Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 28 dec. 2016
  • Status: Færdig
En kort sci-fi historie, der foregår i en virkelighed ude i fremtiden. Jorden har været ved at blive genopbygget, og et omfattende projekt skal afsluttes.
Jeg vil meget gerne høre hvad i tænker om historien så skriv endelig :)

1Likes
3Kommentarer
182Visninger
AA

1. Skoven

 

 

Over hele kloden har vore forfædre arbejdet på det projekt, vi skal fuldføre. En større enighed er aldrig før set i menneskets historie…

Han kunne mærke hjertet slå hurtigt i brystet. Hans øjne, som brændte af viljestyrke, fokuserede forsinket, så hans udsyn blev sløret, da han lod blikket vandre henover landskabet, og en velkendt lykkefølelse brændte ukontrolleret under huden. Morens øjne var lukkede, men hendes rynker smilede.
     ”Mor,” sagde den unge mand, ”se!”  
     Hun åbnede øjnene og så i den retning, han pegede. En skovskade sad i et træ kort derfra og rensede omhyggeligt sin fjerdragt. Den så næsten ud som dem på billederne fra den gamle verden. Kun nogle markeringer på vingerne var anderledes, og fuglen levede så sundt som dengang. Det var på den tid af året, hvor træernes skrøbelige skud åbnede sig og kastede et grønt skær på stierne. Aldrig havde skoven set grønnere ud. Aldrig havde himlens farve været nærmere blå.         
     ”Det er anden gang i år, vi får en skovskade at se,” sagde moren med en salig træthed i stemmen. ”Vidste I, at jeres oldefar var med til at plante træerne her?” 
     Det havde hun fortalt mange gange før, men alligevel følte den unge mand stoltheden varme hans kinder. Faren havde taget en lille radio med, så familien fra den lille høj i skoven kunne følge med i talerne, der blev holdt i hovedstaden:          
     I århundreder har vi forberedt os på denne dag. Vi må altid minde os selv og hinanden om at stå sammen. Vi må gå hånd i hånd og ikke bryde den formation vi har vedligeholdt gennem generationer nu, lige før målet…         
     Søsteren stirrede med tomme grå øjne på radioen, som havde den været en død skovskade. Den unge mand blev urolig ved synet af sin lillesøsters blege hænder, der greb hårdt om hendes nakke og skuldre. Han havde også selv været bange engang. Alligevel var han frustreret over, at hun ikke bare kunne glæde sig over at være til, nu hvor verden skulle forandres. Han knælede ned til hendes blege skikkelse i skyggen og tog fat om hendes hænder, der af en eller anden grund var kolde som is.
     ”Der var aldrig nogen grund til, at jeg skulle være her,” sagde hun med en sært dyb stemme. ”Jeg er ikke en del af projektet. Det er derfor, de ikke kan ramme mig med deres hjernevask.” Hun stirrede stadig på radioen, der fortsat berettede om begivenhedernes gang i hovedstaden, alt imens et smil bredte sig på hendes læber.                   
     Hans hænder klemte en anelse hårdere, end han ville, om de små pigehænder, da hans blik instinktivt søgte opad i forventning om at finde en skjult mikrofon eller et kamera, der skulle bære hendes ord ud af hans rækkevidde.              
     ”De er da ligeglade nu,” sagde hun og lo næsten overbærende af hans reaktion. ”Desuden findes helvede ikke, og hvis det gør, benytter Gud sig ikke af små elektroniske spioner.” Hendes øjne var fulde af trods. ”Hvis der er et helvede, er jeg allerede fortabt.”         
     Moren kikkede stadig ud over den nygrønne verden, som havde hun intet hørt. Faren sagde ingenting. De havde været igennem det hele før. Stilheden mellem familiemedlemmerne voksede, mens solen gik ned, og tiden randt ud.                   
     Han havde lyst til at blive vred. Sætte sin søster på plads og fortælle hende, at hun skulle holde op med at være på tværs, for så kunne de alle fire blive frelst sammen, men han vidste, han ikke kunne nå hende med vrede, og at det snart var for sent, så i stedet trak han vejret dybt og mærkede duften af ren jord. Han kunne mærke vandet og livet rinde igennem den, og den lovede sundhed og næring. Så trak han hende op at stå og vendte hende blidt mod udsigten. Radioen spillede fortsat:
     Hvis I nogensinde tvivler på det store projekt og dets afsluttende del, så se blot ud af vinduet, gå en tur udenfor eller smag på vandet. Da ser man i sandhed, hvad vi sammen har kæmpet for i alle disse år. Dette er større end os. Langt større…                   
     ”Kan du huske dengang, vi sammen ville spise regnormene fra renplantningshusene? Vi aftalte at gøre det samtidig,” sagde broren.   
     Hun lo kort. Det var længe siden, de havde kunnet have det sjovt sammen. De kun seks år imellem dem havde hurtigt vist sig at skulle adskille dem mere, end nogen havde forestillet sig.                    
     ”Vi holdt begge en regnorm lige over munden, så vi kunne lade den falde samtidig, men jeg var overbevist om, at du ikke ville gøre det, så...”         
     ”Og sådan snød du mig til at spise en regnorm, mens du selv bare kastede din væk!” afbrød pigen med et grin, der skar sig gennem skovens ro, og hun havde i det samme uden varsel skiftet humør. Hun skubbede ham hårdt væk fra sig i sjov med latter trillende i maven og en angst i halsen.
     ”Denne her gang står vi sammen,” smilede broren til hende.      
     ”Men hvorfor lader vi ikke bare være med at æde den skide regnorm?” grinede hun grådkvalt.
     Faren rejste sig op med et tungt åndedrag. ”Vi skal af sted nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...