If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
165Kommentarer
35450Visninger
AA

28. Kapitel 26

Testen var ikke slem. De skulle begge afgive lidt blod, og det samme med Alex, som smågræd en smule. Niall gav mig mere eller mindre, den kolde skulder. Det var egentlig fint nok. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige til ham alligevel. Caleb kiggede lidt rundt i rummet, med et koldt udtryk. Niall, som sagt, sad næsten tværs gennem rummet og ignorerede mig. Han sad og snakkede lavmælt med Louis.

Harry sad ved min side og holdte min hånd, i en broderlig gestus. Det var så betryggende at have ham her. Jeg sukkede og kiggede tålmodigt op på  det runde ur, der hang på modsatte væg.

“Hvor lang tid kan det tage?” Sukkede jeg og lagde mit hoved, på Harrys skulder. Harry klemte kort min hånd og trak på skuldrene.

“Jeg tager afsted så snart resultatet er kommet, hvis Alex viser sig ikke at være min,” sagde Caleb lavmælt, og jeg nikkede bare til ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Liam kom ind og sendte mig et smil

“Jeg har bestilt en tid hos din læge for dig,” forklarede han. “Så vi kan få tjekket alt igen, efter din hukommelse er tilbage.” Vi var i øjeblikket hos Nialls læge, eftersom det var ham der skulle give blod.

“Tak Liam,” sagde jeg ærligt.

“Ingen årsag.” Mit blik scannede rummet og stoppede på Niall, som kiggede koldt på mig. Det løb mig koldt den af ryggen og fik mig til, at gyse.

“Jeg har resultaterne.” Lægen kom ind og smilede til mig. “Følg med mig.”

“Jeg tror jeg klarer det her selv,” sagde jeg, da både Niall og Caleb rejste sig. “Jeg er ked af det.” Jeg skyndte mig efter lægen og kunne godt fornemme, at de ikke var glade ved min beslutning.

“Så Melody,” sukkede lægen. “Det var noget rod hva?”

“Det mit liv generelt,” mumlede jeg og han grinede en smule. Han satte sig ned bag sit skrivebord og skimmede kort nogle papirer, mens jeg tog plads overfor.

“Er du klar til at høre resultaterne?” Spurgte han og kiggede på mig, over kanten på hans firkantet briller.

“Så klar, som jeg bliver.” Jeg fremtvang et blik og tyggede lidt på min underlæbe.

 

Kom nu bare med det skide resultat.

 

♡♡♡

Jeg gav kort lægen hånden og takkede ham, før jeg satte kursen tilbage til venteværelset. Hvad der mødte mig, fik øjnene til at poppe ud af mit hovede.

“Hvad fanden sker der?” Udbrød jeg og satte kursen hen til politimændene. Mit hovede summede og jeg hørte ikke halvdelen af, hvad de sagde.

“Du er hermed under arrest for kidnapning.” Caleb havde fået håndjern på og sendte mig, et ulæseligt blik.

“Spørg din kæreste,” spyttede han og sukkede. Jeg bed mig læben og så på den ene politimand.

“Der må være sket en fejl,” sagde jeg desperat og manden, så kort på mig.

“Vi tager ham med på stationen,” svarede han kort. “De må undskylde, men det er mit arbejde.” Jeg nikkede og lagde hånden på Calebs arm. Politiet fulgte alle min bevægelse.

“Han er ikke din,” hviskede jeg, kun så han og politiet kunne høre det. Caleb nikkede og lukkede øjnene et sekund, før han gemte sine følelser væk.

“Jeg håber virkelig, at du bliver lykkelig.” Så blev han trukket væk. Vreden rasede i mit blod og jeg vendte om på hælene, og stirrede med kolde øjne på Niall.

“Hvad fanden har du gjort?” Hvæsede jeg og gik over til ham. Niall  stirrede bare lige koldt igen.

“Han var en kriminel. Han kidnappede dig. Voldtog -”

“Det var ikke voldtægt!” Sagde jeg højt. “Jeg holdte af ham. Det var ikke din beslutning.” Hvis Niall fortrød, så gemte han det godt for hans øjne var følelsestomme.

“Men det var den rigtige beslutning,” sagde han toneløst. Jeg tog en indånding og rystede på hovedet, mens jeg begyndte at bakke ud af rummet.

“Jeg tilgiver dig aldrig for det her,” sagde jeg og rystede fortsat på hovedet. “Du har lige kostet Alexander en far.”

 

Harry var den, som løb efter mig ud på parkeringspladsen.

“Er det sandt.  Hvad du sagde derinde, at Alex ikke er Nialls?” Gispede han og stoppede op. Jeg smilede næsten af hans dårlige kondi. Jeg slog blikket i  jorden og rystede på hovedet.

“Nej. Det slap bare ud,” mumlede jeg og smed mig på den  nærmeste kantsten, og gemte hovedet i mine hænder. “Hvad har jeg gjort?” Jeg rystede på hovedet og rejste mig hastigt igen.

“Nej!” Skældte jeg på mig selv. “Jeg har ikke gjort noget galt. Det var Niall, der ringede til politiet.”

“Vi kan godt blive enige om, at det var dumt gjort,” sagde Harry opgivende. “Men husk lige, at se det fra hans side.” Jeg knep øjnene sammen.  

“Vidste du, at han havde ringet til politiet?” Harry grinede og holdte hænderne op foran sig.

“Nej nej. Træk kløerne ind.” Han blinkede til mig, men blev så alvorlig. “Hvad vil du gøre?”

“Jeg tilgiver ikke Niall for det her,” sagde jeg bestemt og mærkede vreden  blusse op igen.  Bare tanken om Niall, gjorde mig rasende. Det han havde gjort, var selvisk.  Han tænkte slet ikke på, at Alex kunne miste sin far. Han tænkte kun på sig selv. Rasende kunne ikke engang beskrive, hvordan jeg havde det.

“Lov mig, at du ikke fortæller ham at han er Alex’ far,” sagde jeg omsider og Harry måbede.

“Hvad! Hvorfor?” Spurgte han forvirret.

“Fordi han tydeligvis ikke kan være en far, når han sætter sine egne behov over Alexanders,” sagde jeg bestemt. “Caleb kunne godt, have været Alex’ far og så ville Niall, have ødelagt alt.” Harry bed sig i læben, men nikkede svagt.

“Bare du siger det til ham, på et tidspunkt,” mumlede han modvilligt og jeg svarede ikke. Niall kunne rende mig et vis sted, på nuværende tidspunkt.

 

Melody er pissed! xD I troede sikkert lige i et splitsekund, at Caleb var Alexanders far :P Snydt igen. Virkelig tusind tak til alle der læser med <3 Also, side note; Jeg har fået mit cover til Pretty Little White Lies idag! Kan seriøst ikke vente med, at dele historien med jer :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...