ud med et andet barn? Lily mærker hendes krop skælve, og hendes hænder søge efter noget pille i. Hun håber noget så inderligt, at det ikke er sådan.
     Hun lader øjnene glide hen over deres nye hus. Det er rektangulært og uden tag. Husets to etager er bygget af beton og fyldt med vinduer. Haven er meget lille, og består udelukkende af græs. Godt nok er det større end det gamle, men det er ikke nær så hyggeligt. Deres gamle hus var hyggeligt. Det her er bare nyt. Lily bryder sig ikke om det. Hun vil hellere hjem. Hjem til København. Gid hun kunne komme det. Hun bliver aldrig glad her.
     Lily slæber sine fødder hen af jorden. Hun orker næsten ikke løfte dem, men på den anden side kan hun jo ikke bare blive stående foran bilen. Hendes blik fanger noget, og hun må træde et par skridt tilbage for at kunne se hvad det er. Det er en metalkasse, der sidder fast på en pæl. Under lågen til brevene står deres navne. Joan, Luke og Lily Williams. Williams. Det var det navn, de havde fået fra bedstefar. Et navn deres familie har båret i meget lang tid. Det er et navn man gør sig fortjent til. Lily er ikke sikker på, hun lever op til de krav. Hvad nu hvis det viser sig, at hun er en fejl? At hun slet ikke skulle have levet? At lægerne ved et uheld kom til at bytte hende ud med et andet barn? Lily mærker hendes krop skælve, og hendes hænder søge efter noget at pille i. Hun håber noget så inderligt, at det ikke er sådan.
     Øjnene er som limet fast til postkassen, men af ren og skær viljestyrke tvinger hun dem væk. Der er ingen grund til, at lade sig distrahere, siger hun til sig selv. Absolut ingen grund. Lige nu er det vigtigste at komme væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...