If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
165Kommentarer
34827Visninger
AA

10. Kapitel 8

Jeg fumlede rastløst ved et lille armbånd, som L -eller Lenny, som han foretrak at jeg kaldte ham, havde købt til mig.

“Det er ikke sikkert,” sagde han roligt og satte sig foran mig, så han kunne tage mine hænder. “Du ved godt at med min profession, kan du komme til skade.”

“Det ved jeg.” Jeg sukkede hårdt og så på min mand. “Men jeg bliver sindssyg af ikke, at komme ud.”

“Måske snart.” Han nussede min hånd. “Men jeg vil ikke risikere at miste dig og mit barn.”

“Efter fødslen,?” Spurgte jeg håbefuldt og Lenny så tålmodigt på mig.

“Måske.” Det var nok. De andre gange, hvor jeg havde bare hentydet til at komme ud, havde han slået hånden af mig. Han placerede et kort kys på mine læber og lod hånden strejfe min mave. Der var ikke mere end et par uger tilbage. Jeg var rædselsslagen for, at sige det mildt. Min hukommelse var ikke kommet tilbage efter min ulykke, som jeg heller ikke huskede. Ifølge Lenny var jeg kørt galt og havde slået hovedet ret voldsomt. Jeg så ned på den lille ring, som jeg havde haft fået af Lenny som tegn på vores kærlighed. Det var underligt. At være gift med en mand, som jeg ikke elskede. Oven i købet en mand, der var omkring 18 år ældre end mig. Det var forvirrende, for jeg måtte have haft elsket ham, siden jeg giftede mig med ham før ulykken, men jeg kendte ham jo ikke. Han var stadig som en fremmede for mig. Der var et eller andet over ham. Den måde han så på mig. Man kunne blot håbe, at jeg lærte at elske ham igen, eller fik mine minder tilbage. Et andet problem var hans arbejde. Han ville aldrig direkte sige, hvad han arbejde med, men blot at det var farligt. Men han kom ofte hjem dækket i blod og med et brysk ansigtsudtryk. Helt lovlydig var han nok ikke. Jeg var egentlig også ligeglad, siden han behandlede mig pænt. Kun få gange havde han brugt et hårdt toneleje og kun 1 gang havde  han lagt hånd på mig  og derefter, sagt undskyld omkring tusind gange. Han var god nok, men jeg ville nu ønske at jeg  kunne huske, så jeg  havde nogen beviser på hvad han sagde. Ikke at jeg tvivlede på ham, men det var svært. Jeg kunne jo ikke engang huske, hvem jeg selv var.

 

♡♡♡

Den næste dag kom endnu hjem i et rasende humør. Han vandrede hen over gulvet og knugede hårdt om sin pistol.

“Len, hvad sker der?” Jeg lagde blidt hånden på hans arm, men han drejede brat om mod mig.

“Du  skal ikke blande dig!” Hvæsede han og pegede sin pistol på mig, men jeg sukkede bare.

“Please peg din pistol på mig, hvis det hjælper dig med at slappe af,” sagde jeg ironisk og lagde hovedet på skrå. “Du ved godt, at du kan fortælle mig alt.” Han tog en dyb rystende indånding og rystede på hovedet, hvorefter han langsomt sænkede pistolen.

“Undskyld. Det har været en lang dag.” Han gned sig hen over næseryggen og pustede det mørke hår væk fra ansigtet. Så vendte han sig rundt og  brølede.

“Drenge!” Så kom Hunter,  Ricky og Caleb spankulerende ind.

“Hva så?” Spurgte Ricky med en smøg i mundvigen.

“Du skal ikke ryge omkring mig,” sagde jeg spidst og Ricky fnøs.

“Jeg står ikke til ansvar hos dig.” Han så ligegyldigt på mig og jeg vendte blikket mod Lenny, med et hævet øjenbryn. Han sukkede tungt og så opgivende på drengene.

“Sluk smøgen,” sagde L  opgivende og jeg sænkede min øjenbryn, og sendte ham et smil. Jeg smilede hoverende og kiggede afventende på Lenny.

“Skat, vil du ikke lade os være alene i 2?” Spurgte han og jeg nikkede, hvorefter jeg satte kurs mod vores værelse, men stoppede på vejen.

“I må få fat i  et lig. Smid noget af hendes dna på stedet,” sagde han. “De er begyndt at lede igen. De må tro, at hun er død. ”

“Hvem er død?” Jeg gik tilbage med hastige skridt og satte hænderne i siden.

“Sagde jeg ikke at du skulle lade os være?” Spurgte Lenny hårdt og jeg lod hænderne falde, ned langs min side.

“Undskyld, men jeg kunne ikke undgå at høre det.”

“Det er mit arbejde skat.” Han gik hen og lagde en hånd på hver af mine overarme, som han nussede. “Du vil ikke vide det.” Jeg sukkede og nikkede blot. Det nyttede ikke noget, at sige ham imod. Han ville bare blive sur. Jeg havde efterhånden lært, hvordan jeg skulle håndtere ham.

“Hvad venter i på?” Han så om på drengene. “Kom afsted.” De nikkede kort og jeg fornemmede deres blik på mig, da jeg vendte om på hælene og satte kursen mod mit værelse. Nogen gange opførte de sig altså virkelig underligt.

  Jeg er blevet så dårlig til at opdatere! Jeg ved ikke hvorfor, at jeg har en ide om at mine historier opdatere sig selv. Jeg er ellers langt fremme i skrivningen, men af en eller anden årsag, glemmer jeg alligevel  at opdatere. Hmm. Det skal jeg nok blive bedre til xD På den mere lyse side, så fik jeg 12 i min mundtlige dansk 'prøve', som min årgang blev trukket igennem denne uge. God vinterferie, næste kapitel kommer søndag!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...