If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

41Likes
164Kommentarer
33747Visninger
AA

11. Kapitel 9

Hold kæft det gjorde skide ondt. Jeg tog holdte på min mave og kæmpede mig hen til  køleskabet. Jeg var skide tørstig. Døren gik op med et brag og L kom ind.

“Hvor har du været henne?” Spurgte  jeg lettere irriteret og tog en tår juice.

“Er det nu jeg skal lyve for ikke, at såre dine delikate følelser.” Han hævede et øjenbryn og jeg smilede bare skævt. Det kunne han ikke stå for og det trak let i hans mundvige.

“Arghh,” stønnede jeg, da endnu en ve ramte mig og  jeg tog mig til maven.

“Hvad er der i vejen?” Spurgte Lenny bekymret og støttede mig. “Er dit vand gået, hvorfor ringede du ikke?”

“Tja, nok fordi jeg ikke må bruge telefonen og du kom jo ikke hjem, som aftalt.” Jeg kunne ikke skjule, at jeg var sur på ham og hans sukkede. “Hvorfor må jeg ikke bruge telefonen?”

“Det  er ikke tidspunktet, at diskutere  det,” sagde han, da endnu en ve ramte mig og jeg stønnede højt. “Der går ikke lang tid mellem dine veer. Jeg ringer  til lægen.” Selvfølgelig. Han højt elskede og betroede læge, som havde tilset mig under hele graviditeten. Jeg var bange for, at sige det mildt. Det gjorde ondt og jeg vidste, at det kunne ville blive værre. Der gik knap 10 minutter før lægen kom og der lå jeg på et lag tæpper, på gulvet. Jeg  havde  fået taget en natkjole på, så det var nemmere for lægen at komme til og jeg følte mig lettere utilpas. Det var der dog ikke tid til, at  tænke på.

“Du er snart åben nok,” sagde han.  “I ringede ikke et øjeblik for sent.”  

“Len,” pustede jeg. “Vil du ikke holde mig  i hånden?” Selvom jeg ikke huskede ham, eller følte noget for ham, så var han faren til mit barn og min mand. Desuden, så skulle min hukommelse nok kommet tilbage, en eller anden dag. Han nikkede  og satte sig på  knæ ved siden af mig, og tog min hånd.

“Bare klem så hårdt, som du har brug for,”  hviskede han i mit øre  og lægen spredte min ben en smule mere.

“På næste ve, skal du bare presse så hårdt, som muligt.”

 

♡♡♡

 

Nialls synsvinkel

 

Tallerken gled ud af mine hænder og landede på gulvet, hvor den splintrede i tusind stykker.

“Nej.” Jeg faldt på knæ og skårene fra tallerken skar mig i mine ben. Harry brød sammen og Anne holdte om en grædende Gemma. Louis begyndte at græde, men prøvede sit bedste for at holde det tilbage, mens han trøstede Danielle. Liam talte beroligende til Harry og jeg stirrede tomt op mod FBI- folkene, som havde overtaget sagen. Min bestikkelse havde virket og det endte med at FBI greb ind, og overtog sagen.

“Er i sikker på, at det hende?” Spurgte  Robin, som havde en hånd på sin kones skulder.

“Liget var for beskadiget til at vi kunne være sikker, men det var en kvinde i starten af 20’erne.” Ordene fik Anne til hulke højere. Beskadiget. “Liget var iført hendes trøje og hendes DNA var på gerningsstedet.” Den ene FBI agent så på sin makker, som overtog.

“Der er ingen tvivl om, at det er hende.” Han så på mig med medlidenhed i blikket. “Det gør os ondt.” Med de ord forlod de os, men smadret hjerter. Jeg så på mine venner. Min familie. Det sved, at dem sådan her. Grædende, ødelagte. Stille listede jeg ind på mit værelse og satte mig i vindueskarmen. Udenfor var solen allerede gået ned, og stjernerne strålede på den, klare himmel. Gad vide om Melody var deroppe. Dagene gik. De blev til uger og før jeg vidste af  det, var det officielt et år siden at Melody forsvandt. Vindueskarmen var blevet mit speciale sted. Billedet af Melody og jeg, var blevet mit kæreste eje. Vi mærkede alle, hendes fravær dybere, for hvert minut.

“Jeg savner dig,” sagde jeg og så op mod himlen, med billedet i hænderne. Det havde fået en ny ramme, efter at jeg havde smadret det andet. “Der går ikke en dag hvor jeg ikke ser på dit billede og smiler.” Jeg smilede sørgmodigt. “Eller græder. Eller begge.” Tårerne prikkede og jeg lænede opgivende mit hovede tilbage, så det stødte mod væggen.

“Jeg  savner dig, når noget godt sker, fordi jeg vil dele det med dig. Jeg savner dig  når noget bekymre mig, fordi du er den eneste der forstår mig så godt. Jeg savner dig når jeg ler, eller når jeg græder. Du plejede at være den, der fik mig til at grine og den der fik mine tåre til, at forsvinde. Jeg savner dig hele tiden.” Mine stemme døde ud og smagen af salt bredte sig i min mund. “Men jeg savner dig mest, når jeg ligger vågen om natten. Når jeg mindes alt, hvad vi har gjort. Alt hvad vi har været igennem. Alt hvad vi har overlevet. Alle vores minder. Det er de bedste minder jeg ejer.”

 

Så hører i ikke mere fra mig, før torsdag - måske fredag. Tager endnu engang til københavn og er derfor ikke i stand til, at opdatere. God ferie! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...