If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
166Kommentarer
34094Visninger
AA

8. Kapitel 6

“Stop,” græd jeg og faldt sammen. Det kolde flisegulv kærtegnede mine knæ, gennem mine jogginbukser, som var det eneste der  passede mig. “Bare dræb mig!”
“Hvor er det sjove i det?” Han lo og bankede brættet mod gulvet.
“Jeg spørg dig igen,” sagde L koldt. “Hvem er Niall.”
“Min kæreste.” Jeg måtte tvingende ordene frem, lige i det slaget ramte mig i ryggen og et skrig banede sig vej gennem min hals.
“Nej. Du kender ham ikke.” Hans stemme gav genlyd. Det gjorde jeg da? Gjorde jeg ikke? Han var da min kæreste.. Ikke? “Hvem er Niall?”
“Det.” Jeg gispede efter vejret. “Det ved jeg ikke.” Som dagene gik, blev mindet om Niall mindre og mindre. Nu kunne jeg knap huske, hvordan han så ud.  Så måske var det bare min fantasi? Et højt brag og fik L til, at vende sig fra mig. Caleb kom ind og værdigede mig ikke engang et blik. 
“Jeg har skaffet mig af med liget,” sagde han roligt og L nikkede anerkendende. Jeg havde nær skreget af sorg. Alexander var død. L havde dræbt ham foran mig, og jeg havde følt sig så håbløs. Igennem vores korte, måske lange, tid sammen havde han taget utallige slag for mig. Han havde skærmet mig mod en masse lort, og jeg skyldte ham alt.
“Husk, at du fortjener det,” sagde L kærligt og kærtegnede mig kind. 
“L,” sagde Caleb. “Hunter vil snakke med dig.” L sukkede og fjernede sig fra mig. Kort efter kom Ricky ind og fejede mig let op fra gulvet, hvorefter han lagde mig ind i en seng. Den seng, som jeg havde delt med L i flere dage. Eller måske længere. Dagene var stadig kaotiske og ingen fortalte mig noget om, hvad dag det var og hvad tid. 
“Ricky,” mumlede jeg og måtte kæmpe for, at holde mine øjne åbne. “Det gør ondt.” Ricky forstod tydeligt min anmodning og forsvandt, hvorefter han vendte tilbage med nogle piller. Smertestillende og vitaminer. Til barnet. Først havde jeg ikke troet, at L ville lægge hånd på mig, når nu jeg var gravid, men det blev hurtigt modbevist. Det undrede mig mildest talt, eftersom han virkede ret interesseret i, at barnet skulle have det godt. Jeg fik diverse vitaminer og han fik en læge til, at komme og se på mig. Dog en læge der tydeligvis arbejdede for ham, for jeg havde da prøvet at få hjælp fra  ham Jeg måtte heller ikke løfte på tunge ting, og det gjorde han også klart. Faktisk virkede han direkte kærlig til tider. Ubevidst lod jeg hånden glide hen over min, efterhånden, runde mave. Jeg var 23 uger henne, så ca halvvejs. Lige over halvvejs. Det var vel også det eneste bevis jeg havde på, at Niall ikke kun var i mit hovede. At han ikke var en person som jeg havde opdigtet, for at flygte virkeligheden. L var  ikke faren. Det måtte han ikke være. Jeg var ærlig talt bare forvirret og træt. Den eneste grund til at jeg var i live, var helt sikkert på  grund af barnet. Barnet. Det var endnu ikke helt gået op for mig, at jeg skulle være mor. Jeg vidste ikke hvordan man var mor. Jeg vidste ikke engang, hvad L ville gøre med barnet, eller jeg om jeg fik det at se. Det var skræmmende  at vide, at L havde lagt planer med mit ufødte barn  og de måske ikke var særlig behagelige. 

♡♡♡


Dagene var slørede og grå. Jeg længes efter en person, som måske bare var et udspring af min fantasi. Og hold nu op, hvor græd jeg meget. Jeg græd for drengen, som ikke eksisterede. Kærlighed var en finurlig ting. Man kunne forelske sig i alt og alle, selv ens egen fantasi.  Det havde jeg gjort. Mit yndlingssted var mit værelse, hvor jeg kunne drømme mig væk. Der hvor verden atter var i farver igen, hvor jeg drømte om et familieliv.  Min hånd gled ned over min mave og jeg sukkede.
“Hvad sker der skat?” L lagde hånden på mit lår og min indvolde vendte sig en omgang.  
“Ingenting,” mumlede jeg og rykkede en smule væk fra ham i sofaen, så hans hånd gled af mit lår. Han udstødte et hårdt suk og rykkede også lidt, hvorefter hans hånd fandt mit lår i et fastere greb. 
“Du bliver nødt til at prøve, hvis det her  skal fungere,” sagde han svagt, men med en truende undertone.
“Men jeg ved ikke om jeg vil have, at det skal fungere,” svarede jeg. Der var så mange ting, som jeg ikke forstod. Jeg var åbenbart gift med ham. Det kunne jeg ikke genkalde mig. 
“Før ulykken var vi lykkelige,” sagde han og nussede mit lår. “Inden du mistede hukommelsen.”
“Men jeg kan ikke huske det,” sagde jeg ulykkeligt. “L, hvordan skal det her kunne fungere, når jeg ikke husker noget!”
“Jeg har jo sagt, at du skal kalde mig Lenny. L er et arbejdsnavn,” sagde han irriteret, men fik så styr på sig selv. “Vi må finde en måde, at få det til at fungere. For vores barns skyld.” Han fjernede sin hånd og lagde den i stedet på min mave. 
“Vi var lykkelige engang og det skal vi nok blive igen,” sagde han bestemt og vendte blikket tilbage mod den fodboldkamp, som kørte i fjernsynet. 

 

Kan i følge med? Eller er det forvirrende? Jeg vil gerne lige hurtig sige tak til alle, som læser med! Og jeg er for nyligt også nået 60 fans! 61 idag faktisk xD Tak for alt <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...