If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
165Kommentarer
35450Visninger
AA

29. Kapitel 27


 

Jeg havde ikke snakket med Niall i en uge. En uge, der havde føles som år. Alt gjorde ondt. Og det var særligt svært at ignorere ham, når vi basically boede i samme lejlighed. Jeg var jo hovedsageligt hos Harry, hvor Niall dukkede op   om morgenen sammen med de andre, og tog afsted igen om aftenen.

“Du bliver nødt til, at snakke med ham.” Liam så ærligt på mig. “Du gør det værre, end det er.” Jeg rynkede i brynene og så anklagende på Liam.

“Du er ikke en forældre. Du forstår ikke,” mumlede jeg afvisende. Liam tog min hånd.

“Men jeg elsker Alexander alligevel. Jeg har altid forstået dig Mel,” forklarede han blidt. “Og jeg har altid været her. Stol på mig, når jeg siger at snakke med Niall, er den bedste løsning.” Jeg nikkede bare og trak hånden til mig. Det var egentlig sandt. Lige fra det øjeblik jeg mødte Liam, havde jeg sagt at han forstod mig. For det gjorde han virkelig.

Gråd kunne høres gennem babyalarmen og jeg rejste mig, men Niall  kom mig  i forvejen. Han havde været ude i køkkenet, og  farede nærmest ind på Alexander værelse. Gennem babyalarmen kunne jeg høre, at han tyssede og snakkede til Alex. Det fik næsten tårerne til at strømme. Havde jeg taget fejl? Fordi selvom Niall troede, at Alex ikke var hans søn, så tog han sig alligevel af ham. Eller var det bare for, at få mig tilbage? Ville han overhovedet have mig tilbage? Var det hele i bund og grund min skyld?

“Snak med ham,” bad Liam, der havde bemærket min stirren efter Niall. “Det kan umuligt skade.”

“Men hvad hvis jeg mister ham?” Hviskede jeg og lagde en hånd på hjertet, mens jeg stadig kiggede efter Niall. Det gjorde fysisk ondt, at tænke på, at jeg kunne miste ham. “Hvad hvis han beslutter, at jeg ikke er det værd?”

“Hør.. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen.” Jeg så hen på Liam, som så alvorligt på mig med et glimt i øjet. “Du mister aldrig Niall. Er du overhovedet klar over, hvor meget i har været igennem og alligevel er i her?” Jeg nikkede og kløede mig på armen.

Det var jo lige præcis fordi vi havde været så meget igennem, at det hele faldt fra hinanden

Jeg sukkede og gav Liams skulder et kort klem, før jeg satte kursen mod værelset. Niall stod med Alex på armen og smilede, mens han snakkede. Men smilet forsvandt, da han så mig. Han lagde Alex ned på mave på hans tæppe, med en masse legetøj.

“Undskyld, jeg ville bare-”

“Jeg løj,” skyndte jeg mig at presse ud. “Alexander er din søn. Jeg var bare så vred..” Niall rynkede i brynene og rystede på hovedet.

“Hvordan kunne du gøre det mod mig?” Spurgte han skuffet. “Er du overhovedet klar over, hvor svær den her uge har været?”

“Og det har den måske ikke for mig?” Jeg hævede det ene øjenbryn. “Du tog en beslutning, der kunne påvirke Alexander negativt.”

“Jeg begik en fejl!” Sagde han frustreret. “Jeg var jaloux og jeg ville ikke miste dig.”

“Nej, Niall!” Jeg trak vejret i hurtige stød. “Du begik en fejl, som kunne påvirke Alexander, fordi du var selvisk… Og det er utilgiveligt.” Jeg rystede på hovedet og vendte om på hælene.

“Du har ændret dig,” sagde han toneløst og jeg stivnede kort. Jeg tog en kort indånding og fortsatte så. Jeg kunne ikke engang huske, den jeg engang var. Jeg væltede nærmest ind i stuen, hvor Liam så op fra sin mobil.

♡♡♡

“Kom nu, Mel,” sagde Harry trøstende. “I finder ud af det.. Det gør i altid.” Jeg snøftede og puttede mig bare, længere ind i hans favn.

“Det er anderledes denne gang,” hviskede jeg, mens tårerne strømmede og snottet løb.

“I har været igennem så meget. I skal nok komme igennem det.” Jeg rystede på hovedet og trak mig.

“Vil du ikke  nok holde op med, at sige det.” Jeg var pludseligt irriteret. “Det siger i hele tiden. I har været igennem så meget  bla. bla. bla. Bare stop!” Harry så underligt på mig.

“Det ændre ingenting. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til, at vi skal komme igennem det,” sagde jeg oprevet.

“Du har brug for tid,” sagde Harry forstående. “Til at bearbejde det hele.” Jeg nikkede.

“Og det kan jeg ikke gøre her, når Niall er her,” sagde jeg og Harry sukkede.

“Jeg kan ikke bare smide ham ud.”

“Det beder jeg dig heller ikke om,” sagde jeg lavt og rejste mig. Jeg blev nødt til, at tage mig sammen. “Jeg sover hos mor i nat.”

“Mel, det er ikke nødvendigt.” Harry fulgte efter mig ud i køkkenet.

“Jo Haz, det er det.” Jeg kørte en hånd gennem mit hår. “Det er enten det, eller så tager jeg til Danmark for at se Ellen.” Harry så bare opgivende på mig.

“Så informere jeg de andre,” sukkede han og gik ind mod stuen. Selv begyndte jeg at finde tøj til mig og Alexander. Måske skulle jeg bruge mere, end bare en dag væk. Jeg kunne ikke lade være med, at spekulere… Var det her virkelig enden? Den endelige slutning. Havde vi bare levet på lånt tid? Måske var det i virkeligheden ikke meningen, at Niall og jeg skulle være sammen…

 

Der er kun et kapitel tilbage! Og det ser ikke godt ud for Melody og Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...